Gudstjenestens ’must haves’

De senere år har vi set en stadig større ændring i gudstjenestefejringerne i Danmark. For eksempel tilføjes der i folkekirken flere steder nogle forklarende ord, der ikke står i ritualbogen, og under nadveren bruges nogle steder rytmisk musik. I frimenighederne er ændringerne noget større, og selvom eksempelvis Luthersk Mission har udgivet en vejledende liturgihåndbog, peger praksis på, at den ikke bruges og regnes som en forpligtende ritualbog for foreningens frimenigheder.¹https://www.dlm.dk/sites/default/files/Om_os/2006_vejledende_liturgihaandbog.pdf

Denne omvæltning af vaner har ført til gode ændringer. Men som det ofte sker, når vi bryder med traditioner, er der også noget, der går tabt. For eksempel det fællesskab, der er i en grundlæggende ens gudstjenestefejring blandt kristne til alle tider og alle steder. Eller liturgiens forkyndelse, som gennem næsten to tusinde år har været med til at forme kristnes tro gennem velafprøvede og gennemtænkte ord og handlinger.

Derfor vil jeg rejse et af de spørgsmål, vi måske glemmer at stille: Hvad er en gudstjeneste? Hvad er det, der gør en gudstjeneste til en gudstjeneste og adskiller den fra et møde, en koncert, et arrangement eller noget fjerde?

For der findes normer for gudstjenestefejring, mens andre ting er et spørgsmål om smag. Jeg hørte for eksempel om en menighed, der ikke fejrede gudstjeneste juledag, blandt andet fordi man ikke kunne finde musikere. For den menighed er musikerne altså i praksis nødvendige for at fejre gudstjeneste. Selvom jeg er meget begejstret for musik, er det ikke en norm, jeg ville sætte op, men snarere et spørgsmål om smag.

Hvad siger Bibelen?

Bibelen indeholder ikke en bog, der beskriver, hvordan vi skal fejre gudstjeneste. Det betyder dog ikke, at bibelen er tavs omkring gudstjenestefejring.

Jesus og de første kristne fortsatte med at deltage i templets og synagogernes gudstjenestefejringer.²Luk 4,16; Joh 7,14; ApG 2,46; ApG 13,5 I deres egne samlinger var der også ting, de ikke havde givet afkald på: apostlenes lære, fællesskabet, brødets brydelse og bønnerne (ApG 2,42). Læg særligt mærke til, at der ikke står ”bønnen” eller ”det at bede”, men ”bønnerne”. Det er sandsynligvis bønnerne fra templet og synagogerne samt den bøn Jesus selv lærte dem Fadervor. Når vi læser i det Nye Testamente, møder vi også flere gange formuleringer, som bærer præg af at have været brugt som bønner og bekendelser i de fleste menigheder.³F.eks. 1. Kor 8,6; Fil 2,5ff; 1. Tim 3,16ff; Åb 5,12ff; 19,5ff

Ser vi på Jesu møde med sine disciple på selve opstandelsesdagen, møder han dem med en fredshilsen, en åbenbaring af sit offer, udlægning af Skriften, sendelse og velsignelse.⁴Luk 24,36; 24,39; 24,44ff; 24,48; 24;50; Joh 20,19-21 Det var sådan disciplene første gang kunne fejre Jesu opstandelse. Ugen efter, den ottende dag, tilføjes der en bekendelse af Jesu guddommelighed (Joh 20,28).

