Kampen mellem kød og Ånd

Helliggørelse er en stadig kamp mellem dit kød og Guds Ånd. For at forstå denne kamp må vi først forstå, hvem vi selv er. For det andet må vi forstå, hvad troen er. Og for det tredje må vi forstå Åndens særlige opgave.

Sjælelivets niveauer

Den menneskelige sjæl er en kompliceret størrelse. Den har flere niveauer, og jo dybere man trænger ned i den, des mørkere bliver der. Det handler først og fremmest om forståelsen af viljen, som har tre niveauer¹Peter Olsen: Alting sker med absolut nødvendighed! Om kontingens, concursus og kompatibilisme, Theofilos Supplement vol.6, nr.2, 2014, 169-185. Samt: Viljens frihed og ufrihed i ældre luthersk tradition, i: Dansk Teologisk Tidsskrift 80. årgang nr.4, 2017, 282-299:

1. Viljens øverste og mest simple funktion er at træffe valg i hverdagens mange gøremål: Vi står i supermarkedet og vælger en pose æbler i stedet for en pose pærer. Men på vej hen mod kassen fortryder vi dette valg, lægger æblerne tilbage og tager en pose pærer i stedet for. På dette niveau er vores valg frie, så længe og i den forstand vi ikke er udsat for ydre tvang.
2. På et dybere niveau er viljen et andet udtryk for personligheden. Tilværelsens mest betydningsfulde valg viser, hvem vi er på bunden. Det handler om vores moralske valg og de store prioriteringer i livet som f.eks. valg af ægtefælle og troskab eller utroskab mod vores ægtefælle. Fra dette dybe niveau i sjælelivet stiger impulser op, der bestemmer vores valg på det øverste niveau. Derfor kan man sige, at valg på niveau 1 er bundet eller ligefrem trælbundet af niveau 2. Men det opleves ikke som tvang, fordi vi vælger i overensstemmelse med, hvem vi dybest set er. Troskab eller utroskab er konkrete valg og befinder sig i den forstand på niveau 1. Men de afslører, hvem vi er på niveau 2, og de kommer dernedefra.
3. Endnu dybere nede er viljen en relation. Et menneske er, hvad det er i relation til Gud. Man kan have ryggen til Gud og bevæge sig stadigt længere væk fra ham, eller man kan have ansigtet vendt mod Gud og bevæge sig stadigt tættere på ham. Et menneskes retning sætter sig igennem som impulser, der bevæger sig opad i sjælen og bestemmer niveau 1 og niveau 2.

Niveau 2 og 3 kan vi ikke ændre ved at træffe valg på niveau 1, for de afgørende impulser til vores valg kommer nedefra, ikke oppefra. Evnen til valg på niveau 1 kan ikke bruges til at ændre, hvem vi dybest set er. Niveau 2 og 3 er Viljen med stort ”V”. Den vilje kan vi ikke ændre, før vi vil det. Derfor kan det kun ske ved impulser, der kommer til os udefra, og som er stærkere end os selv. Men det kan ikke ske ved tvang.

Man kan tvinge en person til at udlevere sin tegnebog. Det er niveau 1. Men man kan ikke tvinge en person til at elske eller til at nære tillid. De dybe valg kan ikke tvinges. Vi kan vælge at behandle en person ordentligt, men vi kan ikke elske, før vi gør det.

Troen er et under

Når et menneske kommer til tro på Jesus, bliver sjælens retning vendt om: Vi vandrede med ryggen til Gud, og jo mere vi bestræbte os på vores vandring gennem livet, des længere kom vi væk fra Gud. Vi kunne ikke ændre denne retning på viljen, for det var præcis dét, vi ikke ville.

Du og jeg kan ikke ændre et andet menneskes vilje. På sjælens dybe niveauer kan vedkommende ikke engang gøre det selv. Men Jesus siger: ”for Gud er alting muligt” (Matt 19,26).

Vi har set, at den dybe vilje ikke kan udsættes for tvang. Når Gud ændrer et menneskes vilje, gør han det uden tvang. Han gør det med kærlighed. Han vækker den tillid inde i et menneske, som er troen. Han vender sjælens retning om. Vi ved ikke, hvordan Gud kan gøre det. Men fra vores samliv med hinanden kender vi noget, der ligner. Vi oplever at få tillid og kærlighed til et andet menneske. Vi mærker, at det ikke er noget, vi beslutter os for. Det er den anden, der vækker vores tillid og kærlighed. Det sker ikke med tvang, for det kan slet ikke tvinges frem. Den anden skaber vores tillid og kærlighed ved hjælp af sin egen tillid og kærlighed. Så langt kan vi forklare, hvad der sker. Alligevel opleves det underfuldt. Der sker noget på sjælens dyb.

Det er endnu mere underfuldt, når et menneske kommer til tro på Jesus. Bibelen beskriver det som en dødeopvækkelse: ”Også jer har han gjort levende, jer, der var døde i jeres overtrædelser og synder” (Ef 2,1). Jesus beskriver det med billedet af en fortabt søn, der vender hjem: ”Din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet” (Luk 15,32).

Der sker to ting i en omvendelse, som svarer til de to definitioner på troen:

1. Før havde jeg ikke tillid til Gud, men nu opstår tilliden inde i hjertet. Tro er tillid til Gud, men den er mere end det.
2. Paulus siger: Kristus bor ved troen i vores hjerter (Ef 3,17). Troen griber nemlig ikke bare om en lære, den griber om Jesus selv. Når tilliden til ham bliver til i et menneskes hjerte, flytter Jesus virkeligt ind i dette hjerte. Hvordan han bor derinde, ved vi ikke. Men Bibelen siger det utallige gange. Troen er en organisk forening med Jesus selv. Paulus siger: ”Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 2,20).

Det nye Testamente veksler mellem at sige: ”Guds ånd bor i jer” (1 Kor 3,16) og ”Jesus Kristus er i jer” (2 Kor 13,5). Det skal vi ikke lade os forvirre af. Vi tror på én treenig Gud. Vi tror ikke på tre guder. Det betyder: Hvor den ene person i Gud findes, dér findes de to andre også. Jesus siger: ”Jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer” (Joh 14,20). Han beder for dem, der skal komme til tro, ”at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os” (17,21). Sønnen er i Faderen. Faderen er i Sønnen. Og Helligånden udgår fra Faderen og fra Sønnen, fordi han både er ”Guds Ånd” og ”Kristi Ånd” (Rom 8,9). Vi forstår ikke helt ordene, men der er tale om en gensidig iboen: Faderen, Sønnen og Ånden er i hinanden.

Det er denne overvældende virkelighed, vi bliver inddraget i, når vi kommer til tro på Jesus. Vi er i ham, og han er i os. Derefter bor og virker han i os. Dét gør noget ved os, eller rettere: Han gør noget ved os!

Helliggørelsens hemmelighed

Den apostolske Trosbekendelse har tre led. Den forbinder skabelsen med Gud Fader, forsoningen med Guds Søn og helliggørelsen med Guds Ånd. Det gør den, fordi Bibelen normalt fordeler sine udsagn om Gud på den måde.

Men da vi tror på én treenig Gud, ikke på tre guder, må vi tilføje: Skabelsen er Faderens gerning ved Sønnen og Ånden. Forsoningen er Sønnens gerning ved Faderen og Ånden. Helliggørelsen er Åndens gerning ved Faderen og Sønnen. Derfor er det både Faderen, Sønnen og Ånden, der bor i os ved troen. Og derfor har vi med hele den treenige Gud at gøre hver dag i vores liv. Han skaber, bevarer og opbygger troen i os. Han lægger gode gerninger ”til rette for os at vandre i” (Ef 2,10).

Som nævnt forbinder Bibelen særligt helliggørelsen med Guds Ånd. Det gør Paulus i Galaterbrevet 5,22-23: ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.” De fleste forstår Ånden som Helligånden. Derfor skriver Bibelselskabet Ånden med stort Å. Jeg mener, at det er korrekt. Det kunne jo være menneskets egen ånd, men hér er der snarere tale om Guds Ånd, der flytter ind i det menneske, der kommer til tro.

Jesus siger om Helligåndens gerning: ”Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer” (Joh 16,14). Det er måden, hvorpå Helligånden sætter frugt i vores liv: Han gør Jesus stor for os. Han flytter vores øjne væk fra det, som vi skal gøre, og hen på det, som Jesus har gjort. Når vi bliver glade for Jesus, vokser Åndens frugt frem i os.

Troen er en ny retning på sjælens bund. Før så vi på os selv og på alt det, som vi skulle være og gøre. Det handlede om at herliggøre os selv. Men Helligånden vender os om, så vi ser på Jesus. Det gør han ikke én gang, men igen og igen. Det er nemlig, som om der sidder en fjeder på bunden af sjælen. Den vender vores blik og vores vilje hen på os selv. Men Helligånden drejer os igen og igen den modsatte vej, så vi ser på Jesus. Når vi gør det, vokser frugten frem.

Paulus beskriver denne fjeder i Galaterbrevet 5,17: ”Kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod.” Når Paulus taler om kødet, mener han normalt ikke bare vores legeme. Derimod mener han alt det, som vi er i os selv efter syndefaldet.

Martin Luther (1483-1546) siger: ”Vi er kroget ind i os selv!” På sjælens dyb ser vi os selv og vil vi os selv først af alt. Deraf kommer alle de synder, som Paulus remser op i Galaterbrevet 5,19-21: Utugt, urenhed, udsvævelse osv. Han kalder dem ”kødets gerninger.”

Men dag og nat spænder Helligånden sjælens fjeder, så øjne og vilje bliver vendt hen på Jesus. Deraf kommer ”Åndens frugt” (v.22-23).

Se på Jesus

Jens Marius Giverholt (1848-1916) synger om det:

”Og bliver synden i mig stærk igen,
da flyr jeg straks til nådestolen hen;
thi har jeg daglig synd og lønlig brøst,
da gælder blodet end, det er min trøst”²Sange og Salmer nr. 508 v.4

Nådestolen er Jesu kors. Dér flyder hans blod for dine og mine synder. Derfor er der nåde at få for syndere ved Jesu kors. Og nu har Gud gjort det sådan, at kraften til opgør med synden kommer, når vi ser hen på dette kors. På grund af fjederen på sjælens bund vender vi hele tiden blikket væk fra Jesu kors. Derfor strammer Helligånden dag og nat denne fjeder. Dét er kampen mellem kødet og Ånden.

Syndernes forladelse gælder også for kristne. Når synden bliver stærk i dig igen, skal du ikke tage dig sammen og kæmpe imod synden, for den kamp vil du tabe. I stedet skal du igen og igen løbe hen til Jesu kors og gribe om det. Du skal igen høre, at Jesus er død for dine synder. Derfor er Gud nådigt stemt imod dig. Dét er at se på Jesus. Dét er at fly hen til nådestolen, som Giverholt kalder det. Dét er at tro på Jesus. Og dét er, hvad Helligånden hele tiden prøver at virke på bunden af din sjæl.

Samtidig minder Guds Ånd dig om den nye vilje i dig. Han siger: ”Du vil jo gerne være mere som Jesus, ikke sandt?” Du svarer: ”Jo, det er, hvad jeg egentlig vil!” Så peger han på kærlighed, glæde, fred og tålmodighed. Han siger: ”Sådan er Jesus mod dig. Så må du også være sådan mod de andre.” Han formaner ved at opmuntre.

Omvendelse er ikke noget, der sker én gang for alle. På grund af den nævnte fjeder er omvendelsen en stadig kamp mellem retningen hen imod mig selv og retningen hen imod Jesus.

Et gammelt ordsprog siger: ”Jeg så på troen, og troen svandt. Jeg så på Jesus, og troen vandt.” Kødet siger: ”Du må forbedre dig!” Ånden siger: ”Se på Jesus!” Dér står kampen dag og nat. Dér er sejren over synden.

Artiklen er fra Budskabet 01-2025 og er en del af temaet ”Kampen mod fristelsen”. Flere artikler i samme tema:

• Gamle og nye fristelser
• Hjælp i fristelsen
• Fristelsens natur