Inden Peter Bastian døde d. 27. marts 2017, havde han noget meget vigtigt på hjerte. Tor Nørretranders interviewede ham i mere en fire timer hvilket førte til en bog der har fået titlen ’Altid allerede elsket’. Ifølge de anmeldelser jeg har læst, er det en stærkt personlig og intens bog af og om en evig tvivler, der finder fred i kristendommen i ellevte time. Titlen kombineret med kommentaren om at han fandt fred i kristendommen i ellevte time, vakte i høj grad min interesse. Den interesse er ikke blevet mindre af at jeg nu er i færd med at læse den.
For der var noget umiddelbart genkendeligt ved den titel. Ikke den præcise ordlyd, men sagen. Jeg vil ikke gøre mig klog på hvordan Peter Bastian forstod det udtryk, men det som jeg umiddelbart satte udtrykket i forbindelse med, var en beskrivelse af en bornholmsk smeds oplevelser en langfredag morgen i 1864. Christian Møller som smeden hed, kom i tanke om bibelverset fra Paulus brev til romerne kapitel 5 vers 6. ”For mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde.” Christian kom frem til den konklusion at hvis Gud griber ind til frelse mens mennesker stadig er ugudelige, så findes årsagen til at Gud vil frelse ikke hos mennesket. Der fandt Christian fred i kristendommen. Mennesket er allerede elsket af Gud mens det endnu er ugudeligt.
Jeg satte også umiddelbart udtrykket i forbindelse med en anden person som Christian Møller var meget inspireret af. Carl Olof Rosenius har skrevet salmen ’På nåden i Guds hjerte’. Pointen i salmen er at lade ’sin tro og salighed’ hvile på nåden i Guds hjerte og ikke på nåden i menneskers egne hjerter. Guds uforanderlige nådefulde hjerte gør at vi altid allerede er elskede. Vi kan ikke blive mere elsket af Gud. Vi er altid allerede elskede.
For mange mennesker er det svært at finde den fred blandt andet fordi den presses ned over os i en falsk fredsforkyndelse. I kort form lyder den forkyndelse:
Du skal bare acceptere dig selv. Gud accepterer dig, og det skal du også bare gøre.
Problemet med den fredsforkyndelse er at den kun fungerer overfladisk og for en kort tid. Over tid give den anledning til endnu større uro. For hvad med alt det onde og forkerte vi bare ikke kan acceptere? Har Gud da ikke opdaget det? Ser han ikke hvad jeg gør mod mig selv og andre? Ser han ikke hvad ondt andre gør mod mig? Kan han bare acceptere det? Er jeg altid allerede elsket fordi Gud bare vælger at se igennem fingrene med det forkerte? Ufreden indfinder sig fordi vi bliver bange for hvordan Gud vil reagere hvis han finder ud af hvordan der virkeligt er inde i mig.
Det er dog ikke den fred Paulus forkynder. Gud ser alt det forkerte. Han ser synden i os. Ikke bare ser han den, men fordømmer den. Overgreb i tanke, ord og handling ses af Gud og fordømmes. Når han alligevel altid allerede elsker os, skyldes det den stedfortrædende død hans egen søn, Jesus led. Den der lever i Kristus får del i hans stedfortrædende død. Dommen eksekveres – det fuldstændigt afslørede menneske går fri. Ikke fordi straffen undlades, men fordi den er udstået. Det giver en fred af en helt anden karakter. Intet skjult – stadig altid allerede elsket.
Altid gælder både fortiden, nutiden og fremtiden. Også straffen for fremtidens overtrædelser er udstået, også i fremtiden er vi i Kristus altid allerede elsket.
