En kristen er en, der tror på Jesus som sin frelser. Så enkelt kan det siges. Den simple formulering er dog for mange særdeles udfordrende; for troen kan blive kvalt af tvivl. De fleste kender til tvivl af en eller anden art. For nogle er det hyppigt og intenst, for andre er det mere i perioder. Enkelte oplever det måske nærmest aldrig. Men de fleste gør nok i perioder.1Dele af artiklen stammer fra Lars Malmgaard Jensen: Tillidsfuld tro – en lille bog om frelsesvished (Credo, 2021), hvor man også kan læse mere om emnet.
Det begynder måske i det stille. Det er så tungt at holde andagt, at jeg må starte forfra flere gange. Lovsangen bruser, men jeg synes ikke, jeg kan tage del i den. Jeg føler mig kold, død og tom, nogle gange til kæmpe følelsesmæssig frustration for mig selv, andre gange mere som en rationel Excel-ark-konstatering; ”Nå, Gud føles fraværende igen i dag.” Men efterhånden bliver frustrationen og tvivlen et uoverstigeligt bjerg, som ikke kan ignoreres. Spørgsmålet melder sig:
”Er det mig, det er galt med – eller er det i virkeligheden Gud? Hvis han da overhovedet findes…”
De hurtige og dårlige svar
Tvivlen har i perioder bølget voldsomt frem og tilbage i mit liv. Hvis man kæmper gevaldigt med tvivl, har jeg derfor en velbegrundet mistanke om, at alt hvad denne artikel har at sige, føles utilstrækkeligt. For sådan har jeg ofte selv haft det…
Gang på gang har jeg selv haft oplevelsen af, at velmente råd eller formuleringer ramte ved siden af, eller jeg ikke følte mig genkendt. Det er dog et vilkår, for en hvilken som helst dialog, at modparten kun kan ramme delvist rigtigt. Derfor skal denne artikel mere ses som et indspil til videre refleksion, med nogle overvejelser om konkrete ting, du kan gøre.
Hvilken type tvivl?
En god refleksion er at stoppe og overveje, hvilken tvivl, der fylder. For nogle giver det måske sig selv; men for rigtig mange, er det mere en ubestemmelig fornemmelse eller følelse, der bare nager. I vores tid præges vi stort set alle sammen af et massivt forbrug af sociale medier, serier mm., der gør seriøst tid til refleksion sparsom.
En provokation: Hvis man er anfægtet over svære spørgsmål, så nytter det ikke noget at tænde for Netflix eller scrolle gennem sit Facebook-feed i det uendelige og bare ignorere dem. En første udfordring ift. tvivlen er derfor ganske enkelt at tage sig tid til at tænke!
Typisk støder jeg ind i tre typer af tvivl hos de kristne, jeg møder:
- Den relationelle tvivl: ”Er jeg frelst? Hvordan kan jeg vide det? Kan jeg være sikker på det?” – Tvivlen handler om gudsforholdet, manglende frelsesvished mm. Tvivlen tilhører ”indersiden” af den kristne tro i den forstand, at man måske ikke tvivler på kristendommens sandhed, men tvivlen er fokuseret på gudsrelationen.
- Den intellektuelle Spørgsmålet ”Findes Gud?” nager og skaber tvivl om kristendommens sandhed, Bibelens troværdighed og så videre. Vi kan også kalde det sandhedstvivl. Den er nok mere hyppig i dag, fordi vi ikke længere lever i en kristen enhedskultur, men konstant konfronteres med forskellige livssyn.
- Den eksistentielle Spørgsmålet: ”Hvorfor Gud?” – Tvivlen drejer sig om en mistanke overfor Guds sindelag, ageren og så videre. Lidelse og smerte giver ofte anledning til den type anfægtelse.
Reelt er der ikke vandtætte skotter mellem de tre typer tvivl, og de vil ofte hænge tæt sammen. Klassificeringen er for så vidt ligegyldig, men måske kan det alligevel være en hjælp at tænke over, hvilken type tvivl, der er på bunden af de udefinerbare frustrationer. Hvis man tvivler på Guds godhed og kærlighed, fordi ens mor lige er død, nytter det som regel ikke meget at få smækket et ton apologetisk materiale i hovedet…
Livets faser
Den tidligere bibelskolelærer Marius Jørgensen er kendt for at have sagt: ”Helligånden går i seng kl. 23” – hvorfor han nægtede at tage vigtige samtaler sent på natten. Helligånden adlyder nok ikke Jørgensens formulering til punkt og prikke; men der er en stor livsvisdom gemt i den. Troen og tvivlen præges altid af livets omstændigheder!
Jeg har selv observeret, at min tvivl ofte er faldet sammen med sociale og menneskelige forandringer i mit liv. Det vil derfor være naturligt med tvivl i visse faser af livet, og ved at være opmærksom på livets andre aspekter kaster det måske lys over netop den tvivl, man står i. Måske skyldes tvivlen nogle psykologiske udfordringer eller særlige sociale vanskeligheder, der skal og kan gøres noget ved.
Tvivlens sødme
Ofte er det godt at nå ned til tvivlens rod. For nogle gange skyldes den måske, at vi i virkeligheden trives godt med tvivlen i det stille. At man i virkeligheden har nogle grunde til at holde fast i den…
Tvivlen kan være meget smertelig. Men der er for mange en spænding i det: en smerte med en vis sødme. For at tage et eksempel: Tvivlen kan hænge sammen med stolthed. Man vil ikke give slip på tvivlen, for så længe jeg i det mindste kan sige, at jeg tvivler, så fremstår jeg ikke helt så fundamentalistisk. Eller etisk; så længe jeg tvivler, kan jeg fortsætte med at leve i synd, og slippe for at tage et opgør med den.
Her kræves en brutal ærlighed, der er svær at nå frem til alene.
Sæt ord på
Næsten alt kan vokse sig stort, hvis bare man går med det alene. Når vi tier, er det måske udtryk for, at vi tænker, at andre er ligeglade, eller måske synes vi, det er skamfuldt eller pinligt at tvivle.
Derfor er der også noget konkret, du kan gøre, nemlig opsøge andre! Gå ikke alene med dine overvejelser. Tal med andre – måske særligt nogle ældre eller nogle, der er mere åndeligt modne end du selv. Det, vi sætter ord på, mister ofte på en mærkværdig vis sin magt over os. Når et problem italesættes, kan man pludselig undre sig over, hvorfor det fyldte så meget.
Eller man når ind til kernen af problemet. At sætte ord på det, er ofte et godt udgangspunkt for at gøre noget ved det.
Lyt til andre
Tvivl er ikke et nyt fænomen. Tværtimod. Det har altid fyldt for troende mennesker. Derfor er det godt at lytte til og sætte sig ind i tidligere generationers visdom. En af de store farer i vores tid er nok, at vi tror, at nutiden altid har de bedste svar. Den engelske forfatter til Narnia-bøgerne, C.S. Lewis kalder troen på, at nutiden altid har det bedste svar, for ”kronologisk snobberi”.2C.S. Lewis, Surprised by Joy (New York: Mariner, 2012), 207-208.
Som om vi står på toppen af en lang stigende kurve, og nu kan skue tilbage på fortidens primitive forestillinger og heldigvis er langt klogere end generationerne før os. Det er intellektuelt og menneskeligt arrogant, betoner Lewis. Vores tid har nemlig sine egne karakteristiske illusioner.
Derfor er der ofte røster fra fortiden, som vi gør klogt i at lytte til. Eller nulevende røster med en anden erfaring. Lyt til dem.
Intet ingenmandsland
I første verdenskrig lå krigens parter overfor hinanden og mejede fjenden ned, hvis de prøvede at trænge hen over fronten. Det smalle stykke jord mellem dem var et ingenmandsland, hvor ingen havde magten. Nogle gange kan man bilde sig ind, at det ville være lettere at træde derud. Enten befinder jeg mig i kirken og troens verden, eller også er jeg i den ateistiske og ikke-kirkelige verden. Men kan man ikke bare træde ud i en neutralzone og overveje for og imod?
Det lader sig ikke gøre. Uanset hvor du er, er du i ”krigszonen”, for nu at blive i billedet. Rent menneskeligt er erkendelsesmæssig neutralitet en illusion. Vi ser alle sammen verden fra en bestemt synsvinkel. Min opfordring til dig er derfor at blive i troens ”zone”. Her kan Gud nemlig få dig i tale!
Tvivl og tillidsfuld tro
Konkret betyder det, at du ikke skal vinke farvel til kirke, Bibel og bøn. Tvivl kan godt eksistere side om side med troen. Ikke nødvendigvis som et harmonisk forhold, men som et eksistensvilkår. Det kan være svært at tvivle, men det dræber ikke nødvendigvis troen! Den bedste modgift mod tvivlen er at dykke ned i evangeliet om Jesus. Som jeg har hørt det formuleret: Den bedste modgift mod at blive navlebeskuende (f.eks. mod ens tvivl) er at være naglebeskuende!
Øv dig i, at se mere på Jesus, og det han har gjort for dig, og mindre på dig selv og din svage tro.
