Det ene bør gøres, og det andet ikke forsømmes – om Kirken og klimaet

Kirken kan og skal ikke redde klimaet. Men som kristne mennesker kan vi hver især – ligesom alle andre samfundsborgere – gøre en aktiv indsats for at passe på klimaet.

Hvordan kan man som kristen forholde sig til den ophedede klimakamp? Hvordan finde vej mellem at gå i panik og at være ligeglad?

Skal vi bare vente på Jesu genkomst og den frelse og forløsning, der kommer med ham, eller skal vi blive klimaaktivister for at redde skaberværket?

Sat på spidsen: Skal vi prioritere menneskers evige frelse eller klimaet? Og er der forskel på, hvad der er kirkens (fællesskabet af kristne) opgave, og hvad der er den enkeltes opgave som samfundsborger?

Klimaets udvikling

De senere år har klimadebatten fået større betydning i mediebilledet og i de politiske diskussioner.

Da jeg var dreng i 1960’erne, brugte jeg hver vinter mange timer på skøjter og ski. Men fra 1990’erne var det umuligt på dansk jord.

Vi kan iagttage:

1) De seneste 50 år er vintrene blevet meget mildere.

2) Indlandsisen smelter i Grønland, på polerne og i gletsjere, og vandstanden i verdenshavene stiger.

3) Katastrofer som orkaner, cykloner, naturbrande, tørke og oversvømmelser forekommer at være i stigning de seneste årtier.

Klimaproblemerne er på ingen måde nye. Det kan være svært for os at vide, hvilke klimaproblemer der er menneskeskabte, og hvilke der ikke er. De menneskeskabte er næsten 100 år gamle. Det er meget sent, de er blevet anerkendt som problemer og har fået plads på den politiske dagsorden.

Et eksempel er den øgede forekomst af modermærkekræft. Det hænger sammen med, at solens uv-stråling ikke bremses som tidligere. I 1928 blev freon/cfc-gas opfundet, og udledningen af den i atmosfæren har svækket ozonlaget.1 https://www.information.dk/moti/2014/03/verdens-stoerste-miljoeskurk I 1943 var der under 50 tilfælde af modermærkekræft i Danmark, 1.250 tilfælde i 2003 og 2.677 tilfælde i gennemsnit for 2016-2022.

De menneskeskabte klimaproblemer skader det biologiske liv og menneskeheden. Derfor har vi ansvar for at gøre noget ved disse problemer.

Skaberværket

Men hvad har det så med mig at gøre som menneske og som kristen?

Jeg skal huske, at skaberværket er Guds. Han er jo Skaberen (Sl 24,1f; 89,12-17). Men vi mennesker har desværre ofte selvejerfornemmelser.

Hvis Gud er Gud i vores liv, burde det være første prioritet for os kristne at leve et gudvelbehageligt liv sammen med hans andre skabninger. Vi er jo sat på jorden som forvaltere – en slags bestyrere af hele Guds skaberværk.

Det vigtigste er at være i et godt forhold til Gud – at leve i tillid til ham – med det ansvar, vi har fået betroet. Samtidig må vi huske, at vores medmennesker også er skabt i Guds billede, uanset om de fravælger at tro på Gud. Og det øvrige skaberværk er på ingen måde ligegyldigt. For Gud vil det godt for den skabte verden.

Hvis man tilsidesætter ansvaret, kan man ende som manden, der gravede sin ene talent ned i jorden og satte frelsen over styr (Matt 25,14-30).

Skaberværket og dets rige muligheder er givet til forvaltning, og vi skal stå til ansvar over for Gud med vores forvaltning. Ødselhed og overforbrug er derfor i strid med kristen livsførelse.

Det fører til resurseknaphed, men det fører også til dyrkelse af mammon. Hvis man bliver bundet til det jordiske, kan man kan glide ind i en død forstandstro. Paulus advarer: “Og vist er det, at gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv; … har vi føde og klæder, skal vi lade os nøje med detˮ (1 Tim 6,6-8).

Problemet med vækst

Årsagen til klimaproblemerne findes i menneskets stræben efter vækst. Man har udviklet mange ting, der svækker livsmuligheder både for den menneskelige organisme og for alle biologiske livsmuligheder på jordkloden.

Hvad er det for en kultur, der har ført til, at mennesker nu lever i frygt for forgiftning med PFAS? Over 12.000 per- og polyflourerede giftstoffer viser sig nu at være udbredt i grundvandet. De menes at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende, og det kan medføre leverskader, fedme, fertilitetsproblemer og svækket immunsystem.2https://www.dr.dk/nyheder/indland/pfas-forurening-langt-mere-udbredt-i-grundvandet-end-hidtil-beskrevet-0

Vi har i mange år haft en forestilling om, at man altid vil kunne producere sig ud af alle problemer. Det bar undervisningen fx tydeligt præg af, da jeg i 1978-1982 tog maskiningeniøruddannelsen på Helsingør Teknikum.

Den vestlige verden befinder sig i en kollektiv illusion om vækst og fremgang: Samfundet vil gå i stå, hvis ikke der er økonomisk vækst. Vi er præget af ideologien om vækst og fremgang.

Øjenåbner

Corona-krisen viste, at når mennesket begrænses i sine aktiviteter, får naturen det bedre. Der kunne nævnes forskellige eksempler, men jeg har valgt følgende konkrete tilfælde.

Satellitbilleder over Kina viste, hvordan luften var tyk af forurening, da corona-krisen kom, men efter to måneder uden flytrafik var der sket en markant forandring.3https://videnskab.dk/krop-sundhed/vilde-billeder-luftforureningen-er-faldet-markant-under-den-historisk-store-coronavirus Følgesygdomme af luftforurening tager hvert år livet af omkring 1,2 millioner mennesker i Kina.4 https://waqi.info/da/#/c/16.466/18.556/2.7z

Forureningen skyldes de fine giftpartikler (PM 2.5), som bl.a. kommer med flytrafikken. Professor Marshall Burke fra Stanford University i Californien har hævdet, at den nedsatte rejseaktivitet under corona-krisen har reddet flere liv, end corona-krisen kostede.5https://globalnyt.dk/content/professor-fald-i-luftforurening-har-reddet-flere-liv-end-coronavirus-har-taget

Problemet er den udledning, der er forbundet med den type flytrafik, vi har i dag. Derfor er der brug for ansvarlige politikere og andre, der er villige til at begrænse flytrafikken for at gøre kloden mere beboelig for flere mennesker.

Findes der mennesker, også kristne, der vil gå foran med deres gode eksempel – fx ved at skære ned på de unødvendige forbrugsgoder, der skader klimaet?

Guds befalinger

Midt i sådanne givtige overvejelser må vi som kristne og som kirke spørge: Hvordan skal vi fokusere, prioritere og finde balance mellem kampen for menneskers evige frelse og kampen for en bedre verden?

Den første indskydelse er, at vi som kristne skal kæmpe for menneskers frelse, jf. missionsbefalingen (Matt 28,18-20), og samtidig skal vi varetage skaberværket, jf. kulturbefalingen (1 Mos 1,28).

Dét er ikke så enkelt.

Vi har ansvar for at forvalte jordkloden, men problemet er, at dommen over skaberværket begyndte allerede på syndefaldets dag, og mens tiden går, er vi under den foreløbige dom.

Nedbrydningen af Guds skaberværk er i sig selv en del af denne foreløbige dom, og Gud har i en vis forstand prisgivet sit skaberværk. Ved den endelige dom vil Gud ødelægge dem, som ødelægger hans skaberværk (Åb 11,18).

Befalinger med målsætning

Kulturbefalingen har en timelig og dennesidig målsætning, og den gælder alle mennesker. Missionsbefalingen har tilmed en evig og hinsidig målsætning, og den gælder specifikt Jesu disciple, kirken.

Missionsbefaling og kulturbefaling bliver let falske alternativer, men det ene bør gøres, og det andet ikke forsømmes.

Kristne kan vakle mellem det dennesidige og det hinsidige. Derfor må de andre bibelske befalinger inddrages. Jesus gav en tydelig prioriteringsbefaling: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives i tilgift” (Matt 6,33).

Her er problemet for mange kristne, at de ikke affinder sig med, at tilgiften først åbenbares på den store regnskabsdag, hvor talenterne vil blive omfordelt Matt (25,14-30).

Mange har det også svært med Jesu ord: “Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå” (Luk 21,33), fordi det er en endelig dom over skaberværkets nuværende skikkelse og denne verdens gudløshed.

Den stærkeste befaling

På Areopagos betegner Paulus den daværende kulturelite som ”uvidende” og fremsætter Guds universelle omvendelsesbefaling: Gud befaler “mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig” (ApG 17,30).

Gud brænder altså for at kalde mennesker ind i sit fællesskab gennem syndernes forladelse ved troen på Jesus Kristus til et nyt liv, hvor synden ikke er dominerende, men derimod forsages.

Ingen af os kan frelse verden, men vi kan hver især gøre en forskel for nogle, så denne forskel kan blive til frelse i deres liv.

Hvordan tage ansvar?

Kirkernes Verdensråd har efter den skelsættende konference i Uppsala i 1968 fokuseret på programmer for skaberværkets bevarelse.6https://www.oikoumene.org/news/the-year-that-shook-the-world-1968-in-retrospect De har fokuseret på fred, undertrykkelse, retfærdig økonomisk fordeling, racisme, menneskerettigheder og fra 1990 også klimaproblemer.7https://www.oikoumene.org/news/it-was-prophetic-for-the-wcc-to-focus-on-climate-change-already-in-1990

Det er sket på bekostning af et bibelsk syn på, hvad frelse er, og det førte reaktioner med sig.[i] Det var årsag til, at Lausannebevægelsen blev dannet i 1974.8Peter Beyerhaus m.fl., Hvad er frelse? – Grundlagskrise i missionen, Lohse, 1975

Kirken, fællesskabet af kristne, kan og skal nemlig ikke redde klimaet. Den har en anden og større opgave i denne verden: menneskers evige frelse.

Det vil også være naivt, hvis kirker og kristne organisationer binder sig til analyser af klimaets tilstand, der om få år viser sig at være behæftet med faktuelle fejl og vurderinger.

Men som kristne mennesker kan vi hver især – ligesom alle andre samfundsborgere – gøre en aktiv indsats for at passe på klimaet og (retfærdigheden i verden).

Hvad kan man så gøre, hvis man har et bibelsk syn på Bibelen og frelsen, men også ønsker at engagere sig for at bevare et godt klima på jordkloden? Det må vi hver især overveje – og handle på.

Vi kan ikke redde verden, men vi kan hver især tage ansvar. Og hvis vi ikke tager ansvar, vil vi blive stillet dårligt på den store regnskabsdag, hvor talenterne skal omfordeles (Matt 25,14-30).

Perspektivering

Christopher Wright, som var hovedforfatter til Lausannebevægelsens Cape Town-erklæringen i 2010, argumenterer i bogen Guds folks mission9Christopher J. H. Wright, Guds folks mission: En bibelteologi for kirkens mission, Lohse, 2013 for bevarelse af skaberværket. Og der er mange gode ting i bogen, man kan læse med udbytte: Hele kristenlivet er en tjeneste, en opgave, der skal udføres for Gud, medmennesker og verden.

Han fastholder perspektivet om at være Jesu vidner.10Se Kristian Mogensens artikel “Missionsbegrebet og Guds missions kernesag”, eMissio 2023. https://www.emissio.net/index.php/emissio Men ikke desto mindre har han en tendens til at gøre mission til hvad som helst, når bare der gøres noget.

Han omdefinerer i sin bog ordet mission til ”en følelse af målbevidsthed.” Og det er en sproglig forkert betydning.

Wright har en tendens til at gøre andre problemer lige så store som synden, og det medfører, at den evige frelse ikke længere er så vigtig. Man kan derfor stille spørgsmålet, om Lausanne-bevægelsen nærmer sig Kirkernes Verdensråds position.

Konklusion

Når det gælder den enkelte kristnes livsstil, er enhver ansvarlig for sine valg og handlinger over for Gud på regnskabsdagen. Både på skabelsesplanet og på frelsesplanet er det nødvendigt at være bevidst om sine valg og handlinger.

Missionsbefalingen bør derfor følges, og kulturbefalingen bør ikke forsømmes.

 

Artiklen er fra Budskabet og indgår i temaet ”Klima” i nr. 3 2023 – sammen med flg. artikler:

Kunne du li' det, du læste?

Så hjælp os med at lave flere gode artikler til fordybelse og refleksion – ved at blive abonnent på Budskabet.

Del:

Twitter
Facebook
Andre BUDSKABET artikler: