Redaktionens note: Artiklen er et uddrag af Luthers Fortale til Galaterbrevet, hvor han forklarer brevets centrale temaer. Teksten er skrevet i en anden tid, hvilket både ses i sprogbrugen og ikke mindst i den front, Luther havde mod romersk-katolsk frelseslære. For Luther var det en hjertesag at definere, hvilken slags retfærdighed troen giver.
Hovedsagen i Paulus’ brev til galaterne
Paulus vil med det brev grundfæste læren om troen, nåden og syndernes forladelse eller den kristne retfærdighed, så vi har en præcis beskrivelse af forskellen mellem den kristne retfærdighed og alle andre former for retfærdighed. Der er nemlig forskellige former for retfærdighed.
Tre slags retfærdighed
Den første slags kaldes den borgerlige retfærdighed, en retfærdighed, som henhører under det offentlige styre, hvorefter land og folk skal regeres og dømmes, med hvilken kejseren, fyrster, filosofer og jurister har at gøre. Den anden kaldes den ceremonielle retfærdighed, hvorved man øver folk i den ydre gudstjeneste og opdrager dem til Guds åndelige rige. Denne læres ved menneskelige anordninger, som pavens og sådannes skulle være. Og denne lærer ingen så ret og uden fare som husfædre og skolemestre, af den grund, at de ikke lærer den, som om man derved kunne og skulle gøre fyldest for synden, forsone Gud og fortjene nåde, men bruger den alene som til ydre tugt og øvelse, hvorefter man endrægtig, smukt og ordentlig må holde og rette sig. Foruden disse er der lovens eller De Ti Buds retfærdighed, som Moses lærer. Den lærer vi også efter artiklen om troen.
Troens retfærdighed
Foruden og over alle disse retfærdigheder er der troens eller den kristne retfærdighed, som omhyggeligt må holdes adskilt fra de førnævnte. Alle de førnævnte er nemlig fuldstændig anderledes end denne, både fordi de stammer fra kejserens, pavens eller Guds egen lov, og fordi de alle sammen beror på vore gerninger og kan udføres af os, enten det nu sker alene ved vore naturlige evner og kræfter (som de romerske teologer siger), eller også med Guds hjælp (for gerningernes retfærdighed er sandelig også Guds gaver, ligesom alt, hvad vi har).
Men denne troens retfærdighed, som er den højeste, tilregner Gud os på grund af Kristus, uden vore gerninger. Den er ikke hverken en borgerlig, religiøs eller den guddommelige lovs retfærdighed og den beror ikke på vore gerninger. Den er total anderledes. Den er helt og holdent en passiv retfærdighed, hvor de andre er aktive. Her virker og giver vi ikke Gud noget, men modtager tværtimod og lader en anden virke i os, nemlig Gud. Derfor så jeg gerne, at man kalder denne troens retfærdighed eller kristne retfærdighed for en passiv retfærdighed.
Denne retfærdighed er ganske vist en hemmelig og skjult ting, hvoraf verden intet ved eller forstår, ja, som selv de kristne har svært ved at begribe og aldrig tilstrækkeligt kan fatte. Derfor bør man også stedse lære om den og uden ophør øve sig vel deri. Og det er sikkert, at den som ikke har eller ikke straks griber til denne retfærdighed i sin samvittighedsnød, når han forskrækkes for Guds dom over sine synder, for ham er det aldeles ikke muligt at kunne bestå og opholdes. For der er sandelig ellers ingen anden bestandig og fast trøst for elendige forfærdede samvittigheder end denne retfærdighed, som vor Herre Gud selv alene virker og udretter i os uden vore gerninger og hjælp.
Men så usselt, jammerligt og elendigt er det med os mennesker på jorden, at vi i sådan samvittighedsangst og dødsnød ikke kan se på noget andet, end kun alene på vore egne gerninger, værdighed, fortjeneste og sådanne ting, som loven lærer. Og fordi vi da her ikke kan finde andet end idel synd og skyld, så begynder vi straks at eftertænke vort liv, hvordan vi har ført og tilbragt det i den tid, der er gået. Hvorover da en stakkels synder i stor smerte og hjertekval må sukke, tænke ved sig selv og klage: Ak Gud! Min store jammer, hvor ilde har jeg ikke tilbragt mit liv, ve mig arme synder! Ak! At jeg dog endnu måtte leve nogen tid, hvor meget ville jeg da ikke forbedre mig og indrette mit liv godt! Og denne usalige ulykke er så dybt indgroet hos os i vore hjerter, at det ikke er muligt, at menneskelig fornuft, så længe den ser hen til sine egne gerningers retfærdighed, kan undslå sig for sådanne tanker, fatte Kristi retfærdighed og holde sig til den, men bliver kun hængende ved sine egne gerningers retfærdighed.
Når da Satan, som har så mange og store fordele mod den menneskelige natur, så mægtigt og hurtigt jager disse tanker ind i menneskets hjerte, så kan det aldrig slå fejl, at samvittigheden må blive jo længere jo mere forsagt og bange. For så længe man i sådan angst føler synden og har med den at bestille, formår menneskets hjerte ikke at trøste sig selv, ingen nåde forvente, og den megen disputeren, Satan plejer at sætte i bevægelse over gerningerne, kan det ikke altid gendrive, langt mindre vise den helt bort fra sig. Det er en kunst, der sandelig overgår alle menneskelige kræfter og evner, tanker og forstand, ja endog Guds lov selv, og er den meget, meget for høj. For skønt Guds lov er den allerhøjeste kunst og herligste lærdom i hele verden, formår den dog ikke at trøste eller give en bedrøvet og beængstet samvittighed fred, ja, den gør den kun jo længere jo mere bedrøvet, indtil den omsider ganske og aldeles må fortvivle; for ved loven bliver synden kun jo længere jo større og mægtigere, som Paulus vidner i Rom 7,13.
En fremmed, men iboende retfærdighed
En arm og bedrøvet samvittighed har da derfor ingen anden hjælp eller lægedom mod fortvivlelse og den evige død end at antage den nåde, som tilbydes på grund af Kristus. Det er Kristi retfærdighed eller troens retfærdighed, som Gud selv virker i os uden al vor egen gerning og medvirken. Den, der har den, kan frit og trøstig sige: Skønt jeg ikke er retfærdig ved mine egne gerninger, så vil jeg dog derfor ikke fortvivle, skønt det er sandt, og jeg bekender, at jeg rimeligvis og med rette også burde have denne retfærdighed. Selv om jeg havde og øvede den, så kunne jeg dog ikke forlade mig på den eller bestå og forblive for Guds dom dermed. Hvorfor jeg ganske og aldeles frasiger mig al den retfærdighed, jeg skal have af mine egne gerninger og ved loven og holder mig alene til den retfærdighed, som Gud på grund af Kristus virker og udretter i mig, nemlig til nådens, barmhjertighedens og syndernes forladelses retfærdighed, og i én sum, til Kristi og Helligåndens retfærdighed. Den virker eller udretter vi ikke selv, men vi holder alene stille, og lader vor Herre Gud virke den i os. Vi har den ikke af os selv, men får den af Gud fader, som skænker os den på grund af Jesus Kristus, vor Herre. (Hebr 6, 7-8).
For ligesom jorden ikke selv kan skaffe sig nogen regn ved egne gerninger og kræfter, men må få den alene ovenfra som en himmelsk gave, Hebr 6,7, således bliver denne retfærdighed på samme måde givet os ovenfra ned uden egen gerning eller fortjeneste. Så meget som nu det tørre og magre land af sig selv kan gøre og hjælpe til at få en frugtbar og nyttig regn, lige så meget, og ikke mere, kan vi arme mennesker med vore egne kræfter og gerninger gøre dertil, at vi får denne guddommelige, himmelske evige retfærdighed. Men vi modtager den da, når vor kære Herre Gud tilregner og skænker os den af nåde, efter sin uudsigelige milde godhed. Derfor er det også de kristnes højeste kunst og visdom, at [når loven anklager og forskrækker dem for syndens skyld, de da kun holder sig tæt til Kristus, som har betalt for synden, og] de aldeles intet ved hverken af loven eller gerninger, ikke heller af nogen slags retfærdighed ved deres egne gerninger. Ligesom det ellers uden for kristenheden er den allerhøjeste visdom, at man på det bedste kender lov, gerning og vore egne gerningers retfærdighed og stedse har dem for øje.
Artiklen er et uddrag fra Bibelen: Alle fortalerne (Martin Luther 1545, oversat af Finn B. Andersen, 2017), side 272-276. Bragt med tilladelse.
Billede: Altertavle i Stadtkirche St. Marien, Wittenberg, af Lucas Cranach den ældre og Lucas Cranach den yngre.
