December måned er netop overstået; en måned hvor ord som advent og den søde ventetid går igen. I 24 dage venter vi og tæller ned til juleaften som et udtryk for, at vi venter på Jesu genkomst. I praksis kulminerer ventetiden dog nærmere i lækker julemad, gaver, sociale arrangementer mm. Det er nemt at kalde julemåneden for den søde ventetid, for den er kortvarig, vi kender slutdatoen og ikke mindst er der alverdens hyggelige elementer at forsøde den med. Men sådan ser virkelighedens ventetid sjældent ud. At vente kan ofte være langvarigt og forbundet med uvished, modløshed, manglende forløsning og uafklarede spørgsmål. At vente når livet er svært, er en kunst. Når vores kære lider, når sygdom rammer, og når vores nærmeste falder fra troen, kan det være vanskeligt at vente på Gud og hans indgriben.
Tidens tankegang
Samfundet i dag fortæller os, at vi kan skabe vores egen historie, vores eget narrativ, og at alt er muligt, hvis blot vi vil det og gør os fri af alt det, som begrænser os. Dermed bliver vi også selv ansvarlige for, om vores liv lykkes, og om det udadtil ligner en succes. Omvendt er vi også ansvarlige for vores egen ulykke, når livet ikke går som vi planlagde. Vi bliver altså både ansvarlige for det, vi reelt har indflydelse på, men i høj grad også for det som er ude af vores hænder.
Denne samfundstendens understreger altså vigtigheden af at have kontrol i vores eget liv. Én af farerne ved tankegangen er, at vi – mens lidelsen står på – begynder at tvivle på, om Gud mon er i kontrol? Har Gud nu også styr på det? Vi begynder at vurdere situationens tilstand og tænke over, hvor længe vi skal vente på Guds svar og indgriben, før vi selv må smøge ærmerne op. Hvis vi ikke føler, at Gud kommer med et svar eller en retning, kan vi være tilbøjelige til at tænke: ”Hvad er så mine muligheder?”. Plan A er Guds indgriben, men hvis den tilsyneladende udebliver, så er plan B mig selv og de alternativer, jeg kan komme i tanke om og kontrollere. Nogle af vores egne planer kan måske ligge på kanten af, hvad Bibelen vejleder os til, men måske retfærdiggør vi alternativerne overfor os selv: ”Når nu Gud ikke griber ind, er det alternative vel okay”.
Let go, let God
Som Guds børn er vi så privilegerede, at vi ikke behøver at være gud i vores eget liv. Når Gud får lov til at være gud i vores liv, har han taget styringen. Han har kontrollen, så du behøver ikke have den. For noget tid siden så jeg overskriften let go, let God. Hvor kan det være svært at give slip, at lægge byrderne hos Gud og lade dem ligge hos ham. Men hvor befriende at få lov til at give slip og vide, at der er en anden, som tager hånd om mine bekymringer og problemer.
Når lidelsen banker på, og magtesløsheden flytter ind, bliver vi ofte rastløse, og vores øjne kan flakke omkring. Men netop her, hvor vi kan miste fokus, er det vigtigste at rette sit blik mod Gud. Han ved, hvor let vi mennesker mister modet. I ventetiden må vi komme til ham, som kender os bedst, og sige: ”Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vores øjne er rettet mod dig” (2. Krøn. 20,12 b).
Det er ikke hvem som helst, du venter på
Gud skaber nyt. Når vi hører om, at Gud er skaberen, er det nærliggende at tænke på naturen, dyrene – alt det, som Gud skabte i begyndelsen. Men Gud skaber også nyt i dag! Gud gør barnløse til forældre, han skaber fred i konfliktfyldte relationer, han helbreder syge og forbedrer svære livsvilkår – både i det store og små. Han skaber venskaber. Han sætter mennesker på vores vej i svære tider. Han giver os det, som vi trænger til, også selv om vi måske ikke var klar over, at det var det, vi havde brug for. Han giver sin fred, hvor det ellers synes umuligt at opleve. Han skaber troen i os og giver åndelig fornyelse. Guds storhed er altså ikke til at tage fejl af.
I den svære ventetid må du rette dine øjne mod skaberen. Han ser dig og arbejder i kulissen, mens meget af Guds gode værk er skjult for os. Som der står i Job 35,14: ”Selv når du siger, du ikke ser ham, har han din sag for øje, og du må vente på ham”.
Tag ikke sagen i egen hånd. Giv ikke Gud fortabt. Vent på ham!
Himmelske Far.
Når magtesløsheden fylder mit sind,
hjælp mig da at lukke dig ind.
Giv mig blik for din storhed i mit liv.
Hjælp mig at vente på dig,
for kun du ved, hvad der er bedst for mig!