Den er god nok: Selv uden for TilLiv.dk-universet findes der ting, der er værd at læse, se og høre. Hvert redaktionsmedlem anbefaler en podcast/film/bog, de har været glade for i 2024. Det handler om alt fra utilstrækkelighed til en palæstinensisk aktivist.
Filip Plauborg Hansen: ”Utilstrækkelig – hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge” af Christian Hjortkær
Kender du til følelsen af at komme til kort, selv når du prøver at gøre alting rigtigt?
Christian Hjortkærs bog ”Utilstrækkelig” er en skarp og tankevækkende analyse af, hvordan mange unge i dag ikke kun kæmper med ydre forventninger fra samfundet, men også med et indre pres om at være den bedste udgave af sig selv. I jagten på at være autentisk og leve op til idealerne om det perfekte liv efterlades mange unge med en følelse af utilstrækkelighed. Som Hjortkær siger: ”Det er ikke følelsen af, at du gjorde noget, du ikke måtte, men bare følelsen af, at du aldrig gør nok”.
For mig har bogen været en anledning til at reflektere over, hvordan vi som kristne må øve os i at leve med denne ambivalens: at føle os utilstrækkelige, men samtidig hvile i, at Kristus har gjort alt for os.
Utilstrækkelig er derfor en bog, jeg varmt vil anbefale til alle unge, der kender til følelsen af, at de aldrig gør nok. Læs den – og husk, at midt i utilstrækkeligheden kan vi finde trøst og håb i Ham, der var tilstrækkelig i alt: Jesus.
Silje Soppeland: Din tro, mit traume
I denne podcast kommer man ind i et samtalerum med de to veninder, Liv og Emilie, hvis venskab har fået en anden præmis. Før havde de det tilfælles, at de begge kom i kirken og kaldte sig kristne. Sådan er det ikke mere. Det, som er allervigtigst for den ene, kan den anden ikke se meningen med længere – tværtimod.
På en meget jordnær og reflekteret måde kommer veninderne omkring forskellige emner og får belyst hver deres oplevelse af det at være kristen og at være en del af kirken.
Jeg syntes, at det var enormt spændende at lytte med på denne samtale. De sætter ord på det komplekse i at være uenige om noget helt grundlæggende – troen på Jesus – og samtidig være en god og kærlig veninde, som forsøger at forstå uden at omvende eller fordømme. De har givet mig et indblik i hvordan man, på en god måde, kan gå over på en andens banehalvdel, prøve at sætte sig ind i hvad den anden tænker og føler, uden at skulle smide sin egen overbevisning overbords.
Anders Landkildehus: ”Jesus – den eneste vej til Gud” af John Piper
2024 blev året, hvor jeg peakede intellektuelt (selvom peaket ikke nødvendigvis er så imponerende sammenlignet med andre). I specialeskrivningen på teologistudiet tyggede jeg mig igennem avancerede tekster, granskede indviklede argumenter og skrev en farlig masse sider.
Viden er vigtigt, og jeg er stadig fortaler for akademisk teologi. Men nogle gange kan alt det med Gud, Jesus, evigheden, frelsen, Bibelen og så videre blive så komplekst, at min lille hjerne koger over. Det kan blive så ”på den side og på den anden side”-akademisk, at jeg længes efter at være et barn med en simpel fatteevne.
Midt i sådan en forvirring på højt plan var John Pipers korte og krystalklare Jesus – den eneste vej til Gud livgivende.
John Piper har faktisk den intellektuelle og akademiske redelighed på plads (det kan man fx se i alle fodnoterne), men han forkynder klart, at bevidst tro på Jesus er den eneste vej til frelse. Han slår uden bortforklaringer fast, at der ikke er frelse uden om Jesu forsoningsværk. Han forklarer alvoren i, at fortabelsen er en evig bevidst pine.
I året, hvor forvirringen peakede, var Pipers bog med til at give solid grund under fødderne.
Louise Høgild Pedersen: “Det andet navn” af Jon Fosse
Hovedpersonen Asle er maler, og bogens omdrejningspunkt er hans refleksioner over hans liv. I en lind tankestrøm overvejer han meningen med det hele efter, at hans kone ikke er der mere.
Der er god grund til, at den norske forfatter, Jon Fosse, er anerkendt. Selv nød jeg at læse bogen af mange årsager, men her kommer tre.
- Jon Fosse skriver som mine tanker. Der er ikke punktummer i bogen, hvilket giver den her tankestrøm, hvor den ene tanke følger den næste. Det ligner alle de tanker, overvejelser og erfaringer, som i løbet af en dag er i mit hoved. I virkeligheden tror jeg, at bogen er Asles tanker, der strømmer igennem ham. Hans tanker får mig til at overveje mine.
- Jon Fosse skriver, så jeg mærker hvert ord. Lige fra Asles malerier til det karbonadesmørrebrød, som han elsker.
- Der er flere personer med navnet Asle, efterhånden går det op for en, at det er den samme Asle, og at nutids-Asle reflekterer over sig selv. Måden det er skrevet på får mig til at forholde mig til mig selv, hvordan jeg lever mit liv nu, og hvordan jeg er nået dertil. Hvad giver mening til det hele?
Frederik Wind: No Other Land
Dokumentarfilmen følger den palæstinensiske aktivist Basel og den israelske journalist Yuval, som skildrer palæstinensernes tvangsflytning fra Masafer Yatta på Vestbredden. Gennem personlige fortællinger og skarpe observationer giver dokumentaren et ubarmhjertigt indblik i de brutale vilkår, som bosættelsens ofre lever under.
Filmen giver en dybere forståelse af konflikten, særligt set gennem palæstinensiske øjne. Her portrætteres uretfærdigheden som barsk hverdag, ikke blot som en abstrakt realitet. Mennesker har sat deres liv og sikkerhed på spil for at fortælle denne historie, og filmen skåner ikke seeren for virkelighedens råhed.
Dokumentaren skildrer også et umage venskab mellem to unge mænd, der kæmper hver deres kamp. Basel, hvis liv er præget af systematisk uretfærdighed, stilles over for det umulige valg mellem modstand og familiens sikkerhed. Yuval, der som israelsk journalist vælger at stille sig på “den anden side,” balancerer mellem at blive set som forræder af sine landsmænd og fjende blandt dem, han ønsker at hjælpe.
For mig var filmen et nødvendigt korrektiv. En mulighed for at forstå den menneskelige pris ved bosættelserne, uden at resultatet blev en forsimplet fordømmelse af den ene eller anden part.
