“Når Jesus fylder” af Jeff Vanderstelt

Jeff Vanderstelt (JF) er præst i USA og har været med til at starte kirkenetværket SOMA. ”Soma” er græsk og betyder krop, og det er netop denne tanke som JF ønsker at formidle til mennesker gennem denne bog: kirken er Kristi krop.

I de senere år har særligt Luthersk Mission hentet meget inspiration fra SOMA til hverdagsmission. Det er jeg glad for! For der er virkelig meget godt at hente hos Soma.

JF ønsker at skære ind til kernen, så vi ser hvad evangeliet er, og hvilke konsekvenser det må få for os. Det sker ganske pædagogisk ved en gennemgang af tre dimensioner af evangeliet: Jesus har frelst, vi bliver frelst og vi vil blive frelst. Evangeliet er min fortid, nutid og fremtid. Det er der al sandt discipelskab starter; ved igen og igen at se, at det er hos Jesus al min skyld er tilgivet, og jeg har fået en ny identitet som Guds barn.

Evangeliet og dets konsekvenser

Befriende klar skriver JF: ”Soma er ikke det, I leder efter. Missionale menigheder er ikke den nye frelser. Det er Jesus, I leder efter; ham, I har brug for” (s. 49). Gud har i Jesus frelst os fra syndens skyld, løsnet grebet fra syndens magt og vil engang udslette selve syndens tilstedeværelse. At være discipel er derfor at se og leve i den tryghed som evangeliet skaber.

Dernæst udfolder JF hvordan evangeliet kalder os til tjeneste; ikke som en ny gerning der skal fortjene noget hos Gud, men som en naturlig del af det at være Guds barn. Når Jesus fylder i dit liv, er alt helligt. Vores hverdag og liv er en lang (guds)tjeneste. Pointen kan formuleres sådan: ”Vi skal ikke i kirke. Vi er kirken” (s. 37). Mission sker ikke først og fremmest i gudstjenesten, men det sker når vi spredes, og sammen med andre kristne tjener og vidner for mennesker vi er sat iblandt (s. 82).

Missionale smågrupper

Bogens konkrete udfordring er, hvordan vi gør det. JF (og Soma) lægger stor vægt på fællesskabet i mindre grupper af kristne. Mennesker der deler både liv og tro med hinanden, langt mere aktivt end vi gør det typisk i Danmark. Sammen med ens fællesskab kaldes vi så til diakonal tjeneste for andre – JF nævner konkrete lokale områder hvor deres fællesskab har forsøgt at hjælpe andre. En anden tilgang er at gøre ikke-troende til en del af ens liv, ved at invitere dem med ind i det fællesskab man har. Hold fester sammen. Bed sammen. Tal om alting sammen. Og inviter de ikke-kristne med ind i det venskab og den relation I bygger.

Mission er ikke en ekstra ting vi skal proppe i kalenderen, men et liv der leves som kristen, hvor ikke-kristne og kristne mødes i hverdagens fællesskaber. Det er en JF´s udfordring – skab disse fællesskaber. Men balancen er, at det starter med først og fremmest at være sammen om Jesus og evangeliet. JF holder balancen: ”Evangeliet stiller os noget langt bedre i udsigt end missional trældom.” (s. 116).

Bogen er udfordrende og evangelisk i sin grundtone. Samtidig er den enormt letlæst, krydret med gode og nærværende eksempler fra JF´s eget liv. Den er ikke så lang som den virker – for JF formår at formidle vigtigt og tungt stof på en enkel og inspirerende måde.

Enkelte ting jeg efterspørger

Evigheden fylder for lidt. Det er virkelig sandt at vi er kaldet til at tjene i denne verden, og JF er befriende klar på, at vores behov for tilgivelse varer hele livet ud. Alligevel er betoningen lidt for meget på, at vi allerede ser Guds rige, end på at det endnu ikke er fuldendt (Se eks. 133-137, der godt kunne bruge mere balance). Det kunne godt have fyldt mere.

Dernæst mærker man klart, at JF ikke er luthersk, idet sakramenterne er totalt fraværende. Dåb nævnes i forbifarten, nadveren nærmest ikke. Heldigvis er JF klar på evangeliet og Bibelen er en faktor i hans præsentations af discipelskabet – men jeg savner et sted for den anfægtede. Hvis mit kristenliv sejler, er der i den grad brug for at vende blikket mod dåben, nadveren og Ordet. Nogle gange bliver det som om, at evangeliet først er klart for den troende, ifølge JF, når det igen erfares. Her er et vigtigt indspark fra sakramenterne, at Guds tilgivelse og nåde er betonfundamentet – ikke pga. vores erfaring, men også på trods af vores erfaring. Det får vi i sakramenterne, uanset hvordan vi føler og oplever det.

For det tredje kan det store fokus på identitet nogle gange forskyde sig for meget. Det kan komme til at handle for meget om, hvem jeg er, i stedet for hvem Jesus er. Intentionen er jo god nok, og budskabet er sandt nok – men til tider kan det opleves som vand på vores selvfokuserede trædemølle i vestlig kultur. Det er måske bare en følelse jeg sidder med, men nogle gange ville jeg ønske der stod mindre om min identitet og mere om Jesu identitet.

Til slut: JF´s missionale fællesskaber er en stor inspiration, og en udfordring til os magelige danskere – men samtidig kan det blive en stressende virkelighed at skulle leve op til. Den rent fysiske hvile har vi brug for – nogle mere end andre. Her er JF nok en af dem med et mindre behov. Det havde været godt med nogle eksempler på lidt mere skrøbelige disciple.

En varm anbefaling

De indvendinger til trods, skal der herfra lyde en meget varm anbefaling. Læs bogen, bed over den – lad dens budskab synke ind i dig, og tag dens udfordringer alvorligt.

Det gør du ved at gå videre fra bogen, og hen til dens bibelske og evangeliske sandheder i samtale med din ægtefælle, dine venner, din bibelstudiegruppe og din kirke. Kort sagt: Lad Jesus fylde.

 

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook