I hustavlerne og Det Nye Testamente generelt finder man en mere eller mindre neutral omtale af slaveri. Ligeledes finder man i Det Gamle Testamente forordninger om slaveri. Og vi undrer os nok over, hvad der foregår. Godkender Bibelen slaveri? Og kan vi så overhovedet bruge hustavlerne i dag?
Hvad menes med ”slaveri”?
Mange ord har for os én betydning, mens det for dem, der levede på nytestamentlig tid, havde en anden betydning. Når vi læser det konkrete ord ”slave” eller ”slaveri” i Bibelen, er vi præget af de briller, som verden omkring os har udstyret os med. Når vi tænker på slaver, er mange af os nok præget af de historiske beretninger fra det 18. og 19. århundrede, hvor den afroamerikanske befolkning i USA blev udsat for trældom og undertrykkelse, og hvor Danmark desværre også spillede en rolle. Det var slaver, der blev kidnappet fra Afrika, ført bort fra deres hjem mod deres vilje og udnyttet til gavn for slaveejeren. Det var en frygtelig degradering og udnyttelse af mennesker.
Slaveri i Det Gamle Testamente
I Bibelen er det noget andet. I Det Gamle Testamente udpensles det, at kidnapning er ulovligt og endda medfører dødsstraf (2 Mos 21,16)! Man kunne altså ikke bare tage ejerskab over en anden person og udnytte vedkommende.
At sælge sig selv som slave var derimod en mulighed for de fattige og gældsbetyngede med det formål at give sin arbejdsindsats til en herre for til gengæld at få husly og mad på bordet (3 Mos 25,39). Og der var regler om, at de skulle behandles ordentligt (3 Mos 25,53). Det har nok ikke altid været en dans på roser. Men det var frivilligt.
Hvis slaven ikke ønskede at være hos sin herre mere, havde han eller hun lov til at flygte fra sin herre, og ingen måtte i det tilfælde udlevere slaven til sin tidligere ejer (5 Mos 23,16), og det var selvfølgelig forbudt selv at udnytte den bortløbne slave.
Det Nye Testamente – fra trællekår til en del af familien
Men hvad siger Det Nye Testamente så til de kristne? Man kan måske undre sig over, at Gud ikke direkte formaner slaveejerne til omgående at frigive sine trælle. Hvad skyldes det? Det kan skyldes, at slaveordningen måske stadig var en overlevelsesmulighed for de fattigste, og at det dermed ikke nødvendigvis var en fordel for alle slaver at blive frigivet.
Gud gør noget andet. I stedet for på én gang at omvælte samfundsordenen, hjælper han de nyomvendte kristne slaveejere til at få et nyt blik på deres slaver. Og det skal vise sig at få store konsekvenser.
Paulus formaner slaveejeren Filemon til at se anderledes på slaven Onesimus end hidtil. Ja, faktisk ikke som en slave, men som en bror (Fil 1,16)! Det er enestående og fuldstændig epokegørende. Så bliver den såkaldte slave jo en del af husets familie. Mon ikke det sætter ordet slave i et lidt andet lys end det, vi kender til? Og ind i en sådan ordning formaner Gud de kristne slaveejere til at tage hensyn til deres slaver (Kol 3,25) og de kristne slaver til at adlyde deres herre (1 Peter 2,18).
Men ud fra apostlenes forkyndelse er der ikke nogen tvivl om, at man forestillede sig, at dette var en proces, hvor trællekår langsomt skulle udskiftes med familiekår. Intet sted i Det Nye Testamente siger Gud, at slaveri er en universel ordning, der skal videreføres. Der lægges derimod op til at se på husstandens slaver som en del af familien, og frelsen sammenlignes med metaforen om at gå fra trællekår til familiekår, hvor man råber ”Abba, fader” (Rom 8,15-17).
Hustavlernes relevans i dag
Som sagt formaner Gud os ikke til at videreføre selve ordningen med slaveri, men hustavlernes formaninger om slaver og slaveejere kan selvfølgelig appliceres indirekte for eksempel på de forskellige roller, der findes på arbejdsmarkedet.
Anderledes er det med ægteskabsordningen. Den ordning formaner Gud os direkte til at videreføre. I Første Korintherbrev 7,9 skriver Paulus, at når en mand og kvinde begærer hinanden, bør de blive gift. Ægteskabet er en ordning, der er givet af Gud allerede ved skabelsen. Formaningerne, der knytter sig til denne ordning i hustavlerne, står dermed uanfægtet.
I forhold til forældre/barn-relationen fremstår en ordning der i sagens natur er universel. Hvis ikke forældrene bestemmer, og børnene adlyder, kan et lille barn simpelthen ikke overleve. De formaninger, som knytter sig til forældre/barn-relationen, er altså også gældende for os i dag.
Det er Guds vejledning, som gives til os, for at hele familien kan trives og vokse i kærlighed.
Artiklen er fra Budskabet 05-2024 og er en del af temaet ”Kristus i relationerne”. Flere artikler i samme tema:
