Efter luthersk opfattelse er kristendommen nådemiddelkristendom. I nådemidlerne ligger kraften til frelse, liv og vækst i menigheden – og dermed for den enkelte kristne. Derfor er det nødvendigt også i vores tid at fastholde en sund og klar forkyndelse om nådemidlerne, som afspejler sig i praksis og prioriteringer.
Frelsen til nutidig virkelighed
Hvad menes der med nådemiddel? Hermed er der ment et redskab eller et middel, som Gud bruger til at give mennesker den frelse og nåde, Jesus har gjort færdig ved sin død og opstandelse.
Denne bibelske tale udtrykkes tydeligt i den Den Augsburgske Bekendelse, artikel 5: ”For ved ord og sakramenter som midler gives Helligånden, der – hvor og når Gud vil – virker troen i dem, der hører evangeliet: at Gud ikke for vore fortjenesters skyld, men for Kristi skyld retfærdiggør dem, der tror, at de tages til nåde for Kristi skyld.” I den forbindelse afvises efterfølgende dem, ”der mener, at Helligånden kommer til mennesker ved deres egne forberedelser og gerninger uden det ydre ord.”
Det betyder, at Gud ved nådemidlerne giver den tro, der frelser. Dermed står det klart, at Ordets rette forkyndelse og sakramenternes rette forvaltning er af central betydning i den kristne kirke, for her kommer Gud selv til stede for at frelse. Her hører vi ikke bare om frelsen. Her får vi den givet!
Ordet er altså altid et ord, der kommer til os udefra, og som Helligånden benytter som middel til at gøre Jesus Kristus og frelsen til nutidig virkelighed for os. Det skete i sin tid. Og nu bliver det sagt til os, at det skete – og sker – for os! Det betyder, at forkyndelsen aldrig, som nogle synes at mene, er ord om Gud, men ord fra Gud. Og forkyndelsen er heller ikke et indlæg i en samtale mellem kristne om deres fælles tro og erfaringer.
Et budskab, vi ikke kan sige os selv
For at få den rette forståelse af, hvad et nådemiddel er, bør vi have klart for os, hvad Guds nåde er.
Ikke så sjældent kan man møde den opfattelse, at nåden er som en kraft, der virker helbredende på mennesket og sætter det i stand til at tjene Gud. For så vidt er der noget sandt i dette. Men alligevel, hvis man kun definerer nåden som en kraft, har man ikke helt grebet, hvad nåden egentlig består i.
Nåden er noget, som kommer til os gennem et bestemt budskab: at Gud tilgiver os alle vores synder for Jesu skyld. Et budskab, vi aldrig kan sige os selv. Det kommer som noget fremmed til os og overbeviser om en tilstand, der skaber en forvandlende fred og formidler en virkelighed, vi ikke umiddelbart hverken kan se eller selv regne ud (1 Kor 2,6-13). Det, som meddeles ved Ordets nådemiddel, er radikalt nyt. Det er en åbenbaring af en hemmelighed.
Af den årsag vendte reformatorerne sig mod dem, der som grundlag for deres nådemiddelforståelse mente, at der var et direkte indre ord fra Gud og en direkte indre oplysning ved Ånden. Den troende kunne hos sig selv vide noget på forhånd eller have en følelse eller erfaring om Guds nådes nærvær.
Men Guds ånd gives ikke i det indre uden et ydre middel, som er nådens midler – Ord og sakramenter. Nådens midler er som instrumenter for Guds gave!
Netop fordi nåden er et bestemt budskab, kan den formidles gennem ord, som vi kan læse eller høre. Det er sådanne ord, vi har i Bibelen. Når Bibelen siger, at Jesus har betalt og båret straffen for vores synder, er det sandt. Vi må tro, at Gud tilbyder hver enkelt af os syndernes forladelse for intet, gratis, på grund af Jesu korsdød.
Når vi kalder evangeliets budskab for et nådemiddel, betyder det altså, at Gud giver os sin nåde gennem budskabet om Jesus Kristus. Skal man tale om kraft i denne forbindelse, må det gå på, at budskabet om tilgivelse for synd rejser et menneske op, sætter det i frihed og giver det et nyt liv. Kraften formidles med andre ord i og gennem selve budskabets indhold. Det er dette, som løser menneskets samvittighed og sætter det i frihed i forhold til Guds dom. Intet andet kan!
Nåde er ikke hjælp til selvhjælp
Ordet nåde har flere betydningsnuancer. Foruden at betyde vise gunst, forbarme sig over, barmhjertighed har det også dette indhold: at standse for en ringere. Det er netop det, der sker, når et menneske bliver frelst. Nåde er altså, at Gud på trods af det, vi er og har bedrevet af synd og krænkelse af hans hellige vilje, forbarmer sig over os (sml. Es 57,15).
Nåden er dybest set ikke en fast egenskab i Guds væsen, som kærlighed og evighed er det. For de definerer, hvad Gud altid er, og hvad Gud vil være i sig selv. Nåde afspejler en ændring i Guds relation til verden og hans kærlighedshandling til en falden verden for Jesu Kristi skyld. Nåde handler om, hvordan Gud på utallige måder og gange kommer til os i evangeliet. Nåde er Guds kontinuerlige ageren for at nå syndere med budskabet om evig frelse (Rom 3,21-25; 4,23-25).
Derfor er det et evangelium, at vi ikke kan vælge nåden eller finde den ved egen kraft. Det vil være alt for usikkert. Nåden i vores hjerte vil altid være afhængig af følelser og erfaringer af nådevirkninger hos os, mens nåden i Guds hjerte er uafhængig af vores åndelige erfaringer og følelser. Så den kan forkyndes ind i vores situation, hvordan Gud ser på os i Kristus: at han nådigt vil tage imod os og af intet skabe en frelsende tro på ham i os (Ef 3,15ff. Es 55,11).
Dette nådens under skabes ved Ordet. Uanset om det så er det skrevne Guds ord (Bibelen som åbenbaring), eller det er den mundtlige forkyndelse i overensstemmelse med Guds åbenbaring i Kristus.
Kan man tale for meget om Guds nåde? Nej. Det er afgørende at fortælle mennesker om Guds nåde i Jesus Kristus. For flere er det eksempelvis et afgørende vendepunkt, når det går op for dem, hvad Guds nåde i sandhed er. Nemlig at nåde ikke nærmest er en slags hjælp til selvhjælp eller hjælp til at leve sådan, at Gud kan finde behag i en, eller mest er en hjælp til i kraft at udvikle sig i tjenesten med vægt på synlighed af Åndens gaver og frugter.
Det grundlæggende nådemiddel
På den baggrund er det vigtigt at forstå, at Gud skaber troen i mennesket gennem nådemidlerne ved evangeliet. Når vi taler om Ordets nådemiddel, taler vi først og fremmest om det, Skriften specielt siger om Guds ords gerning til frelse, altså om hvordan Ånden virker til frelse ved Ordets middel (f.eks. 1 Thess 2,13). For vi kan ikke af os selv komme til tro på evangeliets budskab.
Vi må først blive overbevist om, at vi virkelig har brug for tilgivelse for vores synder. Med andre ord: Forkyndelsen af Guds ord i lov og evangelium må gøre sin gerning i os – ved loven. Dernæst må troen skabes i os, sådan at vi modtager den nåde, Gud tilbyder os gennem evangeliets budskab. Altså forkyndelsen af Guds ord i lov og evangelium må gøre sin gerning i os – ved evangeliet.
Fælles for nådemidlerne (Ordet, dåben og nadveren) er, at de alle er bærere af Guds ord. Ordet kan derfor betegnes som det grundlæggende nådemiddel. Det betyder, at det er dét middel, som er virksomt i alle nådemidlerne. De er Guds midler til at kalde mennesker til tro og nådigt tilsige dem syndernes forladelse.
Fokus på Ordet
Der findes utallige opfordringer i Bibelen til at søge Gud i hans ord ved at læse det eller høre det forkyndt. Her åbenbarer han sig og viser sin herlige virkelighed frem. Guds ord skaber, hvad det nævner – og ikke omvendt! Det er ikke vores ord, der skaber Gud eller hans identitet eller Guds riges virkelighed.
Derfor begynder eksempelvis Salmernes Bog med at pege på Ordet som kilden til alt liv. Både det at få givet livet fra Gud og det at leve livet for Gud (Sl 1), og det liv findes kun ved tro på Guds Søn (Sl 2). Dette bliver ”nøgler” som fortegn for at forstå Guds åbenbaring og til at følge salmisten i dennes tros- og livsvandring i resten af bogen.
Også Paulus henviser til Ordet – og nådemidlerne – når det gælder ”at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op” (Ef 4,12). Den forståelse vil jeg uddybe nærmere.
Til tider bliver tjenester i menigheden præsenteret som redskab til at udruste eller udvikle de kristne til tjeneste både i menigheden og hverdagen. Man taler f.eks. om Guds mission i verden gennem menigheden ved nådegavebaseret tjeneste, hvor Guds rige vinder frem, og hvor vores tjeneste spreder velsignelse i kraft af den udførte handling.
Langt på vej kan det lyde rigtigt. Men hvis nåden – som det nødvendige fortegn – skubbes i baggrunden, vil det nemt handle om, hvordan den kristne forstår sin tjeneste og udfører den. Dermed kan Guds riges udfoldelse i verden let blive betinget af vores formåen. Eller det kan komme til at dreje sig om åndelig selvrealisering. Og så bliver det til en byrde og et skævt fokus på tjenesten. Evangeliet bliver til lov.
Paulus siger: ”Hver enkelt af os har fået nåden givet som gave tilmålt af Kristus (Ef 4,7).” Og så udfolder han, hvordan Kristus selv – efter sin død og opstandelse – er steget op til Himlen for at stadfæste vores frelse i Guds tronsal, og i gaver formidler han til os, at vi gøres retfærdige ved tro alene.
Disse frelsens gaver bringer Kristus nu ned til menneskene ved nådens midler, ordet og sakramenterne. I apostlenes spor har Kristus givet os hyrde- og lærerembedet til at række disse gaver til menigheden for at udruste de hellige til at gøre tjeneste for evangeliet, og så Kristi legeme bygges op (Ef 4,11f). Fokus ligger altså på, hvad Ordet – knyttet til nådens midler – virker i og gennem os; hvad Helligånden gør levende i og for os, og hvor vi må være frivillige lydige til at stå i tjeneste for nådens budskab.
Kraftkilde til kristenlivet
Det er værd at skelne imellem, hvad der er nådemiddel, og hvad der ikke er, selvom sidstnævnte også kan være vigtige.
Både Skriftens ord og forkyndelsens ord bruger Ånden til frelse, og det samme gælder også for bekendelse, lære, salmesang, lovsang, vidnesbyrd m.v. For disse redskaber er efter deres indholdsmæssige side Guds ord, så sandt de er i overensstemmelse med profeternes og apostlenes lære (sml. 2 Kor 9,13. Kol 3,16).
Men bekendelse, lære, sang, vidnesbyrd osv. som en menneskelig akt (i modsætning til at meddele et indhold fra Gud) er derimod intet nådemiddel. Her er det mennesket, der er den handlende.
Sådan gælder det også om bønnen. Selvom bøn er vigtig, er den ikke nådemiddel. Bøn formidler ikke Guds nåde, men er svar fra den troende på, at Guds nåde er formidlet til mennesket ved Ordet. Bønnen er grundlæggende at forstå som menneskets virke over for Gud, mens Ordet er at forstå som Guds/Åndens virke med mennesket.
Når Ordet er kraftkilde til kristenlivet, skyldes det nemlig ikke, at jeg kommer Gud nær – i min formåen og ihærdighed, men at Gud ved Ordet kommer mig nær. Guds virkelighed og alt, hvad Kristus har gjort for mig, bringes nær, levendegjort ved Helligånden. Det må fylde mig med fred og glæde, så jeg i taknemmelighed tjener næsten og ærer Gud med mit liv.
Ordets nærvær er Kristi nærvær og hans nådes nærvær. Derfor er Ordet nok for mig til min frelse.
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
