Livet med Faderen, Sønnen og Helligånden

”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt” starter Hebræerbrevet. For selvom Gud er evig, uforanderlig og uafhængig af vores tro og eksistens, er vi ikke en myretue af mennesker for ham. Nej, han kender os fuldt ud (Sl 139) og har et forhold til det enkelte menneske, tilpasset de mangfoldige måder vi er som mennesker. Den måde, vi mødes om Gud på i verdens kirker, afspejler også mangfoldighed i menneskers tilgang til den treenige Gud.

Jeg skriver som en, der længe søgte Gud. Mine rødder er i Luthersk Mission, og jeg oplevede som missionærbarn i Tanzania den spraglede, musikalske og ganske højkirkelige lutherske kirke, hvor Jesus blev set som sejrherre over de onde ånder. Jeg landede i Danmark i det helt lavkirkelige LM, hvor Jesus som stedfortræder og frelser ved sit eviggyldige offer på korset er centrum. Jeg fik luftforandring i den karismatiske apostolske kirke som teenager. Helligåndens manifestation var i fokus. En periode opgav jeg troen.

Men en håndfuld år senere bragte mit søgende sind mig alligevel til den Katolske Kirke, hvor jeg nød det højkirkelige udtryk og den inderlige tilbedelse, man der kan møde i ophøjelsen af Gud Fader. Jeg søgte tilbage mod mine rødders teologi og tog, uden at være tilknyttet en menighed, en bachelor i teologi på Dansk Bibel-Institut.

I de seneste år er det nu lykkedes mig at komme stabilt i en LM-frimenighed i Vestjylland, selvom menighedsformen ikke appellerer til mig som mennesketype. Men for mig er indholdet, den åndelige føde, vigtigere end formen. Ved stædigt at have et åndeligt hjem i min menighed har jeg i dette fællesskab, med andre kristne, haft ly til at møde den treenige Gud helt nært og personligt. Og selvom jeg har taget lidt med mig alle steder fra, har jeg også oplevet, at Gud var den, der selv suverænt greb ind, og lod mig opleve ham som:

Faderen højt over mig

Sønnen ved min side

Og Ånden i mit indre!  

Faderen højt over mig

At Gud er vores far, virker spontant forståeligt. De fleste af os har oplevet en jordisk faderfigur. Samtidig er det ikke nok kun at finde forståelse der. For vores jordiske fædre kan både bygge os op, når de giver os et kærligt kram, og rive os ned, når de handler på uretfærdig vis.

Sådan er Gud Fader ikke. Vi får ikke et jordisk kram af ham. Så ophøjet er Gud Fader, at han beskrives som en, der troner i en herlighed, som overgår alt andet (Es 6 og Åb 4). Samtidig er han universets suveræne skaber af både bjerge, tårnhøje træer og små kunstværker som en smuk lille svale. Hvordan skal vi da kunne forstå ham som en far, når vores egen far, i bedste fald, aldrig kan være andet end et svagt billede på Gud fader?

Jeg fik øje på Gud som min far i Jesu ord om, at vi skal blive som børn (Mark 10,15). Som et barn forstår jeg ikke min far til fulde, for det har barnet ikke mental kapacitet til. Jeg kan heller ikke selv sætte mig i øjenhøjde med ham.

Jeg oplever, at til denne store skabergud kan jeg bare, som barnet, række hænderne op, og så rækker han sig ned mod mig i kærlighed. Ja, ikke kun det. Han kan samle mig op ligesom det hjælpeløse spædbarn, der ikke kan løfte hænderne selv, men bare får lov til at være hans barn og stole på ham.

Her hjælper det højkirkelige mig. Jeg kan sidde i en stor gammel kirke, der med sine søjler og spir stræber opad i skønhed, ligesom templet i Jerusalem også var rigt udsmykket (2 Krøn 3-4). Også selvom omgivelserne, i bedste fald, er at sammenligne med en børnetegning, fordi naturen er så meget smukkere end det, mennesker kan bygge op!

Denne uopnåelige Gud tilbeder jeg, samtidig med at jeg på en og samme tid ved, at jeg er et helt ægte barn af ham, og han elskede mig først (1 Joh 4,19), som en far netop også vil gøre, før barnet lærer at elske ham. Derfor er det også OK, hvis min forståelse af ham, og min kærlighed til ham er undervejs.

Johannes skriver i Første Johannesbrev 3,2: ”Vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han ¹”Han” refererer til Kristus. Versets anliggende er ikke, at vi selv bliver guddommelige., for vi skal se ham, som han er.”

Disse ord betyder, at vi en dag vil udvikle os som Guds børn. Måske betyder skriftstedet, at vi ikke altid skal være som hjælpeløse småbørn, men måske i evigheden bedre kan forstå, rumme og se alt det, der er for svært at fatte nu.

