“Glædens symfoni” af Uffe Kronborg

Uffe Kronborgs bog Glædens symfoni er en unik bog. Allerede inden jeg påbegyndte min læsning, så jeg frem til, hvad jeg havde i vente, og jeg er endt ud med at være rigtig begejstret. Symfonien viste sig at være både provokerende, smuk og tankevækkende.

Igennem bogen ser Kronborg på glæde fra forskellige vinkler. Han skriver personligt og genkendeligt om, hvad glæde er, og hvordan vi kan fremme og bevare glæden på livets vandring. Bogen er personlig, og samtidig med, at Kronborg henviser til forskellige digtere, forfattere, musikere, filosoffer og teologer, så er bogen forankret i Bibelen.

Skeptisk begyndelse

Jeg begyndte min læsning sådan en lille smule skeptisk. Af natur holder jeg af stille melankoli, dens dybde. Der er noget i mig, som nærer en mistro til glæden. Er glæden i virkeligheden ikke overfladisk? Er glæden monstro ikke blot en overlevelsesmekanisme, et skalkeskjul for alt det nedenunder, som gør ondt i menneskelivet? Vi kan jo ikke rende rundt og være glade hele tiden.

I de første kapitler af Glædens symfoni fandt jeg mig derfor overordentlig udfordret. Her lægges der bl.a. vægt på, at vi må vælge glæden i mødet med livets udfordringer og bekymringer. Pointen for Kronborg er, at nok vælger vi ikke hvilke udfordringer og problemer, som møder os, men vi vælger altid selv, hvordan vi agerer på dem. På de første sider sad jeg tilbage med en følelse af, at det tenderede at være letkøbt. Det er måske nok sandt på papiret i en bog, at jeg selv vælger hvad, jeg fokuserer på. Men i praksis må jeg bare indrømme, at jeg ikke er helt overbevidst om, at det altid er muligt. Kan man altid bare vælge at fokusere på noget andet, vælge at handle anerledes, vælge at søge taknemmeligheden? Jeg ved det ikke.

Jeg skal helt klart lade mig udfordre af det, som Kronborg siger. Men jeg ved også, at jeg altid vil have lyst til at påpege retten til at have det dårligt, så lidelse ikke negligeres. Her rammer bogen et ømt punkt hos mig.

I kapitel 4 skriver Kronborg om, hvordan vi skal forholde os til bekymringer. Særligt ramte det mig, at Kronborg skriver om sammenligningens bekymring. Himlens fugle og markens liljer sammenligner sig ikke med hinanden, men vi har, skriver Kronborg, et umætteligt behov for anerkendelse. ”Jeg er aldrig bedre end den seneste optræden eller bekræftelse. Derfor er livet en evig kamp for anerkendelse.” 1s. 63 Jeg ved, at jeg er udfordret af lige netop dette, sammenligningens fælde.

Men jeg synes, at Kronborg skriver lidt for smalt om anerkendelse. Anerkendelse handler ikke udelukkende om et negativt jag efter opmærksomhed og ros. Behov for anerkendelse handler også om et behov for at blive set som menneske. Vi er skabt til at være i relation med hinanden. Vi har brug for hinanden, vi har brug for at blive set af hinanden for at udvikle os sundt og godt. Vi skal passe på sammenligningens fælde, for vi skal ikke leve et liv i evig jagt efter andres bekræftelse af vores værdi. Vi er værdifulde, fordi vi er skabt. Men jeg tror ikke, at vi kan komme udenom, at vi som mennesker har et legitimt behov for fællesskab med andre, og befor for at blive anerkendt for dem, vi er.

Stærk afslutning

Alligevel er jeg virkelig endt med at blive begejstret for bogen.

Særligt vil jeg fremhæve to ting, som jeg blev glad for. For det første sænkede mine skuldre sig, da jeg kom til kapitel 6. Her blev der pludselig plads. Plads til, at livet går galt, plads til mørket, plads til det, som er svært. Kronborg giver omsorg og hjælp i mørket i stedet for at forsøge at drage læseren ud af mørket.

For det andet har bogen en inspirerende tilgang til naturen og klima. Han fokuserer på, at skaberværket også formidler Gud. Kronborg er yderst nuanceret, og gør ikke skaberværket til mere end det der. Men han viser vejen til også at tage naturens temaer ind over vores liv og aktivt bruge naturen også i vores åndelige liv. Kronborg minder både om, at vi skal tage vores forvalteransvar alvorligt og passe på naturen. Men han husker os også på, at den endelige forløsning, når Jesus kommer igen, er vores værn mod klimaangst. Ikke som en undskyldning, men som en trøst.

Jeg læste det sidste af bogen foran juletræet i mine forældres stue. Glæden kom til verden julenat, og Kronborg har mindet mig om vigtigheden af glæde. Glæde er ikke lallende. Glæde er ikke overfladisk. Glæden er ikke dybdeløs. Den stille eftertanke, melankolien, den kan glæden også rumme. Smerten, lidelsen er det, som er fremmed her i verden. Glæden var der oprindeligt og skal, sådan som Kronborg beskriver i kapitel 13, blive ved med at være her i al evighed.

Glædens symfoni er en bog, som fortjener at blive læst langsomt. Giv dig tid til at reflektere over de mange pointer og tanker, som Uffe Kronborg kommer omkring. Han slutter bogen af på den bedst tænkelige måde nemlig ved at se frem mod den evige glæde på den nye jord. Der hvor vi, med Peters ord i Første Peters brev, skal juble med en uudsigelig forklaret glæde.

Indtil da, kan du glæde dig til at læse Glædens symfoni.

 

Glædens symfoni – Om Bekymring, Livsvandring og Kristent Natursyn

Credo 2021, 304 sider

Uffe Kronborg

Man kan finde et uddrag fra bogen her.

Fodnoter:

Fodnoter:
1 s. 63

Del:

Twitter
Facebook