Forventer vi os for meget af livet?

Mennesker i dag lever for dette liv. Det er trods alt, det eneste de har, og derfor forsøger de at suge det maksimale ud af tilværelsen. Det er popkulturens budskab til os: som Nik og Jay synger det: ”liv før døden” og ”én dag tilbage”.¹I de to hits: ”Mod solnedgangen” og “En dag tilbage” Det er det omgivende samfunds bærende fortælling. Du har kun ét liv. Nyd det. Brug det. Som en af mine gynmasiekammerater sagde til mig engang: når han døde, ville han se tilbage på et liv, hvor han kunne sige, at han havde haft det for fedt! Hvad der så ventede bagefter, ved vi jo ikke…

Og vi der er kristne, synes også at tro på det. Langt ind i de kristne rækker.

Ikke i teorien, nej. Men vidner vores liv ikke om, at vi i hvert fald forsøger at få en hel del ud af det her liv? Bare for at være på den sikre side…? Eller hvordan ser dine sociale prioriteringer, dit tidsforbrug, og dine økonomiske dispositioner ud?

Lad mig give nogle eksempler på tendensens symptomer generelt. Så må man jo selv vurdere:

Evig ungdom

Vores tid dyrker ungdommen. Overvej hvornår har du sidst har hørt en præst glæde sig over en høj gennemsnitsalder, kontra de jubeludbrud der nærmest lyder, hvis bare man kan trække de unge til. Ikke fordi de gamle skal italesættes som “det rigtige” modsat de unge. Pointen er bare, at selvom de unge naturligvis er kirkens fremtid, så er der også noget om, at vi dyrker det ungdommelige.

Hvorfor er det, at du aldrig må spørge en kvinde, om hun er kristen eller ej, om hendes alder? Hvorfor skulle det være en fornærmelse, at hun ikke er helt ung længere? Hvis hun er kristen, betyder det jo endda statistisk, at hun bare er kommet tættere på den nye jord.

Men det er altså ikke okay. Det ved jeg godt. Og jeg tror, at det hænger sammen med vores dyrkelse af “evig” ungdom. Man kan i diverse magasiner læse om, hvordan midaldrende nærmest panikker over, at deres tilværelse snart er forbi. For de har jo kun dette liv!

Da jeg bruger en del tid i tog pga. mit arbejde, læser jeg til tider Ud&Se, hvor jeg faldt over følgende sætninger i en artikel om Renée Toft Simonsen der fyldte 53 år – hun siger:

I de sidste 25 år har alt handlet om at passe på andre end mig. Nu skal jeg selv være hovedpersonen. Det er slut med at sige: ´Tag du den største kotelet, skat. ´ Nu tager jeg den selv. ²Ud&Se April 2018, s. 44. Min understregning

Det siger formentlig en del om vores jagt på ungdom. Når ungdommen er ved at være forbi, skal jeg i hvert fald ikke gå glip af noget til slut! Nu er jeg selv hovedpersonen. Og hvis man tænker sådan, når man er blevet 53 (og meget mere livsklog, som Renée Toft siger om sig selv), så er spørgsmålet da, om man ikke altid har været hovedpersonen i ens eget liv.

Men det er selvfølgelig kun de ikke-kristne der tænker sådan? Eller..?

Utroskab og kravet om lykke

En anden tendens er den hyppige utroskab der er i vores samfund. I en særdeles tankevækkende artikel læste jeg for nyligt følgende:

“Når utroskab fylder så meget i dag, og når det får så stor betydning for de forhold og de mennesker, der bliver berørt af det, så hænger det ifølge Esther Perel sammen med den værdi, vi tillægger det moderne parforhold. […] Især har individualiseringens udbredelse, fremkomsten af forbrugskulturen og lykke-mandatet ændret på ægteskabet og den skygge, der hører til det, og som kaldes utroskab. […] Vi lever i en kultur, siger hun, hvor vi lærer, at vi har krav på at være lykkelige – og at det faktisk også samtidig kræves af os, at vi er det. Hvis vi ser noget bedre end det, vi har, noget, der kan gøre os gladere, så er vi kulturelt forpligtet til at forfølge det. Og hvis vores parforhold ikke gør os lykkelige, så bør vi se os om efter noget, der gør.” ³Artikel på Zetland. Min understregning.

Lykke er noget du har ret til!

Vi har nærmest krav på at være lykkelige. Og bliver vi det ikke, må vi hellere forsøge at blive det. Det værste, vi kan forestille os, er, at skulle have det svært og sorgfuldt. For så misser vi jo hele pointen med livet. Jeg ved godt, at der ikke findes nemme skilsmisser. Men der findes heller ikke nogen garanti om et nemt liv. Alligevel virker det til, at vi reagerer som om tilværelsen har sveget os, når vi ikke oplever os lykkelige.

Peter Rask, frimenighedspræst i LM´s frimenighed i Silkeborg, sagde engang i en prædiken, at en af tidens tendenser er, at ”vi ikke vil gå nysgerrige i graven” (citeret efter hukommelsen).

Vi skal have prøvet det hele. Og gerne have været lykkelige mens vi gjorde det.

NT, lidelse og det evige liv

Lykkekravet og dyrkelsen af dette liv står i skærende kontrast til det kristne liv i NT. For ifølge NT vil Kristusefterfølgelse betyde lidelse.

Paulus skriver i 2 Kor 4,16-18:

Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt.

Vort ydre menneske vil gå til grunde, så sandt som vi lever et kristent liv. Hvordan?

Helt praktisk

Hvis du må sige nej til at blive kærester med en ikke-kristen, fordi du ved, at det kan trække dig væk fra Jesus.

Når du ikke kan blive skilt, selvom jeres ægteskab knager. Fordi du ved det er synd.

Når du må sige op, fordi din arbejdsplads forlanger, at du skal arbejde sort.

Og generelt: du oplever synden som et problem i dit liv. Det er smertefuldt at kæmpe den kamp.

Kort sagt: et kristent liv indebærer lidelse. Vi søger nemlig ikke lykken i dette liv, men Gud selv er vores lykke (Sl 73,28). Derfor tør vi godt risikere at leve et liv med megen ulykke og lidelse. For vores egentlige lykke – i evighedens lys – afhænger ikke af mit liv, men af om jeg tilhører Gud.

Det evige liv – det skal vi forvente os meget af!

Men det giver noget langt bedre i stedet! Der venter nemlig en evig vægt af herlighed! Sammenlignet med selv det bedste i det her liv, er det ikke for meget sagt, at vi forventer os for meget af det, når vi ved, hvad der venter os på den anden side af opstandelsen.

Som kristen skal vi leve ”himmelvendte”, som en af mine venner formulerer det. Som kristen tør du godt gå nysgerrig i graven! For du ved, at det her liv, ikke er det eneste, der er. Jo stærkere det her står for os, jo mere vil det skinne igennem i vores liv. Paradoksalt nok, får det dig formentlig til at leve mere opmærksomt og mindre selvisk i dette liv. For du har jo ikke travlt med at suge det maksimale ud af livet for dig selv. Tværtimod.

Det er den logik, der fik missionærer til radikalt at ændre deres liv i det 19. århundrede, engelske metodister til at sætte sig selv til side for socialt arbejde, og munke i den tidlige kirke til at rejse langs silkevejen. Og i dag får iranske, afghanske og nordkoreanske kristne til at ofre deres liv…

Helt praktisk: Udfordringen til os danske kristne er (minimum) todelt:

1. Hvordan skal evigheden fylde mere i dit liv?

2. Hvordan vil du begynde at lade det skinne igennem i dit liv, at du tror på et liv efter døden, og at der ikke bare er én dag tilbage? I dine prioriteringer? Dit tidsforbrug? Dine økonomiske dispositioner? Dit forhold til andre mennesker?

Find selv på flere…