Onani i et kristent perspektiv

Historisk set er onani ofte blevet fordømt med stærke ord, og der er opstået megen mytedannelse om de skadelige følger. I dag gør disse myter sig heldigvis ikke længere gældende. Onani er almindeligt forekommende og er accepteret i de fleste sammenhænge og bliver uforbeholdent opmuntret.

Et kristent perspektiv

Når vi i dag ved, at der ikke er kropslige bivirkninger af onani, er der så ud fra et kristent syn på mennesket og dets seksualitet noget at sige om onani? Her vil jeg fremføre fem perspektiver – og jeg beder dig læse alle fem punkter, inden du bestemmer dig for, hvordan du vil reagere.

1. For det første den kristne skabelsestanke.

Gud har gjort os til kropslige og seksuelle skabninger. Derfor skal vi ikke skamme os over, hvad Gud har givet os eller forsøge at ignorere, hvem vi er. Ud fra en kristen synsvinkel er det naturligt at få kendskab til kroppen og seksualiteten. I den menneskelige udvikling fra barn til voksen er det noget selvfølgeligt, at man undersøger sin egen krop, og der er ingen grund til at behæfte det med skam. Et menneske skal ikke være uvidende om eller bange for sin egen krop.

2. For det andet den direkte bibelske undervisning.

De bibelske tekster er aldeles ikke snerpede, men taler åbent om seksualitet. Mange for- skellige former for seksuelle handlinger kommenteres og bedømmes ud fra Guds tanker med mennesket. Seksuel umoral fordømmes igen og igen både i Det Gamle og i Det Nye Testamente, ofte under fællesbetegnelsen utugt, men også hver for sig. I Bibelen afvises:

• sex udenfor ægteskabet
• utroskab
• incest
• prostitution
• voldtægt
• homoseksuelle relationer
• sex med dyr

Til denne liste kunne yderligere tilføjes nekrofili, det vil sige sex med lig. Ganske vist er der ingen tekster, som udtrykkeligt taler om sex med døde, men det er inkluderet i forbuddet mod i det hele taget at røre ved døde (jf. 4 Mos 5,2; 19,11).

Bibelen viger altså ikke tilbage fra at tale i klarsprog, når det gælder seksualitet. På den baggrund er det overraskende, at onani ikke er nævnt en eneste gang i Bibelen. Det er altså tydeligt, at onani ikke ligger særligt højt på Guds agenda. Han lader til at se andre problemer – de fleste af dem desuden af ikke-seksuel karakter – i vores liv, som han hellere konfronterer os med. Måske beror det på, at onani ikke involverer et andet menneske, og at den etiske dimension derfor er svagere end ved øvrige seksuelle handlinger, hvor vi gør noget med eller undertiden mod et andet menneske.

Den stærke udskamning af onani op igennem kirkens historie må derfor siges at have været ude af proportioner. På samme måde behøver den, som skammer sig over sine egne handlinger og oplever onani som den største kamp i livet med Gud, at få et mere bibelsk og i denne sammenhæng mere afslappet perspektiv på sagen.

3. For det tredje meningen med seksualiteten.

Som vi tidligere har set, er meningen med seksualiteten forbundet med liv og selvhengivelse. Den er tiltænkt mødet og fællesskabet med et du. Seksualiteten er til dels for kærlighedens skyld og dels for videreførelse af livets gave. Ingen af disse to formål virkeliggøres ved onani. Dermed ligger onani uden for Skaberens hensigt med vores liv.

Woody Allen siger med sin velkendte humor: »Tal ikke dårligt om onani. Det er jo sex med en, du elsker!« Her indfanger han kernen i onani, nemlig selvoptagetheden. Det er ikke en seksualitet, som er vendt mod en anden, men er indfanget i en selv. Det er den private kropslige nydelse, hvilket er modsætningen til Skaberens tanke om fællesskab.

I dag kobles en negativ indstilling til onani ganske automatisk sammen med en negativ indstilling til kroppen og seksualiteten. Men det behøver på ingen måde at være tilfældet.

Hvis jeg må tale på vegne af os mænd, så tror jeg, at vi ofte oplever en tomhed efter onani. På et dybere plan oplever vi, at dette ikke er, hvad seksualiteten er til for. Derfor bliver vi, når det kommer til stykket, ikke lykkeligere eller mere tilfredsstillede af at onanere.

Jeg husker en tekst om mandlighed, som jeg læste for nogle år siden. Forfatteren var psykiater og gjorde sig nogle overvejelser omkring, hvordan man kan styrke sit selvværd. Han første råd var: Hold op med at onanere! Hvorfor? Fordi vi et eller andet sted ved, at seksualiteten har et andet og bedre formål end selvisk nydelse. At holde op med at onanere leder til stærkere selvfølelse, eftersom det vidner om selvbeherskelse, hvilket ikke bare er et tegn på sand mandighed, men også ifølge Det Nye Testamente er en af »Åndens frugter«. ¹»Men Åndens frugter er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse« (Gal 5,22-23)

Det er en måde, hvorpå vi kan vise, at vi ved, at seksualitetens formål er højere og rigere end ens eget jeg.

Som mennesker behøver vi – på forskellige områder – at stille os selv det spørgsmål: »Hvornår er det et tegn på styrke at give efter for noget, og hvornår er det et tegn på styrke at afstå fra noget? Den moderne kultur svarer med et smørret grin, at det er tegn på styrke bare at give efter og give sig hen og følge den mindste modstands lov. Den klassiske visdom derimod svarer, at det er tegn på styrke at afstå i forventning om den fulde opfyldelse af seksualitetens mening.

I dag ved vi meget mere om menneskets hjerne end tidligere, og psykologer og hjerneforskere taler om, at hjernen er plastisk. Det betyder ikke plastisk som sådan, men at den er formbar og påvirkes af, hvordan vi lever, hvad vi gør, og hvilke erfaringer vi udsætter den for. Når vi får orgasme, udløses dopamin i hjernen, hvilket giver en følelse af velbehag, men samtidigt let forårsager afhængighed. Vi vil genopleve den følelse. Det gør, at onani – og pornosurfing for at tage et andet eksempel – for nogle bliver tvangsmæssig og dermed det modsatte af at være en kilde til glæde. Hvor fri er seksualiteten, når det kommer til stykket, hos mænd, som onanerer flere gange om dagen?

4. For det fjerde tanken og den indre renhed.

Bibelen siger ikke noget om selve den handling at tilfredsstille sig selv seksuelt, men den udtaler sig tydeligt om noget, som næsten altid følger handlingen, nemlig de seksuelle fantasier og indre billeder. Jesu ord fra Bjergprædikenen er velkendte:

I har hørt, at der er sagt: »Du må ikke bryde et ægteskab.« Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte (Matt 5,27-28).

Det, Jesus siger her, er ikke nyt. Han udlægger det, som allerede fandtes i Moseloven, men som ofte blev misset. Vi har jo en naturlig tendens til at se på de ydre handlinger og ignorere det, som findes på indersiden, det, som sker i hjertet. Men Gud ser lige igennem os. Vigtigheden af at sammenholde den ydre handling og det indre liv stod allerede mejslet ind i stentavlerne med de ti bud. Der stod: »Du må ikke bryde et ægteskab« (det sjette bud), hvilket gælder den ydre handling, men også: »Du må ikke begære din næstes hustru« (det tiende bud), hvilket retter fokus mod vores indre menneske (2 Mos 20,14.17).

Spørgsmålet bliver: Er det, der opfylder vores tanker, når vi onanerer, noget ret og rent, er det værd at tale godt om, er det værd at elske og rose, kan vi for Guds ansigt kredse om det i vores tanker?

For den, som ikke er gift, kommer fantasier og billeder med logisk konsekvens til at involvere personer, man ikke er gift med. Dermed er de problematiske ud fra et kristent perspektiv. I fantasien involverer vi mennesker, vi ikke er forenede med.

For den, som er gift, er situationen anderledes, hvis fantasierne kun involverer den, man er gift med. Samtidigt er det jo rent faktisk ikke den person, for i fantasien bliver han eller hun mit eget produkt, som bliver frataget selvstændighed og frihed.

I begge tilfælde skabes en drømmeverden, der oftest fører urenhed i stedet for dyd med sig.

5. For det femte utilitarisme og den ufuldkomne virkelighed.

Utilitarisme er et etisk system, som bygger på en konsekvenstænkning. Man forsøger at angive, hvilke handlinger som maksimerer lykke og minimere lidelse.

Den kristne tro er ikke utilitaristisk, men går i stedet ud fra objektive etiske principper. Men i en falden verden med ufuldkomne mennesker findes der situationer, hvor man kan blive tvunget til at foretage en vis form for konsekvenstænkning. Jeg husker for eksempel en kristen leder, som fortalte om en sømand, som kæmpede med et alvorligt problem. Han tilbragte mange måneder til havs i en sømandskultur, som på flere punkter stod i kontrast til hans kristne tro. Hver gang skibet anløb en havn, flokkedes byens prostituerede i havnen, og for mange af hans kammerater om bord, var det en selvfølge at købe sig et øjebliks seksuel adspredelse. For ham var det en konstant fristelse til synd, hver gang de anløb en havn, og han spurgt nu om råd til, hvordan han skulle håndtere situationen.

Rådet fra den erfarne sjælesørger var krast og enkelt: Du må onanere til alt er udtømt. Pointen var ikke at glorificere onani, men at hjælpe en person til ikke at begå den endnu større synd at købe sex af en prostitueret.

Sådan kan det jo også være for en mand, hvis hustru på grund af sygdom ikke længere kan være seksuelt aktiv. For vist må det vel være bedre for ham at onanere, end at han fristes til utroskab med en anden kvinde eller til at opsøge en prostitueret?

Sådanne ræsonnementer er naturligvis nødløsninger. Et bedre alternativ er at vise fuld agtelse for Guds hensigt med seksualiteten og afholde sig fra sex uden for det faktiske pagtfællesskab med ens ægtehustru eller ægtemand.

Er det muligt? Er seksualiteten ikke i stedet en påtrængende drift, som man før eller siden – i de fleste tilfælde: før – må give efter for? Både ja og nej. Ganske vist er seksualiteten en påtrængende drift, og for os mænd – hvis jeg igen må begrænse mig til at tale om den ene halv- del af menneskeheden – er den en konstant nærværende virkelighed. Men den er ikke en drift, som konstant tiltager i styrke. Lad mig forklare, hvad jeg mener.

Mange forestiller sig, at seksualiteten er omtrent som en flod, der har sit udløb i en dam uden afløb. Da bliver det kun et spørgsmål om tid, før dammen løber ud over dens dæmninger. Man forestiller sig altså seksualitetens påtrængende kraft som noget, der nødvendigvis må få afløb. Men det er ikke en sand beskrivelse af seksualiteten.

Snarere forholder det sig vel sådan, at den seksuelle drift efter udløsning aftager en kort periode – er til- fredsstillet – for så hurtigt at gå tilbage til et normalleje, et normaltryk, som bare er der. Seksualdriften vokser ikke dag for dag for til sidst at eksplodere, men den er med som en understrøm i vores liv. Det er en kraft, som vi alle må lære at håndtere og må lade hvile i de mange situationer og på de tidspunkter og i de perioder, hvor den ikke kan komme til udtryk i den relation, Gud har skabt den til.

Men hvad så med Onan?

Det er i 1 Mos 38, at vi møder den ulyksalige Onan. Han er søn af Juda, og han har to brødre. Storebror Er bliver på farens foranledning – der er tale om arrangerede ægteskab på den tid – gift med Tamar.

Men Er dør, inden han og Tamar har nået at få nogen børn. Da er det Onans pligt – ikke betingelsesløst, men under forudsætning af, at han er ugift og frivilligt går med til det – at skaffe afkom til sin bror ved at gifte sig med Tamar. Det gør Onan og har gerne sex med hende, men han er ikke interesseret i at skaffe sin bror afkom, som han selv vil blive ansvarlig for. Derfor benytter han sig af det, vi i dag vil kalde for afbrudt samleje: »så hver gang han gik ind til sin brors kone, lod han sin sæd spilde på jorden for ikke at skaffe sin bror afkom« (1 Mos 38,9).

Det har naturligvis den lighed med onani, at den seksuelle handling ikke resulterer i et nyt liv. Men det er ikke onani. Onan har sex med Tamar og opfylder på den måde den ene side af Guds hensigt, nemlig relationen. Men bevidst og principielt siger han hver gang nej til den anden side af Guds hensigt: at føre livet videre.

Det medfører, at det historisk set er fejlagtigt, når vi bruger Onans navn som en betegnelse for at tilfredsstille sig selv seksuelt.

Artiklen er et forkortet uddrag af bogen Nøgne uden skam (Credo, 2022), s. 171-181. Bogen kan købes på lohse.dk.