Når en løve brøler, går alt i stå. Den gennemtrængende lyd af løvens mægtige brøl får hårene til at rejse sig. ”Hvem frygter da ikke?”, spørger profeten Amos. Profetens alvorlige forkyndelse begynder netop med en skrækindjagende skildring af Herrens brøl. Noget har vakt Herrens vrede, og Amos er budbringeren, som bliver betroet opgaven at forkynde dette tunge budskab til et folk, som ligger og vælter sig i elfenbensprydede sommerboliger.
Amos’ tid
Profeten Amos beskrives som fåreavler (1,1), og han dyrker morbærfigner (7,14). Han lever nogenlunde samtidig med profeterne Esajas, Hoseas og Mika, altså sidste halvdel af 700-tallet f.Kr. Bogens indledning siger, at han fik sine profetiske syner ”to år før jordskælvet”. Fra historiske kilder ved vi, at et jordskælv rystede Israel omkring 760 f.Kr. Det betyder at Amos formentlig var først ude i forhold til sine samtidige profeter.
De to store konger Uzzija og Jeroboam II er konger i henholdsvis Juda og Israel. De sidder i hver sin hovedstad, Jerusalem og Samaria, i riget som blev delt efter Salomos død cirka 930 f.Kr.
Amos henvender sig først og fremmest til Israel, altså det nordlige rige. Under kong Jeroboam II var den politiske og økonomiske situation i riget god og stabil. Velstanden voksede til nye højder og særligt Samaria nød godt af handelsvirksomheden. Den vigtigste handelsvej mellem Mesopotamien og Egypten gik nemlig gennem Samaria. Fund af lertavler fra Jeroboam II’s tid indeholder en række kvitteringer på olivenolie og vin.
Byens og landets velstand var bygget på stor social uretfærdighed. Og netop dette er et hovedbudskab i Amos’ forkyndelse. Han langer ud efter ”de tillidsfulde på Samarias bjerg” (6,1) og deres vilde luksus. Men sandheden om dem er, at de ”knuser de svages hoved i støvet” (2,7).
Religiøse forhold
Som om den sociale uretfærdighed ikke er slem nok, må Amos også forkynde hård fordømmelse over det religiøse liv som leves i landet. Folkets fester og højtider er ikke til at holde ud for Herren (5,21-23). Det, Herren er ude efter, er ret og retfærdighed – altså at liv og lære hænger sammen (5,24)
Religionen i det nordlige rige var gennem hele kongetiden præget af en vis synkretisme. Jeroboam I, som blev konge over de ti stammer, da de løsrev sig fra Davids hus efter Salomos død, satte guldkalve på i Betel og Dan i starten af sin regeringstid (1 Kong 12, 25-31). Han indsatte også et nyt præsteskab, som ikke var af Levis stamme. På Amos’ tid levede denne gudsdyrkelse, som Herren fordømte, i bedste velgående. Og præsten i Betel i rigets tempel, kan ikke fordrage Amos og hans forkyndelse. Derfor beder han ham rejse tilbage til Tekoa i Juda, hvor Amos kom fra (7, 12-13).
Herrens dag
Vi får ikke meget at vide om mennesket Amos, andet end hans hjemsted og hans erhverv. Profetens person træder tilbage for at Herrens ord skal træde desto klarere frem. Og Herrens ord gennem Amos er hårde ord. Det begynder som et frygtindgydende brøl:
Han sagde: Herren brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han røsten, så hyrdernes græsgange sørger, og Karmels top visner (1,2).
Hovedbudskabet til Amos er knyttet til begrebet ”Herrens dag”. Dette er et gennemgående tema i de små profeter og handler om at Herren har en dag, hvor han skal gribe ind til frelse for sit folk og dom over sine fjender. Folket i Nordriget, forblændet som de er, tror, at dette er en dag, som skal komme dem til gode. De ser med forventning frem mod Herrens dag og længes efter den. Til dem har Amos kun én ting at sige:
Ve dem, der længes efter Herrens dag! Hvad vil I dog med Herrens dag? Den er mørke, ikke lys. Den er, som når man flygter fra en løve og møder en bjørn; man slipper ind i huset, støtter hånden mod væggen og bliver bidt af en slange. Ja, Herrens dag er mørke, ikke lys, mulm uden lysskær (5, 18-20).
Folket lever i troen på, at Herrens dag skal blive en frelsens dag. Amos har noget andet at sige. Det er dem, der skal opleve dom denne dag. Og dommen er uundgåelig. Uanset hvad vil de blive indhentet.
Søg mig, så skal I leve
På grund af dette råber Herren til dem så højt han kan: ”Søg mig, så skal I leve!” (5,4). Dette er det spændende og opbyggelige i Amos’ bog. Gud fremstilles som en brølende og glubsk løve. Hans vredesdag er nær og der skal ikke være mere tilbage af folket end ”et par skinneben eller en ørelap” som hyrden har reddet ”fra løvens gab” (3,12).
Der findes kun en redning fra Herrens vrede, og det er at søge ham. Det nytter ikke at flygte fra Herren. Så bliver man med garanti indhentet. I stedet må man flygte til Herren. Kun der er der frelse og redning.
Dom over folkeslagene
Bogens to første kapitler indeholder domsord over det israelske folks naboer. Dette er en type domsord vi finder ganske mange stedet i profetbøgerne, men som sjældent bringes frem i forkyndelse og undervisning. Det er måske forståeligt. Alligevel sættes der betydelig plads af til disse domsord hos Amos.
Amos nævner seks omgivende nationer og folk. Disse anklages for grusomheder de tilsyneladende har begået i krig. Domsordene bygger på en slags fælles forståelse af almen moral og ret. Det er ikke Moseloven som danner udgangspunktet. Men Gud har en standard, han kræver, at folk skal leve op til.
For dem som boede i Samaria og hørte disse domsord, må de til en start have været musik i ørene. Her tager Herren, gennem profeten, alle Israels fjender enkeltvis og lover dom. Selv det besværlige brødrefolk i det sydlige Juda nævnes (2, 4-5). Chokket må have været endnu større, da Amos pludselig udbryder:
Dette siger Herren: På grund af Israels tre forbrydelser, ja, fire, opgiver jeg ikke min beslutning (2,6a)
Derefter går profeten konkret til værks og nævner specifikke synder. Dette stiller han i lys af Herrens gode gerninger mod folket, for at understrege hvor dårligt det er, at de har forladt ham. Straffen er derfor uundgåelig (2,13-16), og selv den ”modigste kriger må den dag flygte uden våben.”
Herren har advaret
Sidste halvdel af Amos 4 er udfordrende læsning. Herren råber nemlig for at advare folket mod deres frafald. C.S. Lewis er kendt for at have sagt, at smerte er Guds megafon, som han bruger til at vække en døv verden. Og netop det er sket med Israel. I 4,6-11 nævnes forskellige ulykker, Gud har ladet ramme dem. Målet har hele tiden været deres omvendelse. Men hele tiden lyder omkvædet: ”Men I vendte ikke om til mig, siger Herren”.
Afsnittet afsluttes med de truende ord om, at Israel skal gøre sig klar til at møde Gud (4,12).
Nu er dommens tid inde. Alle privilegier er væk. Israel er ikke andet end et folk blandt folkene:
Er I ikke for mig, israelitter, ligesom nubierne? siger Herren. Har jeg ikke ført israelitterne op fra Egypten, filistrene fra Kaftor og aramæerne fra Kir? (9,7)
Dommen er at Israels hus skal rystes mellem alle folkeslagene, ligesom man ryster en sigte (9,9). Nu skal folket føres i eksil ”på den anden side af Damaskus” (5,27). Dette skete også da Sankerib indtog Samaria i 722 f.Kr. og slettede Nordriget fra kortet og førte folket i fangenskab.
Davids faldne hytte
Men selv i den mørkeste time har Herren et ord om håb. Herren vil være nådig. Og Amos’ bog slutter med et blik mod en fremtid, hvor Gud igen skal vende sig til folket i nåde og komme med sin frelse. Han skal genrejse Davids faldne hytte og det skal blive en tid præget af en voldsom frugtbarhed og velsignelse (9,11-15).
Særligt udtrykket ”Davids faldne hytte” har været vigtig i kirkens historie. Da apostlene var samlet til møde i Jerusalem, ca. år 49, stod debatten om hedningernes adgang til frelsen på agendaen. Skulle hedninger blive jøder for at kunne blive frelst? Herrens bror, Jakob, tager ordet og citerer fra Amos 9:
”Og det stemmer overens med profeternes ord, sådan som der står skrevet: ”Derefter vender jeg tilbage og genopbygger Davids faldne hytte; jeg genopbygger det, der er revet ned, og genrejser den, så at de øvrige mennesker kan søge Herren, alle de folk, som mit navn er nævnt over, siger Herren, som har gjort dette kendt fra evighed af.” (Apg 15, 15-18)
Jakobs citat er på det sprog det fik i den græske oversættelse af GT, Septuaginta (LXX), og afviger lidt fra den hebraiske grundtekst. Men budskabet er tydeligt. På den tid hvor Herren griber ind og fører en ny David frem, skal også folkeslagene indlemmes i hans rige.
Og det er jo netop det Paulus og Barnabas har vidnet om. De har set hvordan hedningerne har åbnet sig for evangeliet. Fra nu af er apostlene enige. Hedningerne indlemmes i kirken og må komme som de er. Guds rige er også for dem.
Artiklen er oprindeligt udgivet på foross.no. Oversat af Anette Kofoed-Pihl.
