”I min nød …” er de tre første ord i valfartssalmerne (Salme 120-134). Begyndelsen på valfartssalmerne har jeg ikke lagt mærke til før nu, hvor jeg skulle skrive denne artikel. Og spørgsmålet meldte sig: Hvilken nød taler salmisten om? Kan jeg genkende denne nødsituation i mit liv og i vores situation som kristne på vejen hjem til det himmelske Jerusalem?
Det er blevet endnu tydeligere for mig, at valfartssalmerne er utrolige aktuelle for Guds folk også i vores del af verden, hvor vi (endnu) ikke oplever forfølgelse, men bliver forført med ord.
Kært barn har mange navne
I ældre bibeludgaver har valfartssalmerne overskriften En sang på trapperne. De femten salmer svarer til de femten trin, der var mellem kvindernes forgård og mændenes forgård på vej op til templet. Nogle mener, at valfartssalmerne blev sunget af levitter, der stod på de femten trin.
I andre bibeludgaver bliver de femten salmer kaldt En sang ved opstigningen, fordi de blev sunget på vej op til Jerusalem i forbindelse med de store højtider. Sådan en rejse, kaldet en valfart eller en pilgrimsrejse, betegner en rejse på vej mod et helligt sted. I det perspektiv er det skønt med den titel, atter andre bibeludgaver har: Sange til festrejserne.
I dag er Guds folk også på vandring mod et helligt sted: den nye jord, hvor Guds selv er, og hvor retfærdigheden bor. Det er en festrejse, hvor glæden i Herren er vores styrke.
To nøgler
Der er to ”nøgler”, som åbner op for sammenhængen og det overordnede indhold i de femten valfartssalmer.
Den første nøgle: Centrum i de femten valfartssalmer er Salme 127. Den taler om at bygge Herrens hus. Her blev det daglige brændoffer bragt hver morgen og hver aften. Brændofferet forkyndte syndernes forladelse morgen og aften!
Når offeret var bragt og på grundlag af offeret, lyste præsten Herrens velsignelse over folket (jf. 4 Mos 6,24-26). Gennem de ord modtog det tilgivne folk Guds velsignelse. Guds navn blev lagt på dem: ”Sæt mit navn på israelitterne, så vil jeg velsigne dem” (4 Mos 6,27).
Den første nøgle viser retningen for valfarten: det himmelske Jerusalem. Og indholdet i lovsangen er syndernes forladelse i Jesus Kristus.
Den anden nøgle: Ordene i den aronitiske velsignelse er strøet ud over mange af valfartssalmerne. Men det er Guds navn, der stærkest viser den indre sammenhæng i valfartssalmerne. Guds navn bliver sat på Guds folk 51 gange. På grundteksten bliver ”JHVH”, Herren, nævnt præcist 24 gange før og efter Salme 127. I Salme 127 bliver Herren nævnt tre gange.
Talsymbolikken minder om Johannes’ Åbenbaring 4, hvor vi ser 24 ældste sidde på 24 troner. De repræsenterer hele Guds folk i GT (12 stammer) og NT (12 apostle). De 24 ældste sidder rundt om tronen, hvor de priser den treenige Guds navn.
Den anden nøgle viser, hvem der synger valfartssalmerne. Det er lovprisningen fra hele Guds folk i GT og NT på vej op mod Jerusalem, som er forbilledet på det himmelske Jerusalem. Og indholdet i lovsangene er Herrens navn.
Salmerne, også valfartssalmerne, ser ind i fremtiden. De taler om Kristi rige og om Kristus i sit folk. Valfartssalmerne er lovsangen fra de troende i Kristus Jesus. Det er sangen fra det tilgivne og i Kristus velsignede folk. De synger denne sang på festrejsen mod det hellige sted, det nye Jerusalem.
I er kommet til det himmelske Jerusalem
Ved de store højtider drog jøderne op til templet i Jerusalem. Soningstjenesten ved templet var kun gyldig indtil tiden for den rigtige ordning (Hebr 10,10). Den rigtige ordning er, at Jesu blod giver os frimodighed til at træde frem for nådens trone (Hebr 4,16; 10,19). Vi har allerede adgang til det himmelske Jerusalem: ”Nej, I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem” (Hebr 12,22). Og vi er på vej dertil!
I Jesu navn har vi i bønnen allerede nu daglig adgang ind i den himmelske helligdom, sådan som præsterne hver dag gik ind i det fysiske tempel.
På den måde er Herren Jesus med os på vandringen hjem. Han er velsignelsens kilde, selv når fjender omkring os forbander os med deres ord. Da råber vi til Herren i vores nød …
Jeg er fremmed, jeg er en pilgrim
Vi er tilbage ved valfartssalmernes indledende ord: ”I min nød”. Det er nøden over at være en fremmed (Sl 120,5) blandt folk, der ikke tror fredens evangelium: ”Så snart jeg taler fred, taler de krig” (Sl 120,7). Vers 7a kan også oversættes: Jeg er fred. Der er kun ét menneske, Guds Søn, Jesus Kristus, der kan sige: Jeg er fred!
Modstanden mod Jesu evangelium rammer også hans folk. Nogle oplever modstand, straks de forlader afguder og bekender troen på Jesu navn. Andre oplever modstand, når de får Bibelens lys over syndens alvor i deres eget liv og også kalder andre til at vende om fra synden til frelse ved tro på Jesus. Så kan man blive mødt med krigeriske ord: ”Du virker fordømmende og ukærlig, når du kalder det synd” – ”Siger du, at jeg går fortabt, bare fordi jeg ikke tror på det samme som dig!?” – ”Tror du, du er så meget bedre selv?”
I den ordkamp er Salme 120 blevet en ”nød-indgang” til valfartssalmerne: ”Herre, red mig fra den falske læbe fra den svigefulde tunge!” (Sl 120,2).
Kampen mod Guds folk er først og fremmest en kamp med ord! Det var det i Edens have. Det var det, da Satan fristede Jesus i ørkenen. Det er det for hvert Guds barn på vejen hjem. Ord! Falske ord! Svigefulde ord, som slører og dækker sandheden til. Synd bliver ikke kaldt synd. Frelse bliver uden Jesu kors.
Herre, red mig fra alt det! – også når disse tanker og ord kommer fra mit eget syndige hjerte og min egen tunge!
Salme 120,5 siger: ”Ve mig, jeg er fremmed …” Derfor synger troens folk: Jeg er fremmed, jeg er en pilgrim (DDS 567). Når pilgrimstonen aftager i Guds folks valfartssang, står du i fare for at gøre livet på jorden til dit himmerige. Derfor har du brug for valfartssalmerne, for de løfter troens blik op og hjemover.
Mød modstanden med et løftet blik
”Så snart jeg taler fred, taler de krig”. I vores tidligere kristne land vokser modstanden mod Guds ords tale i lov og evangelium. Man kan føle sig mere og mere fremmed blandt sine egne medborgere. Hvis du har det sådan, hvad gør du så?
Salme 121,1: ”Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp?”
Det må du gøre! Løft dine øjne mod den himmelske nådetrone for dér at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid og til alle slags tider (Hebr 4,16). Løft troens øjne ved at se ned i din bibel og ned i Salmerne. Dér hører du Herren Jesu trøsterige ord til dig. Herren Jesus sover ikke. Herren Jesus er din skygge og bevarer dig hele vejen hjem. Vandringen hjem er en festrejse sammen med ham. Det er en festrejse sammen med Guds folk! Hvilken glæde at kunne vandre sammen.
Salme 122,1-2: ”Jeg blev glad, da de sagde til mig: Lad os drage til Herrens hus! Nu står vore fødder i dine porte, Jerusalem.”
Herren bevarer dig gennem den gerning, han gør, når du kommer sammen med Guds folk for at høre Guds ord forkyndt i lov og evangelium.
Han bevarer dig gennem den nåde (Sl 123), han rækker dig i sakramenterne. Gennem nådens midler er Herren med dig trods modstand (Sl 124). I trængselstider bliver de troende som det sted, de søger (Sl 125), og folk omkring dem bemærker det (Sl 126).
Fjender før og efter salme 127
Før Salme 127 er fjendernes krigeriske indstilling mod Herren Jesus og hans folk fremtrædende. Det kommer stærkest til udtryk i Salme 124,1-3+8: ”Hvis ikke Herren havde været med os, … dengang mennesker rejste sig mod os, da havde de slugt os levende i deres flammende vrede mod os. (…) Vi har vor hjælp i Herrens (Jesu) navn!”
Efter at være kommet til Herrens hus (Sl 127), hvor syndernes forladelse bliver forkyndt, og Herrens navn og velsignelse bliver lagt på Guds folk, har fjenderne ingen magt! Efter Salme 127 hører vi ikke ét ord om fjendernes magt over det salige folk! Nej, nu taler det salige folk til deres fjender uden at blive til skamme (Sl 127,5). I Salme 129 er der et kort tilbageblik på fjendernes hærgen, men nu er det fjenderne, der bliver til skamme, visner og er uden Herrens velsignelse (v.5-9).
Før Salme 127 beskriver valfartssalmerne troens vandring her på jord. Det er en trængselsvandring med modstand fra Guds riges fjender. Men håbet sejrer i troen på Jesus.
I Salme 127 er vi fremme ved målet. Gennem nådens forkyndelse fra den himmelske helligdom er vi forenet med den treenige Gud og har del i hans livgivende velsignelse.
Efter Salme 127 vandrer vi i troens fulde vished. En vished, der minder om Johannes’ Åbenbaring 12,10f: ”Nu er frelsen og magten og Riget vor Guds og herredømmet hans salvedes, for vore brødres anklager er styrtet, han som dag og nat anklagede dem for Gud. De har besejret ham ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord.”
Velsignet valfart mod det himmelske Jerusalem
Velsignelsen i vor Herre Jesu navn er nu (igen) over familien og hjemmet (Sl 128). Vi er tilbage ved udgangspunktet. Herren skabte Adam og Eva som kronen på skaberværket. Gennem den syvende dag, hviledagen, velsignede Herren hjemmet.
Kilden til al velsignelse er at leve dit liv for Herrens ansigt og modtage syndernes forladelse (Sl 130). For Herrens ansigt bevares du i ydmyg selverkendelse og i bønnen om nåde: ”Hvis du, Herre, vogtede på skyld, hvem kunne da bestå, Herre. Men hos dig er der tilgivelse, for at man skal frygte dig” (Sl 130,3-4).
Her finder din sjæl hvile og ro (Sl 131). Din hvile kommer fra Guds eget hvilested, hans magtfulde ark (Sl 132,8), hvor blodet på sonedækket dækkede over lovens anklager. Dette er nu opfyldt i Kristus. Hér er Guds hvile. Din hvile! Ja, Kristus er din hvile. Salme 132 profeterer om Messias’ komme. Det er hans retfærdighed og hans frelse, du klæder dig i.
Derfor kan Herrens fromme juble og feste (Sl 132,9+16)! Det gør vi sammen med vores brødre og søstre i Herren. Dér giver Herren velsignelsen og livet i al evighed (Sl 133)! Jublen og prisen lyder nat efter nat fra dem, der i bønnen går ind for nådens trone og i ånden er i Herrens tempel (Sl 134).
