Man kan af og til undre sig over, at to mennesker, der begge er kristne, kan have vidt forskellige erfaringer af, hvad det indebærer. Deres tro kommer til udtryk på så forskellige måder, at man kan blive i tvivl om, hvad der skyldes troen, og hvad der skyldes personligheden.
Hvad kan vi egentlig sige om sammenhængen mellem personlighed, tro og tvivl og den slags?
Troens væsen er ét, men dens udtryk er mange
Den kristne tro er i sit inderste væsen et under i det enkelte menneske. Troen er skabt af Helligånden ved nådemidlerne (ordet, dåben og nadveren). Den er tillid om barnekår hos Gud for Jesu skyld. Det gælder, hvad enten vi taler om et spædbarn, der lige er blevet døbt, eller en granvoksen person med lang erfaring og dyb indsigt i troens verden.
Forstået på den måde er troen ikke en psykologisk kategori. Den er ganske vist en relation som så meget andet i vores liv; men det særlige er, at den er en frelsende og nyskabende relation til Gud. Og dén relation opstår kun ved et særligt guddommeligt indgreb. De andre relationer – fx til forældre og venner – er skabergoder, der gives af Gud til alle mennesker.
Men fra det øjeblik, troen skabes i et menneske, er den også inkarneret i netop dét menneske, som der ikke findes kopier af. Inkarnation betyder ”at blive kød”. Det var det, der skete med Jesus, da han blev et foster i Marias livmoder. Fra det øjeblik var Guds evige søn kød eller krop.
På tilsvarende måde er det med troen. Den er aldrig i et menneske som et svævende, løsrevet fænomen. Den inkarneres altid i den enkelte troende, som derfor altid er et kristent menneske.
Det er vigtigt, at vi foretager denne skelnen mellem, hvad troen er i alle troende, og hvordan den inkarneres i det enkelte menneske – og dermed i de fællesskaber, som de enkelte troende indgår i.
Det betyder, at selve troen – den frelsende og nyskabende relation til Gud – er nøjagtig den samme, uanset hvem man er. Den er uafhængig af, om vi lever samtidig med Paulus eller Mette Frederiksen, lever i Kina eller Danmark, er mand eller kvinde, er 1 eller 100 år, er rig eller fattig, har lav eller høj IQ og meget mere
Men samtidig er troens inkarnation, udtryk eller fremtrædelsesformer meget forskellige.
Det betyder ikke, at kristen tro og etik kan være hvad som helst. For der er nogle ”Åndens frugter”, som den troende nærer, og der er nogle ”kødets gerninger”, som den troende bekæmper (jf. Gal 5,13-26). Men måden, det sker på, kan være nok så forskellig, om man lever på vikingernes tid eller i dag, og om man bor i Nørre Vorupør eller København.
Gud vil det sådan
Det er ikke en fejl, at troen har denne dobbelte karakter, altså at den i sin kerne er ét og det samme på alle steder og til alle tider, men at den giver sig vidt forskellige udtryk. Det er Guds vilje.
For han skabte os som unikke væsner og lod der opstå forskellige sprog, kulturer og lande. Han har heller ikke bare skabt os som individer, men også som kollektive væsner, der som troende søger sammen i fællesskaber. Derfor er det ikke blot de enkelte kristne, men også kristne fællesskaber, der er vidt forskellige.
Årsagen til den dobbelthed er dog endnu dybere. Det er nemlig en del af Guds væsen, at han ikke blot er den fjerne, men især er den nære: ”Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet” (Es 57,15).
Allertydeligst bliver det med Guds søns inkarnation. Da Jesus blev undfanget og født, kom Gud dybt ind i denne faldne verden. Og da Jesus forlod jorden, havde han etableret den kristne kirke – alle de troende – som nu er en væsentlig del af Guds nærvær i verden.
Og han vil bruge de troendes enhed og forskellighed til at vinde flere for sit rige og til at øve diakoni i verden.
Fire eksempler
Når ovenstående er slået fast, giver det god mening i resten af artiklen at koncentrere sig om nogle af de mange glædelige – men også vanskelige – forskelle på, hvordan troen udtrykkes. Parallelt hermed vil der også være tale om tvivlens mange forskellige udtryk. Blandt mange muligheder vælger jeg her fire felter, der betinger disse forskelle: tiden, stedet, kønnet og sindet.
Tiden
Nogle af dem, der opfatter sig selv som fx ”rigtig bibeltro lutheranere”, har en tendens til at mene, at alting er gået ned ad bakke siden Paulus. Det vil dog sige, at så kom Martin Luther og senere C.O. Rosenius (eller Vilhelm Beck), og så blev det godt igen. Men derefter var der igen forfald … lige indtil KFS, DBI og MF (m.fl.) kom på banen for ca. 50 år siden. Men derefter er det så gået ned ad bakke …
Okay, det er fortegnet! Jeg benægter ikke, at der er op- og nedgangstider for den kristne kirke. Jeg mener også, der er meget godt at hente hos ”fædrene”. Jeg tror faktisk, vi står i fare for at have en overdreven tiltro til, hvor klarsynede vi selv er. Så lad os i højere grad søge til kilderne.
Men det betyder ikke, at alt fortidigt er rigtigt, mens alt nutidigt er forkert – eller omvendt. Vi gør nye erkendelser i dag – også i troens verden. Vi får blik for fortidige skævheder, som vi skal prøve at rette op. Gud er stadig sin kirke nær, og han lader Ordet lyde i nye bibeloversættelser og i nutidig forkyndelse, som vi kan glæde os over.
For tidernes skiften gør, at troens udtryk bliver forskellige.
Stedet
De menneskelige samfund og kulturer er meget forskellige. Tænk bare på forskellen på københavnere og vestjyder. Eller tænk på den markante forskel på det danske og det svenske samfund. Hvor stor er så ikke forskellen mellem Afghanistan og Danmark?
Når kristendommen kommer til et nyt samfund eller en ny kultur, er der forhold, som vil og bør ændres. Jeg har fx hørt om cambodjanske kristne, som måtte ændre begravelseskultur, efter de blev kristne. Men det betyder ikke, at alt skal forandres i en kultur, når den bliver præget af den kristne tro. Noget skal videreføres, fx sproget, selvom der kan komme nye gloser til, mens andre udgår.
Det er i øvrigt ingen tilfældighed, at Koranen principielt set ikke bør oversættes, mens Bibelen principielt set bør oversættes til sproget i den nye kultur. For den kristne tro får – efter Guds vilje – forskellige udtryk afhængigt af stedet. Vi er altid kristne mennesker, og mennesker er nu engang forskellige fra sted til sted.
Det kan virke fremmed på os med tungetriller og heftig klappen under gudstjenesten. Men det virker sikkert også fremmed for en del afrikanere med en alvorlig og meget formel stemning ved en klassisk dansk gudstjeneste.
Når det gælder stedernes forskelligheder, handler det altså ikke om, at vi skal være som de andre eller de som os. Det handler derimod om, at vi kan være glade for vores egen tradition, samtidig med at vi er nysgerrigt interesserede i de andres.
For vi kan lære af hinanden uden at være som hinanden.
Mand eller kvinde
Jeg har et bredt normalitetsbegreb, hvad kønnet angår. Der er mange måder at være en ”rigtig” kvinde eller en ”rigtig” mand på. Jeg tror, det er farligt, hvis vi gør kønsbegrebet for smalt, for så står mange mænd og kvinder i fare for – unødvendigt – at føle sig forkerte.
Men det betyder ikke, at mænd og kvinder er ens. Det giver sig selv, at når de fysiske forskelle er så åbenbare og tilmed genetisk bestemte, så må der også være andre forskelle på mænd og kvinder – hvilket vi også erfarer. Men altså med rig mulighed for ”undtagelser fra reglen”.
Der er forskel på, hvordan mænd og kvinder formidler troen, og der er forskel på, hvordan de modtager det formidlede. Det kan være forskellen mellem en tankemæssig og følelsesmæssig tilgang, eller mellem en principiel og relationel tilgang til troen.
Det ene er ikke bedre end det andet, og begge rummer farer. Men af den grund er det vigtigt, at både mænd og kvinder formidler og udtrykker det kristne budskab.
Jeg er med på, at der er forskel på mænds og kvinders roller i menigheden. Men jeg synes, vi savner kvindelig forkyndelse – både for mændenes og kvindernes skyld. For vi lytter også forskelligt. På tilsvarende måde skal vi opmuntre både kvinder og mænd til at kommentere forkyndelsen, når der gives anledning til det. Og det er vigtigt, at både mænd og kvinder beder, når vi beder i fællesskab.
Troen er den samme, men den lever forskelligt i kvinders og mænds liv og formidles forskelligt af kvinders og mænds mund. Det er en berigelse for os alle.
Det menneskelige sind
Menneskers sind er vidt forskellige. Derfor ytrer troen sig forskelligt i en sangviniker, melankoliker, koleriker og flegmatiker – for nu at bruge en klassisk inddeling af de menneskelige temperamenter. Det er også vidt forskelligt, hvilken ”fordeling” af tanker, vilje og følelser (som det menneskelige sind grundlæggende rummer), vi hver især har.
Nogle mennesker er utrolig skarpe på det intellektuelle plan. De er gode til at tænke, reflektere og drage konklusioner. Til gengæld kan de samme mennesker have en svag karakter; de mangler vilje eller karakterstyrke til at gennemføre ting.
Andre har til gengæld en meget stærk vilje. De er svære at komme om ved – for at sige det på jysk. Til gengæld kan en viljestærk person have svært ved at sætte ord på sine egne følelser eller ”læse” andres. Det kan knibe med empatien.
Atter andre har meget veludviklede følelser. De har ofte en levende fantasi, og der er kort vej til glæde og sorg. Til gengæld styrer deres følelser dem måske så meget, at de skal hjælpes til at tænke lidt mere, ja, de kan måske have glæde af, at deres tanker korrigerer følelserne.
Alt dette spiller ind på troen, som får meget forskellige udtryk afhængigt af det menneskelige sind. Det kan blive til stor glæde for kristne fællesskaber; men det kan også være ret besværligt at kommunikere med hinanden på tværs af disse forskelle.
Nogle gange synes den tankestærke, at andre lægger alt for stor vægt på viljen. Og den viljestærke har et stærkt ubehag ved dem, der føler troen så meget. Og de følelsesstærke synes, at de tankestærke ”kun har troen i hovedet”.
Vi skal derfor øve os i at give frihed for de mange forskellige måder at udleve og udtrykke troen på. Vi skal også give frihed til at tvivle i forskelligt omfang og på forskellige måder. Nogle troende tvivler (næsten) aldrig. Andre tvivler (næsten) altid. Nogle tvivler på Guds eksistens. Andre tvivler på, om de kan være Guds barn. Vi har hver vores udfordringer, og hjælpen er forskellig.
Men det er et vigtigt, livslangt projekt at lære sit eget og andres udtryk for tro og tvivl at kende – og øve sig i at respektere andres trosudtryk. Det gør vi bl.a. ved at tale ærligt om det, vi ser forskelligt på, eller som er markante forskelle mellem os.
Troen og troens udtryk er forbundne
Lad mig prøve at samle op ved at præsentere en model:
I den venstre cirkel er troens tillidsfulde relation til Gud. I den højre cirkel er troens udtryk, afhængigt af tid, sted, køn, sind og meget andet.
De to cirkler er ikke identiske, men der er en åbning imellem dem, fordi de er uadskilleligt forbundne. De giver impulser til hinanden. De er to sider af samme sag. I det levede kristne menneskeliv er vi aldrig i den ene cirkel uden også at være i den anden.
