Tegnene på Jesu genkomst

Det er ikke kun miljøaktivister eller dommedagssekter, der profeterer om verdens undergang. Jesus gjorde det samme. Ole Andersen fremlægger de tegn, som Bibelen giver, for hvornår Jesus kommer igen.

Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og forvirrede miljøfanatikere, der taler om verdens undergang. Også Jesus og hans disciple talte om, at verden en gang vil gå under.

Blandt jøderne på Jesu tid var det en helt almindelig opfattelse. Forfatteren til det antik-jødiske skrift Fjerde Ezrabog udtrykte det på denne måde: »Den Højeste har skabt ikke én tidsalder, men to« (4 Ezra 7,50). Den nuværende verden eller tidsalder vil en dag nå sin afslutning. Og så vil der komme en ny verden, en ny tidsalder. De gamle rabbinere talte om kontrasten mellem »denne verden/tidsalder« og »den kommende verden/tidsalder«. Det samme gjorde Jesus.

Det endelige stop for denne verden indtræder, når Jesus er kommet igen. I en vis forstand er den nye tidsalder allerede nu begyndt for dem, der tror på Jesus. De har allerede taget hul på det evige liv. Deres forhold til Gud er allerede genoprettet. Og de får allerede nu lov til at smage lidt af det, der venter. Men når det gælder levevilkårene på jorden, begynder den kommende verden først efter Jesu genkomst.

Jesu genkomst vil ifølge Det Nye Testamente omfatte en hel række begivenheder: de troendes opstandelse og bortrykkelse, Jesu sejr over Antikrist, tusindårsriget, Gog og Magog-krigen, de ikke-troendes opstandelse, den endelige dom og nedstyrtningen af Satan, døden og de fortabte i helvede.

Først efter tilintetgørelsen af døden er denne verden endegyldigt forbi. Så begynder der noget nyt: En ny himmel og en ny jord, hvor Gud igen tager bolig på jorden og genopretter paradiset for alle de frelste.

Jesu genkomst markerer altså det store vendepunkt i verdenshistorien: overgangen fra »denne tidsalder« til »den kommende tidsalder«.

Den sidste del af denne tidsalder bliver i Bibelen omtalt som »de sidste tider« eller lignende. Det er perioden fra Jesu første komme til hans genkomst.

De sidste tider har nogle specielle kendetegn. Jesus advarer mod ethvert forsøg på at sætte årstal eller dato på genkomsten. Men samtidig underviser han om de sidste tiders tegn, for at disciplene skal kunne have en fornemmelse af, når tiden for Jesu tilsynekomst nærmer sig.

Disciplenes spørgsmål

En af de vigtigste bibelske tekster om de sidste tider er en tale, som Jesus holdt, kort før han blev korsfæstet.

Jesus og disciplene var i Jerusalem. De havde netop besøgt templet, og på vejen ud havde disciplene talt om det fantastiske bygningsværk, som templet var. Jesus havde imidlertid besvaret disciplenes begejstring med en profeti om, at hele tempelkomplekset ville blive lagt i ruiner.

Lidt efter sad Jesus og disciplene på Oliebjerget. Herfra havde de en fantastisk udsigt tværs over Kedrondalen til Tempelbjerget med alle dets imponerende bygninger. Og så tager disciplene igen tråden op og spørger: »Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?« (Matt 24,3).

Jesu svar på disciplenes spørgsmål blev den lange tale, som er gengivet i Matt 24-25, Mark 13 og Luk 21.

For at forstå talen er det vigtigt at lægge mærke til disciplenes spørgsmål. Disciplene kæder nemlig to ting sammen. For det første spørger de om, hvornår »dette« (altså templets ødelæggelse) skal ske. For det andet spørger de om »Jesu komme og verdens ende«. Disciplene har sikkert ikke kunnet forestille sig andet, end at templets ødelæggelse måtte hænge uløseligt sammen med Jesu komme og verdens ende.

Det bemærkelsesværdige er, at Jesus ikke irettesætter dem. Tværtimod. I sit svar taler Jesus på én gang om både templets ødelæggelse og hans egen genkomst og verdens ende. Hvordan kunne Jesus på den måde sammenblande to begivenheder, som vi ved, at der er mindst et par tusinde år imellem? Jo, det kunne Jesus, fordi han bruger en måde at profetere på, som allerede var brugt mange gange i Det Gamle Testamente.

Mange af profeterne forudsagde domshandlinger, som Gud ville lade komme over et folk, en by eller en person. En sådan dom blev kaldt for »Herrens dag« for de pågældende. Men samtidig brugte profeterne disse domsdage som udgangspunkt for at forkynde, at der en gang skal komme en verdensomspændende dom – »Herrens store dag« (fx Sef 1,7-13 sammenlignet med Sef 1,14-18). Eller sagt med andre ord: En konkret dom over en begrænset gruppe blev opfattet som en »forsmag« eller »miniudgave« af den dom, Gud i fremtiden vil holde over hele verden. Derfor kombinerede profeterne ofte forudsigelsen af en konkret historisk dom med forudsigelsen af verdensdommen uden at tage hensyn til den lange tidsperiode mellem begivenhederne.

Det er præcis det samme, Jesus gør. Han taler om Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr. samtidig med, at han taler om verdens ende uden at tage hensyn til tidsperioden mellem de to begivenheder. Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr. er nemlig en forsmag i lille udgave på den undergang, der efter Jesu genkomst vil komme over hele jorden.

Det betyder, at nogle ting i Jesu tale specielt går på Jerusalems ødelæggelse i 70 e.Kr. Andre ting passer både på Jerusalems ødelæggelse og Jesu genkomst. Og nogle ting handler udelukkende om Jesu genkomst.

Tegnene

Disciplene havde bedt Jesus om at få nogle tegn på, at hans genkomst nærmede sig. Og det gav Jesus dem. De tegn, Jesus nævnte, kan sammenfattes i tre grupper

a) Tegn på tiltagende oprør mod Gud

Jesus omtaler en række tegn, der afslører, at konflikten i verden spidser til. Det ældgamle oprør mod Gud skal slå igennem i verden på en endnu stærkere måde end tidligere. Jesus nævner falske profeter og messias’er (Matt 24,5.11.23-26), frafald fra den sande tro (Matt 24,10) og forfølgelser af de troende (Matt 24,9.21-22).

Et specielt tegn er »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« (Matt 24,15-22). Udtrykket stammer fra Dan 11,31 og 12,11, hvor det er en profeti om den syriske konge Antiokus Epifanes’ vanhelligelse af templet i Jerusalem i år 167 f.Kr. Men Jesus bruger Daniels udtryk for at sige, at noget lignende skal ske i fremtiden.

Lukas vælger i sin gengivelse af Jesu tale at ’oversætte’ udtrykket »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« til »Jerusalem omringet af hære« (Luk 12,20). Ødelæggelsens Vederstyggelighed er altså det tegn, Jesus giver disciplene på Jerusalems ødelæggelse. Når disciplene ser de fremmede hære omringe Jerusalem, så skal de vide, at byens ødelæggelse er nær – og flygte.

Men der ligger mere i udtrykket end det. Ødelæggelsens Vederstyggelighed vil nemlig resultere i den værste trængselstid i verdenshistorien (Matt 24,21). Det kan ifølge Bibelen kun være perioden lige før Jesu genkomst. Til den tid skal Ødelæggelsens Vederstyggelighed »stå på hellig grund«. Det minder til forveksling om Paulus’ beskrivelse af Antikrist, der »ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud« (2 Thess 2,4).

»Ødelæggelsens Vederstyggelighed« betegner altså i Bibelen tre forskellige ting af samme type: vanhelligelsen af templet i Jerusalem i 167 f.Kr., de romerske hæres ødelæggelse af templet i Jerusalem i 70 e.Kr. og Antikrists blasfemiske oprør mod Gud lige før Jesu genkomst.

Tiden frem mod Jesu genkomst vil altså blive præget af et stadigt tiltagende oprør mod Gud, som vil kulminere i Antikrists virke

b) Tegn på Guds vrede

Det stadigt stærkere oprør mod Gud frem mod Jesu genkomst medfører, at også syndens forfærdelige følger og Guds straffedomme over jorden tager til. Jesus forklarer derfor disciplene, at også forfærdelige begivenheder som krig, hungersnød og jordskælv er tegn på de sidste tider (Matt 24,6-7).

c) Tegn på fuldendelsen af Guds plan

Den tredje gruppe tegn er begivenheder, der viser, at afslutningen af Guds plan med denne verden nærmer sig.

Det første af denne type tegn er mission. »Dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme,« siger Jesus (Matt 24,14). Inden denne tidsalder kan afsluttes, vil Gud have, at det kristne evangelium skal være forkyndt for ethvert folkeslag på jorden (altså ikke nødvendigvis ethvert enkeltmenneske). Udbredelsen af evangeliet til stadig flere folkeslag er derfor et tegn på de sidste tider.

Det andet tegn af denne type er Israel. I forbindelse med profetien om Jerusalems ødelæggelse år 70 e.Kr. siger Jesus: »De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende« (Luk 21,24).

Jesus siger altså, at Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr. vil resultere i tre ting for Israels folk: 1) de vil blive dræbt, 2) de vil blive spredt ud over hele jorden, og 3) Jerusalem vil blive behersket af hedningefolk. Men disse tre ting vil kun vare ved, »indtil hedningernes tider er til ende«. Der kommer altså en dag, inden denne verdens afslutning, hvor jøderne ikke længere skal være spredt ud over hele jorden, og hvor Jerusalem ikke længere skal være under hedningestyre. Derfor er også begivenhederne i Israels historie et tegn på Jesu genkomst.

I Det Gamle Testamente er der et meget stort antal profetier om fremtiden for Israel. Israels folk skal igen samles i det landområde øst for Middelhavet, som Gud lovede Abraham, og opnå selvstændighed i landet. Landet skal genopbygges og genopdyrkes. Hjemkomsten skal ledsages af en omfattende vækkelse, hvor folket som helhed skal komme til tro. Messias skal være konge over det frelste Israel i det genopbyggede land.

Jesu ord om Jerusalem viser, at han regner med en opfyldelse af de gammeltestamentlige profetier om Israel i forbindelse med hans genkomst. Det samme gør apostlen Peter (ApG 3,20-21).

Allerede profeternes egne ord i Det Gamle Testamente viser, at disse profetier handler om en periode i denne tidsalder og ikke på den nye jord. For det første antyder profeterne, at resten af jorden stadig skal være i mørke, og at Israels frelse skal føre til mission og omvendelse blandt hedninger. For det andet fastslår profeterne, at Israels frelsestid vil blive fulgt af en ny krig (Gog og Magog-krigen). Begge forhold viser, at de bibelske profetier om Israel skal gå i opfyldelse senest i forbindelse med Jesu genkomst.

Begivenhederne i Israel er derfor ligesom verdensmissionen et tegn på, at vi nærmer os fuldendelsen af Guds plan med denne tidsalder.

Veerne

Der er en detalje i Jesu tale om tegnene, som det er vigtigt at lægge mærke til. Den kommer tydeligst frem i Markus’ gengivelse af talen.

Markus inddeler Jesu ord om tegnene i tre afsnit. De første to afsnit ligner hinanden (Mark 13,5-8 og 9-13). Begge afsnit begynder med et »Se til…« (på græsk er brugt samme udtryk i vers 5 og 9). Og begge afsnit beroliger disciplene med en når-sætning: »Når I hører krigslarm … så lad jer ikke skræmme« (vers 7) og »Når de fører jer for retten … skal I ikke bekymre jer« (vers 11). De ting, Jesus har nævnt i disse to afsnit (nemlig falske profeter, forfølgelser, krig, hungersnød og jordskælv) er nemlig ikke enden, men »begyndelsen på veerne« (vers 8).

Men i det tredje afsnit skifter tonen alvorligt. Også her bruger Jesus en når-sætning, men eftersætningen er anderledes: »Når I ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed … da skal de flygte« og bede om Guds hjælp (vers 14-20).

Jesus skelner her mellem de generelle tegn (falske profeter, forfølgelser, krig osv.), der skal forekomme i en lang periode, og de specielle tegn (Ødelæggelsens Vederstyggelighed, dvs. Antikrist, og den store trængsel), som skal indtræffe lige før hans genkomst.

De generelle tegn skal altså forstås som kendetegn på de sidste tider. De har altid været og vil fortsat være til stede i hele perioden fra Jesu første komme og frem til hans genkomst. De er »veer« (Matt 24,8). Det vil sige, at de kan forekomme over en længere periode, men tager til i styrke og i hyppighed.

De specielle tegn er derimod særligt knyttet til tiden lige inden Jesu genkomst. Gennem hele perioden fra Jesu første komme er der fremstået antikristelige skikkelser i historien, men Antikrist kommer først til allersidst og vil blive dræbt ved Jesu komme.

Også Israel er et specielt tegn. I næsten 2000 år levede folket spredt ud over hele jorden, men i vores tid er jøder i et antal som aldrig ført vendt tilbage til deres gamle land og har genoprettet et selvstændigt Israel. Det sker samtidig med, at antallet af jøder, der kommer til tro på Jesus, ser ud til at stige markant.

Tegnene er veer. Og til sidst i denne verdens historie vil veerne kulminere i opfyldelsen af de generelle tegn. Og så kommer Jesus.

Forløsningen kommer

Udtrykket »veer« er også vigtigt af en anden grund. Mange mennesker taler med frygt om verdens undergang. Men Jesus taler om mere end undergang. Han taler om »veer«, der fører frem til en forløsning, en fødsel, nemlig »verdens genfødelse« (Matt 19,28).

Budskabet om Jesu genkomst lover, at der kommer en dag, hvor Gud »genføder« eller genskaber himlen og jorden. Alt det onde skal udslettes. Paradiset skal genoprettes. Gud skal igen tage bolig på jorden. Den dag begynder der en ny tidsalder, der langt overgår alt, hvad New Age-tilhængerne kan finde på at drømme om.

For de troende er budskabet om Jesu genkomst ikke en trussel, men et evangelium.

Derfor slutter Lukas sit referat af Jesu tale om de sidste tiders tegn på denne måde: »Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig« (Luk 21,28).

 

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

 

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook