På opdagelse i Hebræerbrevet: Jesus er større end Moses!

Den enestående rolle, som Det Gamle Testamente giver Moses, er årsag til, at Moses i jødisk tænkning er det største menneske nogensinde.

Allerede i indledningen slår Hebræer brevet fast, at Jesus er stor. Det er hovedtemaet gennem hele brevet. Temaet bliver udfoldet i tre afsnit, der sammenligner Jesus med skikkelser, som havde stor betydning for jøder på Det Nye Testamentes tid:

Jesus sammenlignes med engle (1,4-2,18).
Jesus sammenlignes med Moses (3,1-4,13).
Jesus sammenlignes med ypperstepræsten (4,14-10,39).

Alle sammenligningerne tager udgangspunkt i, hvordan Det Gamle Testamente beskriver de tre skikkelser eller grupper.

Det Gamle Testamentes beskrivelser af engle viser, at Messias på alle måder står over engle. En del jøder på Jesu tid lagde stor vægt på engle. Men når Det Gamle Testamente viser, at Jesus er langt vigtigere og mere ophøjet end engle, har disse jøder – og alle vi andre – en meget stærk grund til virkelig at sætte fokus på Jesus.

Jesus: Apostel og ypperstepræst (3,1)

Sammenligningen af engle og Jesus har altså én konklusion: Lad al jeres fokus være på Jesus! Det er ham, I skal være optaget af. Det er ham, I skal se hen til (3,1).

Det ”derfor”, der i den danske oversættelse indleder vers 1, har en anden funktion end ”derfor” i 2,1 og 3,7. De to sidste steder markerer ”derfor”, at nu kommer konsekvensen af den bibelundervisning, der har været i de foregående vers. Men her i 3,1 sammenfatter ”derfor” konklusionen på hele den foregående sammenligning af engle og Jesus og bygger bro til den nye sammenligning af Moses og Jesus.

Når vi følger opfordringen og sætter fokus på Jesus, hvad ser vi så? Jo, svarer Hebræerbrevet, så ser vi en person, der bærer to titler: apostel og ypperstepræst.

Ved at fremhæve netop de to titler fortæller forfatteren os, hvad der bliver temaet i de to næste store afsnit i brevet. At Jesus er ypperstepræst, bliver uddybet i det lange afsnit, der sammenligner Jesus og ypperstepræsten (4,14-10,39). At Jesus er apostel, bliver uddybet i sammenligningen af Jesus og Moses (3,1-4,13).

Ordet apostel kommer af det græske ord apostolos, der betyder ”udsending”. Det tilsvarende hebraiske ord er shaliach. Det blev i antik jødedom brugt om et menneske, der optrådte som officiel repræsentant for en anden og kunne tale og handle på en andens vegne.

Forbederen i synagogen kunne kaldes ”forsamlingens apostel”, fordi han bad højt på vegne af alle de tilstedeværende. En mand, der ønskede at fri til landsbyens smukke, unge pige, kunne sende en apostel, der på hans vegne friede og indgik aftalen om ægteskab. Og en rabbiner kunne udsende en anden rabbiner eller en elev som apostel med autoritet til at tale og afgøre stridsspørgsmål på vegne af rabbineren selv.

Mange steder i Det Nye Testamente bruges ordet apostel om de personer, som Jesus udsendte som sine repræsentanter med myndighed til at tale på hans vegne. Men her bruges ordet om Jesus selv.

Jesus er Guds apostel, fordi Gud selv har udsendt ham med fuld autoritet til at repræsentere Gud selv og gøre de samme gerninger, som Gud gør (Joh 17,3.8.18; Joh 5,19-23). Fordi Jesus er Guds apostel, gælder der den sandhed, at ”Den, som forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig” (Luk 10,16).

Men ligesom Det Nye Testamente siger, at Gud ”udsendte” Jesus, siger Det Gamle Testamente, at Gud ”udsendte” Moses (2 Mos 3,10-15). Både Moses og Jesus er altså apostle, udsendinge fra Gud med bemyndigelse til at repræsentere Gud.

Derfor giver det rigtig god mening at sammenligne de to apostle, Moses og Jesus.

Moses – den største af de største

Det Gamle Testamente siger, at Moses har en fuldstændig særstilling i verdenshistorien.

Efter beskrivelsen af Moses’ død slutter Femte Mosebog med denne konstatering: ”Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt” (5 Mos 34,10). Moses havde en adgang til Gud, som ingen anden har haft siden.

Fjerde Mosebog fortæller om en episode, hvor Moses’ søskende, ypperstepræsten Aron og profetinden Mirjam, gjorde oprør imod ham. Men Gud gav dem en alvorlig irettesættelse og gjorde det helt klart, at Moses er i en liga for sig selv. På trods af Arons og Mirjams fremtrædende stillinger stod Moses markant over dem på grund af sit helt usædvanlige forhold til Gud.

I sin irettesættelse af Aron og Mirjam bruger Gud to udtryk om Moses.

For det første kalder Gud to gange Moses for ”min tjener” (4 Mos 12,7-8). Moses indtager altså en ophøjet stilling som Den Store Konges særlige tjener i Israels folk.

For det andet siger Gud, at Moses er ”den betroede i hele mit hus” (4 Mos 12,7). I sin stilling som tjener i Guds hus var Moses altså betroet, pålidelig og trofast.

Disse to udtryk fra Guds egen beskrivelse af Moses skal vi lægge godt mærke til, for de er baggrunden for Hebræerbrevets sammenligning af Moses og Jesus.

