Pinse indeni

Når Helligånden går ind i et hjerte og indtager det som sin bolig, bringer den tre ting med sig. De tre ting er ikke hele historien om, hvad Helligånden giver, men de er ret centrale: frifindelse, konflikt og ny identitet. Og alle tre ting giver han os ved at forbinde os med Jesus.

Når Helligånden går ind i et hjerte og indtager det som sin bolig, bringer den tre ting med sig. De tre ting er ikke hele historien om, hvad Helligånden giver, men de er ret centrale: frifindelse, konflikt og ny identitet. Og alle tre ting giver han os ved at forbinde os med Jesus.

Det vil være en god idé at læse bibelteksten (Rom 8,1-17) først …

Helligånden – ikke regler – sætter fri

Det første, som Helligånden bringer til os, er frifindelse.

Nogle går rundt og har ikke problemer med noget som helst: man frifinder sig selv. Andre går rundt og fordømmer sig selv rigtig meget. Det interessante er, som Tim Keller har sagt, at begge dele er udtryk for, at vi alle sammen har et stort behov for at retfærdiggøre os selv eller frifinde os selv.

Tanken om, at jeg er skyldig, er ubehagelig. Vi vil alle sammen enormt gerne frifindes. Denne længsel efter at være frifundet peger egentlig – ligesom meget andet i vores liv – på en dybere og mere ultimativ virkelighed for os: vi har alle brug for at blive frifundet ved Guds domstol.

Egentlig betyder det ikke så forfærdelig meget for mig, hvad de andre mener om mig og min adfærd. Men hvad Gud mener om mig foran sin domstol, det har betydning for min evighed. Og derfor er det så vigtigt, at jeg kan blive frifundet dér.

Teksten siger, at regler aldrig kan skaffe os den frifindelse for Guds domstol; ikke engang Guds regler – det, der kaldes ”loven” her. Heller ikke vores egne principper og regler, som vi sætter op for at være ordentlige, pæne og gode mennesker.

Uanset hvilke regler vi sætter op, så er der nogle af os, som nærmest bliver provokeret af reglerne. Hvis man siger til børnene, at de ikke må tage flere småkager, så kan det nærmest provokere dem til at tage en ekstra småkage.

Og så er der andre af os, som opstiller regler, og så bliver vi pæne mennesker, der følger reglerne. Vi klipper hækken, så den er i vater osv., og så synes vi, at vi er lidt pænere end alle de andre, og at vi kan blive frifundet, fordi vi overholder reglerne.

Men reglerne kan ikke skaffe os frifindelse. I stedet for kan Helligånden skaffe os frifindelse foran Guds domstol.

Pinse igen og igen

”Livets ånds lov” kan oversættes til: Helligåndens skæbnebestemmende magt. Men hvordan kan Helligånden sætte mig fri? Ved at forbinde mig med Jesus. Helligånden kommer med et mægtigt budskab om, at Jesus, som virkelig var retfærdig og uden synd, blev gjort skyldig, blev dømt og døde på et kors i stedet for mig, for at jeg kunne blive frifundet for Guds domstol.

Det budskab kommer Helligånden til mig med, og så skabes der en tillid til Jesus, så jeg bliver forbundet med ham og hænger sammen med ham. Og i det øjeblik, hvor jeg hænger sammen med ham – er i ham – så er jeg frifundet for Guds domstol. For i ham er der ingen fordømmelse. Jeg får fred med Gud.

Nogle har ingen problemer med at regne med, at det gælder. Og det er godt. Og så er der andre, der kun kan tro det engang imellem, men som tit har svært ved det. Derfor har vi brug for, at det ikke bare bliver pinse i vores hjerte én gang, når Helligånden kommer med budskabet til os, men at det bliver det igen og igen og igen.

De af os, der mener, at vi er frifundet, fordi vi har ”klippet hækken”, har også brug for, at Helligånden invaderer os og fortæller os, at der kun er ét sted, der ikke er nogen fordømmelse for os: i Jesus Kristus.

Der er krig hele tiden

Det andet, Helligånden gør, er at skabe krig og konflikt i os. Det, som kødet – altså vores syndige natur, sådan som vi bare er i os selv, inden Helligånden har invaderet os – vil, det er: død. Det, som Ånden derimod vil, er liv og fred. De vil altså to modsatrettede ting.

De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag. Og værre endnu: ”Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve” (v. 13).

I Galaterbrevet 5,17 taler Paulus om, at Ånden og kødet er i krig med hinanden. De forhindrer hver især hinanden i at gøre det, de gerne vil.

Da jeg i sin tid boede alene, var der oftest fred og ingen ballade i mit hjem, fordi jeg og jeg var sådan set nogenlunde enige om de fleste ting. Men nu, hvor jeg er gift med Maria, er hun og jeg ikke altid helt enige om alting, og så kan der opstå konflikt.

Før jeg mødte Jesus, var jeg bare mig og mit kød, og vi var stort set enige om det hele. Men så kom Jesus. Helligånden kom ind, og problemet er, at Helligånden og kødet ikke er enige om noget som helst; der er konflikt hele tiden. På alle punkter. Hele tiden. Når Helligånden har invaderet os, så er der krig.

Åndelig krigsførelse: Et spørgsmål om tillid

Hvis vi slutter fred med synden i os i stedet for at slå den ihjel, så dør vi. Du har fået Jesus af Helligånden, og Jesus er syndens fjende nummer ét. Derfor vil der være konflikt inde i dig.

Hvordan kan det egentlig være? Når Bibelen taler så klart om, at der ingen fordømmelse er for dem, der er i Kristus, hvordan kan det så være, at Paulus også siger, at hvis du er lydig imod kødet, så skal du dø, og at du skal slå synden ihjel i stedet for. Hvordan kan han sige begge ting?

Én af de centrale dele af forklaringen ligger i modsætningen mellem, hvad tro og synd er for noget.

At tro på Jesus er at tilegne sig budskabet om, hvad han har gjort for os. I stedet for at tro, at vi selv kan hjælpe lidt til med at skaffe os frifindelse for Guds domstol, så satser vi 100 % på Jesus og det, han gjorde, da han døde i vores sted på korset og opstod for os. Han er vores retfærdighed. Ham stoler vi på.

Tro er altså at have tillid til Jesus i min sag for Guds domstol.

Synd er derimod dybest set det, at jeg sætter min tillid til noget andet end Jesus.

Når jeg begår en konkret synd, gør jeg det dybest set, fordi jeg sætter min lid til, at den synd skal redde mig fra noget, jeg er bange for, eller skal skaffe mig noget, som mit hjerte længes efter. Jeg har altså i den sag, i det splitsekund, tillid til synden i stedet for Jesus.

At have tillid til Jesus og at have tillid til synden på én gang er en konflikt, der ikke kan stå på særlig længe. Det går ikke. For hvis jeg stoler på synden, underminerer den min tillid til Jesus. Hvis jeg stoler på synden i små sager, underminerer den min tillid til Jesus i den største af alle sager: Min evige skæbne.

Synden vil, fordi den dybest set er mistillid, kaste gift ind i den tillid, du har til Jesus. Når du er i Jesus, så er der ingen fordømmelse for dig. Netop derfor forsøger synden at cutte din forbindelse til Jesus. Og hver gang du lader synden få din tillid, så æder den på den tillid, du har til Jesus. Synden vil én ting: slå din tillid til Jesus ihjel. Og når du har mistet Jesus, så har du mistet alt. Derfor er synden så farlig.

Men den er også irrationel: Hvis jeg ikke kan stole på mit kød, når det angår min frelse, hvordan kan jeg så stole på det, hvad angår det at sørge for mit liv i øvrigt? Hvis jeg derimod kan stole på Jesus i det, der angår min evige skæbne, hvorfor skulle jeg så ikke kunne stole på ham i alle andre – langt mindre – sager?

Mere end overfladeskrammer

I krigen mod synden kan – og bør – vi bruge mange forskellige våben. Men de fleste af dem vil i sig selv, uden det vigtigste våben, kun tilføje synden nogle overfladiske skrammer, uden reelt at tappe dens kraft. Det våben, den Åndens hjælp, som er i stand til at gøre det sidste og tilføje synden dræbende sår, er Jesus selv og evangeliet om ham og hans kærlighed, skønhed, herlighed, rigdom, vidunderlighed og nåde.

Vi kan ”slå græsset” med nogle af vores våben, f.eks. gode og sunde regler, men det kommer altid op igen. For synden har dybe rødder i vores naturs mistillid til Gud. Hvis vi blot holder den nede ét sted, popper den snart op et andet sted. Den har kun fået overfladeskrammer.

