Min søn med infantil autisme og jeg med Asperger-autisme tager til gudstjeneste. Han går straks ind på sin faste plads med solsikkesnor og lyddæmpende høretelefoner på. Her sidder han med sin tablet frem til nadveren, hvor han lægger den væk og deltager aktivt. Han virker glad og afslappet. Kirken er blevet et fællesskab på hans præmisser.
Udefra kan det være svært at vurdere, hvor meget han egentlig får med sig. Men hjemme overrasker han ofte med stor viden om tro og bibelhistorie.
Jeg kan deltage uden at blive skærmet. Det ydre kan føles kaotisk, og indeni bruger jeg mange kræfter på at sortere sanseindtryk og sociale situationer. Alligevel er kirken vigtig for mig, og jeg glæder mig til at komme afsted.
Hvad er autisme?
Autisme handler i høj grad om, hvordan hjernen bearbejder verden. Mange mennesker med autisme oplever ikke sociale situationer intuitivt, men mere analytisk og bevidst. Hvor andre automatisk aflæser stemninger, ansigtsudtryk og uskrevne regler, tænker mange autister aktivt over spørgsmål som: Hvornår er det min tur til at tale? Hvor længe skal et håndtryk vare? Mener personen det bogstaveligt? Hvor meget øjenkontakt forventes der?
Det kan gøre selv almindelige sociale situationer overraskende udmattende. Mange autister oplever derfor, at de kommer til at overtræde uskrevne sociale regler uden at ville det. Nogle forsøger at skjule eller maskere deres vanskeligheder for at passe bedre ind. Andre finder ro i tydelige roller, faste emner eller i at styre samtalens retning, fordi det gør situationen mere forudsigelig.
Samtidig bruger mange mennesker med autisme store mængder energi på at filtrere sanseindtryk. Det, som andre oplever som almindelig baggrundsstøj, kan være svært at lukke ude. Flere samtidige lyde, skiftende aktiviteter eller mange mennesker tæt på hinanden kan derfor føre til overstimulering og træthed.
Derfor bliver faste mønstre, tydelige rammer og klare formuleringer ofte vigtige. Det kan skabe reel indre ro. Det gælder også i kirken. Liturgi, faste overgange og genkendelige ritualer kan gøre det lettere at være nærværende i troen frem for hele tiden at skulle orientere sig i situationen.
Autismespektret spænder bredt. Nogle har behov for omfattende støtte i hverdagen, mens andre lever selvstændigt med arbejde og familie. Mange oplever en særlig evne til intens fordybelse i emner, der optager dem. Fælles er dog ofte oplevelsen af at bearbejde verden på en mere bevidst og energikrævende måde.
Velkommen til gudstjeneste
Kristne autister vil oftest have samme behov for at komme til gudstjeneste som alle andre. Alligevel kan dørtrinnet føles højt. For nogle kan det virke tryggere og mere kontrolleret blot at høre en prædiken hjemmefra på nettet.
Noget af det første man møder i mange menigheder, er hurtige håndtryk, små samtaler og korte spørgsmål som “hvordan går det?”. For mange er det en naturlig måde at vise interesse og skabe fællesskab på. Men hurtig smalltalk kan være overraskende vanskelig for mange autister. Samtalerne skifter hurtigt retning, flere mennesker taler samtidig, og meget af kommunikationen bygger på uskrevne sociale regler.
Spørgsmål som “hvordan går det?” fungerer ofte mere som sociale signaler end som egentlige spørgsmål. Mange autister tager derimod spørgsmål mere bogstaveligt og kan derfor enten svare meget uddybende eller blive usikre på, hvad der egentlig forventes. Det kan give en følelse af hele tiden at være lidt forkert i sociale sammenhænge.
De mange indtryk ved ankomsten kan samtidig være mentalt krævende. Flere mennesker taler på én gang, musik starter måske i baggrunden, og opmærksomheden flyttes hurtigt mellem forskellige ting. Mange autister lærer med tiden strategier til at fungere i det, men strategierne kan være energikrævende.
Derfor kan genkendelighed være en stor hjælp. En tydelig struktur, faste overgange og en nogenlunde forudsigelig gudstjenesteform skaber ofte mere ro. Omvendt kan meget høje lyde, mange skift eller uforudsete indslag gøre det sværere at finde hvile og nærvær.
Når prædikenen begynder
For mange autister ændrer gudstjenesten karakter, når prædikenen begynder. Hvor tiden før prædikenen kan være præget af mange sanseindtryk og sociale krav, opleves prædikenen ofte mere rolig og fokuseret.
Her bliver rammerne tydeligere. Én person taler i længere tid, og indholdet er vigtigere end de sociale signaler omkring det. Mange autister holder af tydelig kommunikation og oplever glæde ved fordybelse, logik og sammenhæng. Derfor kan prædikenen være det sted i gudstjenesten, hvor man lettest falder til ro.
Også liturgiske elementer kan skabe tryghed. Faste formuleringer, fælles skriftemål, nadver og genkendelige ritualer gør, at man ikke hele tiden skal orientere sig i nye situationer. Det kan frigøre energi til faktisk at lytte, bede og få fuldt udbytte.
Efter gudstjenesten
Når gudstjenesten er slut, begynder endnu en social situation. For mange er kirkekaffen et vigtigt sted for fællesskab og relationer. For nogle autister kan det derimod være den mest udmattende del af formiddagen.
Efter allerede at have brugt mange mentale kræfter på sanser, sociale situationer og koncentration kan energien være brugt op. Nogle går derfor hurtigt hjem eller bliver stille og trætte. Det kan let misforstås som manglende interesse for fællesskabet, selvom personen måske faktisk har fået meget ud af gudstjenesten.
De fleste autister ønsker fællesskab lige så meget som andre mennesker. Men formen kan være vanskelig. Derfor kan det være en hjælp med tydelige rammer, mindre grupper eller relationer, hvor man ikke hele tiden skal aflæse nye sociale signaler.
Konkrete råd
For mange kristne autister er det at føle sig som en del af det kristne fællesskab ikke mindre vigtigt end for andre troende. Tværtimod kan følelsen af at stå lidt udenfor gøre ekstra ondt netop i kirken, fordi tro, menighed og fællesskab betyder så meget. Derfor kan frustration eller irritation nogle gange fylde mere her end i andre sociale sammenhænge, hvor det måske betyder mindre at falde lidt udenfor.
Små ændringer kan gøre en stor forskel for mennesker med autisme i menigheden.
I menigheden kan tydelig struktur, klare beskeder og genkendelige rammer skabe større tryghed. Måske kan musikken dæmpes lidt. Man kan også overveje, om det er nødvendigt at opfordre alle til at rejse sig under lovsang. For nogle autister kan det være lettere at finde ro, når man kan blive siddende.
For mig personligt er det også en hjælp, når nogle af lovsangslederne sender dagens sange på forhånd. Så kan jeg forberede mig mentalt på, hvad der kommer, og det gør det lettere at møde roligt op uden frygt for overstimulering. Noget så enkelt kan gøre en stor forskel.
Mindre fællesskaber som cellegrupper eller bibelgrupper kan også være en stor hjælp. Her lærer man ofte hinanden at kende på et dybere plan, end hvad der er muligt i den korte tid ved kirkekaffen. Det kan skabe tryghed, når man allerede kender nogle af dem, der kommer hen og hilser til gudstjenesten. For mange autister er det lettere at være social i relationer, der er blevet genkendelige og forudsigelige over tid.
Der kan også tages initiativ til sjælesorg fra præstens side, for at høre, hvordan man egentlig føler sig tilpas som autist i menigheden. Er der noget, der særligt udfordrer? Er der særlige behov, som for eksempel en medvandrer, hvor dybe og fokuserede samtaler prioriteres over smalltalk? Stimming (selvregulerende adfærd med bevægelser, lyde eller hjælpemidler) kan også hjælpe autisten til at koncentrere sig om at være til stede. Men særligt for autister med højt funktionsniveau kan det være svært at bruge åbenlyst, fordi man ofte i mange år har kæmpet for at passe ind. Måske kan en præst hjælpe med at afstemme og give tryghed omkring disse ting?
Når jeg føler mig anderledes, prøver jeg at huske på, at vi alle er forskellige lemmer på Kristi legeme, og at det var en broget skare der fulgte Jesus. Både min søn og jeg passer lige så godt ind i hans flok, som alle andre i menigheden!
