Hvor er Gud henne?” råbte han. ”Jeg skal sige jer det! Vi har slået ham ihjel”.
”Gud er død,” sagde den tyske filosof Nietzsche. Han fortæller en fabel om en gal mand, der på byens torv erklærer, at mennesket har dræbt Gud. Den handling er så voldsom, at den svarer til at løsne Jorden fra solen eller viske horisonten væk. Nu er der kun én ting at gøre for den gudløse menneskehed, mener galningen: Mennesket må gøre sig værdigt til at blive en gud, for hvem alt er tilladt, og alt er muligt. Alternativet er at blive en galning.
Hvad er menneskers mål i dag? Forfatteren Anna Arendse Thorsen (f. 1993) gav et bud på sin generations kamp i en kronik i Kristeligt Dagblad i 2021: ”I dag handler det at blive voksen om udviklingen af sin egen identitet, sin egen vej. Man er sit jeg, og jeg er et udfald af de valg, jeg træffer.”1kristeligt-dagblad.dk/debat/jeg-fortryder-mange-aars-forsoeg-paa-finde-min-identitet
Thorsen tager i kronikken et opgør med sine egne konstante bestræbelser på at ”indkredse min identitet ved at sætte et aftryk”.
Hvor Nietzsche, i filosofisk sprog, talte om at blive en gud, taler Thorsens om at være en ener, der gør en forskel. Ordene er forskellige, målet det samme: selvrealisering.
Selvrealisering løber som en understrøm i vores tid som en art profetisk følge af Guds såkaldte død. Når vi ikke står under nogen herre, har vi ikke andre steder at vende os hen end til os selv i håbet om lykke. Vi er ansvarlige for at blive lykkelige og samtidig ansvarlige for at definere, hvornår vi har opnået den lykke, vi jager.
Nogle af os ender i en situation, hvor vi er ligeglade med alle andres holdning og vælger os det liv, vi ønsker. Andre ender i en situation, hvor vi forsøger at betragte os selv med andres øjne, for at se, om de synes, vi er lykkelige.
Synlighed og individualitet i menigheden
Dette påvirker også den flok, der ellers ønsker at være i verden, men ikke af verden (Joh 15,19). I menigheden kan det få den konsekvens, at der bliver rift om de tjenester, hvor man kan sætte et aftryk og vise sin individualitet. Det kunne være som musiker eller forsanger i lovsangsgruppen, hvor man kan sætte et præg på sangvalg og -stil. Tilmed er jeg dér sammen med andre ligesindede, hvilket gør det lidt lettere at stå imod, når der opstår kritik eller uenighed om sangvalg.
Det er i knap så høj kurs at være i oppyntningsudvalget; for selv om folk nok ser de smukke buketter i menigheden, husker de ikke, hvem der lavede dem. Heller ikke børnekirken er en ideel post, for også den foregår et sted, hvor de mennesker, jeg søger anerkendelse fra, ikke ser det.
Hvad så med forkyndelsen? Dér står man vel på den ultimative forpost i menigheden, når det gælder både synlighed og individuel tilpasning.
For den, der søger selvrealisering uden syn for, hvad de andre tænker, er posten ideel. For menigheden kan det være katastrofalt, hvis forkynderens selvbillede er så stærkt, at han kun lytter til sig selv.
Men for den, der søger de andres bekræftelse, er forkyndertjenesten derimod en ensom forpost, hvor man er ekstra sårbar over for de andres kritik eller blot deres ligegyldighed. Tjenesten kan nemt ende i en følelse af mislykkethed, når ingen takker mig og siger noget positivt og begavet om min prædiken. Eller værre endnu: Hvis nogen kritiserer min udlægning af teksten, er det let at føle, at de kritiserer mig som menneske.
Ganske almindelig hverdagskristen
Også vores syn på livet, Bibelen og forkyndelsen bliver påvirket af, at vi lever i selvrealiseringens tidsalder:
I en samtale, jeg havde med en jobsøgende for år tilbage, fortalte vedkommende mig, at hun var overbevist om, at Gud havde lige nøjagtig den rette arbejdsplads til hende.
Dét er et stort pres at lægge på sin arbejdsplads. Går vi og håber på, at Gud skræddersyr uddannelse, arbejdsplads, bopæl, ægtefælle eller livets andre store valg til os, håber vi på mere, end vi er blevet lovet. Jesus har kaldet os til at tjene Gud, men han har ikke været specifik omkring detaljerne. Gud har ikke kaldet mig til én bestemt profession, men til at være tro mod ham, uanset om jeg er pilot, præst eller pædagog.
Dét er træls, for hvor havde det været nemmere, hvis jeg bare kunne slå op og læse, hvad Gud ville specifikt med mit liv. Men Gud har i sin kærlighed besluttet at give os frihed. Samtidig giver hans uspecifikke kald til næstekærlighed os motivation til at tjene ham, når vi er bundet til sygesengen eller mister drømmejobbet.
Det er ikke så sært, at vi forventer os Guds spektakulære vejledning i vores liv, hvis vi læser Bibelen med selvrealiseringens briller. Bibelen fortæller jo netop om personer, der var i centrum for spektakulære begivenheder: Moses udførte vilde mirakler, David stod i spidsen for et kongerige, profeterne var ensomme ulve, der ofte prædikede dunder mod parnasset, Paulus rejste verden tynd for evangeliet.
Er det ikke sådan det sande kristenliv er? spørger vi med selvrealiseringens briller på. Svaret er nej. Gud leder i sin almagt folk igennem drømme og undere også i vores tid, men de fleste af os kaldes til noget andet: den enorme rolle, som ganske almindelige troende har. Hvorfor var der synagoger rundt omkring Middelhavet, som Paulus kunne besøge? Fordi ganske almindelige fromme jøder, der boede dér, havde oplært deres børn i troen i hverdagen – ofte under stærkt pres fra deres hedenske naboer. På samme måde var det også ganske almindelige kristne fra Jerusalem, der spredte evangeliet uden for hovedstaden, da de flygtede for Saulus’ kristenforfølgelse efter mordet på Stefanus (ApG 8,4).
Også i forkyndelsen kan selvrealiseringen snige sig ind. I en tid med fokus på, at jeg skal udvikle mig til mit fulde potentiale, er det ikke så mærkeligt, hvis vi efterspørger forkyndelse, der bekræfter mig frem for at fortælle mig om mine fald. I en tid med fokus på, at jeg skal sætte et aftryk, er det ikke så mærkeligt, hvis vi efterspørger forkyndelse med fokus på mine gerninger i nutiden frem for på Guds gerninger.
Både den forkyndelse, der fortæller mig om min fantastiske status i Kristus, og den, der kalder mig til et helligt liv, er fuldt ud bibelsk, og enhver kristen har brug for at høre dette. Men det må ikke blive på bekostning af forkyndelsen af min totale fortabthed uden Gud og kaldet til opgør med synden eller forkyndelsen af, hvordan Gud har givet sin søn for at frelse mig.
Rolle eller plads
Dér hvor vores tid prædiker ”sæt et aftryk” og ”vær en ener”, prædiker Jesus det stik modsatte: ”Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder” (Joh 13,14).
Også det bud er der dog mulighed for at realisere sig selv igennem: Jeg kan spille rollen som den, der er den bedste til at tjene de andre. Så vil de andre se og anerkende mig for mine gode gerninger.
Jesus har et passende ord til os, der er optaget af at spille roller, så folk ser os: hyklere. I bjergprædikenen talte han imod dette sindelag, som i hans tid kom offentligt til udtryk hos dem, der, for at vise sig for andre, gav almisse (Matt 6,3), bad offentligt (Matt 6,6) og fastede synligt (Matt 6,18). Sådan skal den, der følger ham, ikke være.
Målet med vores liv er ikke, at vi skal sætte aftryk og være små guder. I stedet skal vi ofre det største, som vores tid har at ofre, nemlig vores liv: vores behov for anerkendelse, vores drømme for livet, vores længsel efter at sætte et aftryk. Vi skal stille os ”selv til rådighed for Gud som levende, der før var døde, så [vi] bruger [vores] lemmer for Gud” (Rom 6,13). Vi skal anerkende, at Gud ikke er død, men tværtimod sidder på tronen og har ret til at bruge sine tjeneres liv, som han ser det bedst. Til al lykke og glæde er han også en kærlig far, der vil sine børn det bedste!
Artiklen er fra Budskabet 02-2024 og er en del af temaet ”Følg Jesus”. Flere artikler i samme tema:
