Menneskers eksistentielle problemstillinger er vidt forskellige. Gennem tre ret forskellige eksempler vil du i denne artikel få et lille indblik i, hvad praktisk sjælesorg kan indebære.
Sjælesorg kan være at besværliggøre livet
Jeg husker en samtale på en menighedslejr for nogle år siden. En af deltagerne havde inviteret en nykristen dansker. En gennemsekulariseret pige, som jeg i denne artikel kalder Pia (De to første eksempler i artiklen er anonymiseret). Via en række samtaler med en veninde var hun kommet til tro på Jesus og var blevet en del af det kristne fællesskab.
Der var en friskhed og glæde i hendes troserfaring. Men hun havde nogle voldsomme problemer med sin familie, som var mistroiske over hendes nye interesse.
Det havde ramt hende med stor voldsomhed, at uden tro på Jesus var et menneske evig fortabt. Det værste var, at hendes far var død for flere år siden, og han havde aldrig skænket Jesus en tanke. Hendes søster havde kun overbærende smil tilovers for hendes tro. Pia havde tigget og plaget søsteren om at begynde at tro på Jesus, og gjort det så eftertrykkeligt, at søsteren, måske for husfredens skyld, havde lovet hende at bede en bøn til Jesus, hvis hun fik en fornemmelse af, at nu skulle hun dø.
Vi talte længe sammen. Jeg prøvede at forklare hende, at der var et ansvar, hun måtte lægge over på Guds søn. Det er ham, der skal dømme levende og døde. Ansvaret for dommen er fjernet fra vores skuldre. Men kan jeg ikke bede for min far med tilbagevirkende kraft? spurgte hun. Nej, du kan overlade din far til Jesus, hvis dom er mere kærlig og mere retfærdig end nogen jordisk domstol.
Så var der søsteren. Ja, hvad skulle jeg sige? Jo, du må omsætte al din energi og bekymring for din søster til forbøn om, at hun må få troen på Jesus. Nu må du fortælle hende om, hvad Jesus er kommet til at betyde for dig, men du skal ikke tage ansvaret fra din søster. Du må respektere hende, når hun siger nej til at høre om alt det, der fylder dit liv lige nu. Så må du gennem en samlet pakke af forbøn, godhed og samtaler forsøge at åbne hende for det, som Jesus står for.
Samtalen med Pia bragte mig i kontakt med et åbent sår i mit eget sind. Jeg fortrænger det en stor del af tiden, men det lurer altid et sted i min bevidsthed. Byrden over de mennesker i min familie og omgangskreds, som lever uden Gud og dermed uden håb.
Jeg ville så gerne kunne have sagt til Pia, at hun bekymrede sig uden grund. Men jeg var klar over, at hendes store og friske smerte var født ud af selve troens møde med Jesu ord. Gud har ladet hende og mig smage en lille del af den smerte, der fik ham til at ofre sin egen søn. Som når Jesus udbryder: ”Jerusalem, Jerusalem, vidste du blot, hvad der tjener til din fred” (Luk 13,34; 19,42). Eller Paulus, når han med tårer siger: ”Mange lever som fjender af Kristi kors. De ender i fortabelse” (Fil 3,18f).
Kristen sjælesorg defineres i dag ofte så bredt, at stort set al menneskelig, relationel og åndelig hjælp kaldes sjælesorg. Derfor vil jeg gerne begynde at sige det vigtigste først: Kristen sjælesorg er primært at hjælpe mennesker på troens vej, at støtte mod fald og frafald, og at følge den troende på vandringen sammen med den korsfæstede og opstandne, indtil målet er nået.
Og det at give sjælesørgerisk hjælp indebærer ind imellem, at man påfører mennesker problemer og smerter, som de ikke havde før. Som nu Pia. I min optik havde hendes kristne veninde udøvet ægte sjælesorg ved at fortælle hende om Jesus. Men det medførte en konflikt med hendes familie, og en indre disharmoni, fordi hun havde fået øjnene åbnet for menneskers evige nød. Uden troen på Jesus ville hun ikke have bekymret sig for sin fars og søsters evige ve og vel.
Sjælesorg kan være symptombehandling
Netop for at kunne fastholde sjælesorgens primære fokus – at hjælpe mennesker til fred med Gud, er det vigtigt for sjælesørgeren at have menneskekundskab og indsigt i psykiske lidelser. Som nu den unge mand – lad os kalde ham Per – der bankede på døren og ønskede en samtale.
Han var i åndelig krise, og jeg kunne næsten fornemme det i kroppen på ham. Han slog ikke til, hverken på sit arbejde eller i forhold til sin familie. I menigheden var man også frustreret over ham. Og mest af alt var han skuffet over sig selv. Han havde i en årrække levet et samvittighedsfuldt og disciplineret kristent liv. Men de sidste måneder og uger var det hele smuldret. Han kunne ikke sove om natten. Han kunne ikke koncentrere sig om de helt enkle ting. En dyne af sløvhed og ugidelighed var ved at overmande ham. ”Jeg ved ikke, om jeg magter at være kristen mere,” sagde han med en tomhed i blikket, som gjorde indtryk.
Jeg havde en længere samtale med ham. Ikke så meget om åndelige ting, men om hans arbejdsliv, helbred og hverdag. Jeg havde nemlig fået en mistanke ved at lytte til ham. Senere bekræftede en læge denne mistanke. Per var ved at gå ned med den folkesygdom, som hedder stress. Ikke at forveksle med de perioder i mit eget liv, hvor jeg har for mange bolde i luften. Men den langvarige overbelastning, der kan resultere i udbrændthed, og som kan blive kronisk.
For mig var sund sjælesorg i denne situation at sende ham videre til lægen og terapeuten. Der var ganske vist en åndelig dimension i hans lidelse. Han havde også brug for sjælesorg, men det var til at behandle nogle åndelige følgesygdomme af det, der var problemet, nemlig stress og udbrændthed.
Han havde brug for alle de ord i Bibelen, som handler om at hvile og modtage. Han måtte have hjælp til at parkere alle ord i Bibelen, der stod i bydemåde, indtil kroppen og sindet var et andet sted. Men først og fremmest havde han brug for professionel hjælp til at få brudt det handlingsmønster, der var ved at nedbryde hans helbred.
Sjælesorg kan være at vente på Guds time
Den næste vil jeg ikke kalde andet end det, han hedder, nemlig Mikkel (og er min søn). Han har selv fortalt sin historie til KFS’ tidsskrift Til Tro, nr. 1 2015, i artiklen Stue 114.
Mikkel var en glad og harmonisk ung mand, som efter endt studentereksamen levede et aktivt ungdomsliv med et væld af interesser. Efter en begravelse af en tidligere skolekammerat fik han det pludselig dårligt. Hjertebanken, svedture, dødsangst og fortvivlelse og et helt ukontrolleret tankemylder i hovedet. Efter nogle dage sammen med bekymrede søskende og forældre gik det gradvist over, men tre uger efter kom det endnu mere voldsomt tilbage.
Fjerde bølge var så voldsom, at han forsvandt ind i en verden, hvor vi ikke kunne nå ham. Han blev indlagt på Bispebjerg hospital, stue 114, hvor han havde det ubeskrivelig dårligt. Det er næsten tre år siden. Men stadig kan jeg mærke et sug i maven, når jeg cykler forbi hospitalet og skimter den bygning, hvor stue 114 ligger.
På dette tidspunkt vidste vi blot, at han var psykisk syg. Fagpersoner havde nævnt en række mulige diagnoser fra ungdomskrise, depression, skizofreni til bipolar lidelse (maniodepressiv). Nogle diagnoser var forbigående og kunne helbredes. Andre var kroniske. I halvandet år kæmpede Mikkel med et indre mørke og et tankemylder, som 1-2 uger pr. måned sugede ham ind i en smerte og en hjælpeløshed, som rev og sled i forældre- og søskendegenet, indtil vi var helt hudløse i sjæl og krop.
Efter ni måneder fik Mikkel stillet en diagnose: Bipolar lidelse, som kan være mange ting, men for hans vedkommende var en blandingstilstand, hvor han havde hjerneaktiviteterne fra en mani og et stemningsleje fra en depression på samme tid, og som er en ubeskrivelig pinefuld form. Endnu ni lange måneder senere begyndte medicinen og den øvrige behandling at virke, og det har, for at gøre en lang historie gjort, gjort, at vi har fået vores ”gamle” Mikkel tilbage, den glade og kreative dreng, vi kender fra de første 21 år af hans liv. Eller rettere: En modnet og langt mere livserfaren dreng end før.
En del af Mikkels krise var åndelig. Han har senere beskrevet det med følgende ord: ”Hvor var Gud i alt det her? Hvorfor havde han forladt mig? Hvorfor havde han ikke passet på mig? Så han bare passivt til, mens jeg skulle til den ene undersøgelse efter den anden, få stillet de samme opslidende spørgsmål og sluge piller, der slog så hårdt, at jeg sov 14 timer om dagen og i de vågne rendte rundt som en anden zombie? Var Gud bare et symptom på lige fod med mine skyldsbetonede vrangforestillinger? Var min tro på Gud grunden til, at jeg var havnet på dette sindssygehospital? … På den lille hvide stue var det så svært at tro, at jeg for en stund gav op. Jeg følte ingenting, forstod ingenting, så jeg endte med at give slip.”
I situationen havde han ikke overskud til at formulere disse tanker. Vi andre fik bare glimtvis et indblik i hans menneskelige og åndelige fortvivlelse. Men vi var klar over, at alle holdepunkter i hans liv var opsuget af sindets mørke. Vi andre havde stadig troen på Guds ords iboende magt. Men hvad stiller vi op med et menneske, som er havnet i et mørke, hvor ord ikke længere kan nå ind?
Jo, vi kunne være hos ham, så han ikke var alene. Senere hjælpe ham med en række lavpraktiske ting. Og så kunne vi bede. Vi lagde hele vores sjæl i bønner om Guds indgreb. Andre gange havde vi ikke ord tilbage, og vores bøn var bare et ordløst skrig om hjælp. Langsomt, alt for langsomt begyndte vi at ane en bedring. Gud sendte – om end lidt sent i forløbet – nogle gode og dygtige læger på hans vej, og det blev den menneskelige årsag til, at den psykiske lidelse mistede sin magt.
Det blev en enkel og dyb sang om den nye Jord, der efter flere måneders mørke for Mikkel blev et lille lys og den første brik i en lang åndelig og menneskelig helbredelsesproces. Det kunne have været andre dele af Skriften.
Gud har talt mange gange og på mange måder i de bibelske skrifter. En del af Guds tale er specialforplejning til dem, der er fanget af psykiske lidelser. Men sund sjælesorg kan altså være at vente. Vente og bede. Men ikke tale, fordi ord ikke længere kan trænge ind. Der er ikke flere ord. Der er ikke flere tårer. Der er ikke andet at gøre end at vente på Gud.
Sjælesorg over for sjælesørgeren
I ventetiden havde jeg selv som pårørende brug for det brede spektrum af trøst, der er i Guds ord. Håbet om den verden, hvor bipolar lidelse står på listen over ord, der ikke mere findes. De bibelske klagesange med deres hudløse ærlighed i formuleringen af tvivl, smerte og utålmodighed. Trøsten i, at Jesus blev vores bror.
Og – ikke mindst – den bibelske tanke, som vi med et gammelt ord kalder Guds forsyn. Midt i Guds uforståelige ageren skete der ikke min søn eller min familie noget, som ikke var villet og styret af Gud. Uanset hvor ondt og uforståeligt, jeg oplevede det, var jeg og vi i Guds hånd og varetægt.
Også Salmebogens mange gode og dybe salmer om Guds forsyn og hjælp i nøden var en daglig medicin. Der er salmer, jeg stadig ikke kan synge, uden at jeg får en klump i halsen, fordi de fik en særlig betydning, da mit liv en periode var sat på pause.
Opsummering
De tre sjælesorgs-eksempler viser på meget forskellig vis, at menneskers åndelige og evige nød er uløseligt sammenvævet med deres menneskelige, relationelle og psykiske nød. En sjælesørger må derfor både være god til at læse og forstå Bibelen og god til at ”læse” og forstå de mennesker, han eller hun møder på sin vej.
Artiklen er oprindeligt bragt i Budskabet
