Berøringsangst i kristne fællesskaber

Kender du det med at møde en kristen bror eller søster og mærke noget ukomfortabelt i situationen? At her er en livssituation, som indeholder noget svært, konfliktfyldt eller fremmed, der gør, at du allerhelst vil slå blikket ned og være mødet foruden?

Psykologien bag

Vi møder dagligt mange indtryk, og ubevidst placerer vi disse indtryk i kategorier. De inddeles efter biologiske og sociale forhold som køn, hudfarve, alder, fremtoning, arbejde, civilstand med mere. Dermed reduceres kompleksiteten af vores hverdag. Desværre skabes også grundlag for fordomme og stereotyper, fordi vi giver hver kategori nogle karaktertræk. I et forsøg på at skabe mening i den verden, vi er sat i, griber vi let til hurtige og entydige svar, som risikerer at blive forsimplede, unuancerede og måske usande.¹Roets, Arne & Van Hiel, Alain (2011): Allport’s Prejudiced Personality Today: Need for closure as the Motivated Cognitive Basis of Prejudice. Current Directions in Psychological Science, Vol. 20, No. 6 (December 2011), pp. 349-354. Published by Sage Publications. 

At holde en del af andres liv i sin hånd

Berøringsangst kan opstå alle steder; i alle fællesskaber og hos alle mennesker. Psykologiprofessor Svend Brinkmann taler for eksempel om, at døden har været stærkt tabuiseret, og at sorgprocessen tidligere har foregået mere privat, men nu er blevet mere synlig i det offentlige rum og ikke mindst i den kollektive bevidsthed.²Brinkmann, Svend (2018): Det sørgende dyr – om sorgen, selvet og samfundet. Forfatteren og Klim. Dog kan den private samtale stadig have svært ved at følge med udviklingen. Lignende kan formentlig siges, når det gælder for eksempel barnløshed.

I kristne fællesskaber kan der være emner som er særligt følsomme, da der er noget trosmæssigt på spil. Emner, hvor tro og bibeltroskab kolliderer med det levede liv. For eksempel at leve som homoseksuel, at have en ikke-troende kæreste, skilsmisse og gengifte med flere. Fællesnævnerne er, at det er livssituationer, hvor kristne ikke passer ind i de kategoriseringer, vi er opvokset med og har lært om. Når vi så møder mennesker, der ikke passer deri, ved vi ikke, hvad vi skal stille op.

Konsekvenserne ved berøringsangst blandt kristne kan være langt større, end andre steder, da troens liv er på spil. Derfor er det forståeligt, at vi kan være bange for at tale om visse emner og undlade at tage kontakt. Men vi skal huske, at ”den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”³Bargfeldt, Egil & Jønsson, Lisbeth Hvass (2017): K. E. Løgstrup (1905-1981). (Knud E. Løgstrup) – også selv ved en forbipassering. Det er umuligt at være neutral i mødet med et andet menneske. Spørgsmålet er bare, hvilken slags påvirkning ønsker vi, at andre skal tage med fra vores møde?

Berøringsangstens konsekvenser

Når det handler om svære emner, er der risiko for at gå for tæt på i ord eller handling (intimisering) eller for at svigte, ved ikke at turde tage kontakt (desertering). Jeg ser den største risiko for desertering i kristne fællesskaber.

Én, der har oplevet deserteringens konsekvenser, er Michael A. Mørch, lektor i etik og religionsfilosofi på Menighedsfakultetet. I podcasten Ekkokammeret fortæller han om, hvordan det har været for ham at tvivle i kirkelige miljøer, samt hans oplevelse af andres ageren i det.⁴Ekkokammeret. Thormann, Frederik & Ingemansen, David. Afsnit: Tvivl med Michael A. Mørch. September, 2021. For Mørch har det været vanskeligt at have fortalt noget svært fra sit liv, og at ingen efterfølgende kommenterede det eller tilkendegav deres tanker. Mørch mener, at ”tavshed, bliver tolket som ligegyldighed” og understreger, hvor vigtigt det er at anerkende, at det er blevet hørt og dermed signalere, at det ikke er farligt at tale om. Mørch beskriver: ”Der var simpelthen noget magi i den samtale som gjorde, at tvivlen ikke fik lov til at bare stille sig over i et hjørne og visne i fred”. At være sammen med andre om tvivlen betød, at han ikke følte sig nær så alene, og gav følelsen af, at de kæmpede sammen i stedet for at lade troen rådne.

At visne alene

Udebliver anerkendelsen af livets svære emner er der risiko for, at mennesket visner alene. Dette kan være et udtryk for, at man menneskeligt kæmper alene, men også for, at troens liv er på spil. I lidelser udfordres relationen til Gud nogle gange i større eller mindre grad, og sommetider udfordres forholdet til det kristne fællesskab også. I værste fald kan berøringsangsten, med dens mange måder at vise sig på, være årsag til, at nogle kristne forlader de kristne fællesskaber og i sidste ende være medårsag til, at troen mistes.

Når vi deserterer, kan det medføre, at vedkommende ikke oplever, at andre vil én noget. Det kan føles som et kollektivt svigt. Det er vigtigt, at vi ikke er berøringsangst og trækker os så meget, at der oven i det, der i forvejen er svært, sker et svigt. Da øger det kristne fællesskab byrden hos den ramte. Gud kalder os til at være der på en særlig måde for vores kristne brødre og søstre (Gal 6,2). Vi skal turde ville hinanden noget og samtidig respektere hinandens grænser.

Vores kald

Gud ved godt, at det med fællesskaber og relationer ikke altid er nemt for os. I Bibelen kan vi læse, at vi er kaldet til at elske hinanden (Joh 13,34), bære hinandens byrder (Gal 6,2) og have Jesu sind overfor hinanden (Fil 2,5). Udgangspunktet for kaldet er Jesus. Han er vores fuldkomne forbillede. Jesus er drivkraften og motivationen til at gå på det kald. Vi bliver ikke bedt om at handle på en måde, som vi ikke selv er blevet mødt med af Jesus (f.eks. Rom 15,7; Ef 4,32). Vi elsker, fordi han elskede os først (1 Joh 4,19). Det er ud af vores relation til Jesus, at kærligheden til andre også vokser frem. Det er ikke noget vi skal præstere for at blive frelst men mere en forpligtelse til at dele ud af det, vi selv har fået. Vi skal gerne være et genskær, en refleksion af hvad vi har set og mødt hos vores frelser.⁵Nymann Eriksen, Henrik (2012): Hinanden – indspil til en kristen menighedskultur. Luthersk Missions Bibelskoles elevforening.

At elske handler mindre om følelsen af kærlighed til hinanden og mere om viljen til det. Hvordan kan dette kald se ud i praksis i det kristne fællesskab? Hvordan sørger vi for, at mennesket under svære livsforhold i vores fællesskab bliver set og føler sig favnet? Hvordan sikrer vi os, at det ikke er det kristne fællesskab, som gør livet endnu sværere eller byrden tungere? Som mennesker har vi forskellige behov og grænser, alligevel kan der være nogle fællesnævnere for, hvad vi hver især kan gøre på det individuelle plan.

Sig hej

Den mindste kontakt til et andet menneske, som finder sted, er en hilsen. Ved at sige hej til et andet menneske, anerkender du deres tilstedeværelse og viser, at I er ligeværdige.

Hilsenen er også vigtig i forhold til, hvordan vi ser på os selv, da det er gennem andres blik, vi danner bevidstheden om os selv.⁶Andersen, Heine (2013): Jürgen Habermas og Axel Honneth. Klassisk og moderne samfundsteori. 5. udgave, 4. oplag. Hans Reitzels Forlag. Kapitel 19.

En manglende hilsen rammer dermed på menneskets eksistens, samtidig med at den giver plads til negativ fortolkning. Så ved at vi hilser, skabes der udgangspunkt for en positiv retning relationsmæssigt.

En hilsen kan ligeledes være den eneste handlemulighed til én, som har forladt det kristne fællesskab, men ikke desto mindre er det formentlig den vigtigste hilsen, du kan give. Dermed viser du, at vedkommendes værdi ikke afhænger af et medlemskab i et kristent fællesskab. Derudover er det måske de mennesker, der hilser, man tør opsøge, når man er åben for at tro igen.

Undgå forudindtagethed

Som tidligere nævnt, har vi tendens til at forsimple verden. I mødet med dén, som har det svært, er det derfor væsentligt, at vi ikke forventer eller tror, vi ved, hvordan vedkommende har det. Det er vigtigt at sætte sin forforståelse i parentes og undlade sætninger, som fortæller, at vedkommende bør føle noget bestemt eller være kommet til et vist sted i sin proces. Nogle udsagn vil risikere at dræbe frimodigheden. Forsøg derfor at undgå at konkludere på vedkommendes vegne, men at spørge mere åbent. På denne måde bliver der større frihed til at svare ud fra egne tanker, og ikke skulle forsøge at leve op til det udsagn, som er blevet sat i spil. Dette er også grundlaget for at lytte. Start der, hvor den anden er, og lyt fra hans eller hendes synspunkt, ikke dit eget.

Næste gang du hører om et menneske, du kender eller tidligere har kendt, hvis liv og tro er blevet udfordret, så tænk over, hvordan du vil møde dette menneske næste gang, du ser vedkommende. Tænk over vedkommendes situation; den er højst sandsynligt mere nuanceret end, hvad vi kan tænke os til. Om du har det godt med at møde det pågældende menneske, bliver tydeligt i dit kropssprog og hilsen eller mangel på samme.

Artiklen er forfatterens udvidede udgave af Berøringsangst i kristne fællesskaber – Et undvigende blik med betydningsfulde konsekvenser (Budskabet nr. 3 2025).