Hvad i Bibelen er forpligtende i dag?

Kan vi udlede noget som helst af Bibelen som rettesnor for vores tid? Og hvordan finder vi i så fald frem til det?

Bibelen er autoritet for tro, lære og liv. Det siger vi ofte, når vi betoner vores autoritet inden for troslære og etik.

Men hvordan kan vi egentlig udlede noget af Bibelen som rettesnor for os i dag? Der er vel forskel på den gamle og den nye pagt. Og der er jo talrige beskrivelser af folk, der gjorde det ene og det andet, som vi ikke nødvendigvis skal efterligne.

Så: Hvordan kan vi finde ud af, hvad der forpligter os i dag?

Lad mig begynde med at nævne tre konkrete eksempler:

Privat eller kollektiv ejendomsret

De første kristne i Jerusalem solgte ofte deres ejendom og gav overskuddet til det store fællesskab og levede i en slags kollektiv (ApG 2,45). Det omfattede flere tusinde mennesker. Peter gør det dog senere klart, at det er en helt frivillig ordning (ApG 5,4).

Men de første kristnes totale satsning på fællesskabet har været en tilbagevendende inspiration i kirkens historie. Dog blev ejendomsfællesskabet aldrig særlig udbredt i de kristne menigheder, der blev grundlagt på Ny Testamentes (NT) tid.

Da kollektivtanken bredte sig efter ungdomsoprøret, opstod også en kristen variant, der blev udbredt i Danmark: ”Jesus-folket”. De var en gruppe unge, som havde forladt hjem og ejendom og levede som omrejsende vagabonder og evangelister. Forskellige andre former for kristne kollektiver er siden skudt op, inspireret af de første kristnes ejendomsfællesskab.

Men set ud fra NT som helhed er det et personligt skøn, hvordan den enkelte kristne vil forvalte det, man har af penge og ejendele. Det generelt forpligtende i Bibelen er gæstfrihed og gavmildhed – og ikke, om man håndhæver en privat eller kollektiv ejendomsret.

Paulus opfordrer igen og igen til gavmildhed over for de fattige og over for dem, der lever af at forkynde evangeliet. Men ikke til ejendomsløshed.

Er en kristen forpligtet på at give tiende?

I den gamle pagt blev de tolv stammer økonomisk og socialt bundet sammen, ved at Levi stamme skulle leve jordløst, mens de øvrige 11 stammer skulle give 10 % af årets udbytte til dem. Til gengæld fik de et særligt ansvar for at tage vare på templet og præstetjenesten.

Under sit jordeliv lever Jesus og de jødiske disciple fortsat efter den ordning, og Jesus forpligter sine disciple på det (Luk 11,42). Samtidig profeterer Jesus om templets ødelæggelse og det levitiske systems sammenbrud og dermed ophøret af den gamle pagts ordning med tiende.

Når Paulus underviser de kristne menigheder, siger han intet om de jødiske kristnes forpligtelse i forhold til Levi stamme. Men derimod at den, som forkynder evangeliet eller arbejder som diakon i menigheden, skal have en ordentlig løn, og det er menighedens pligt at sørge for denne organiserede gavmildhed (1 Kor 9,14-18).

Paulus roser menigheden i Filippi for deres rundhåndede og systematiske gavmildhed (Fil 4,14-20).

På samme måde som Guds folk i den gamle pagt blev knyttet sammen socialt og økonomisk pga. ordningen med den jordløse stamme, bliver Guds folk i den nye pagt knyttet sammen ved pligten til at skulle lønne fuldtidsansatte præster, diakoner og missionærer.

Internationalt bliver kristne knyttet sammen ved, at vi i de rige lande støtter fattige kristne rundt om i verden.

I 2010 var jeg sammen med seks kristne organisationer med i kampagnen Giv dig rig. Vi ønskede at tilskynde kristne mennesker i Danmark til at være mere gavmilde.

Mens reallønnen i Danmark var vokset støt i fem årtier, var den andel af lønnen, som blev givet videre til kristent arbejde, faldet. Derfor ville vi gerne i fællesskab skabe en modkultur til materialismen i vores folk og i kristne miljøer ved at sætte fokus på de kristnes kald og pligt til gavmildhed.

Vi var inspirerede af Gammel Testamentes (GT) tale om at give tiende, men fordi den nye pagts gudsfolk ikke er forpligtet på ordningen med 10 %, ønskede vi ikke at forpligte os rige danskere på det, men kun på rundhåndet gavmildhed. I vores måde at fremlægge sagen på ønskede vi at sondre mellem de eksempler fra Bibelen, som inspirerede os, og de konkrete påbud, der forpligter os.

Her 13 år efter kan jeg godt være i tvivl om, hvorvidt kampagnen kom til at gøre nogen forskel. Jeg tror, vi inspirerede nogle mennesker til at tænke gæstfrit og gavmildt. Men skal det på sigt danne en modkultur, er der brug for, at vi til stadighed gennemlyses af Bibelens konkrete vejledning.

Hvorfor skal nadveren udføres igen og igen, men ikke Jesu fodvaskning?

De tre første evangelier omtaler indstiftelsen af nadveren, så det bliver klart, at nadveren er den nye pagts påskemåltid. Der skal ikke længere slagtes et lam hver påske, men den nye pagt er grundlagt på Jesu stedfortrædende offer. Hans krop blev nedbrudt og hans blod udgydt for hele verden til syndernes forladelse.

Derfor skal ikke blot de tolv apostle, men alle Jesu disciple til alle tider fejre nadveren. I den menighed, der blev dannet pinsedag, holdt disciplene fast ved ”brødsbrydelsen”, altså nadveren. Når Paulus senere til en ikke-jødisk menighed uden for Israel underviser om nadveren, er det tydeligt, at det er en kristen tradition at fejre nadveren (1 Kor 11,17-34).

Når Jesus vasker disciplenes fødder (Joh 13), er det et markant udtryk i handling for, at han, som er alles herre, kom for at være tjener og slave for disciplene. Kun ved at tjene og give sit liv kunne han redde disciplene og os andre fra Guds dom og den evige fortabelse.

Det at tjene og ydmyge sig er det vedvarende og forpligtende kald i den beretning. Derimod er vi ikke forpligtede til at gentage fodvaskningen i dag, sådan som visse kirkesamfund har indført som en særlig påskeskik.

I givet fald ville der i den første kirkes praksis have været en formaning til at fastholde fodvaskningen, og man ville se eksempler på, at denne skik reelt var en del af menighedernes fælles praksis.

Derimod har vi spredt over hele NT en række formaninger til at være tjener for fællesskabet. Enhver kristen, som påtager sig det mest ydmygende og nedværdigende arbejde for at tjene andre, efterkommer Jesu ord om, at han er et forbillede med henblik på at tjene (Fx Rom 15,8. 1 Kor 9,19. Gal 5,13. Ef 6,21. Fil 2,5. Kol 4,17).

Hvordan er hele Bibelen vores norm?

Efter at have nævnt nogle konkrete eksempler vil jeg gerne forsøge at præcisere det overordnede. Hvis vi som det jødiske folk i en periode af frelseshistorien kun havde mosebøgerne som helligskrift, ville det være vanskeligt for os at se, hvad der ”bare” er inspiration, og hvad der er forpligtende til enhver tid.

Da de profetiske skrifter kommer til, antydes det, at der vil komme en ny pagt, som omfatter både jøder og hedninger, og hvor pagtsfolket vil have et nyt forhold til loven. Det antydes også, at Guds egentlige offer ikke er dyreofre, men et menneske, Herrens lidende tjener (Es 53).

Men det er først i lyset af NT, at det bliver klart, at dele af moseloven ikke længere forpligter. Hele offerinstitutionen i templet er kun en skygge af det, der kom i kød og blod med Jesu komme til verden (Hebr 10).

I sin undervisning af disciplene erklærer Jesus ”al mad for ren” (Mark 7,19). Det varer en rum tid, før Jesu disciple vover at tage konsekvensen af det (Jf. ApG 10,15).

Det betones i Apostlenes Gerninger 15 og en række steder i Paulus’ breve, at den nye pagt har nedbrudt skellet mellem jøder og hedninger, så hedninger ikke er forpligtede på at indrette sig efter moseloven for at kunne leve som kristne. I den gamle pagt var dette vejen ind i Guds folk, men i den nye pagt har alle direkte adgang til Gud i Jesu navn (Ef 2,11-22).

Samtidig ser vi, at når Jesus udlægger loven i bjergprædikenen, gentager han dele af de ti bud i moseloven. Eller når Paulus skal præcisere, hvad kristen næstekærlighed er, gentager han en række af de ti bud (Rom 13,8-10).

