”Fri til at tjene” – Magnus Malm

De fleste opbyggelige bøger jeg læser og anmelder, har jeg det rimelig enkelt med. Enten er indholdet godt, og så kan jeg leve med de skavanker og litterære mangler, der måtte være. Eller også bryder jeg mig ikke om deres teologi og indhold, hvorefter deres litterære kvalitet er mere underordnet.

Svenskeren Magnus Malm arbejder med tværkirkelige retræter og åndelig vejledning. Han skrev i sin tid den moderne klassiker Vejviser (Credo, 1994) til kristne ledere – en bog jeg varmt vil anbefale.

Malm har nu skrevet en ny bog til kristne ledere: ”Fri til at tjene – Lederskab i Jesu fodspor”. Den står jeg tilbage med en ambivalent følelse over for. På den ene side er der tale om noget af det mest befriende og trøstende læsning længe, og på den anden side er der så mange teologiske mellemregninger og udfordringer, der ikke svares tilfredsstillende på, at det er svært at give en fair, dækkende og samtidig kritisk vurdering. Den stikker i mange retninger – og det kommer anmeldelsen derfor også til. I sin nye bog opdaterer han store dele af sin tidligere bog, Vejviser, til 2020-virkeligheden, og giver også nye indsigter – særligt fra sit retrætearbejde, som han er blevet så kendt for. Den retter sig altså ikke til alle kristne, men på en særlig måde til dem med lederansvar – præster m.fl.

Ledelse i kristent perspektiv

For mig har bogen været klargørende: intet fællesskab er uden ledere. Jeg er vokset op i en dansk, og en lavkirkelig sammenhæng, hvor strukturen er meget flad. Men det betyder ikke, at der ikke er ledelse. Bare at den er mere skjult. Godt kristent lederskab er ikke tilbagetrækning, men en sund magterkendelse:

“Ledelse handler om at synliggøre magten, så den kan stilles til ansvar og gøres ansvarlig over for fællesskabet. ” (s. 139). Det er personligt den stærkeste pointe, jeg tager med mig som en der, i et eller andet omfang, har lederskab i kristent arbejde.

Ledelse handler om at erkende sit ansvar, og stå ved det.

Meget godt at hente

Sådan rammer Malm hovedet på sømmet adskillige gange. Han pløjer dybt ned i lederens tendens til at skjule sine svage sider, nogles hang til arbejdsnarkomani – eller dovenskab, frygten for andres vurdering af én mm. Det er svært at få det hele med, når Malm skal roses, for hans essayistisk stil kommer langt omkring, og adskillige gange sad jeg tilbage med en oplevelse af, at det næsten er umuligt at gengive.

F.eks. tager Malm lederes ”overåndelighed”, som der ikke er belæg for i deres liv, ved vingebenet: ”En sikker metode til at stille diagnosen […] er selvironien. Kan personen grine af sig selv? Et meget selvoptaget menneske har alt for travlt til at hengive sig til sådanne trivialiteter.” (s. 53). Skarpt set. Han kritiser vores tendens til at måle resultater og drive statistik på vores succes (s. 72). Det er tiltrængt!

Malm viser, hvordan det er, når vi kommer til kort, at vi kan være ledere i kristen forstand: ”Det er forunderligt, hvordan man kommer til at se klart på de lavest liggende steder” (s. 107). At være leder, handler ikke om at være en superkristen, men at leve tæt ved Jesus: ”Jo mere jeg måler temperaturen på min egen hengivenhed, desto hurtigere falder den. ” (s. 120) – derfor skal vi, i stedet for at gå og fokusere på os selv, se på Jesus i stedet. Det giver Malm rigtig gode praktiske råd om, hvordan man kan gøre; man kan skrive ”dagbog” – ikke for at samle anekdoter til prædikener, men til sit eget trosliv, ligesom enhver leder bør gå til en sjælesørger regelmæssigt (s. 125-126). Det er sund sjælesorg.

På en del sider kommer Malm også med et kraftigt opråb til at lade formaninger, omvendelsesforkyndelse og Guds ords radikale budskab komme op på prædikestolen (s. 167-173).

Afslutningen af bogen er noget af det mest provokerende; han tager ganske enkelt et opgør med måden ledere uddannes på i kirken – teologiuddannelsen. Malm viser tre typer af spørgsmål: 1) De spørgsmål som uddannelsen svarer på. 2) De spørgsmål som den kommende leder egentlig selv kæmper med. 3) De spørgsmål som kirken og den lokale menighed har brug for svar på. (s. 273-276). En tankevækkende udfordring, som jeg ikke er færdig med at tænke over. Hvordan kan de typer af spørgsmål komme til at overlappe mere, så uddannelse og virkelighed svarer mere til hinanden?

En række reservationer og mellemregninger

Så langt mine roser. De er store, ærlige og velmente. Jeg er blevet langt klogere af at læse Malms bog, og har også fundet meget visdom, indsigt og pejlemærker, som jeg tror alle kan få gavn af – særligt de kristne ledere.

Derfor er den anden del af anmeldelsen da også så ambivalent. For der er altså for mange mellemregninger der skal med, for at jeg bare kan anbefale bogen. Når Malm ikke garderer sig, og f.eks. kalder Abraham for troens far – for kristne, jøder og muslimer – uden at kvalificere det udsagn, eller reservere sig overfor, om de andre frelses uden Jesus, så irriteres jeg grundigt (s. 50). For mener Malm, at de bliver frelst? Formentlig ikke – men formuleringen er altså uklar!

Katolsk teologi

Den første store ting, der dog slog mig, var, at Malm så åbenlyst hylder katolsk teologi. Han skriver endda, at den eneste grund til at han ikke konverterer til katolicismen er, at han tror på helgenerne, og de lærer ham, at man ikke må svigte sin egen kirke! (s. 9-10). Stort set alle citater i bogen er fra katolske munke og ledere. Det er altså dybt problematisk, at Malm slet ikke reserverer sig overfor helgendyrkelse, Maria-dyrkelse (se f.eks. hans kapitel om kirken som mor, s. 187ff) eller katolsk teologi generelt, med alt hvad det indebærer om retfærdiggørelse, pavedømme osv. Det er min første store reservation.

Synd og selvværd?

Den næste er mere en fornemmelse, som jeg ikke er klar over, hvor meget jeg skal lade fylde. Malm har en tendens til at skrive meget om lavt selvværd, og nogle gange, oplever jeg det som om, at lavt selvværd er den primære grund til lederes problemer og kampe (s. 18-20, s. 102). Det er jo godt og rigtigt set – men jeg synes ikke, at Malm får sat nok ord på i bogen, at lederens store problem ikke bare er lavt selvværd, og de konsekvenser det kan have; hvor bliver der plads til lederens onde hjerte og skyld? (s. 134-135) Synden optræder stort set kun i magt-kategorier, og meget lidt i skylds-kategorier. Begge aspekter er der – men vægten er på det første. Her synes jeg, at der mangler en mere bibelsk balance.

Den samlede tone i bogen kan, selvom den er frigørende, blive for terapeutisk! Eks. skriver Malm, at man af en dårlig mavefornemmelse kan konkludere, at så stammer det ikke fra Gud (s. 51). Det er jeg ikke sikker på altid er tilfældet…

Sløset bibelbrug

Den tredje tendens, der kommer ind i billedet er, at Malms bibelbrug er tynd! Det er gode illustrationer, der ofte kommer frem i hans essayistisk stil, men det er desværre, flere steder, på bekostning af, hvad teksterne egentlig siger. Et enkelt eksempel: Malm gennemgår bjergprædikenen, og kommer med mange vigtige pointer ud fra den, men når han citerer Jesu ord om, at ikke alle, der siger Herre, Herre, skal komme ind i himmeriget, så glider tekstens mening helt ud. Malm konstaterer, at åndelig ledelse handler om eftersmag. Det første gode indtryk kan efterlade en bagefter med dårlig eftersmag – pga. dårlig ledelse, magtmennesker osv. God pointe – men det handler teksten ikke om! Den handler om, at de, der ikke har levet efter Jesu ord, men kun på overfladen har tilhørt ham, går evigt fortabt. Det er deri alvoren består! Det fortier Malm, og det sker gentagne gange, at teksterne ikke kommer til sin ret, fordi Malms brug er for overfladisk.

Min anbefaling af Malms bog er derfor reserveret. Der er meget god psykologi – men en del dårlig teologi. Læs den varsomt. For der er meget godt at hente, men det kræver at man sorterer i indholdet.

 

Magnus Malm, Fri til at tjene – Lederskab i Jesu fodspor, 2019, Forlaget Boedal, 288 sider.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook