I Paulus’ store behandling af opstandelsen i Første Korintherbrev påpeger han, at opstandelsen er afgørende for, at synden, fortabelsen og døden overvindes. Troen på Kristus er forgæves uden opstandelsen (1 Kor 15).
Håbet om livet efter døden
Paulus opfordrer også til at lade evangeliet om opstandelsen og det kommende møde med Kristus være både et ord til advarsel, til årvågenhed og til trøst (1 Thess 4,18 – 5,10).
Martin Luther følger ham ved på den baggrund at beskrive døden som en ”dejlig kort søvn. I den skal vi hvile et lille øjeblik ligesom i en seng uden syndens og den virkelige døds jammer, uden nød, angst og alle dette livs ulykker, sikkert og roligt uden nogen sorger, dejlig og blødt. Indtil den tid kommer, da han vil vække os op og kalde os sammen med alle sine kære børn til sin evige herlighed og glæde.”1Kirkepostillen, 1544, WA 22, s.402. Overs: Finn B. Andersen
Trøsten er her udvidet i et perspektiv, der sætter opstandelsen i kontrast til denne verdens ”nød, angst og ulykker”. Jesus opstandelse er en kilde til håb og trøst i mødet med lidelserne i denne verden (1 Pet 1,3-9). Det bør vi benytte os af i sjælesorg og forkyndelse, for det har tjent som trøst gennem svære tider.
I vores missionske tradition er dette aspekt yderligere blevet styrket gennem pilgrimsmotivet, der både har tjent til at fastholde en distance til jordisk verdslighed og et fokus mod det kommende liv i opstandelsens herlighed. Vi ser dette i flere af vores kernesange, f.eks. i H.A. Brorsons O, Helligånd! mit hjerte (SOS 341), Lina Sandells Hos Gud er evig glæde (SOS 324) eller C.O. Rosenius’ Jeg er fremmed, jeg er en pilgrim: ”Jorden har ej den ro, jeg søger, nej, jeg længes mod Guds stad” (SOS 331, v.5).
Denne tradition er vigtig og forståelig, når lidelserne trykker, men den får let en slagside, og der er med god grund blevet luget ud i vores gamle ”hjemlands-sange” i forbindelse med den seneste fælles sangbog, Sange og Salmer (SOS).
Opstandelsens betydning her og nu
Det er nemlig fattigt, hvis det eneste håb, der er knyttet til opstandelsen, vedrører livet efter døden. Der har med rette været en kritik af tendenser i kristne kredse til at flygte fra denne verdens barske realiteter ind i en drømmeverden, der fik folk til at leve på en måde, som om livet bare var noget, der skulle overstås til fordel for det kommende liv på den anden side af døden. Det er ikke bare menneskeligt set usundt, det er også bibelsk set forkert at leve på en sådan måde.
I Johannesevangeliet knyttes opstandelsen fra døden sammen med en fornyelse før døden i mødet med Kristus og hans budskab. Den, der hører Jesu ord og tror ham, er gået over fra døden til livet og skal aldrig i evighed dø (Johs 5,24; 11,26). Det evige liv er at kende Gud og Kristus (Joh 17,3-5). Der er altså allerede nu en tilstand af liv og opstandelse på grund af fællesskabet med Jesus.
Det knytter sig til Paulus’ tale om ”opstandelses-kraften” i Filipperbrevet, som han forbinder med lidelsesfællesskabet med Jesus (Fil 3,10). Læses Filipperbrevet i lyset af dette, får vi en indsigt i, hvad det handler om:
Det er en kraft, der er bygget på Guds nåde og Kristi kærlighed (1,7b-11; 2,2-5). Den indeholder et lidelsesfællesskab (1,29f; 3,10f) og et arbejdsfællesskab med Kristus (2,12-18). Den lægger synden og fortiden bag sig og peger frem mod fuldkommenheden i Kristus (4,12-21). Den indeholder glæde og fred (4,4-9) og giver os alt, hvad vi har brug for (4,13.19f).
Centralt i brevet står Kristus-hymnen, som omtaler Kristus som tjeneren, der gav afkald på sin guddommelige herlighed for at blive ydmyget og dræbt. Derfor har Gud ophøjet og herliggjort ham og gjort ham til herre over alle (2,6-11).
Denne proces af ydmygelse, død og opstandelse, som Kristus oplevede, er tydeligvis et forbillede for de kristne til at tjene, give afkald og leve det nye liv, for den indeholder nemlig kraften til det nye liv. Processen er knyttet til omvendelsen: det løbende opgør med synden og tilegnelsen af det nye liv i Guds nåde.
Dette omtales også i Romerbrevet, hvor de kendte begreber retfærdiggørelse og helliggørelse er knyttet til Jesu opstandelse. Kristus blev ”oprejst” fra døden – til retfærdighed for os (Rom 4,25). Han har gjort os levende med ham i opstandelsen – og dermed døde for synden (Rom 6,6-11). Ved at stille os til rådighed for Guds nåde, får vi den frugt, at vi helliges (helliggøres), og får som fuldendt gave det evige liv med Gud (6,14.17-23).
Det synlige middel
Opstandelseskraften genføder og fornyer et menneske. Den giver os et nyt perspektiv på livet, selvom det også indeholder lidelse og afkald. I processen dør det selviske, syndige og afgudsdyrkende i os til fordel for det kærlige, hellige og fuldkomne fra Gud. Den kristne gudstjeneste i fællesskab under Helligåndens vejledning er en jordisk realisering af det lovede opstandelsesfællesskab i Kristus (se Kol 3,1-17).
Opstandelseskraften skænkes os af nåde, ikke mindst gennem sakramenterne. Peter knytter dåben sammen med opstandelsen og sammenligner den med syndfloden: Ligesom Noa blev frelst fra den syndige verden gennem syndfloden, bliver vi frelst gennem dåbens pagt (1 Pet 3,20-22). Jesus siger, at han er livets brød, og den, som spiser det, dør ikke, men skal leve til evig tid (Johs 6,47-51). Nadveren åbner for er en dyb forbindelse til Gud: ligesom Sønnen lever i kraft af Faderen, lever den, som spiser, i kraft af Jesus (Joh 6,57).
Der er en kraft i sakramenterne, som hjælper os fremad. Luther kalder nadveren himmelføde og skriver: ”Derfor er dette sakramente givet til daglig føde og næring, for at troen kan tage til og styrkes, så den ikke falder tilbage under sådan kamp, men bestandig bliver stærkere og stærkere. For det nye liv skal leves sådan, at det altid tager til og går fremad. Men herunder må det lide meget.”2Om Nadveren: Syndernes forladelse serveres, i Luthers Store Katekismus, 1530. Overs: Finn B. Andersen
Når Paulus taler om, at vi skal arbejde på vores frelse, ved at Gud virker i os både at ville og at virke for hans gode vilje (Fil 2,12f), ligger der bl.a. i det, at vi skal gøre flittigt brug af evangeliet og sakramenterne, så opstandelseskraften – sammen med de lidelser, vi må gå igennem – kan virke til opbyggelse og glæde.
Det rette perspektiv
Dette bibelske fokus på opstandelseskraftens forandring af os er vigtigt for opgøret med synd og verdslighed. Det løfter os fra verdslige tankegange og ind i det sande perspektiv på Gud og os selv.
Dette fokus værner os dels mod jordbundethed. Det befrier os fra et for optimistisk (moderne) menneskesyn, som tilpasser den kristne kamp og forsagelse efter menneskelig fornuft og viger uden om det kristne livs kors- og dødsaspekt, som er en nødvendig del af fornyelsesprocessen (Fil 3,18-21). Dette sker let, når f.eks. moderne teologer reducerer opstandelsen til oplyst dannelse og indsigt uden den kritiske distance til denne verdens formørkede modvilje imod den åbenbarede sandhed fra Gud (jf. Rom 1,18-32).
Fokus på opstandelseskraften værner os også mod at blive for verdensfjerne. Opstandelsen er ikke bare en ren åndelig begivenhed uden fysiske og historiske konsekvenser. Den skaber nyt perspektiv på vores krop og vores liv. Den giver håb til en fornyelse af vores fysiske og psykiske tilstand her i livet, og til at Gud vil ændre radikalt på verdens gang ved sin fysiske genkomst engang i historien. Den befrier os fra en ”hængehoved-kristendom”, der kredser om sin egen plage og grundlæggende betragter livet med lede. Lidelse er en del af tilværelsen, men der skal vores fokus ikke være.
Der er en kraft af liv tilgængelig for os i det kristne fællesskab omkring Ordet og sakramenterne, som giver os glæde og fred. Derfor kan Paulus tale om altid at glæde sig i Herren, selvom han måtte igennem mange lidelser. Her spiller håbet om den evige glæde i den fuldkomne opstandelse efter døden naturligvis også ind, men den får ham ikke til at opgive tilværelsen for tidligt. Verdslighed og synd må forsages, men ikke livet som sådan.
Når vi overvældes af træthed og tristhed over de lidelser, vi alle møder, er det tid til at søge Kristus i det kristne fællesskab, i nadveren og huske gaven, vi får i dåben. Der møder vi den Opstandne i funktion.
Artiklen er oprindelig bragt i Budskabet
