Malakias’ tid
Det er ikke helt enkelt at bestemme tiden for Malakias. Men det må være på et tidspunkt mellem Nehemias’ tid (ca. 540 f.Kr.) og templets genrejsning (515 f.Kr.) – muligvis senere.
Malakias omtaler templet (1,10; 3,1 og 3,10), bruger det persiske ord ”statholder” (1,8) og beskriver ødelæggelsen af Edom. Derudover omtaler han ganske mange problemer, som Nehemias også kæmper med, blandt andet blandingsægteskab, skilsmisse, vanhelligelse af sabbatten og tiende.
Problemet i Malakias´ Bog er, at der igen er opstået afstand mellem folket og Gud. Dette kommer også frem gennem strukturen af bogen. Den er nemlig bygget op som en disput – en diskussion – mellem folket og Gud. Diskussionen har følgende grundstruktur:
- Gud kommer med en påstand
- Folket protesterer
- Gud forsvarer sin påstand
- Gud kommer med straf og advarsel om dom
Der hersker en del tvivl om, hvorvidt Malakias er navnet på en person eller bare en anonymiserende titel. Navnet Malakias (= mit sendebud) er ikke at finde i Bibelen og samtidige kilder. Dette er usædvanligt. Derudover indledes bogen med ”Et profetudsagn. Herrens ord til Israel”, altså samme type indledning som Zakarias 9,1 og 12,1. Derfor har nogle en teori om, at disse tre (Zak. 9,1-11,17; 12,1-14,21 og Mal. 1,1-4,6) er tre anonyme appendikser, som bare er lagt til småprofeterne. Dette forbliver en teori, og der er mange grunde til at tro, at Malakias er en selvstændig bog.
Herren elsker Israel (1,2-5)
Det begynder med, at Herren erklærer sin kærlighed. Folket protesterer og spørger: Hvordan elsker du os?
Herren minder om udvælgelsen af Israel og trækker en parallel til Jakob og Esau. Mange har reageret på udtryksmåden: ”men jeg elsker Jakob og hader Esau.” I den nye norske oversættelse af Bibelen fra 2011 står der: ”men Esau havde jeg uvilje mod”. Ordet ”hade” har nok en for følelsesladet betydning i vores sprog til, at det helt dækker sagen i dette vers. Det handler ikke om Guds følelser og kærlighed/had på den måde, som vi tænker, men det handler om udvælgelse (jf. Rom. 9,13). Pointen er, at Esau ikke blev udvalgt.
Videre tales der dom mod Edom. Husk, at Esau og Edom er identiske (1. Mos. 25,30). Mange domsord i GT tales mod Edom, særligt efter eksilet. Måske skyldes dette, at Edom var meget aktive i undertrykkelsen af Israels folk i denne vanskelige tid (jf. Obadias).
Ved at holde dom over Edom viser Herren sin store magt. Han er ikke bare Gud og herre i landområdet, som Israel råder over – en tankegang som var almindelig i det gamle Mellemøsten. Nej, ”Herren er stor! Ud over Israels grænser.” (1,5b)
Herren straffer troløse præster (1,6-2,9)
Herren erklærer, at præsterne har foragtet ham og ikke givet ham ære. De møder anklagen med følgende spørgsmål: Hvordan ringeagter vi dit navn? og Hvordan gør vi dig uren?
Det har de gjort ved at bringe uren mad (1,7) samt halte og syge dyr (1,8), og på den måde foragtet Herrens offerforskrifter (jf. 3. Mos. 22,20; 5. Mos. 15,21). Dette har de gjort, samtidig med at de har bedt Herren om nåde (1,9). De lever i et selvbedrag. De er kommet frem foran Herren på en måde, han ikke har foreskrevet. Det er alvorligt at foragte offeret. Det krænker Herrens navn (1,12). I stedet for at komme med deres bedste offerdyr og af hjertet tilbede Herren, oplever folket det som en byrde og bærer dyr med fejl og mangler frem (1,12-14).
Dybest set er det ikke de ydre handlinger, som er hovedproblemet. De viser bare en dybere skade, nemlig folkets hjerteforhold til Herren. De har foragtet hans navn (1,6) og ikke givet ham ære (2,2).
Det er præsterne, som får skylden for, at det er gået, som det er (2,1). De har ikke levet op til Herrens lov (2,4-6) og har ikke udført deres tjeneste, som de skulle (2,7).
For præstens læber tager vare på kundskab, og af hans mund søger man belæring. For han er Hærskarers Herres sendebud. Men I veg bort fra vejen, ved jeres belæring fik I mange til at snuble, og I brød Levipagten, siger Hærskarers Herre. Mal. 2,7-8
Dette er en alvorlig anklage. Præsterne er skyld i, at mange er snublet. De har ført folket bort fra Herren med deres falske undervisning. Og nu trues hele folket af forbandelse og dom (2,1-3).
Herren straffer et utro folk (2,10-16)
I 2,13b erklærer Herren, at han ikke vil tage imod offergaver fra folket. Deres spørgsmål i mødet med dette er: Hvorfor?
Svaret er allerede blevet udfoldet fra 2,10. Israels folk har blandet sig med andre. De har ”taget en fremmed guds datter til hustru” (2,11b). Dette handler om blandingsægteskab. De har giftet sig med fremmede kvinder, som dyrker andre guder. Israels historie vidner om, at dette ofte er synonymt med frafald fra Gud – tænk bare på Salomo og Akab.