Men måske allermest centralt er det værd at se på Skriftens vidnesbyrd om den himmelske gudstjenestefejring. Da Moses fik besked om at bygge en helligdom for Herren, viste Gud ham et forbillede.⁵2 Mos 25,9;40; Hebr 9,23-24 Men også gudstjenestefejringen har et forbillede i Guds ord. For eksempel i Esajas 6, Daniel 7,9-14 og det meste af Johannes’ Åbenbaring. I den himmelske gudstjenestefejring ser vi i hvert fald fem ting: 1) Ord fra den Treenige, 2) Guds dom, hvor synder tilgives, 3) Bønner høres, 4) Lovprisning, 5) Udsendelse af dem, der skal gå med Ordet.⁶Es 6,3; 6,7-9; Dan 7,10; Åb 4,8; 5,8ff; 8,3-5; 10,11; 10; 11; 20,12 Disse fem ting må retteligt have deres plads i vores gudstjenestefejringer. Siden kirkens begyndelse har tanken været, at vores gudstjenestefejringer er en deltagelse i den himmelske gudstjenestefejring, og at den derfor bør efterligne dennes indhold. Hebræerbrevet bruger flere gange tempeltjenesten som et jordisk billede på det himmelske indhold.⁷Se mere hos: Chan, Simon,, Liturgical Theology The Church as Worshipping Community (InterVarsity Press, 2006). s. 82ff.;Hauerwas, Stanley & David Wells, ”The Gift of the Church and the Gifts God Gives It” i The Blackwell Companion to Christian Ethics (Blackwell Publishing, 2006), s. 13-27; Afsnittene ”The theology of Jesus” & ”The table fellowship” i Just Jr., Arthur A., Heaven on Earth – the Gifts of Christ in the Divine Service, (Concordia Publishing House, 2008), s. 16-29 & 72-83;  Bryan Wolfmueller, How Should We View Contemporary Worship? (video på YouTube, fra cirka 10:08), https://www.youtube.com/watch?v=aKAYkiSEJl4

Læg mærke til, hvem der først og fremmest handler og tjener; Gud.

Bekendelsen og lovprisningen er noget, mennesker (eller engle) bringer. Resten er Guds handlen. Dette er også det centrale indhold af gudstjenesten; Gud, der tjener.

Det er en dårskab for os mennesker – vi forstår det ikke. Så ligesom Peter vil vi gerne sige: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.” (Joh 13,8) Det må da være os der skal tjene ham, og ikke ham, der skal tjene os? Det kunne man tro, men Jesus siger selv, han er kommet for at tjene os. (Matt 20,28; Mark 10,45)

Det er forunderligt! Også i vores samlinger til hans ære får vi først og fremmest lov at tage imod hans tjeneste for os! Gudstjenesten bygger ikke på vores bidrag, men ligesom vores frelse beror den på hans nåderige gaver!

Opmuntret af dette kan vi få lyst til at fortsætte med Peter: ”Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!” (Joh 13,9) Vi har endelig forstået, at Gud tjener os i gudstjenesten, men nu vil vi så bestemme, hvordan han skal gøre det. Hvor går vi dog let vild!

Ens gudstjenester?

Betyder det så, at alle gudstjenestefejringer nødvendigvis skal være helt ens? Nej, Paulus skriver i 1 Kor 9,22, at han er blevet alt for alle, for i det mindste at vinde nogen. Det handler naturligvis primært om hans missionsvirksomhed, men han sætter det netop i en kontekst af at være en tjener (1 Kor 9,19). Jesus blev født som jøde, og levede som jøder på netop denne tid – med alt hvad det indebar. Dermed viste han, at han ville gå ind under ethvert vilkår, vi mennesker står under, for at frelse os. Sammenhængen med gudstjenestefejringen er, at vi må bruge de ingredienser der står i opskriften, men retten skal smages til og krydres korrekt til den kontekst vi møder. Nogle steder er tre spiseskefulde cayennepeber alt for meget – andre steder, vil man knap kunne smage det. Sagt på en anden måde: Indholdet ligger fast, men udtrykket må varieres. Det gælder i forhold til udsmykning, bevægelse og alt andet i gudstjenestefejringen. Dog skal udtrykket kommunikere indholdet. Vi skal altså ikke indrette gudstjenestefejringen efter vores kultur (ligesom vi ikke skal forme evangeliet indhold efter skiftende kulturer), men vi skal arbejde for, at den udtrykker sit indhold forståeligt i vores kultur.

Kirkehistoriske nedslag

Ligesom Bibelen ikke indeholder en ritualbog, har vi heller ikke én fra kirkens tidlige historie. Vi har dog nogle få vidnesbyrd om noget af indholdet i gudstjenestefejringerne. For eksempel stammer vores dåbspraksis med at øse tre håndfulde vand over hovedet på den, der døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, fra skriftet Didakæ, som også kaldes ”de tolv apostles lære”.⁸Didakæ 7 Det er skrevet senest i år 150, men kan være fra så tidligt som år 90, og giver selv udtryk for at videregive apostlenes egen lære. I samme skrift finder vi anvisninger til bønnen inden nadveren. Anvisninger, som ikke udelukker at man kunne bede på en anden måde (og meget gerne længere), men som opstiller en form for ”minimum” for, hvad man bør bede om.⁹Didakæ 9-10. Værd at bemærke er brugen af ”marana ta” i 10,6, som Paulus også bruger i 1 Kor 16,22. Det er et aramæisk udtryk, som beder om Jesu genkomst. Paulus’ brug i 1 Kor tyder på, at udtrykket var alment brugt på hans tid – også i de græsktalende menigheder. Altså har udtrykket formentlig været brugt i liturgien, og dermed tyder det på, at der har været en rimelig indholdsmæssigt fast liturgi allerede på Paulus’ tid. 1 Kor indeholder også mange formaninger til orden ved menighedens sammenkomster. Desuden opfordrer Didakæ til at syndsbekendelse og tegn på forsoning kommer inden nadveren, ligesom der er en opfordring til at lade udpegede personer være lærere og profeter i menigheden.¹⁰Didakæ 14-15. Tegnet på fred bevidnes som praksis i Justin Martyrs (kristen apologet, der led martyrdøden i år 165) Apologia I, kapitel 65. Skriftet stammer fra omkring år 150. I kapitel 67 af Apologia I bekræftes også brugen af udpegede personer til at have læreansvar; her i forbindelse med prædiken. Nadveren er desuden helt klart for døbte, der ikke lever i åbenlys synd.¹¹Apologia I, 66 og Didakæ 9,5

Mange ting omkring gudstjenestefejringen, som vi finder i vores tradition, synes derfor at være overleveret helt fra de første menigheder og til i dag. Muligvis er det også derfor, at de fleste kirkesamfund har ordninger for, hvordan gudstjenestefejringen skal foregå, og at disse ordninger langt på vej har det samme indhold.¹²Se f.eks Just Jr., Arthur A. 2008, Heaven on Earth (Concordia Publishing House, 2008) eller Thinggaard, Kim, Gudstjenestens liturgi: dens udvikling og mening (Re-formatio’s Forlag, 1998) for at dykke længere ned i liturgiens udvikling.

Reformationen førte til et brud med den etablerede kirke. Den lutherske reformations anliggende var dog oprindeligt ikke at bygge en ny kirke op fra bunden, men at fortsætte den, der havde været fra begyndelsen, uden den vranglære der havde sneget sig ind. Derfor bibeholdt de lutherske kirker også mange af de skikke og det meste af liturgien fra den katolske kirke.¹³”Vi kan nemlig ikke nægte, at messe og altergang er en ordning indstiftet af Kristus på guddommelig vis, og som er blevet benyttet, først af Kristus selv, dernæst af hans apostle, på den enkleste og frommeste måde.” (Luther, Martin, Formula Missae, 1523) Se evt. også Den Augsburgske Bekendelse artikel 5, 7 og 28. Da det alligevel blev til et brud, og Luther ikke havde et ønske om at være en alternativ pave, blev resultatet, at de lutherske kirker blev ordnet under de verdslige magter mange steder. Dermed fik vi i Danmark folkekirken. Den ordning kan der siges meget om, men fordelen er, at ingen menighedsledelse selvstændigt kan ændre den teologi der er i liturgien, fordi de er bundet på den autoriserede ordlyd.¹⁴Med ganske få undtagelser i såkaldte ”liturgiske frisogne” Dermed er der en genkendelighed imellem folkekirken forskellige menigheder, og dermed fastholdes den teologi, der er autoriseret i liturgien, selvom nogle præster gerne så en anden teologi.¹⁵F.eks. er præster i folkekirken endnu bundet til at proklamere Jesus som korsfæstet og opstanden i nadverliturgien, selvom nogen afviser opstandelsen.

Anderledes ser det ud i frimenighederne. Her er vi ikke bundet af nogen autorisation, og vi har mulighed for at ændre ganske meget i både strukturen, indholdet og ordene i vores gudstjenestefejringer. Gøres det, hvor man bibeholder indholdet og ikke indfører noget nyt, som er usandt, så er det en god ting. Men jeg kunne godt frygte, at vi måske tager lidt let på ansvaret nogle gange. I folkekirken begyndte man i 2016 at arbejde med en fornyelse af liturgien, og det er et arbejde som strækker sig over mange år.¹⁶Se f.eks. her: https://www.folkekirken.dk/om-folkekirken/kontakt/materialer-til-medarbejdere/folkekirkens-liturgiarbejde/inspiration-til-kirkernes-eget-liturgiarbejde At ting tager tid, kvalificerer i sig selv ikke noget, men det viser trods alt, at man ikke tager let på opgaven. Man kommer jo ikke uden om liturgien, uanset dens form, udtrykker en teologisk tankegang.

I vækkelsesbevægelserne i Danmark, og måske i særlig grad i Luthersk Mission, er vi præget af pietismen. Det har vi fået meget godt og værdifuldt af, som vi ikke må slippe! Alligevel må vi også turde at være kritiske overfor den del af vores tradition. For pietismens fokus på det personlige gudsliv som ægte kan give problemer, hvis fromheden ikke ses eller mærkes.¹⁷Tænk på den stakkels bonde, Savonius møder i Bo Giertz’ ”Stengrunden” – eller på Savonius selv, da han står for alteret og undrer sig over liturgiens manglende fokus på personlig omvendelse. Vi har brug for noget udenfor os selv, som kan være vores frelsesgrund, ellers slipper vi aldrig for anfægtelser. Så selvom pietismens inderlighed og alvor er god og vigtig, har den kristne i en pietistisk sammenhæng i høj grad brug for noget, der står fast. Det gør Guds Ord. Liturgien gentager Guds Ord for os søndag efter søndag. En liturgi, som i øvrigt har bevist at kunne bære med igennem forfølgelser, civilisationers kollaps, krige, pest og mange andre kriser. Er vi klar til at give slip på det? Er vi blevet klogere, end man nogensinde før har været?

Vi må altså passe på vi ikke indretter vores gudstjenestefejringer efter vores egne følelser og tanker. For midt i vores personlige kristenliv er vi syndige mennesker, og skal ikke forvente at vi kan lægge noget bedre i gudstjenestefejringen, end Gud har lagt i den. Og vi bør også have en respekt for det nedarvede, så langt som det stemmer overens med evangeliet og Guds Ord. Hvis vi ikke har det, gør vi menneskers oplevelser til en slags lov for gudstjenestefejringerne, og det frie evangelium er ikke længere frit og uafhængigt af følelser og oplevelser.

Alligevel bør vi arbejde med Gudstjenestefejringens form. Det skriver jeg mere om i en senere artikel.

Normer for Gudstjenestefejringen

Hvad er så det uopgivelige i Gudstjenestefejringen? Her har jeg forsøgt at sætte det i en nogenlunde logisk rækkefølge.

• En proklamation af at Gud er her – ellers mangler resten sit grundlag
• En fredshilsen
• En reaktion på Guds nærhed (en anerkendelse af, at vi er syndige mennesker samt en tilbedelse af Gud)
• Guds Ord (oplæst og udlagt på en eller anden måde¹⁸Her er det måske værd at bemærke, at Luther i skriftet Deutsche Messe opfordrer til at søndagens prædikener er oplæsninger af postillerne. De åndsfyldte prædikanter skal nok få andre lejligheder til selv at skrive prædikener, mener han. Det kan måske tage lidt af presset for os, hvis vi kæmper med knappe ressourcer, og få os til at overveje online prædikener eller oplæste postiller af god kvalitet. Luthers pointe med det var, at søndagens prædikener skulle oplære menigheden, og derfor var den årlige gentagelse af samme prædiken ønskelig.)
• En bekendelse af troen
• Guds dom over synden, og syndernes tilgivelse i Kristus
• Bøn
• En åbenbaring af Kristi offer (f.eks. nadveren, som bør indledes med syndsbekendelse og absolution samt et tegn på forsoning imellem mennesker, og tydeligt må forkyndes som værende et måltid for døbte, der ikke lever i uopgjort synd.)
• Sendelse til at gå med Ordet.
• Velsignelse

Alt dette kan også være i en prædiken, men det er for det første et stort ansvar at give prædikanten. For det andet er det pædagogisk ikke for smart kun at have det dér. For det tredje afkobler det menigheden fra at deltage i fejringen som andet end lyttere. For det fjerde er forkyndelse ikke kun talte ord (selvom ord er meget vigtige!), men også levende ord; håndspålæggelse¹⁹ApG 8,17; 1 Tim 4,14, dåbens vand, nadverens brød/legeme og vin/blod, korstegnelse, hvilken vej vi kigger og taler og det at skifte imellem at sidde og stå for at nævne de mest oplagte.