Som han opstod, skal vi opstå

”Vi tror på kødets opstandelse og det evige liv.” Sådan slutter den Apostolske trosbekendelse, som siges hver søndag i kirkerne i Danmark. Det er det sidste i bekendelsen, og det handler også om det sidste i Bibelen; historiens ultimative mål og det ultimative mål for enhver, der tror på Jesus. Det mål kaldes populært for himlen.

Ikke himlen, men en ny himmel og en ny jord

Himlen er imidlertid ikke et særligt passende ord at bruge om det håb, Gud har givet os. Himlen giver associationer som skyer, engle, harper og sjæle. En radikalt anderledes, åndelig tilværelse end det, vi kender fra vores liv nu. Problemet er bare, at det passer meget dårligt med en bekendelse af kødets opstandelse. Kødets opstandelse betyder fysisk, kropslig opstandelse. Menneskekroppen blev oprindeligt skabt af Gud til at leve på jorden, og opstandelsen til evigt liv indebærer en fornyelse af kroppen (1 Kor 15,42-55). Derfor beskrives det ultimative håb i Bibelen tilsvarende heller ikke med himlen, men med en ny himmel og en ny jord (2 Pet 3,13; Åb 21,1).

Vi har et håb om et evigt, fysisk liv på en ny jord. Vores kroppe er ikke noget ondt, som vi skal befries fra. Det er Biblens lære, som vi ser tydeligt i skabelsen, hvor alt det skabte er godt (1 Mos 1,31), og der sættes en tyk streg under det skabtes og i særdeleshed menneskekroppens værdi, ved at Gud i Jesus blev et menneske. Det blev han ikke bare midlertidigt, han var stadig helt og fuldt menneske efter sin opstandelse (Luk 24,39-42; Joh 21). Han fór til himmels som menneske og skal komme igen som menneske (Ap.G. 1,11). Alt det viser, at Gud ikke blev menneske for at befri mennesker fra kroppen. Kristus kom for at befri det hele menneske fra syndens og dødens magt.

Jesu opstandelse er fundamental

Hele det kristne håb er baseret på Jesu opstandelse fra de døde. Det gælder både håbets fundament og håbets indhold. Vi har et fundament for vores håb i Jesu opstandelse fordi vi ved, at han er opstået fra de døde. Det er den mest sandsynlige forklaring på den tomme grav. Vi har altså ikke at gøre med ønsketænkning. Håbet er baseret på en historisk begivenhed, der betyder, at vores fremtidshåb er sikret ved troen ham. Jesu opstandelse viser os også, hvad håbets indhold er. Det vi kan sige om Jesu opstandelse, kan vi også sige om den opstandelse, vi, som tror på ham, har i vente.

Når Paulus skriver: ”Kød og blod kan ikke arve Guds Rige”, så mener han ikke vores skabte kroppe, men den krop, der endnu ikke er befriet fra syndens og dødens magt. Den krop, den troende får på den nye jord, er essentielt den samme, som vi har nu, den er bare kvalitativt bedre. Der skal ske en forvandling (1 Kor 15,51-52), men det er essentielt den samme krop, som dør og opstår. Baggrunden for, at man kan sige det, er beskrivelsen af den krop, Jesus havde efter sin opstandelse, som har kød og knogler og kan omfavnes (Matt 28,9; Luk 24,39). Særligt det, at han stadig havde sårmærkerne fra korsfæstelsen i sine hænder og fødder og i siden (Luk 24,39-40; Joh 20,20. 27). Det er jo netop Jesu krop efter opstandelsen, der er modellen for den troendes forvandling: ”Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.” (Fil 3,21)

Den forvandling, der skal ske, beskrives også med ord som uforgængelighed, herlighed og kraft (1 Kor 15,42-45). Andre steder står der, at de retfærdige skal skinne som solen (Dan 12,3; Matt 13,43). Selvom den krop, der opstår, er den samme som den, der bliver lagt i graven, så skal man ikke forestille sig zombier, men forvandlede genoprettede kroppe, som er egnede til livet på den nye jord. Opstandelseslegemet adskiller sig fra vores nuværende krop, fordi den vil være fuldstændig gennemsyret af Helligånden. Det er det, Paulus mener med det åndelige legeme (1 Kor 15,44-49).

En anden ting, der er bemærkelsesværdigt, er at Jesus efter sin opstandelse spiser sammen med sine disciple (Luk 24,42, Joh 21,9-14). Det gør han for at vise, at han er fuldt ud menneske, men det peger også på, at nydelsen af mad og fællesskabet om maden er en del af opstandelseslivet. Beskrivelsen af Guds store sejers- og bryllupsfest findes i GT (Es 25,6-9), men den fylder allermest hos Jesus selv, der taler om Guds rige som en bryllupsfest og gentagne gange taler om at sidde til bords i Guds rige (Matt 8,11. 22,1-14; Matt 25,1-13; Luk 13,29; 15,23; 14,15-24).

Det har været almindeligt at læse de beskrivelser som symbolske. Men særligt Jesu ord i forbindelse med nadveren om at spise og drikke sammen med disciplene i Guds rige (Matt 26,29; Luk 22,30), og det, at Jesus spiser efter sin opstandelse, indikerer, at mad er en del af det evige liv. Ikke som noget, der skal til for at overleve, men som en nydelse af Guds gode gaver og særligt fællesskabet omkring bordet. Fællesskabet om et måltid markerer på en særlig måde samhørighed. Det kender vi især fra familier. En dag skal hele Guds familie samles om et festmåltid med Jesus som vært, fysisk til stede. Det måltid er særligt nadveren i kirken en forsmag på nu, men også hvert enkelt måltid som nydes i Jesu navn.

Jesu opstandelse viser os, hvordan opstandelseslivet skal være. Det skal være et fuldkomment fysisk menneskeliv, sådan som Gud havde tænkt det fra begyndelsen. På den måde kaster opstandelsen også lys over Jesu undere i evangelierne. Han helbreder, opvækker døde, sørger for mad og drikke og uddriver onde ånder for at give glimt af den nye himmel og den nye jord.

Hvad med himlen?

Hvad så med himlen? Hvilken rolle spiller den? Betyder det her, at kristne ikke kommer i himlen, når de dør? Slet ikke. Himlen bruges i Bibelen, som betegnelsen på det sted, hvor Gud bor. Ikke som et sted i det ydre rum, men snarere som en skjult dimension uden for tid og rum, som nu og da bryder ind verden. Det beskrives fx med at himlen åbnes (Matt 3,16; Mark 1,10; Luk 3,22; Apg 7,56).

Der er mange tekster, der peger på, at de troende skal være hos Jesus i himlen, når de dør. Tydeligst er det, når Paulus taler om at ’bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren’ (2 Kor 5,8; Fil 1,23). Desuden er der steder i Hebræerbrevet (12,23) og Johannes Åbenbaring (6,9-11), der taler om de retfærdiges sjæle hos Gud. Jesu ord til røveren på korset om, at han skal være med Jesus i paradis, forstås også bedst sådan, at det handler om at komme i himlen umiddelbart efter døden (Luk 23,43). Himlen er bare ikke den endelige destination. I Johannes’ Åbenbaring længes sjælene efter den endelige forløsning og får at vide, at de skal hvile lidt endnu (Åb 6,9-11).

Det scenarie, Bibelen beskriver, er, at sjælen adskilles fra kroppen ved døden, og de troende sjæle kommer i himlen. Der er de dog kun midlertidigt, mens de venter på opstandelsen, som først finder sted ved verdens ende, Jesu genkomst og dommedag, hvor sjælen igen skal forenes med kroppen og opstå (1 Thess 4,13-18). I det bibelske menneskesyn er mennesket en helhed, hvor sjæl og krop hører sammen i en enhed.

Den endelige forening

Når vi taler om det kristne håb og himlen, er det vigtigt at huske, at det er et håb om kødets opstandelse. Det håb er baseret på Guds løfte og garanteret ved Jesu opstandelse fra de døde, som den første af alle, der skal opstå til evigt liv. Hans krop var den første, der var klar til livet på en ny jord, og alle de, som tror på ham, skal på den yderste dag opstå med forvandlede kroppe. Kroppe, der er forvandlede efter hans billede til et fuldkomment menneskeliv i fællesskab, tjeneste og tilbedelse med vores skaber og forløser på den dag, hvor han gør alting nyt (Åb 21). Bibelen giver os ikke mange detaljer om det evige liv, men de glimt, vi har gennem Jesu og liv og opstandelse, viser os en virkelighed, der minder om det liv, vi lever nu og så alligevel er helt anderledes. Synden, døden og djævelen vil ikke være mere, alting skal forvandles, og Guds nærvær vil være midt iblandt os.

Del:

Twitter
Facebook
Relaterede artikler