Et andet problem relateret til dette er skilsmisse (2,14-16). Mænd har muligvis skilt sig fra sine israelske koner for at gifte sig med fremmede kvinder. Dette er noget, Herren ser på med stor alvor. Skilsmisse er forkert, og utroskab mod sin ungdoms hustru er synd.
Versene 2,15-16 er vanskelige at oversætte, og der er stor forskel på eksempelvis den gamle (1933) og nye oversættelse (1992). Særligt udsagnet ”Thi jeg hader skilsmisse” (2,16, 1933) er værd at lægge mærke til. I 1992-udgaven er det blevet til ”Hvis nogen fatter modvilje mod sin hustru og sender hende bort”. Der er gode argumenter for at læse det sådan, men det er også interessant at denne oversættelse er mere almindelig i nyere oversættelser – både på dansk og på andre sprog. Sandsynligvis hænger det sammen med, at vi lever i en kultur med flere skilsmisser og at den gamle oversættelse føles for hård.
Herren er retfærdig og vil komme til dom (2,17-3,5)
Afsnittet begynder med at pege på kontroversen mellem Gud og folket. De har trættet Herren med deres ord. Deres spørgsmål i mødet med denne anklage er: Hvordan plager vi ham?
De har talt usandt om Gud (2,17) og antydet, at han ikke dømmer. Herrens dag er måske ikke nær alligevel. Det ligner den anklage, man kan høre mod kristne. Hvad bliver der af Jesu genkomst? (jf. 2. Pet. 3,1-4)
Gud lover, at han kommer. Herrens dag er her snart, og Herrens budbringer og banebryder er lige om hjørnet. Men ”hvem kan bestå, når han viser sig?” (3,2)
Han, som kommer, skal rense folket (3,3) ligesom man renser sølv og guld. Vi kan tænke på 1. Pet. 2,7 og Åb. 3,18. En frelsende tro er renset og lutret i ild. Særligt er parallellen til Åb. 3,18 slående. Malakias’ tilhørere ligner menigheden i Laodikea. De kender ikke deres egen svaghed og blindhed. Derfor trænger de til at komme til Herren og købe guldet som er lutret i ild. Kun sådan kan de opnå sand åndelig rigdom. Først da kan offergaverne blive til glæde for Gud (3,4).
Herren kalder folket til omvendelse (3,6-12)
Folkets situation skyldes ikke at Herren har forandret sig (3,6), men at de har forladt hans forskrifter. Han kalder dem derfor til omvendelse (3,7). Folket svarer med uvidenhed: Hvordan skal vi vende om? Dette er en alvorlig sag. De er slet ikke klar over deres synd.
Gud fortsætter og peger på, at folket har bedraget ham (3,8). Folket ved ikke, hvad han mener og spørger: Hvordan bedrager vi dig?
De har bedraget med tiende (3,8). Han beder folket om at prøve ham i forhold til tiende (3,10b). Han lover at give dem velsignelse og ære, hvis de gør det (3,10-12). Det er interessant med denne invitation til at prøve Gud. Som regel forbydes dette kraftigt i Bibelen (5. Mos. 6,16; Sal. 95, 8-11 og Matt. 4,7).
Herren ved alt og dommen skal komme (3,13-4,3)
Gud anklager folket for at have talt hårde ord mod ham. Folket undrer sig: Hvad har vi sagt om dig?
De har sagt, at det er nytteløst at tjene Gud. Vi forstår, at motiverne er egoistiske. Der er kun tale om at tjene Gud for selv at få noget igen for det. De mener, at de lige så godt kunne have levet et liv i synd og uret (3,13-15).
Herrens svar er, at dette ikke er sandt. Herren har overblik, og han har skrevet i sin bog om dem, som frygter ham.
De, der frygter Herren, talte dengang med hinanden, og Herren lyttede opmærksomt. Der blev skrevet en bog, for at Herren skulle erindre dem, der frygter ham og agter hans navn. Mal. 3,16.
Disse mennesker skal være Guds folk og dyrebare ejendom (3,17). Og på Herrens dag skal forskellen blive synlig. Da skal de ugudelige straffes (3,19), mens de retfærdige skal løbe og juble som fedekalve på en forårsdag (3,20).
Moses og Elias (3,22-24)
Til sidst minder Gud dem om at huske på hans lov og giver derefter et nyt hint om, hvad der skal ske, før Herrens dag kommer. Han giver løfte om, at Elias skal komme før Herrens dag (3,23). I jødedommen har dette løfte sat dybe spor. Under påskemåltidet holder man en ledig plads til Elias. Man venter nemlig på ham som forløberen til Messias. Vi tror og ved, at dette blev opfyldt gennem Johannes Døberen (jf. Matt. 11,14 og 17,12-13) og at Messias er kommet.
Opfordringen om at huske på Moseloven (3,22) er en vigtig opsummering af hele Malakias’ Bog. Bogen havde strengt taget været unødvendig, hvis folket allerede havde fulgt loven.
Læg mærke til at det sidste ord i bogen, og dermed i GT er ”forbandelse”. Det passer dårligt med, hvad GT lærer os om Gud. Hans sidste ord er aldrig dom. Dermed forstår vi, at der må komme noget mere. Det sidste ord kan ikke være sagt med dette. GT råber efter en konklusion.
Artiklen er tidligere blevet bragt på netsiden foross.no. Den er oversat af Anette Kofoed-Pihl.