Ud fra GT alene kan vi faktisk ikke se, at dyreofrene var en guddommelig ordning, der havde en udløbsdato (indtil Kristus kom, Gal 3,24). De nævnes sammen med templet og festerne som en evigt gyldig ordning. Men NT viser, at de er evigt gyldige på den måde, at de peger frem mod det evige offer, Kristus bragte ved dagenes ende én gang for alle.

I lyset af Jesu komme og den nye pagts tid kan vi inddele loven ud fra et overordnet princip: Hvad gælder ”stadigvæk”, og hvad gælder ”ikke mere”.

Stadigvæk – ikke mere

Det, som ikke kan ses ud fra GT alene, men ud fra NT, er, at en række love er tidsbegrænsede og kun gælder det jødiske folk i perioden fra Moses til Kristus. Det gælder offerinstitutionen, templet, love om rent og urent og en række samfundslove, som angår jødernes liv i det lovede land.

Ifølge NT gælder disse love ikke i den nye pagts tidsalder. Hedninger skal ikke blive jøder, lade sig omskære og følge moseloven, før de kan blive kristne. Gør man dette til et krav, underminerer man Jesu komme og hans døds betydning. Så gør man ifølge Galaterbrevet menneskers gerning og ikke Kristi gerning til frelsesvej.

Hvis vi i dag vil forpligte kristne til at følge GT’s ceremonier eller love, underminerer vi det, som NT siger om den nye pagt ved Jesu stedfortrædende død.

Hvis messianske jøder selv ønsker at følge moselovens bestemmelser om rent og urent, hvad mad og drikke angår, kan de gøre det som en del af det at være en del af jødisk kultur. Men i det øjeblik, de forpligter andre til at følge dem som et vilkår ved at være kristen, bryder de med de apostolske principper (ApG 15), som stadig er gældende. En kristen har nemlig sin identitet i Kristus alene, ikke Kristus og min efterlevelse af moselovens forskrifter.

Visse ting i moseloven og hos profeterne er nok talt til jøderne i en bestemt tidsperiode, men er begrundet i almenmenneskelige principper. De gentages derfor i den nye pagt og er forpligtende for kristne: En kristen skal ære sine forældre, må ikke slå ihjel, må ikke bryde ægteskabet, ikke sjæle, lyve eller misunde andre.

Det var i sin tid Guds ord til jøderne, men gentages i den nye pagt som Guds ord og vilje over for alle. Essensen i de ti bud er gentaget i Jesu discipelundervisning og i de apostolske formaninger som noget, der forpligter Guds folk i den nye pagt.

Vi må altså lære at skelne mellem, hvad der stadig forpligter, og hvad der ikke længere er etisk norm i den nye pagt.

I den lutherske tradition har man forsøgt at sondre mellem de moralske love, de ceremonielle lov og de samfundsmæssige lov. De moralske love er dem, der gentages og anvendes i NT som forpligtende. De ceremonielle love og de samfundsmæssige love gælder derimod kun jøderne mellem Moses og Kristus og forpligter ikke kristne i dag.

Moseloven har ikke selv denne tredeling, men de tre former for påbud og forbud er vævet sammen. Det er derfor nødvendigt med NT’s lys over den gamle pagt, før man kan se, hvad der ikke gælder mere, og hvad der stadigvæk forpligter.

Sammenhæng, sondring og skøn

De nævnte eksempler og den overordnede sondring viser, at det er vigtigt at læse Bibelen i sin sammenhæng, og det er vigtigt at forstå GT i lyset af den nye pagts tid for at forstå den rigtigt.

Også i NT må vi sondre mellem, hvad der er eksempler, som dermed kan inspirere, og hvad der er forpligtende og dermed gælder alle kristne til alle tider.

I mange situationer må vi skønne, hvad der er Guds vilje. I andre situationer er vi bundet af den direkte ordlyd i de forpligtende påbud og forbud, som Jesus og apostlene giver. Også når disse bud strider mod vores egen tids værdier og normer.

 

Artiklen er fra Budskabet og indgår i temaet ”Forstår du det, du læser i Bibelen?” i nr. 2 2023 sammen med følgende artikler:

Kunne du li' det, du læste?

Så hjælp os med at lave flere gode artikler til fordybelse og refleksion – ved at blive abonnent på Budskabet.

Del:

Twitter
Facebook