Men lige nu kan vi bare vide os elsket og stole på ham, også når livet er svært (Rom 8,28).

Sønnen ved min side

Langt mere forståelig er Sønnen. Jesus var med sit liv en tolkning af Gud i en form, mennesker er i stand til at begribe og også gribe fysisk om (Joh 1,14+18). Jesus er fuldt ud Gud og fuldt ud menneske. Sådan kan han gå foran mig i livet, der ofte er svært, og være den gode hyrde!

Men jeg oplever ham endnu mere nær end det. Paulus siger i Galaterbrevet 3,1, at Jesus blev tegnet for deres øjne. Det hjælper mig til at forstå den relation, jeg må have til Jesus allerede nu på jorden. Jeg må ”vandre med ham” som Noa (1 Mos 6,9) og andre troshelte. Jeg må altså forestille mig ham som en virkelig ledsager. For det er han. Jeg må få ham tegnet for øje af daglig bøn og bibellæsning snarere end bare min egen forestillingsevne. ”Sæt mig, så jeg ser dig, Jesus”, skrev Jonas Pettersen i 1904.

Når jeg maler mig for øje, hvor nær og hvor virkelig han er, bliver det lettere at vandre uden om fristelser og følge hans vej. Det bliver lettere at dele små og store ting med ham, når han går ved min side og oplever det sammen med mig. Intet andet menneske er hos mig hele tiden! Bare ham.

Her er der intet behov for høje søjler og stemning, og det lavkirkelige i en LM-menighed hjælper mig. For Jesus vil bare have mig midt i min hverdag, og også jeg vil have ham der.

Og det er også derfor, at jeg må tro Bibelen og kommer helt på afveje, hvis jeg mener, at meget af budskabet i Bibelen kan gradbøjes i forhold til egne tanker eller underlægges tidsånden. For Jesus er i Bibelen. Ikke kun den røde tråd. Nej, han er Ordet. Også i dag kan vi gribe fysisk om ham. For vil du vide, hvem sønnen er, så tag fat i din bibel og læs!

Jeg oplever ham også sanseligt i nadveren. Nadveren indeholder et løfte om, at jeg, sammen med kirken, er hans brud.

Her på jorden er ægteskabet mellem mennesker et uperfekt billede på dette (Ef 5,31-32). Men i himlen skal vi opleve mere end et billede. For vi skal forenes med Jesus som vores brudgom i evigheden (Åb 19,7). Allerede nu har han forlovet sig med os og forener sig med os i nadveren (1 Kor 10,16).

Det betyder langt mere end en nutidig dansk forlovelse. Vi er allerede ét. Jeg tilhører ham. For han har allerede opgjort al min gæld, og jeg ejer allerede nu al den retfærdighed og status, der tilhører ham. Men først i himlen vil vi se den fulde opfyldelse af det.

Ånden i mit indre

Inden Jesus fór til Himlen, fortalte han disciplene, at det var bedre for dem, at Ånden kom, end at han blev hos dem (Joh 16,7-8). Det er store ord.

Men tænk på, at det er Johannes selv, der i høj alder nedskriver disse ord efter bare 3 år med Jesus på jorden og 60 års liv med den Hellige Ånd. Hvorfor er Ånden så dyrebar for den kristne ifølge Johannes og Jesus selv? Adam og hans slægt led åndelig død ved syndefaldet (1 Mos 2,7+17), men Jesus blæste igen livsånd i disciplene og sagde ”modtag Helligånden” (Joh 20,22).

Som kristne i den nye pagt er Ånden i vores indre og er pantet på, at det evige liv er ”allerede nu”, skønt vi lever i tiden ”endnu ikke”. Også selvom vi ikke nødvendigvis oplever de voldsomme manifestationer, som særligt karismatiske kristne retninger er stærkt optaget af.

Helligånden opretholder os dagligt som troende, og alt, hvad vi føler og forstår af vores store far og af Jesus ved vores side, er den Hellige Ånds værk i os. Derfor er det ikke nødvendigt at mærke Ånden. For er du en kristen, har du Helligånden inden i dig.

Men min erfaring er, at Ånden hjælper mig med at bede, skaber varme i mig, giver mig et særligt forhold til andre kristne og inspirerer mig. Og min erfaring er også, at alt i min verdensopfattelse forandredes radikalt, da jeg for ca. 12 år siden blev kristen efter en del år uden Gud.

Jeg føler, at jeg kan vidne om, at jeg virkelig blev en ny og levende skabning, netop da Gud igen sendte sin livsånd ind i mit hjerte!

Artiklen er fra Budskabet 04-2025 og er en del af temaet ”Treenigheden”. Flere artikler i samme tema:

• Treenighedens paradokser
• Hvad Bibelen lærer om treenigheden
• Treenighed Gud – Troens fundament helt fra begyndelsen