Både synder og retfærdig – en mærkelig befriende virkelighed

Hvordan skal vi forstå os selv som kristne? Hvad er centralt i vores kristne identitet? I en luthersk sammenhæng spiller forståelsen af, at vi samtidig er syndere og retfærdige en væsentlig rolle. Det er denne artikels emne.

Som kristne er vi nye mennesker. Der er sket noget gennemgribende nyt med os og i os. Gud har gennem Ordet og Ånden skabt troen i os. Troen griber om Kristus, og vi får del i alt det, som han er og står for. Vi bliver ét med ham.

På den måde bliver vi retfærdige. Altså rene og hellige for Gud. Frelst. I troen på Jesus erklærer Gud os retfærdige. Han siger: ”Nu er dette menneske retfærdigt på grund af Kristi retfærdighed.” Det sker som en domsafsigelse hos Gud.¹Rom 4,3-8

Vi får en fremmed retfærdighed. Altså en andens retfærdighed, nemlig Jesu retfærdighed. Den kommer til os udefra. Helt uafhængigt af hvor fromme vi er i os selv, får vi ved troen på Jesus del i hans fuldstændige retfærdighed. Så er vi ikke længere under Guds vrede, men under hans nåde.

Om den retfærdighed siger Luther: ”Den første er fremmed og indgydt udefra. Det er den retfærdighed, hvormed Kristus er retfærdig og retfærdiggør gennem troen”.²Prædikenen Om den dobbelte retfærdighed i skriftet Troen og livet, Martin Luther, Skrifter i udvalg, Credo 1992, s. 10.

Men Jesu retfærdighed er ikke noget, vi får som en upersonlig afskærmning, vi holder distanceret ud i strakt arm. Vi kommer til at eje den, den bliver vores. Den bygger ikke på noget i os, men den får betydning i os.

For i troen på Jesus flytter han ind i os, og vi bliver ét med ham. Så sker der noget med vores identitet og vores jeg. Som Paulus fastslår: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal 2,20).

Her er det, som om vores jeg og Jesu jeg løber sammen i ét jeg, hvor det kan være vanskeligt at være helt skarp på, hvor vores identitet og selvforståelse egentlig ligger. Men jeg er stadig mig – sammen med Kristus i mig. Ét er imidlertid klart: For Gud er vi retfærdige og hellige. Fuldstændig retfærdige. Der skal ikke mere til for at være frelst.

Distraheret af virkeligheden

Men vi bliver jo hurtigt distraheret af virkeligheden. Sagen er nemlig, at vi stadig er syndere i os selv. Altså i vores gamle natur. Den forsvinder ikke. Overfor Gud bliver vores synd og vores gamle natur dækket af Jesu retfærdighed, og vi kommer til at eje hans retfærdighed. Men vores syndige natur bliver ikke fjernet. Vi er fuldstændig retfærdige for Gud, men vi er stadig syndere. Det er traditionelt blevet udtrykt på den måde, at en kristen er ”samtidig synder og retfærdig”.³På latin hedder det ”simul justus et peccator” og er i luthersk teologi et nøgleudtryk for den kristnes livssituation. I det latinske udtryk står ”retfærdig” først. Det kan der være en teologisk pointe i, da det på den måde giver udtryk for den kristnes primære identitet. På dansk er det almindeligt at vende rækkefølgen om. Årsagen til det, kender jeg ikke.

Hvis vi dropper Jesus igen, står vi tilbage med kun os selv, og i os selv er vi syndere. Totalt. Totalt fortabte. Men så længe vi ved troen griber om Kristus, er vi helt og aldeles retfærdige i forhold til Gud. Totalt. Totalt frelste.

Det er vigtigt. I Kristus er vi retfærdige. I os selv er vi syndere. ”I Kristus” og ”i os selv” gør forskellen på, om vi er retfærdige eller syndere. Men så kommer det svære: Som kristne er vi aldrig kun i os selv og dermed kun syndere. Vi er i Kristus, og det er nu blevet vores egentlige identitet. Vores dybeste selvforståelse i kraft af troen på Jesus. Vores Kristus-identitet. Vores synder-identitet er gledet ned på andenpladsen. Eller rettere: Over for Gud gælder den slet ikke mere. Synden er ikke fjernet, men den tæller ikke for Gud.

Det er vanskeligt at få denne åndelige virkelighed til at gå logisk op. Men det er troens virkelighed, som vi umuligt kan sætte på en matematisk formel. Derimod er det ikke umuligt at tro det og leve i det. For Gud kan gøre det umulige og skabe troen på dette i vores hjerte.

Tro og erfaring

Når vi tror på Jesus, flytter Jesus ved Ånden ind i os. På den måde er vi ikke længere alene hjemme. Der sker noget i os. Han er i os, og vi er i ham. ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til” (2 Kor 5,17)!

Men der sker samtidig noget i os på en anden måde. Der opstår en kamp. Kødet, det vil sige vores egen gamle natur, kommer til at ligge i strid med Ånden. Den gamle beboer kommer til at kæmpe mod den nye beboer.⁴Gal 5,17

Det befriende her er dog, at kampen allerede er vundet af Kristus. For de, ”som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet” (Rom 6,6 jf. Gal 5,24).

Kødet vrider sig på korset, men det er som dødt for Gud. Vi får lov til at tro, at det er dødt for Gud. ”Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus” (Rom 6,11). Synden har mistet sit herredømme og sin grundkraft. Retfærdigheden er blevet herre og drivkraft i den kristnes nye identitet i Kristus.

Med henvisning til Romerbrevet 7,25 skriver Luther: ”Paulus sammenfatter altså betingelserne for det fromme menneskes liv i denne verden ved at sige: ’Altså tjener jeg selv med sindet Guds lov, men med kødet syndens lov’ – jeg selv som et og samme menneske.”⁵Skriftet Mod Latomus, Martin Luther, Skrifter i udvalg, Credo 1995, s. 188. Dette skrift er et af de vigtige steder, hvor Luther udfolder sin forståelse af den kristne identitet som ”samtidig synder og retfærdig”. Her er han særdeles dristig i sine formuleringer om det nye liv, som giver sig udslag hos og i den kristne.

Her er der imidlertid en spænding mellem tro og erfaring. Vi tror, at vi i Kristus er retfærdige over for Gud. Vi tror, at kødet er dødt for Gud. Men ofte erfarer vi det modsatte. Vi erfarer, at kødet og synden er sprællevende og overmander os, løber af med os, så vi synder.

Vores nye jeg i Kristus ønsker ikke at synde. Det elsker Kristus og ønsker at adlyde ham. Men det gamle menneske ønsker stadig at synde. Elsker synden og elsker at synde. Det er derfor, vi som kristne oplever, at vi både elsker og hader synden.

Det er den virkelighed, Paulus ruller ud i Romerbrevet 7: ”For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg… For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Rom 7,15.19).

Det gamle menneske i skruestikken

Nogle kristne oplever sig mere som syndere end som retfærdige. Nogle oplever nærmest, at de bliver større og større syndere, som tiden går. Det er det mærkelige, at vi ofte kan opleve væksten i kristenlivet som det modsatte. Andre kristne kan opleve det anderledes og kan på nogle stræk selv se væksten.

Uanset hvad vi oplever, er det afgørende at fastholde, at den retfærdighed, som vi har i troen på Jesus, er lige så virkelig som den erfarede syndighed i det gamle menneske. Og den retfærdighed dækker os helt og gælder i vores forhold til Gud.

Vi må derfor være bevidste om forskellen på, hvad vi tror, og hvad vi erfarer. Ellers er der stor risiko for, at vi ender i et uforløst ork eller går åndeligt i stykker som kristne. Det handler om, at vi ser os helt frie i Jesu retfærdighed, ser os helt frie fra at stræbe efter at forbedre vores gamle menneske og opnå en retfærdighed, som kan gøre indtryk på Gud.

Vi bliver opfordret til at ”aflægge det gamle menneske” og ikke ”følge kødets lyst”.⁶Gal 5,16. Ef 4,22 Det betyder, at vi ikke skal misbruge retfærdighedens frihed til at slippe kødet løs. Kødet skal dødes og holdes i skak af loven og formaningerne. Ikke for at forbedre det, men for at dæmme op for det. For at sætte det i skruestikken. Men det forsvinder aldrig i dette liv. Først i det evige liv slipper vi helt for det gamle syndige menneske.

Retfærdighed vokser frem

Som nævnt er der altså også et nyt menneske, der vokser frem hos os som kristne. Der sker en helliggørelse, og Kristus vinder skikkelse i os.⁷Rom 8,29. Gal 4,19. 2 Kor 5,17 Jesus gør noget i os. Åndens frugter skyder frem. Vi bliver faktisk opfordret til noget så stort som ”at ligne Gud som hans kære børn” (Ef 5,1). Troen medfører gode gerninger. De gode gerninger gør os ikke retfærdige, men når vi i troen på Jesus er retfærdige, medfører det gode gerninger. Her er Jakobsbrevet utroligt skarpt: ”For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt” (Jak 2,26). Der kan ikke være ild, uden at der også er varme. Der kan ikke være tro, uden at der er gode gerninger.

Luther går langt her: ”Tro derimod, er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud, Joh 1,13. Den døder den gamle Adam og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker. Den bringer Helligånden med sig. Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom”.⁸Fortalen til Romerbrevet, Martin Luther, Skrifter i udvalg, København 1981, s. 120

Livet som kristen er altså et særdeles aktivt troens liv.

Den tilregnede troens retfærdighed kalder Luther som tidligere nævnt den første retfærdighed. Men i sammenhæng med den første retfærdighed taler han også om den anden retfærdighed:

”Den anden retfærdighed er vor egen, ikke fordi vi alene udøver den, men fordi vi samvirker med den første og fremmede retfærdighed … Denne retfærdighed er den første retfærdigheds værk og frugt og en følge af den”.⁹Prædikenen ”Om den dobbelte retfærdighed”, Martin Luther, Skrifter i udvalg, København 1992, s. 13.

Det er vigtigt at holde fast i, hvad de gode gerninger skal til for. De skal ikke gøre indtryk på Gud og gøre ham mere glad for os, for der er Jesu retfærdighed nok. Men de skal være til gavn for medmennesket i hverdagens konkrete liv. Vi skal gøre gode gerninger af hensyn til mennesker omkring os, så de bliver mere glade – til Guds ære. Dét sætter os fri til at gøre gode gerninger.

På den måde bliver der også et ”samtidig synder og retfærdig” i vores konkrete og praktiske liv. Vi falder i synd, tænker og handler syndigt. Vores gamle menneske kæmper videre for at udleve kødets lyst. På den måde er vi syndere. Men Åndens frugt og gode gerninger skyder også frem i vores liv. På den måde er vi mere og mere retfærdige. Der sker en vækst.

Det er ikke så ofte, at vi selv ser denne retfærdighed. Måske fordi Gud ønsker at holde os der, hvor vi har brug for Jesu retfærdighed. Men også, fordi det nye liv på mange måder er et skjult liv. Det er lettere at se det hos andre kristne end hos os selv. Jeg kan godt sætte navn på kristne, der gør gode gerninger, fordi de er kristne. Hvis de ikke havde været kristne, ville de ikke have gjort disse bestemte ting eller levet deres liv på den måde.

Kristne synder stadig, kan gøre onde ting og være nederdrægtige. Fordi vi stadig er syndere. Men der vokser også noget godt frem, som ellers ikke ville være der.

Befriende at se det i øjnene

Der er en vigtig frigørende og sjælesørgerisk pointe i forholdet mellem tro og erfaring: Hvis vi blander troens virkelighed sammen med erfaringen – eller bytter rundt på dem – kommer vi let til at gøre det kristne liv til et stræb. Et stræb efter alligevel at leve op til Guds krav om retfærdighed.

Når vi som kristne oplever, at vi ikke bliver bedre, måske snarere værre, så duer det ikke, at vi henviser hinanden til Åndens frugter og de gode gerninger for at trøste hinanden. Det kan ikke lade sig gøre at tage den åndelige temperatur ud fra mængden af Åndens frugter eller af gode gerninger.

Derimod må vi henvise hinanden til, at vi allerede er helt retfærdige i Jesus – i kraft af den ”fremmede” retfærdighed.  På trods af, at vi stadig oplever synden som en stærk magt i vores liv.

Prøver vi at sætte hinanden åndeligt fri ved at pege på de gode gerninger, er det en ringe trøst. Især når vi igen, igen – og igen – oplever, at synden tager magten, og de gode gerninger skrumper ind.

For prøver vi at fremhæve det nye liv som bevis på, at vi er gode nok kristne, så begynder vi igen at bygge frelsen på vores egen retfærdighed. Og det er håbløst og trøstesløst. Trøsten og friheden ligger i at få at vide, at den retfærdighed, som vi har brug for, den kommer til os udefra. Fra Jesus.

Vi får ikke vished om at være frelst ved at kigge på vores egne gerninger. Men alene ved at holde troens øjne stift rettet mod Jesu retfærdighed, som bliver tilregnet os. Dét kan afmontere anfægtelsen over, at vi stadig oplever synden i vores liv.

Samtidig er det afgørende, at vi erkender, at vi netop stadig slæber den gamle, syndige natur med os. For tror vi, at synden ikke bare er besejret, men også fjernet, bliver det kristne liv meget hurtigt nedslående.

På en mærkelig bagvendt måde kan det være frigørende at se det i øjnene, at vi aldrig slipper af med det gamle menneske. Fortvivl ikke; vi bliver ved med at synde, men Jesus er vores fuldkomne retfærdighed. I kraft af den virkelighed er vi uden synd for Gud; vi synder ikke længere i Guds øjne. Synden er som ikke-eksisterende for ham. Det bagatelliserer ikke synden, men det skjuler synden. Gud ser Jesu retfærdighed i stedet for vores syndighed.

Det kan være deprimerende, at vi som kristne stadigvæk er syndere, selv om vi er retfærdige. Men det er også befriende, fordi vi får lov til at se bort fra det. Vi er nemlig helt retfærdige i troen på Jesus. Det er vores egentlige identitet. Vores opløftende Kristus-identitet.

Artiklen er oprindelig bragt i Budskabet