Bibelen indeholder mange tråde, som løber igennem den fra Første Mosebog til Johannes’ Åbenbaring. Det Nye Testamente samler trådene omkring Jesu person og gerning. Han er kongen, profeten, præsten og lammet, som Det Gamle Testamente taler om, for blot at nævne nogle af de tråde, der samles hos Jesus. Den tråd, vi skal se på i denne artikel, er ”tempeltråden”. Det er en tråd, der er uhyre omfangsrig, og vi skal derfor blot trække nogle hovedlinier ud fra den. Først ser vi på linien i GT – og dernæst ser vi, hvordan den føres over i NT.
Templet i GT
Det første tempel, israelitterne byggede, var ikke et tempel af træ og sten, men et telt, der fungerede som en mobil Helligdom. Dette telt, som blev kaldt for tabernaklet, kunne folket tage med sig gennem ørkenen på vej til det forjættede land. Konstruktionen af helligdommen er beskrevet i 2 Mos 25-40. Når man læser de kapitler igennem – og bevæger sig videre ind i Tredje Mosebog – viser det sig, at tabernaklets funktion kan opsummeres i tre temaer: Guds nærvær, Guds åbenbaring og ofrene for Guds ansigt.
Guds nærvær
Befalingen om at bygge et tabernakel begynder med ordene ” De skal lave mig en helligdom, så vil jeg tage bolig hos dem” (2 Mos 25,8). Gud gentog løftet om at tage bolig hos israelitterne i forbindelse med opførelsen af tabernaklet og befalingen om den tilhørende præstetjeneste (29,45f), og i slutningen af beretningen om opførelsen af tabernaklet omtales det som ”Åbenbaringsteltets bolig” (40,2.6.29).
Flere gange i løbet af Mosebøgerne omtales dette telt som ”Herrens bolig” eller som ”min bolig”. Når Gud valgte at tage bolig i Israels folk på denne konkrete måde, var det for at frelse dem og for at have dem som sit eget folk. I 3 Mos 26 siger Gud, at han vil slå sin bolig op i Israel, og at han ikke vil vrage folket. Tabernaklet var tegn på Guds nådige nærvær i sit eget folk.
Tegnet på, at Gud virkelig havde taget bolig i tabernaklet, finder vi i udtrykkene ”Skyen” og ”Herrens Herlighed”. Da tabernaklet var opført, står der: ”Skyen dækkede Åbenbaringsteltet, og Herrens herlighed fyldte boligen”.
Det sidste, Anden Mosebog beretter, er, hvordan Gud var konkret tilstede ved åbenbaringsteltet: Om dagen, var det konkrete tegn en skysøjle, og om natten var det konkrete tegn en ild, som Israel kunne se (40,38). Da Præsten Aron havde fuldført sit første offer siges, at ”Herrens herlighed viste sig for hele folket” (3 Mos 9,23).
Guds åbenbaringstale
Guds udfrielse af sit folk fra Ægypten begyndte med, at Gud åbenbarede sig for Moses ved den brændende tornebusk. Gud talte til Moses, og Moses talte til Gud. Senere skete det igen på Sinai bjerg, for Moses gik op til Gud og talte med ham og var ”budbringer” mellem Gud og folket. Efter opførelsen af tabernaklet beskrives det, hvordan Moses navngav Åbenbaringsteltet, og det blev stedet, hvorfra Moses søgte råd hos Herren (2 Mos 33,7). Det blev altså stedet, hvorfra Gud åbenbarede sig til folket gennem Moses. I 4 Mos 7,89 siges at ”hver gang Moses gik ind i Åbenbaringsteltet for at tale med Herren, hørte han stemmen tale til sig fra sonedækket oven på Vidnesbyrdets ark mellem de to keruber; den talte til ham.” Ligeledes begynder Tredje Mosebog med ordene ”Herren kaldte på Moses og talte til ham fra Åbenbaringsteltet”. Det er derfor, helligdommen kaldes for Åbenbaringsteltet – for Gud åbenbarede sig for israelitterne gennem denne helligdom.
Ofrene
Da Israel havde opført Guds bolig, åbenbarede Gud sig for dem og gav dem befalingerne om de forskellige offertyper (3 Mos 1ff). Befalingerne om de forskellige ofre afsluttes med beskrivelsen af, hvordan Gud gav folket den store forsoningsdag. Formålet med ofrene var ikke, at de skulle få Gud til at ”komme ned” til israelitterne. Det var ikke en form for – hvis nu vi gør sådan og sådan, vil du så ikke tage bolig hos os. Tværtimod. Ofrene var nødvendige fordi Gud havde taget bolig i folket. Befalingerne omkring den store forsoningsdag tog udgangspunkt i, at Gud havde slået Arons to sønner ihjel, fordi de handlede forkert for hans ansigt. For at hindre at det skulle gentage sig, fik Israel den store forsoningsdag, så Gud til stadighed kunne være i sit folk. Dagens mål var at fjerne synden fra Guds bolig (3 Mos 16,20ff).
Templet derefter
Denne virkelighed fandtes ikke kun mens Israels folk var i ørkenen. Da kong Salomo mange århundreder senere byggede et tempel, møder vi noget af det samme. I forbindelse med indvielsen af templet står der, at ”præsterne kunne ikke forrette tjenesten på grund af skyen, fordi Herrens herlighed fyldte Herrens tempel.” På samme måde, som præsterne skulle forrette tjeneste i ørkenens tempel, skulle de forrette tjeneste i templet, som kong Salomo havde bygget. Og på samme måde, som Gud tog bolig i teltet, tog han bolig i det tempel som Salomo byggede.
Men sådan blev det ikke ved med at være. Ezekiel, der levede samtidig med, at Israel blev ført i eksil, oplevede både noget forfærdeligt og noget løfterigt i forbindelse med templet.
Det forfærdelige bestod i, at Herren ikke længere ville bo i sit tempel. Han dømte Israel på grund af deres skyld. Derefter beskriver Ezekiel i et syn, hvordan Herren forlod templet. Det skete netop ved, at Gud lod Ezekiel se, hvordan Herrens herlighed blev trukket tilbage fra folket. Gud gav også forklaringen på synet: ”Det er i sandhed afskyelige handlinger, Israel begår, så jeg fjerner mig fra min helligdom!” (Ez 8,6). Samtidig med denne dom lovede Gud, at han ville vende tilbage til sit folk og genoprette det (Ez 11,19ff).
I slutningen af Ezekiels syner skete så præcis det modsatte. Herrens herlighed vendte tilbage til templet, og Gud ville bo blandt Israelitterne til evig tid. Det, vi skal lægge mærke til, er, at på samme måde, som vi hørte om Herrens herlighed som et udtryk for Guds tilstedeværelse både i ørkenen og ved Salomons tempel, på samme måde hører vi også om det i forbindelse med indvielsen af dette nye tempel.
Hjemkomsten fra Babylon var ikke en fuldstændig opfyldelse af dette. Vi hører ikke i beskrivelserne af hjemkomsten nogle steder, at Gud tog bolig i det nye tempel, som blev opført under Zerubabbels hånd, sådan som det er beskrevet i Ezra og Nehemias bog. Der er et tempel, der fungerer, men løftet om, at Gud igen ville vise sin herlighed i templet, står, når vi har vendt det sidste blad i GT, uopfyldt.
Templet i NT
Når man læser NT med tempeltråden fra GT in mente, så er der tekster, der lige pludselig begynder at give rigtig god mening. De første 18 vers af Johannesevangeliet er en indledning, som binder hele Jesu virke sammen med GT’s tale om templet. I vers 14 skriver Johannes: ” Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” Ordet ”tog bolig” betyder ”teltede” eller ”blev et tabernakel”. Johannes vil have os til at se en sammenhæng mellem tabernaklet i GT og Jesu egen person. På samme måde som Gud tog bolig i sit folk med tabernaklet, tog han bolig hos sit folk i Jesus Kristus. Jesus blev Guds tempel hos os.
Når vi ser det, giver anden halvdel af vers 14 også god mening: ”vi så hans herlighed”. Det er netop et ord, der er knyttet til templet. Det så vi både i forbindelse med tabernaklet, kong Salomos tempel og løftet om Herrens tilbagevenden til templet i slutningen af Ezekiels bog. Dermed siger Johannes til os, at den funktion som templet havde som åbenbaringssted, nu har nået et højdepunkt i Jesus Kristus. Han åbenbarer Guds væsen og herlighed på samme måde som templerne i GT gjorde det.
Templet var et offersted, og allerede i begyndelsen af Jesu virke, siger Johannes Døber om ham:
”Se, dér er Guds lam”. Han udpeger Jesus som det offer, der skal bringes for Guds ansigt – i Guds tempel – som er Jesus Kristus. Dermed får templet som offersted også sin opfyldelse i Jesus Kristus. Ofrene var nødvendige i mødet med Guds hellighed. Enten skulle Israels folk ofres og dø – eller også skulle der udpeges en stedfortræder. Det valgte Gud endegyldigt at gøre, da han udpegede Jesus som stedfortræder, for at han – i mødet med Guds hellighed – kunne dø i stedet for os.
En af de interessante sider af NT’s tale om templet er sammenkoblingen mellem templet og evigheden, som sker i Johannes Åbenbaring. I kapitel 21 og 22 ser Johannes ind i evigheden. Udgangspunktet er ordene i 21,3, hvor der står, at Guds bolig er hos menneskene. Fortsættelsen er, at han vil bo hos dem. Ordret står der ”Han vil tabernakle hos dem” – på samme måde som Gud boede i sit folk i GT, og bor hos os i Jesus, sådan vil han også bo hos os på den nye jord. I mellemtiden har han lovet at tage bolig i den enkelte troende. Vi er Guds tempel – Guds ånd bor i os.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Budskabet.
Billede: Jeremy Park, Bible-Scenes.com, beskåret, bragt under CC BY 4.0 licens