Men Helligånden har et våben, som kan tilføje synden dræbende sår og sprøjte gift i selve dens rod. Det er Jesus og evangeliet om, at han er langt mere værd at stole på end synden; at han giver for intet, fordi han selv har betalt, hvor synden tager sin grusomme pris; at han kan tilfredsstille evigt og dybt, hvor synden giver saltvand til den tørstende; at hans løfter langt overgår syndens, og at han – i modsætning til synden – holder, hvad han lover, og at han har vist det på korset og ved den tomme grav.

Vi begår en synd, fordi der er noget, vi gerne vil opnå eller undgå. Men Helligånden, der bor og arbejder i vores hjerter, fortæller os: ”Den afgud, du satser på – den kan slet ikke give dig det, du virkelig længes efter. Det er der kun én, der kan: Jesus!”

Dette budskab skaber tillid til Jesus. Og ligesom tillid til synden er gift for troen, er tilliden til Jesus gift for syndens rødder.

Det er først og fremmest sådan, at vi ”ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger” (v.13).

Et eksempel

For mig selv kan det f.eks. handle om, at jeg skal sige undskyld til nogen. Det kan være utroligt ydmygende at gå hen og sige: ”Det var mig, der tog fejl; det var mig, der gjorde det forkerte her. Vil du tilgive mig? Undskyld!”

For jeg har en eller anden idé om, at min status som et pænt menneske, der ikke gør noget galt, skal redde mig. Det er træls at skulle se i øjnene, at jeg måske ikke er helt så pæn og poleret, som jeg gerne vil være. Men Helligånden siger til mig: ”Nicolai, den der polering er i virkeligheden hykleri, den er jo ikke ægte, den kan ikke redde dig. Vil du gerne have et falsk godt rygte? Jesus har skaffet dig al den anseelse, du nogen sinde kan drømme om. For Gud anser dig for at være hans barn.”

Så betyder det ikke så meget, hvor godt jeg ser ud et øjeblik over for nogle andre. I øvrigt vil jeg også komme til at se meget mere sand ud bagefter, og så bliver det også meget lettere for mig at sige undskyld. Fordi evangeliet har sat mig fri.

Kloge-Åge eller barn af Gud

Det tredje, som Helligånden gør i vores hjerter, er at give os en ny identitet og status som sønner og døtre, barnekår. Så længe vi bare har os selv og vores eget kød i os, er vi ifølge Paulus i trældom. Vi forsøger hele tiden at bygge vores identitet op ved at give kødet det, som det gerne vil.

Det kan være, at du er Kloge-Åge, og derfor tror du, at du kan have din identitet i at være klog. Eller måske er du en fantastisk far eller mor og har din identitet i at være det. Og der er ikke noget galt i at være hverken klog eller en god forælder, men problemet er, at hvis du virkelig satser på, at du er klogere end de fleste, så vil du blive bange for den dag, hvor du ikke husker så godt. Og det er en trælletilværelse.

Der sker let det, at vi vil bygge vores identitet op over et eller andet, som ikke er Jesus. Og vi bliver slaver af det. For vi får kun den identitet, hvis vi betaler ved kasse ét, et eller andet sted.

Helligånden giver os Jesus – og fortæller os, at vi dermed har fået højstatus hos Gud: barnekår. Vi har ikke fået den ånd, der giver trællekår, men den ånd, der giver barnekår. Egentlig står der, at vi har fået en ånd, der giver os adoption som sønner.

Det handler ikke bare om at være det lille barn oppe på fars skulder. Det handler om, at vi har fået en status, hvor vi er blevet løftet op fra at være slaver af alt muligt til at være Guds sønner, der engang skal dømme engle og regere over hele verden, skal arve sammen med Kristus og herske over alt. Det er det, der ligger i at have barnekår.

Derudover ligger der også det, at Ånden vidner om, at vi er Guds børn og trygt kan sidde på hans skulder, vide hvem vi er, og trygt kaste os i armene på Gud. Fordi vi har Jesus.

Helligånden giver mig Jesus

For alle de tre nævnte ting gælder det, at Helligånden giver mig dem, ved at han giver mig Jesus. 1) Jeg får frifindelse, fordi jeg får Jesus, der tog min fordømmelse. 2) Jeg levede før i fred med mit kød, men fordi jeg har fået Jesus indenfor ved Helligånden, så har jeg fået krig indvendig – mod kødet. 3) Jeg var træl under kødet før, men fordi jeg har fået Jesus og hører sammen med ham, så er jeg ikke længere slave af noget, men har fået en ny identitet som søn eller datter af Gud.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook