Om treenigheden

Hvordan kan Gud være tre selvstændige personer samtidig med, at han hele tiden også er et ‘jeg’, et subjekt? Vi kan ikke forklare det, men vi må godtage det. For hvis vi ikke godtager det, kan vi ikke forstå andre vigtige dele af den kristne tro, som fx hvad Jesu død på korset indebærer.

Bibelen omtaler den eneste Gud som Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd. At Bibelen omtaler Gud på denne måde, har ført til, at man i den kristne kirke tror og lærer, at Gud samtidig er én og tre.

Når Bibelen omtaler Gud som én og tre, må det ikke få os til at tro, at dens tale om Gud er usand eller selvmodsigende. Selv om vi ikke kan forklare treenighedslæren logisk, taler Bibelen alligevel sådan, at vi kan forstå dens lære om treenigheden. Gud er virkelig sådan, som Bibelen omtaler ham. Vores opgave er at udlede og systematisere den fremstilling af Gud, som Skriften præsenterer os for.

Først vil vi se nærmere på, hvad der menes med, at Gud er én.

Gud er én

Skriften lærer, at der kun eksisterer én Gud (5 Mos 6,4).

Gud omtales som én skaber, én frelser og én helliggører og som den eneste, der er værdig til at modtage vores tilbedelse.

Bibelen fremstiller den ene og sande Gud som ophøjet, hellig og evig, som allestedsnærværende, almægtig og alvidende, og dermed som totalt forskellig fra alt andet, der er til.

Fordi Gud er én, og fordi han er forskellig fra alt andet, der er til, er det vanskeligt at finde dækkende og rigtige ord for at tale rigtigt om ham. Vi kan ikke uden videre anvende alle de ord, som vi bruger til at beskrive mennesker og ting i denne verden, når vi taler om Gud. Da Gud er enestående og forskellig fra alt andet, må de ord, vi bruger, få en noget anden betydning end de normalt har, når de bruges om Gud. Det er for eksempel kun Gud, der kaldes ‘god’ eller ‘kærlig’ i absolut forstand.

Samtidig kan vi i en vis udstrækning også bruge ord og udtryk om Gud, som kan bruges om os mennesker. Grunden til det er, at der ikke alene er en mægtig forskel mellem Gud og mennesker, men også en afgørende lighed.

Fordi Gud er en person, kan han lige som mennesker sørge, græde og glæde sig, eller blive vred. Ligesom mennesket er Gud sig selv bevidst som person; både Gud og mennesker er personer. Han er fuld af kærlighed til mennesker, og han søger personligt fællesskab med os.

At Gud er en person, betyder også, at han er et individ, som vi mennesker kan forholde os til på det personlige plan. Vi kan tale til Gud, og vi kan tiltales af ham. På tilsvarende måde som mennesker søger og opretter forhold til hinanden gennem ord, søger Gud mennesker og vil oprette et forhold til os gennem sit ord og sin tale.

Gud er tre og samtidig én

Samtidig med at Bibelen omtaler Gud som én, siger den også, at han er tre forskellige personer: Faderen, Sønnen og Ånden. De tre personer i Gud forholder sig til hinanden som forskellige personer, samtidig med at de hele tiden er den ene og samme Gud. Vi skal se nærmere på det i det følgende.

For at klargøre læren om treenigheden udviklede oldkirkens teologer en lære om det, vi kalder ‘Guds væsen’. Udtrykket ‘Guds væsen’ rummer alt det, man kan sige om den ene, evige Gud. Det blev grundlæggende for treenighedslæren, fordi det gav plads til den bibelske tanke, at alle tre personer i Gud er ét. Ikke kun i den forstand at de er lige meget Gud, eller er Gud på samme måde, men også i en betydning, der går ud over dette. De tre personer i Gud er ét i den forstand, at de har det samme væsen. Derfor talte oldkirkens teologer om, at der er ‘væsensenhed’ mellem de tre personer i Gud.

Da Faderen, Sønnen og Ånden har det samme væsen, er de på samme måde almægtige, allestedsnærværende, evige osv. De er ikke Gud i forskellig grad eller på forskellig måde, men de er Gud på samme måde. Fordi de tre personer i Gud er ét, kan vi også sige, at de handlinger, en enkelt person i Gud udfører, samtidig er handlinger, som alle tre personer i Gud er delagtige i. Det betyder, at alt det, som for eksempel Sønnen siger og gør, også er sagt og gjort af Faderen og Ånden.

Personerne i Gud har forskellige opgaver

Bibelen omtaler alligevel Faderen, Sønnen og Ånden på forskellig vis. Det sker ved, at de tillægges forskellige handlinger eller opgaver i forhold til hinanden og i forhold til mennesket og skaberværket. Vi vil i det følgende se lidt nærmere på, hvordan Bibelen taler om de tre personer i Gud og de forskellige gerninger, de udfører.

Faderen omtales som den person i Gud, der planlægger skaberværket, frelsesværket og historiens fuldendelse. Samtidig lærer Bibelen, at Faderen fuldfører skabelsen, frelsesværket og historiens gang gennem en anden af de tre personer i Gud, nemlig Sønnen. Bibelen lærer derfor, at Faderen skabte alle ting ved Ordet, det vil sige ved sin søn.

Videre lærer den, at Faderen fuldførte frelsen gennem Sønnen, og at Sønnen har fået al magt i den synlige og usynlige virkelighed. Derfor kan vi sige, at Faderen er den person i Gud, der tager initiativet og lægger planerne for Guds handlinger, mens Sønnen er den, der udfører og fuldfører Faderens vilje (Joh 1,3; Ef 1,22-23; Kol 1,16).

Det er ikke muligt at tænke rigtigt om frelsen, hvis ikke man godtager treenighedslæren.

Fordi Faderen og Sønnen er ét, kan vi sige, at det er Gud, der frelser. Treenighedslæren giver endvidere grundlag for at sige, at selve frelsen er noget, der sker uden for os. Den er en handling, som er sket i Gud, en handling, som har udspillet sig mellem Guds evige søn og Gud, den evige far. Frelsen blev fuldført, da Gud, den evige far, gav sin evige søn ansvaret for al verdens synd og dømte og straffede ham i stedet for os.

Selve frelsen ville etisk set have været absurd, hvis Faderen og Sønnen ikke havde været ét. Da måtte vi forestille os, at Gud ofrede en anden person end sig selv for os! Men netop fordi Faderen og Sønnen er den ene og samme Gud, kan vi sige, at Gud ofrede sig selv for vores synder, da Jesus led og døde for os.

I det følgende skal der siges noget om, hvad Den Hellige Ånds opgave går ud på.

Den Hellige Ånd

Den Hellige Ånd er en person. Derfor må vi ikke tænke om ham, som kun en upersonlig kraft. Bibelen omtaler Ånden som ’talsmanden’. Det vil sige den guddommelige og evige person, som sendes til os for at tale om Jesus, overbevise os om vores synd, om evangeliets sandhed og skabe troen i den, der hører hans ord (Joh 16,7ff.).

Fordi Ånden er en af de tre evige personer i Gud, har han set, hvad Jesu død på korset indebærer. Vi kan derfor sige, at Den Hellige Ånd er den eneste, der kan bevidne, at Jesu død på korset i virkeligheden var et opgør i Gud selv mellem Faderen og Sønnen. Ånden fortæller os, at det offer, Jesus bragte Faderen, er nok, i den forstand at det udslettede hele vores gæld til Gud.

Åndens opgave er også at forklare os, hvad der er hensigten, især med Jesu død på korset. Sagen er nemlig, at ingen af os ville være i stand til at forstå Jesu død på korset, uden at Gud selv viste, hvad der er meningen med den. Ånden ved, hvad der bor i Gud, og han meddeler det til os gennem Skriftens budskab, for at vi skal komme til tro på det (1 Kor 1,11-13 og 18).

 

Artiklen er en del af InTro-serien, som fører dig igennem den kristne troslære. Artiklerne udgives løbende i 2022. Følg med her.

Artiklen er en redigeret og forkortet version fra nytliv.dk.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook