Forfatter og datering
Brevet er skrevet af apostlen Johannes. Han har også skrevet det første og det andet Johannesbrev, Johannesevangeliet og Johannes Åbenbaring.
I dette brev beskriver han igen sig selv som «den ældste» som i sit andet brev. Det kan selvsagt hentyde til hans funktion som en ældste i menigheden, eller som hyrde over flere menigheder, men i denne sammenhæng kan det slet og ret henvise til, at han er den sidste nulevende af apostlene og de første kristne. Han er bogstaveligt talt den ældste discipel i hele kirken.
Johannes blev en gammel mand, og vi regner med, at dette brev blev skrevet hen mod slutningen af det første århundrede.
Modtager
Brevet rettes denne gang til en privat person, Gajus. Dette er et almindeligt navn, og kan derfor være en, vi ikke har hørt om tidligere. Men det kan også være den Gajus, som Paulus døbte i Korinth (1 Kor 1,14) og som var vært for menigheden i Korinth (og for Paulus og hans medvandrere) da Romerbrevet blev skrevet derfra (Rom 16,23).
Netop dette med værtskabsrollen og gæstfriheden er et lighedstræk med den Gajus, som Johannes skriver til.
Gajus tog også med Paulus videre på hans rejser. (ApG 19,29 og 20,4).
Menigheden
Hvilken menighed og by Johannes tænker på, når han skriver til Gajus, er uklart. Hvis denne Gajus er helt ukendt, er det mest sandsynligt, at det er en menighed i Tyrkiet, eftersom Johannes havde sit hovedvirke som hyrde der.
Hvis det er den Gajus, som rejste med Paulus, kan det være Derbe i Tyrkiet, da han var derfra. Det er det samme sted, som også Timoteus var fra. Det kan også være Korinth, da Gajus var makedonier, og det var der han boede og praktiserede sin gæstfrihed, da Paulus var på besøg. Det kan også være Efesos, eftersom det er der vi kender til en Demetrius.
Han kan jo uanset hvad have slået sig ned hvor som helst, og sagen er, at vi ikke ved, hvilken menighed der er tale om.
Et trøstebrev
Brevet er meget kort – det består af blot 15 vers. Men det er et vigtigt brev. Det er et trøstebrev til en, som formentligt er udstødt af sin egen menighed, fordi han er gæstfri mod de kristne brødre (forkyndere), som er på gennemrejse og har brug for hjælp og gæstfrihed (v. 7 og 10).
Gæstfrihedens nådegave
Gæstfrihed er en vigtig tjeneste for Gud, som mange ikke tænker på. Det er en nådegave på lige fod med andre nådegaver.
Gennem den er vi medarbejdere for sandheden (v. 8). Den er prisværdig for Gud (v. 6), og det er at vandre i sandhed (v. 3-4). Med gæstfrihed viser man kærlighed, og gennem den gives mange vidnesbyrd om Jesus. Gennem gæstfriheden har nogle haft engle på besøg uden at vide det (Hebr 13,2). Gennem den tager vi imod Jesus selv, og den skal ikke være uden løn for dem som praktiserer den (Matt 10,40-42).
Diotrefes
Menighedslederen Diotrefes er kun nævnt her som det eneste sted i Bibelen. Han er ikke et eksempel til efterfølgelse. Han drives af et selvhævdende ønske om at være den første (v. 9). Han er også i opposition mod Johannes selv og hans medarbejdere. Vi ser derfor ind i en stærk lærekonflikt i den første kristne tid, som medfører, at der udøves kirketugt mod den traditionelle kristne tro og de, som står for den. Derfor er det også et aktuelt brev i vores tid.
Diotrefes tager ikke imod hverken Johannes, Johannes’ medarbejdere eller andre kristne forkyndere som er på gennemrejse. De nægtes hjælp. Og de i menigheden, som ønsker at tage imod og hjælpe, bliver af Diotrefes hindret og udelukket fra menigheden (v. 10). Gajus er nok derfor en, som selv er blevet modarbejdet og allerede er udelukket fra menigheden af Diotrefes.
Budskabet
Budskabet er altså det samme som i hans to første breve. Det er at vise kærlighed til Gud, mennesker og Guds Ord. Det er at vende sig væk fra det onde.
Johannes kommer også i dette brev med en enkel definition og et enkelt kendetegn på den sande og levende tro: Den, som gør det gode, er af Gud. Den, som gør det onde, har ikke set Gud (v. 11). Dette er en parallel til blandt andet 2. Joh 1,9 og 1. Joh 4,7-8.
Det er en god trøst for en som er udstødt og som derfor kæmper med tvivl og forvirring.
Et godt eksempel
Johannes trækker også her et konkret eksempel frem. Det er Demetrius, som Gajus tydeligvis kender godt. Han har et godt vidnesbyrd, og han har måske lidt samme skæbne som Gajus i denne menighed (v. 12).
Det specielle er, at vi kender en Demetrius, som vi ved Gajus godt kender fra Apg 19 og tiden med Paulus i Efesus. Men denne Demetrius var sølvsmed og en ivrig tilbeder af gudinden Artemis. Han skabte voldsomme optøjer i byen mod Paulus og Gajus (Apg 19,23-40). Andre med navnet Demetrius kender vi ikke.
Det kan selvsagt være to forskellige Demetriuser. Men kan det tænkes, at denne sølvsmed som forfulgte Gajus, senere blev en kristen og en god ven af Gajus? En forfølger som bliver et godt eksempel til efterfølgelse i det at gøre det gode, tage imod kristne forkyndere og at være gæstfri. En fin tanke!
Afslutning
Vers 13-14 er afsluttende hilsen. Johannes vil selv besøge menigheden og specielt Gajus. Han hilses med fred og med forsikring om, at han har kærlighed og støtte fra alle vennerne. Han beder ham også om at hilse alle vennerne i menigheden, som helt sikkert også havde det hårdt under Diotrefes’ ledelse.
Artiklen er tidligere udgivet på foross.no. Oversat af Enok Breum Mogensen.
