Med denne bog inviteres vi med på en vandring. Et stykke af en vandring. Ind i tvivlens landskab. Dér hvor meget er kastet op i luften, og hvor skråsikre svar præller af. Dér hvor meget fremmed kan hobe sig op, og hvor vejen frem kan opleves sløret.
Vandring i tvivlens landskab
De to forfattere og venner har været i brevveksling i cirka trekvart år med ”bedste hilsner” (Michael) og ”kærlig hilsen” (Andreas) som de eneste faste fællestræk. Der er forskellige længder af responstid fra en enkelt gang samme dag til flere uger. Vi får netop fornemmelsen af øjebliksbilleder i sind, situation, stemning og samtale i deres responsive refleksioner på livet, åndslivet, troen, tvivlen, Guds eksistens, Guds åbenbaring, relationen til omverden og til det kristne fællesskab.
I forordet siger forfatterne: ”Til at begynde med var det ikke med en bog for øje, for vi havde ikke et ”projekt”, der skulle resultere i noget. Nej, vi talte og diskuterede for at komme tættere på at forstå vores egen tvivl og tro. Når vi så alligevel ender med at dele vores brevveksling med offentligheden, har det flere årsager” (s.3). Eksempelvis at de møder mange trofaste kirkegængere, som lider med tvivl, og at de har villet give indblik i en proces. De kan opleve det at tvivle som tabubelagt og vanskelig at håndtere i det kristne fællesskab. ”Vi ønsker derfor at åbne døren til et rum, hvor tvivlen helt aktuelt er til stede” (s.4). Bogen er ikke en rejseguide, men en rejseledsager til at give indspil og modspil til at se egen tvivl eller skråsikkerhed i øjenene og fortsætte vandringen med Jesus Kristus.
Vandringen slutter heldigvis heller ikke med et endegyldigt og totalafklaret facit til sidst. Vi får lov til at være med på en del af vandringen, som får lov til at stå uden en færdig afslutning. Det er faktisk positivt, at de tør lade spørgsmål og det uklare hænge i luften. Det betyder ikke, at der ikke kan være mere at sige. For det er der. Det betyder heller ikke, at der ikke er noget i brevene, som kan modsiges eller uddybes. For det er der. Men på deres vandring i disse øjeblikke og i det øjeblik, hvor den sluttes, lades vi tilbage for selv at gå videre. Forhåbentligt med andre. Forhåbentligt med Jesus.
To venners medvandring
Som medvandrer i samtalen eller læser af dialogen fornemmer man ærligheden og det autentiske. Både i at ville den anden og forstå den anden. Ikke overbevise på en tvingende måde eller bebyrde den anden for at få ret eller medlidenhed, men for at udveksle synspunkter, erfaringer og troslivets inderside – også når det ikke bare er enkelt eller lysende klart.
For nogle vil samtalen nok kunne opleves for akademisk eller intellektuel. Men det er måske netop en afspejling af, at det er disse to teologer, som venskabeligt skriver sammen. Der vil sikkert også være forskellige grader af genkendelse i forhold til aspekterne ved tvivl, som kommer frem. For jo, menneskers tvivl arter sig forskelligt, også hvordan den kommer til udtryk og påvirker. Personligheder og persontyper samt menneskelig og åndelig livsbagage spiller ind, hvordan en sådan samtale og vandring vil forme sig.
Bogen giver heller ikke udslag af at være den eneste vandring om tvivl. Denne sammenstilling af ”samtale” over tid via breve kan noget. Havde det været en mundtlig samtale mellem to i samme rum i nogle timer, man havde lyttet til, ville det kunne noget andet. Uanset er det gavnlig at lytte til andres tvivl og lade det tale ind i ens eget liv.
Andreas og Michael skal have tak for at have vovet at blotte sig selv på denne vis. Netop ikke udstille sig selv, men bringe samtale om tvivlen frem som legitim og forsøge at give tvivlen et sprog i vores kristne fællesskaber og i samtalen med hinanden. Det kan der bestemt være behov for.
Hvor fører det hen?
Undervejs i bogen kunne jeg godt have ønsket mig, at invitation fra Jesus om at komme til ham havde fyldt mere. Også hvordan han mødte mennesker, så det ikke i al for høj grad kom til at handle om ”mig”. Men det kan sikkert have nogle grunde, som jeg vil berøre i næste afsnit.
På de sidste to sider i bogen kommer der noget væsentligt frem, uden at det er afsluttende svar med to streger under. Det handler om tro og tillid. Det handler om, hvad frelsende tro er i forhold til tvivlen, og at indre tillid og overbevisning kan eroderes af tvivlen, men at det frelsende ”trosfald” kan finde sted uanset.
Som Andreas får sagt: ”For når du spørger, hvad den frelsende tro egentlig er, så er svaret faktisk: ingenting! Ja, det er sat på spidsen. Men der er alligevel en dyb, frigørende sandhed i at se, at den frelsende tro, altså den kerne i troens væsen, der gør forskellen på frelse og fortabelse, ikke er ”noget” i sig selv. Den er ikke en kvalitet, du besidder. Derfor kan du heller ikke udføre den godt eller dårligt. Den frelsen tro er i faldet, og et fald kan bedst forstås som mangel på noget. Mangel på fast grund under fødderne. Mangel på kontrol. Mangel på sikkerhed. At miste sig selv.” (s.102).
Og så er der alligevel noget ved den frelsende tro, som bedst ikke beskrives som en mangel – nemlig hvor troens fald er rettet hen mod Jesus. ”Det er Jesus, der er den eneste positive faktor i troens væsen. Det er ham, der står bag dig og griber dig. Det er ham, håbet er rettet imod, uanset hvor skrøbelig håbet er. For Jesus vil have dig – også når du tvivler.” (s.102).
Meget ærligt slutter bogen med, at Andreas svarer på, hvor det er, at han prøvet at føre Michael hen. Han indrømmer, at det er svært at svare på, for ”måske prøver jeg ikke at føre dig andre steder hen, end hvor du er lige nu: i faldets ulidelige splitsekund. Egentlig vil jeg nok have dig til at blive i faldet og ikke sætte en fod i jorden for først at få ordentlig styr på dig selv og din egen tro. Giv slip på dig selv! Giv slip på din egen tro.” (s.102).
Det forekommer mig godt set og klogt sagt. Ind i nerven af, hvad Michael bl.a. har sagt om sin erfaring om troen og Gud, peger Andreas på, at noget her vel er ”et forsøg på at bevare din religiøse kontrol” (s.103), og at det kan afholde ham fra at give slip og overlade hans skæbne til Gud og lade sig falde. Og så slutter bogen med nogle personlige erfaringer omkring dette.
Samtale om/til/med Gud
(Redaktionens note: Har du fem minutter ekstra til at læse nogle uddybende tanker i boganmeldelsen, bør du læse dette afsnit. Ellers kan det godt springes over, uden at sammenhængen går tabt)
I min læsning af bogen havde jeg flere gange Jobs Bog i tankerne (eks. s.61-62; 71-72; 76; 90). Citatet af C.S. Lewis (s.72) fanger det godt, hvor Michael genkender noget hos sig selv: ”Ikke at jeg er i stor fare, tror jeg, for at ophøre med at tro på Gud. Den største fare er at komme til at tro sådanne frygtelige ting om ham. Den slutning, jeg frygter, er ikke ’Så findes der alligevel ingen Gud’, men ’Så det er sådan, Gud i virkeligheden er. Bedrag ikke dig selv længere’.”
Der er ikke langt til at høre Job sådan! I Jobs bog inviteres vi også ind i samtalerne mellem Job og vennerne. Vi får lov til på sidelinjen at høre om deres situation med lidelse og tvivl, om (tros)erfaringer, om gudsopfattelser osv. Glimtvis er der håb i mørket, men ellers kredser meget af dialogerne om ”min situation”, ”min opfattelse”, mit syn på Gud”, ”mine krav til, hvordan det burde være” m.v.
Jeg vil ikke undvære de tre samtalerunder og Jobs længere enetale til sidst (kap. 3-31), fordi det giver os mulighed for at være med på vandringen og lytte til den smerte og erfaring, som et menneske kan rumme i sindet og have brug for at sætte ord på. Endda så mange ord, at vedkommende taler sig tom til sidst, som Job gør. Det bliver tydeligere og tydeligere, at Jobs egentlige problem er, at hans gudsbillede ikke holder. Det er blevet smadret. Han har mistet sin åndelige kontrol – uagtet alle dyder og rette holdninger. Gud er blevet fjern, og Job er kommet i tvivl.
Men så sker der også noget helt afgørende i Jobs Bog. Job får samtaler med endnu en ven, som udviser god sjælesorg. Elihu kommer på banen og holder en lang tale (kap. 32-37). Men man skal ikke tage fejl af ham. Han sætter sig meget ærligt ind i Jobs situation og går ind på vandringen som menneske med et andet menneske. Over for Gud er der ikke forskel på dem.
Han taler dog ikke bare Job efter munden, men irettesætter ham også for at være en hjælper til at flytte fokus. Endnu tydeligere får vi i hans tale skildringer af nærmest ”Jesus-beskrivelser”, hvad han er for troen, og for at ’bygge bro til’ at kunne finde fred hos Gud midt i mørke, tvivl og lidelse. Elihu bliver ’Guds ord forkyndt i lov og evangelium’, så der banes vej for, at Gud selv kan træde frem i rette tid og på rette måde og tale til et forpint sind i sin kærlige almægtighed.
Det gør Herren så (kap. 38-41), og der kan siges meget om talen og dens budskab og retorik. Jeg vil her pege på nogle væsentlige forhold, som kan være værd at bemærke ind i brevvekslingen mellem Michael og Andreas.
Gud fralægger sig ikke sit ansvar eller forklarer sig. Han rydder ikke tvivlen af banen som en synd. Han indvier heller ikke Job i det ondes problem eller giver svar på det fortvivlede ”hvorfor”, for det vil alligevel hverken give en fuld indsigt heri eller give vilkår til at kunne leve med lidelsen.
Hvilken tale kan så forventes, når Herren endelig taler? Vil han svare på Jobs anklager? Nej, Gud gør noget andet! Han inviterer Job til den retssag, han hele tiden har krævet. Men Gud vender den rundt, så det ikke længere er ham, der står som den anklagede. Selvom Gud først irettesætter Job for at have talt uret, også om ham, så opfordrer han Job til at træde frem som en stærk mand og give svar på tiltale (38,2-3).
Guds ”forsvarstale” har genoprettelse af forholdet mellem Gud og Job, mellem Skaberen og skabning, som hensigt. Der er ikke skygge af uklarhed om, hvem der står over hvem, og hvem der må svare for sig over for hvem. Men Gud gør ikke Job til den anklagede. Selv i sin mest sarkastiske irettesættelse vanærer og ydmyger Gud ikke Job. Han giver Job lov til at bevare den menneskelige værdighed, han opretholdt i sit gudsoprør. Han gør ikke Job til en taber. Ellers sagt med andre ord: Både Gud og Job står som vindere af ”slaget” mellem en mand i lidelse og anfægtelse og Gud som kærlig og almægtig.
Med eksempler beskrives Guds almagt, der overgår menneskets kundskab og erfaring. Ingen kan gennemskue eller overskue Gud. Tilbage står, at han har skabt verden ved visdommen. Gud svarer ikke direkte på Jobs anklager, men stiller ham spørgsmål som: Hvad ved du overhovedet? Hvad fatter du af verden? I en sum: Hvem er det, der er Gud? For skal der virkelig ske forsoning mellem Gud og Job, må det stå tindrende klart, at Gud har ret og mennesket uret. Gud får ret uden at knuse Job. Stadig ingen bebrejdelse eller dom for manglende ærbødighed. Det er Skaberen, som taler til sin elskede skabning.
Den første del af Guds tale viser faktisk, at han har hørt Job (sml. 35,14). Han er mødt frem og taler til ham trods Jobs urigtige udsagn om Gud. Han inviterer til samtale og tromler ikke Job, så han skræmmes. Han giver Job mulighed for at tage til genmæle (40,1-5), hvilket Job afstår fra. Job erkender endnu ikke sin fejltolkning af Guds motiver, men afventer i tavshed.
Guds mål er ikke at bringe Job til tavshed eller efterlade ham i frustration. Så han stopper ikke samtalen midtvejs, selvom Job ikke har så meget at sige, da han får muligheden for det. Hans omsorg er at lede Job til forsoning og fornyet tro – for han vil give Job fred.
Og på et tidspunkt sker det (for)underlige, at Job finder fred. Ved Helligåndens hjælp og på en måde, som ikke sættes på en formel, hører vi, at Job har set Gud (42,5-6)! Det gamle er forbi, noget nyt er blevet til. Også uden at få de tydelige svar, som han havde stillet sig selv i udsigt.
Anfægtelsens rejse har ikke bare fulgt en lige linje eller udvikling, men ærligt – trods vrede og frustration – skildret, hvordan det kan svinge, og hvad et menneske tålmodigt måtte gennemlide. Jobs Bog slutter heller ikke med en bestemt morale eller angivelse af den præcise vej ud af troens mørke.
Jobs kontrollerede billede af Gud blev slået i stykker i mødet med lidelse og tvivl. I det genoprettede gudsbillede taler Job om, at han tidligere kun havde hørt ”rygter” om Gud, men nu ”set dig med egne øjne” (42,5; sml. 19,26f) og er ikke bange for Gud. Job erkender nu, hvem han er som menneske, og hvem Gud er som Gud – og at Gud formår alt underfuldt (42,1-3).
Jobs Bog handler om et liv i større visdom. At kende ikke kun rygtet om visdommen (28,22), men få vist vejen til ham, Visdommen selv, Jesus Kristus, som kan vise os Gud, og så vi i ham kan finde tilværelsens sande mening og mål.
Tvivl må ikke føre til tros-ensomhed
Jeg kan varmt anbefale bogen. Der kan være hjælp at hente personligt i vandringen med tro og tvivl. Men ikke bare til tvivlens kamp og frustrationer i troslivet hos den enkelte selv, også hjælp til hvordan vi bedre i fællesskabet kan tale om tro og forstå troens væsen. Så vi kan blive bedre til at skabe kultur og ånd for at rumme tvivl og den tvivlende – både hos forkynderen, i forkyndelsen, hos ledere og i det åndelige samvær og taler (jf. s.83 og 90ff).
Som kristent fællesskab har vi et ansvar for, at tvivl ikke bliver tabu eller fører til tros-ensomhed, så en kristen søster eller bror bliver træt eller giver op på vandringen og ikke finder fred hos Gud.
Uden tvivl har vidnesbyrdet sin afgørende betydning her; også at vi ikke bærer masker over for hinanden, men ærligt deler vores troserfaringer. Tidligere skete dette i større omfang i vækkelsesbevægelserne, hvor vidnesbyrd havde sin naturlige plads ved møderne. Erfaringer om tro, tvivl, Guds indgriben og oplevelse af hans fravær.
Det betyder noget for os at høre andres troserfaringer – om deres kampe, anfægtelser og tvivl. Ikke for løsningernes skyld, men for at vandre sammen. For at støtte, vejlede og opmuntre hinanden på vandringen gennem livet hjemad til en evighed hos Gud.
Øjebliksbilleder fra tvivlens landskab. Breve om tro og tvivl
LogosMedia 2021, 103 sider
Andreas Kammersgaard Ipsen & Michael Agerbo Mørch
