Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« (Joh 20,24-29)
Et meningsfuldt liv uden Gud?
For tiden er jeg med i en læsegruppe, hvor vi læser bogen A Secular Age af den canadiske filosof Charles Taylor. Bogen er noget af en mursten. Vi har været i gang i nogle måneder og er stadig ikke færdige. Men vi holder ud – Gud har trods alt ikke givet os en ånd, der gør os modløse.
I bogen forsøger Taylor at give et svar på, hvordan troen på Gud er gået fra at være en selvfølge i den vestlige verden til at være alt andet end det. I dag er det at tro på Gud blot én af mange mulige livstolkninger. Ja, det er endda en temmelig krævende måde at forstå sit liv på.
Et sted kommer Taylor med en meget interessant påstand: Nemlig at den moderne tids største bedrift er idéen om, at det er muligt at leve et meningsfuldt liv uden nogen henvisning til det transcendente. Et liv, der er helt og fuldt immanent – det vil sige et liv uden plads til Gud eller noget andet overnaturligt. Livets mening, det der gør livet værd at leve, er human flourishing, altså menneskelig blomstring. Det handler om at nå sit fulde potentiale, at realisere sig selv.
Sådan var det ikke tidligere, skriver Taylor. Tidligere fik livet sin mening udefra, fra den Gud som skabte både verden og dig. Det betyder ikke, at menneskelig blomstring blev tilsidesat, men der var en spænding mellem denne blomstring og troen på Gud. For som kristen kunne det ske, at man indimellem måtte fornægte sig selv for et større gode.
Det moderne menneskes krydspres
I den forbindelse har jeg tænkt meget på Augustins ofte citerede sætning: »Vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig, Gud.« I lyset af Taylors pointe har jeg tænkt, at det nok er en sandhed med modifikationer, hvis sætningen skal bruges i vores tid.
For hvis det er sådan, at et liv uden Gud opleves som meningsfuldt, så er hjertet hos dem, der ikke tror, jo ikke nødvendigvis uroligt. Og det er faktisk også min erfaring. Jeg har venner, som ikke er kristne, og de ser bestemt ikke ud til at længes efter noget, der skal gøre deres liv helt.
Men spørgsmålet er, om den gode kirkefader Augustin alligevel havde ret. For Taylor skriver, at selv om moderne mennesker kan leve et meningsfuldt liv uden nogen reference til Gud, er det også sådan, at fortiden nærmest hjemsøger os. Det er, som om vi ikke helt formår at tage det sidste skridt og virkelig leve, som om der ikke findes noget uden for os selv, der giver livet mål og mening. Derfor søger mennesker mod kirken, når livet stormer. Også udpræget sekulære mennesker har behov for at markere livets store overgange – når et barn bliver født, og når et menneske dør. For mange danskere1I den oprindelige artikel står der ”nordmænd”, men det samme kan siges om danskere (red.). er troen på Gud utænkelig eller højst usandsynlig, men et liv uden Gud, et liv uden forankring i noget uden for mennesket selv, kan alligevel føles fladt.
Samtidig, skriver Taylor, er det ikke sådan, at vi kun hjemsøges af en fortid, der havde plads til det transcendente. Vi bliver også skubbet i retning af at leve, som om Gud ikke findes. Derfor hævder Taylor, at det moderne menneske lever under et krydspres. På den ene side presses vi mod at fortolke livet uden nogen reference til Gud, på den anden side presses vi mod transcendens.
Det er med til at skabe det, Taylor kalder nova-effekten, som kort sagt handler om, at der i dag findes et hav af mulige måder at tolke sit liv på. Det er ikke længere en selvfølge, at man overtager sine forældres tro eller verdensbillede – alt er up for grabs. Vi lever med andre ord i tvivlens tid. Omkring os ser vi et væld af mulige livstolkninger, hvad enten de er ateistiske, agnostiske, buddhistiske eller kristne.
Plads til tvivl
Hvorfor er dette vigtigt? Jeg tror, det er vigtigt, fordi det ikke kun er de andre, der berøres af dette. Vi kristne mærker også krydspresset. Vi tvivler også. Vi spekulerer på, om Gud findes, om opstandelsen faktisk skete, og om Bibelens fortællinger om mirakler virkelig er sande.
Vi lever altså i en tid, hvor det er svært at tro. Det er, som om vi alle er disciplen Thomas. Vi kan ikke andet end at tvivle. Derfor er jeg selv taknemmelig for, at der er plads til tvivl i den kristne tro. Det ser vi flere steder i Det Gamle Testamente. Guds eksistens – men måske især Guds godhed – bliver ofte betvivlet. Salmisten kan råbe: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« Og Thomas bliver ikke udstødt af discipelflokken, fordi han tvivler. Han bliver ikke afvist af Jesus. Tværtimod kommer Jesus og møder ham dér, hvor han er.
Samtidig må vi, som lever i tvivlens tid, passe på ikke at dyrke tvivlen. For i vores tid er tvivl attraktivt. Det er populært ikke at have vished, og man skal helst være på vej. Man skal ikke sætte punktum eller udråbstegn, men helst et komma. Det er et generelt træk ved den kultur, vi lever i, men det gør sig også gældende i kristne sammenhænge. At tvivle bliver næsten et tegn på åndelig modenhed. Tro uden tvivl opfattes som overfladisk – som en kortvarig, naiv forelskelse. Og som en stor digter engang proklamerede: Kærlighed er mere end forelskelse.
Jeg ønsker bestemt ikke at gøre nar af tvivlen. For som jeg netop har understreget, lever vi i tvivlens tid. De fleste af os vil tvivle fra tid til anden, og derfor kan vi ikke ignorere det. Tværtimod må vi turde tale sandt om livet og stille spørgsmål ved det, vi synes er vanskeligt i troen. Tvivl kan endda gøre vores tro mere robust. Den kan få os til at vokse i tro.
Tvivl skal ikke være endestationen
Alligevel mener jeg, at tvivlen kun bør være et stoppested på den kristne vej. Vi må ikke gøre tvivlen til endestationen.
For fortællingen om Thomas ender ikke med tvivl. Den ender med bekendelse: »Min Herre og min Gud.« Kirken forkynder ikke, at Jesus muligvis er opstået fra de døde. Nej, den råber det ud: Jesus Kristus er opstået fra de døde, og verden er ikke længere, som den engang var.
Desuden er jeg i tvivl om, hvorvidt den kristne tro overhovedet kan leves, hvis tvivlen bliver vores endestation. Jeg tror ikke, det er let at være Jesu discipel og samtidig dyrke tvivlen. For når Jesus kalder et menneske, siger han: Kom og dø. Tag dit kors op og følg mig. De færreste af os er villige til at dø for et retfærdigt menneske, skriver Paulus. Der er næppe flere, der er villige til at dø – bogstaveligt eller metaforisk – for noget, der måske er sandt.
Tidligere publiceret på foross.no, 2024. Oversat af redaktionen vha. AI. Overskrifter er uoriginale.
Fodnoter:
| ↑1 | I den oprindelige artikel står der ”nordmænd”, men det samme kan siges om danskere (red.). |
|---|