Den enestående rolle, som Det Gamle Testamente giver Moses, er årsag til, at Moses i jødisk tænkning er det største menneske nogensinde. Fra Moses til Messias vil ingen nå samme højde som Moses. Rabbi Yizhak (cirka 300 e.Kr.) sammenligner ligefrem Moses med Messias i sætningen: ”Som den første forløser [Moses], således også den sidste forløser [Messias]”. En af jødedommens helt store skikkelser er rabbi Yehuda HaLevi (cirka 1100 e.Kr.), der skrev et vigtigt værk om jødedommen. I det værk har Moses den helt centrale rolle. Det er ikke underligt, at det jødiske samfund i Danmark indtil for få år siden havde det officielle navn ”Mosaisk Troessamfund”.

Moses er virkelig den største af de største! Både i Det Gamle Testamente og i jødedommen.

Det er ham, den store Moses, som Hebræerbrevet nu vil sammenligne Jesus fra Nazaret med.

A) Undervisning om Moses og Jesus (3,1-6)

Som det er typisk for Hebræerbrevet kommer afsnittet om Moses og Jesus i to dele.

Første del er en bibelundervisning om Moses og Jesus (3,1-6). Undervisningen består af tre sammenligninger.

Sidste del er et afsnit om konsekvenserne for os af bibelundervisningen om Moses og Jesus (3,7-4,13).

1) Første sammenligning: Troskab (3,1-2)

Både Jesus og Moses er apostle, altså bemyndigede udsendinge fra Gud, der handler på Guds vegne. Både Jesus og Moses er indsat af Gud til at udføre en særlig opgave.

Hvordan udførte de den betroede opgave, de havde fået?

Jesus var ”tro mod Gud” i sin opgave, fastslår Hebræerbrevet. Selvom Jesus i sit liv på jorden måtte opleve store lidelser, forblev han tro mod den opgave, Gud havde givet ham (5,7-8).

Men også Moses var ”tro” mod den opgave, Gud havde givet ham i Israels folk. Det var jo præcist det, Gud selv erklærede i episoden med Arons og Mirjams oprør (4 Mos 12,7).

Den første sammenligning ender altså med en lighed. Både Jesus og Moses var tro mod den opgave, Gud havde givet dem.

2) Anden sammenligning: Hus og bygherre (3,3-4)

Men selvom både Moses og Jesus var tro i deres opgaver, er der en forskel. En virkelig stor forskel! Moses’ opgave var ifølge Guds egen beskrivelse at være tjener ”i Guds hus”, som i denne sammenhæng betyder Israels folk (4 Mos 12,7). Samtidig med at Moses var tjener i Guds hus, var han også selv en del af huset.

Men det er indlysende, at den, der bygger et hus, er større end huset. Det er arkitekten og bygmesteren, der skal have æren, ikke huset.

Den, der bygger Israels hus, er Gud. Det var Gud, der skabte Israels folk ved at lade Abraham og Sara få Isak, selvom de ikke kunne få børn og for resten også var blevet for gamle til det.

Gud har derfor, selvfølgelig, langt større ære end Israels folk og Moses. Men nu har Hebræerbrevet jo allerede vist, at Jesus som Guds søn selv er Gud (1,8). Med andre ord: Moses er en del af Guds hus. Jesus er husets bygherre.

Derfor har Jesus en langt større herlighed end selv Moses, det største menneske i Det Gamle Testamente.

3) Tredje sammenligning: Tjener og søn (3,5-6)

I Det Gamle Testamente beskriver Gud Moses som ”min tjener” (4 Mos 12,7-8). Men Hebræerbrevet har jo netop i kapitel 1 vist, at Gud i Det Gamle Testamente beskriver Messias som ”min søn” (1,5). I en konges husholdning står kongesønnen selvfølgelig langt over tjeneren i rang.

Derfor er konklusionen på den tredje sammenligning, at Jesus er endnu større og vigtigere end Moses.

B) Konsekvensen af, at Jesus er større end Moses (3,7-4,13)

Konklusionen på bibelundervisningen i 3,1-6 er, at Jesus er større end Moses. Det har stor betydning for os!

Det viser Hebræerbrevet ved at citere Salme 95,7-11 (3,7-11).

Afsnittet fra Salme 95 er en indtrængende opfordring til Israels folk om at lytte til det ord, Gud sendte til dem gennem Moses. Moses’ ord fra Gud er så vigtige, at da Israels folk på ørkenvandringen gjorde oprør mod dem, kom de ikke med ind i det forjættede land, men døde i ørkenen. Den tragiske årsag til det var deres afvisning af det budskab, Moses som Guds apostel talte til dem. Det var deres frafald og deres vantro, der hindrede dem i at komme ind til hvilen i det forjættede land (3,12-19).

Hvilen i Kana’ans land, som Moses og Josva førte Israels folk frem til, var imidlertid ikke den endelige hvile. Den endelige hvile er stadig fremtid og kommer først på den nye jord efter Jesu genkomst og den store dom (4,1-13).

De israelitter, der afviste Moses’ ord, gik glip af hvilen i det forjættede land.

Hvad så med os, hvis vi afviser Jesus, der er langt større end Moses?

Vær ivrige!

Moses er stor, men Jesus er større. Derfor har Hebræerbrevet et indtrængende budskab til os, der tror på Jesus: Hold nu fast ved troen på ham! For det er den eneste vej ind til den evige sabbatshvile i det fuldkomne paradis på den nye jord.