Arvesynd og retfærdiggørelse

For en kristen må Bibelen være højeste autoritet, og derfor kan han ikke anerkende nogen bekendelse, som er i uoverensstemmelse med den.

Enhver bekendelse må prøves på Skriften. Når de danske reformatorer lagde to lutherske bekendelsesskrifter til grund for folkekirken, var det, fordi de fandt, at de giver et klart udtryk for det centrale i det bibelske budskab.

Vi vil gå ud fra det vigtigste af de lutherske bekendelsesskrifter, Confessio Augustana fra 1530, og se, hvad dette skrift siger om menneskets fald og eneste frelsesvej. Derigennem vil vi føres til en forståelse af noget af det mest centrale i reformationen.

Det var først og fremmest katolikkernes vranglære om menneskets egne muligheder for at erhverve frelsen og reformatorernes protest herimod, der bevirkede det endelige brud med Rom. De lutherske ville ikke vige en tomme i denne sag, som for dem var et spørgsmål om liv eller død. Netop i vor tid, hvor den økumeniske tankegang vinder mere og mere indflydelse, kan der være grund til, at vi besinder os på det budskab, hvormed den lutherske kirke står og falder.

Bekendelsen om arvesynden

Vi vil først undersøge, hvad bekendelsesskriftet siger om dette spørgsmål, hvilket syn på mennesket, der gives udtryk for, og dernæst sige lidt om, hvilken betydning denne lære bør have for vor forkyndelse.

Om arvesynden hedder det:

”Ligeledes lærer de evangelisk sindede, at efter Adams fald fødes alle mennesker, som er forplantet på naturlig måde, med synd, det vil sige uden frygt for Gud, uden tillid til Gud og med begær, og at denne arvelige sygdom eller brøst i sandhed er synd, idet den fordømmer og også nu bringer den evige død over dem, som ikke genfødes ved dåben og Helligånden”.

I samme artikel fordømmer de evangelisk sindede alle dem, som lærer, at arvesynden ikke er virkelig synd, at vi efter syndefaldet har en fri vilje til at tro og lyde Gud, og at vi kan retfærdiggøres over for Gud ved vore egne kræfter. Dette fordømmes, fordi det ”forringer Kristi fortjenesters og velgerningers ære.”

Adams slægt

Artiklen er i og for sig klar, men da den er meget koncentreret, kan der være grund til, at vi beskæftiger os lidt mere med den for at blive klare over, hvad der ligger i de enkelte udtryk.

Efter Adams fald fødes alle mennesker med synd. Ingen af os er kommet til verden som et ubeskrevet blad, når vi tænker på vort gudsforhold. Der tages straks afstand fra enhver tale om det lille barns uskyldighed. Barnet tilhører Adams slægt, og det er dermed inde under den forbandelse, som han ved sin ulydighed nedkaldte over sig selv og sine efterkommere. Kun ét menneske, gudsmennesket Jesus Kristus, der ikke er undfanget på naturlig måde, står uden for denne syndens sammenhæng. Bortset fra Ham fødes alle med synd.

Arvesyndens kendetegn

Hvad menes nu med ordet arvesynd?

Inden for den katolske kirke forstår man herved en defekt eller mangel ved mennesket. Det er efter Adams fald forandret til det ringere.

Ser man på forståelsen af synden i de lutherske kirker i dag, hersker der stor uklarhed. Som oftest mener man, at mennesket som følge af arvesynden har en tilbøjelighed til at synde, til at overtræde Guds bud. Der er kræfter i det, som gør det meget vanskeligt at leve i overensstemmelse med Guds bud.

Både den katolske og den sidst refererede forståelse er forfejlede, og bekendelsen er da også et angreb på dem begge. Man har slet ikke for alvor indset, hvad synd er, og at mennesket fødes med synd, thi det betyder, at det fødes uden frygt for Gud, uden tillid til ham og med begær. Lad os se lidt nærmere på disse tre bestemmelser af synden.

1) Uden frygt for Gud

Når mennesket står over for Gud, frygter det. Det står over for sin rette Herre og kan ikke svare Ham et af tusinde.

Denne gudsfrygt kan mennesket, som det er i sig selv, ikke have. Den må gives af Gud. Det naturlige menneske anerkender ikke og kan ikke anerkende Gud som Herre over sit liv. At man fejler, ja, synder imod sine medmennesker, kan man måske indse; men aldrig uden Helligånden kan nogen sige: mod Dig har jeg syndet, mod Dig alene og gjort, hvad i Dine øjne er ondt. Af naturen har mennesket kun ærefrygt for sig selv eller en anden skabning.

2) Uden tillid til Gud

Når reformatorerne skulle sige, hvad tro er, anvendte de ofte ordet tillid. De ville hermed udtrykke, at troen er en måde at forholde sig til Gud på. Medens troen for katolikkerne er en forstandsmæssig antagelse af det, som kirken lærer, er den for Luther det at slå sin lid til Gud, at fortrøste sig til Ham og vente alt godt af Ham.

Enten står mennesket i oprøret over for Gud, eller også har det tillid til Ham. Anden mulighed gives ikke. Det første betyder fortabelse for et menneske, det andet frelse. Efter faldet fødes alle med oprør imod Gud, og ingen kan høre hans røst. Vi er i os selv døde i overtrædelser og synder.

3) Med begær

Det tredje og sidste udtryk bruges for at vise, hvad synden er i sit inderste væsen. Ordet begær sættes af de fleste i forbindelse med sanseligheden, men her er det brugt i meget videre betydning.

Der er først og fremmest tænkt på menneskets egoistiske stræben. Det latinske ord ego betyder jeg, og med egoistisk stræben menes der, at jeg, min velfærd, min ære og alt, hvad der er mit, skal fremmes gennem min stræben. Når vi ser på livet her i verden, må vi sige, at menneskene søger deres eget og elsker sig selv over alle ting. Det gælder også på det åndelige område.

Egoismens fromme klæder

Et sted siger Luther, at ”mennesket kaldes ikke ‚det gamle menneske‘ (syndens menneske), alene fordi det øver kødets gerninger, men endnu mere, når det tragter efter visdom og øver sig i allehånde åndelige goder, ja endog når det elsker Gud og dyrker Gud selv”.

Mange vil stå uforstående over for en sådan udtalelse. De fleste vil mene, at syndens menneske øver kødets gerninger, men elske Gud og dyrke Ham kan syndens menneske ikke.

For Luther var teologi ikke menneskelig spekulation, og ovennævnte udtalelse er heller ikke resultatet af dybsindige filosofiske tanker om mennesket i sit forhold til Gud. Nej, den erkendelse, som her kommer til udtryk, er født i de mest afgrundsdybe anfægtelser. Det er om sig selv, han taler. Han har set fordærvelsens afgrund i sig.

Om nogen søgte visdom, øvede sig i åndelige goder, elskede og dyrkede Gud selv, så var det Luther. Han brændte af lidenskab for sin sjæls frelse. Han ville ét: tjene Gud og ofre sig helt for Ham, og dog var han på trods af dette, ja, netop på grund af det, et fortabelsens barn. Hans største synd var hans nidkærhed. Hvorfor?

I en lysets engels skikkelse brugte løgnens fader hans brændende nidkærhed i sin tjeneste og søgte at skjule den kendsgerning for Luther, at det var sig selv han søgte, sit eget liv han ville bjærge, og han brugte Gud som middel dertil. Hans kærlighed til Gud havde selvets fortegn.

Men Gud lod ikke Luther finde hvile, før han i lyset fra Golgatha måtte forkaste alt sit eget og klynge sig til Stedfortræderen. Da så han sagens rette sammenhæng. Havde Gud sluppet ham, var han blevet siddende i klosteret som den flittigt læsende, bedende og stridende munk, der vel af andre var regnet for frelst, men som alligevel på regnskabets dag var blevet forkastet. Han havde kun sit eget at møde frem med. I vore øjne ville det være meget, men for Gud er det intet.

Når Luther efter at have lært evangeliet at kende så tilbage på sit liv, blev han klar over, at fromheden var Satans største og bedste middel til at spærre vejen for ham til salighed.

Hver gang Gud ville have Luther i tale, var Satan der med sit beroligende: ”Tænk på dit gudsforhold. Hvem er mere ivrig? Hvem beder, kæmper og strider som du?” Fromheden er blevet den skanse, bag hvilken mennesket skjuler sig for Gud. Mennesket flygter gerne ind i et kristeligt liv, i bøn, i faste for at undgå Ham. Og Satan ved, at intet menneske er så sikkert for ham, som den, der ”uddriver onde ånder i Jesu navn”.

Arvesynden i forkyndelsen

Vi vil nu prøve at sætte den lutherske forståelse af arvesynden i forhold til forkyndelsen. Først vil vi forsøge en vurdering og dernæst prøve at vise, hvordan forkyndelsen må være for at lede mennesker til den rette erkendelse af syndens væsen.

At megen forkyndelse lider af manglende klarhed og undertiden er vildledende er måske lettest at se, når vi betragter vækkelsesforkyndelsen. Der appelleres stærkt til den enkeltes vilje: Vælg i dag, hvem du vil tjene, verden eller Gud – sig ja til Jesus – giv dit hjerte helt til Jesus – udenfor eller indenfor, hvor vil du stå engang?

Er en sådan forkyndelse forkert? Det behøver den absolut ikke at være. Også i Bibelen møder vi ofte opfordringer og kald til afgørelse. Der, hvor man i misforstået nidkærhed for det rene evangelium ikke længere tør forkynde et stærkt kald til omvendelse og afgørelse, dér forkynder man ikke længere som Guds ord.

Når dette er sagt, må det siges, at forkyndelsen er vildledende, når menneskets overgivelse er det tema, der gang på gang varieres. Det er forkert at sige til mennesker: ”Kristus har gjort alt for at frelse dig. Det eneste, han nu forlanger af dig, er, at du skal give ham dit ja.” Tilsyneladende lyder det så rigtigt, men lad os se lidt nærmere på, hvad en sådan forkyndelse indebærer.

Lovisk forkyndelse

At Kristus har gjort alt til vor frelse er rigtigt, men når det straks efterfølges af en opfordring til, hvad vi skal gøre, er det ikke længere et evangelium. Det er blevet en konstatering af, at frelsen er i orden fra Guds side, og derfor er det problem, der står tilbage, spørgsmålet om, hvorvidt du vil give Ham dit ja eller ej. Menneskets øjne rettes mod sig selv.

Spørgsmålet er ikke, om Gud vil frelse – det vil han – men spørgsmålet er, om du vil frelses: ”Giv dig nu helt til Jesus.” Ofte betragter forkynderen det som en indlysende sandhed, at mennesket har mulighed for en fuld overgivelse. Mennesket har nemlig en fri vilje.

En sådan forkyndelse kan resultere i to ting. Enten skaber den hyklere, der mener, at de har opfyldt det, som de skulle gøre, eller også skaber den fortvivlede, der fører en håbløs kamp med sig selv for at overgive sig helt.

Prædikanten har på en skæbnesvanger måde blandet lov og evangelium sammen. Ved at sige, at det eneste, der står tilbage, er menneskets ja, har han nedskrevet loven til et minimum; men det betyder alligevel, at menneskets frelse står i lovens tegn, og dermed er den umulig. Alle de, der er af lovgerninger, er under forbandelse og uden for Guds rige.

Det vil sikkert chokere mange, at det forholder sig således. Det betyder, at et menneske kan have besluttet sig til at tilhøre Kristus og alligevel ikke være frelst, ja, at sjælefjenden kan bruge menneskets ja som et middel til at holde det borte fra Kristus.

Hver gang Gud gennem ordet prøver at nå ham med spørgsmålet: ”Er du under nåden eller under vreden?” forsøger Satan at få ham til at fortrøste sig til sin egen overgivelse, og det er i allerhøjeste grad en usikker grund at bygge sin evige salighed på. Det er ikke vore afgørelser, der gør os til kristne, men troen, og ingen kan beslutte sig til at tro. Troen må skabes, og det kan kun ske ved, at der lyttes til evangeliet.

Lovens plads i forkyndelsen

Forudsætningen for at gribe nåden er en fuldstændig fortvivlelse med hensyn til menneskets tilstand og egne muligheder, og dette skal en forkyndelse af loven føre til. Omvendelsens forpligtelse og krav skal forkyndes så radikalt, at den er umulig at bære uden at ty til Stedfortræderen.

I denne forbindelse siger Luther: ”Den, der ikke går ind under Guds ords krav, kan ikke blive frelst, thi han lærer aldrig bodens totale fattigdom at kende, den bod – der skal vare livet igennem – hvor det ikke diskuteres, hvad der er synd og ikke synd, men som kaster det alt sammen i en bunke og fastslår, at det er alt sammen idel synd med os, og der er intet i os, som ikke er synd eller skyldigt til dommen.”

At der er en sammenhæng mellem at se sin egen situation og tro Guds nåde udtrykker Lina Sandell med ordene: ”Lad loven ret døde, lad nåden blive stor.” Hun forstod lidt af, hvad det betyder, når det i 1 Sam 2,6 hedder således: ”Herren døder, gør levende, fører ned i dødsriget og fører op. Herren gør fattig, gør rig, han nedbøjer, og han ophøjer.” Guds egentlige gerning er at levendegøre, men for at kunne gøre det må mennesket først gøres fattigt, nedbøjes, ja, føres ned i dødsriget, thi da, og kun da kan man høre Guds levendegørende røst i evangeliet, den røst, der fører op af dødsriget, gør rig og skænker os alt, hvad vi til evig tid behøver.

Bekendelsen om retfærdiggørelsen

Om retfærdiggørelsen hedder det i ”Confessio Augustana”:

”Ligeledes lærer de evangelisk sindede, at mennesket ikke kan retfærdiggøres over for Gud ved egne kræfter, fortjeneste og gerninger, men at det retfærdiggøres uforskyldt for Kristi skyld ved troen, når det tror, at det tages til nåde, og at synderne forlades for Kristi skyld, Han som ved sin død har gjort fyldest for vore synder. Denne tro tilregner Gud som retfærdighed for sig (Rom 3 og 4).”

Hovedtanken

Ved gennemgangen af denne artikel vil vi anvende samme fremgangsmåde som ved artiklen om arvesynden, idet vi først vil se lidt nærmere på indholdet og dernæst sige lidt om, hvad det er at forkynde evangeliet.

Selve ordet ”retfærdiggøre” betyder at erklære for retfærdig. En katolik mener, at Gud erklærer det menneske retfærdigt, der virkelig er det i kraft af de gerninger, som nåden har virket, medens en protestant i direkte modsætning hertil tror, at Gud erklærer den ugudelige retfærdig. Der er intet hos ham, der er retfærdigt. Alt er gennemsyret af synden, men i troen klynger han sig til Kristus, og det er alene, fordi Kristus er gået i synderens sted, at Gud kan udtale sin frifindelsesdom over ham. Dette er hovedtanken i artiklen om retfærdiggørelsen.

Ikke ved mig selv

Først understreges det, at mennesket ikke kan retfærdiggøres ved noget af sit eget. Det sker ved tre udtryk:

1) Ikke ved egne kræfter

Hvor ofte hører og læser man ikke, at mennesket er sammensat af ondt og godt. Der er kræfter, der trækker nedad, men der er i mennesket også noget, der drager os opad mod Gud. Reformatorerne siger et kraftigt nej hertil.

Den Gud, som mennesket føler sig draget imod, er en afgud. De bedste kræfter i mennesket er bestemt af selvet, og de er derfor ude af stand til at gøre mennesket velbehageligt for Gud.

2) Ikke ved fortjenester

Mennesket kan intet fortjene over for Gud. Hvad det end gør, er det med alle sine gerninger under forbandelse.

3) Ikke ved gerninger

Enhver gerningsretfærdighed hos mennesket er udelukket. Det er, som om reformatorerne ikke kan få det sagt stærkt nok, og det hænger sammen med, at de er overbevist om, at det at stå i gerningernes forhold til Gud betyder intet mindre end fortabelse for et menneske. Og dette siges.

Hvordan sker retfærdiggørelsen?

Til dette spørgsmål svares:

1) Uforskyldt

Heri ligger, at ingen har gjort sig fortjent dertil. Det er absolut ikke på grund af noget i mennesket, at det retfærdiggøres. Vi står som dem, der er ganske uværdige til at modtage retfærdiggørelsen. Den er helt og holdent en gave.

2) For Kristi skyld

Her siges det, hvor grundlaget for retfærdiggørelsen er at finde. Det er hos Kristus, der har erhvervet og vundet os fra alle synder, fra døden og fra djævelens magt, ikke med guld eller sølv, men med sit eget hellige, dyrebare blod og med sin uskyldige lidelse.

3) Ved tro

Vejen til retfærdiggørelsen er troen på, at vi tages til nåde, at retfærdighed og evigt liv skænkes os. Vor retfærdighed er altså en fremmed, ikke i den forstand at den ikke er vor – det ville være vantro at betvivle det – nej, det betyder, at den har sin eneste grund uden for os, i Kristus.

Reformatorerne er ofte blevet anklaget for, at de egentlig rammer sig selv i deres voldsomme angreb på gerningsretfærdigheden. De siger, at retfærdiggørelsen sker ved tro; den eneste forskel på dem og katolikkerne er, at medens de sidste regner med tro og gerninger, bygger de evangelisk sindede på troen alene, men den er også en gerning.

Denne anklage rammer ved siden af. En sammenligning mellem den katolske og protestantiske af tro vil vise, hvori misforståelsen består.

Er troen en gerning?

For en katolik er troen ”at tænke med tilslutning”, dvs. en forstandsmæssig antagelse af, hvad kirken lærer, som vi ovenfor har sagt. Den, som ikke er i stand til det, udelukker sig selv fra kirken og dermed fra frelsen. Man kan, når troen forstås således, godt kalde den en gerning.

En helt anden forståelse møder vi hos reformatorerne. Hos dem er troen ingen gerning.

”Troen retfærdiggør ikke, fordi den som gerning er værdig dertil, men fordi den ser på forjættelsen” (Melancton). ”Troen er menneskets fortvivlede flugt fra sig selv til Gud” (Luther).

Tro er ikke at ville vide af andet til liv og salighed end Jesus, Hans lidelse og død.

Det er umuligt for et ikke genfødt menneske at fatte, at troen alligevel ikke er en gerning, men anderledes med den, der har erfaret det, Rosenius giver udtryk for i verset:

”Du kan ikke tro, o men kære, så hør:
Gud har jo sin søn for os givet!
Kom hid, kom til korset, se Lammet som dør!
Dets blod har erhvervet os livet
og synden fra verden borttaget.”

Dér hvor mennesket stod som den, der ikke kunne tro, dér fik det lov at høre sig salig i Guds gerning til frelse, det blev ”én blandt de synderes skare, der kun ved at takke og love”.

Dette er noget ganske andet end gerning mod mig, at jeg får lov til at tro, ”at blodet som randt, det er rundet for mig”.

Evangeliet i forkyndelsen

Den vigtigste opgave for en forkynder er at forkynde evangeliet sådan, at mennesker frigøres fra alt deres eget og alene henflyr til Guds nåde.

Selv om ingen uden Helligånden kan møde Guds lov og gennem den føres til at fortvivle med hensyn til sin tilstand og sine egne muligheder, så er det dog lettere at forstå loven end at gribe nåden.

At Gud retfærdiggør mig som ugudelig er det komplet ubegribelige, som jeg stadig på ny og på ny må høre. Thi loven spærrer mig alle veje til Gud, men i forkyndelsen af Kristus åbnes en vej fra Gud til mig. Det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv.

Den appellerende forkyndelse

Forkynderen må vide, at ingen beslutning kan skabe troen i et menneske og gøre det til en kristen. Man kan beslutte sig til at tilhøre Kristus, sige ja til Ham, vælge Ham, men man kan ikke beslutte sig til at tro.

I forkyndelsen skal det siges, at selv om mennesket titusinde gange har besluttet sig for at tilhøre Kristus, men ikke i sit hjerte hviler ved forsoningen, er det uden for Guds rige.

Troen ligger ikke som en mulighed i os, som forkyndelsen skal appellere til. Dette er træffende sagt af Luther i forklaringen til den tredje trosartikel:

”Jeg tror, at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til Ham, men det er den Helligånd, som har kaldet mig ved evangeliet.”

Troen kommer af det, som høres, af at lytte til evangeliet.

Den underholdende forkyndelse

Det har altid været sådan, at nogle kedede sig, når evangeliet lød. Men ingen må lade sig afholde fra at forkynde det af den grund.

Også på Luthers tid var det sådan, at folk hostede og sov, når artiklen om retfærdiggørelsen prædikedes. Blev der derimod fortalt en historie eller et eksempel, så spidsede folk øren og lyttede i største tavshed.

Det er altid en fristelse for en prædikant at underholde i stedet for at forkynde, og det er derfor afgørende for ham, at han har gjort sig klart, hvad han vil med sin prædiken.

En prædiken er nemlig ikke forkyndelse, hvis den, der lever i synd, kan gå uanfægtet bort, og hvis den anfægtede ikke trøstes.

Evangeliets kendemærke

En forkyndelse af evangeliet, der er i stand til at skabe troen, må være i overensstemmelse med det budskab, der forkyndes os i de hellige skrifter. Er den ikke det, vil den føre til vildfarelser.

At der tales om, at mennesket kun kan leve af Guds tilgivelse, er intet bevis på, at forkyndelsen er sand. Men evangeliet har et kendemærke, og det er, hvad Luther kalder ”die Köste”, dvs. hvad frelsen kostede Gud.

Guds ord er budskabet om Hans gerning til frelse for det fortabte. Hans egen søn måtte gå i vort sted, gå ind under vor dom og bære vor straf.

”Den, som ikke kendte til synd, har Han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i Ham” (2 Kor 5,21).

Jesus Kristus er en soning for vore synder. Gud fremstillede Ham som sonemiddel.

Kamp og vished

Dette Hans frelsesværk gælder ethvert menneske.

”Hvad hjalp det, om du turde tro, at Kristus er en Kristus for Peter, Paulus og alle hellige, men ikke turde tro, at Han er din herre og en Kristus for dig?” (Luther).

Det er altid en kamp for den anfægtede at tro, at det gælder ham. Loven anklager altid, og derfor skal evangeliet atter og atter tilsiges den enkelte.

Når både Luther og Rosenius endnu i dag er til så stor velsignelse for mennesker, er det blandt andet, fordi de stadig truet af loven alene søgte deres tilflugt til Kristus. Det var for dem en kamp, der varede livet igennem, at tro evangeliet.

Hvad det betyder, viser sangen af Rosenius og Lars Stenbäck: ”Guds barn jeg er”. I vers 2 hedder det: ”Guds barn jeg er – o, Gud, er det sandhed, jeg siger?”

Det er altså absolut ikke nogen selvfølge for ham, at det er sådan. Bekendelsen ”Guds barn jeg er”, følges af spørgsmålet: ”O, Gud, er det sandhed, jeg siger?”

Alt hos ham selv giver nemlig grund til at rejse det spørgsmål. Der er intet hos ham selv, der ikke får ham til at tvivle på, om han virkelig er et Guds barn.

Men tvivlen er ikke det sidste. Næste linje i sangen hedder: ”Ja, Gud, du jo selv så det siger”, og derfor kan han forundret og glad gentage det.

Troen er da som det sjælens anker, der når ind bag forhænget.
Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i bladet Nyt Liv.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook