At tegne en vedvarende streg i sandet

For mere end tyve år siden sendte Indre Missions daværende formand, Christian Poulsen, et brev rundt til en række ledere i kristne organisationer i Danmark. Her stillede han et spørgsmål: Hvordan tegner vi en vedvarende streg i sandet i forhold til den bibelopløsende og trosnedbrydende teologi, som mere og mere præger folkekirken og også banker på i de gamle lutherske vækkelsesbevægelser?  Dette blev starten til bevægelsen Evangelisk Luthersk Netværk (i dag: PULS), og her har jeg indtil for nylig været engageret i ELNs landsledelse, repræsentantskab og vejlederråd.  De seneste år har jeg arbejdet med en bibelkommentar til de tre sidste breve, vi har fra Paulus’ hånd: Timotheusbrevene og Titusbrevet. De to meget forskellige arbejdsområder viste sig at omhandle samme sag. Paulus ønsker i sine tre sidste breve at give en vejledning i, hvordan de lokale menigheder dæmmer op for usund og ubibelsk forkyndelse og praksis for i stedet at fremme den sunde lære og det gode liv i menighederne.

Paulus’ grundlæggende sondring

Ifølge Paulus findes der en gruppe mennesker i menighederne, som er blevet gennemsyret af den falske lære. De afsløres ikke mindst af deres livsstil. Måske er de tilhængere af at leve i et livslangt cølibat, men i det skjulte sniger de sig ind i hjemmene og forfører kvinder seksuelt (2 Tim 3,6). De kan være tilhængere af afholdenhed fra bestemt mad, men forsømmer det første og største bud ved at være bundet af materialisme og kærlighed til penge (1 Tim 6,3-10).

Der er en gruppe, som er så berørt af ubibelsk lære, at de bliver forkyndere af den. Disse mennesker skal menigheder ret og slet holde sig fra. Paulus nævner selv to navngivne personer, som han ”overgav til Satan”, altså udelukkede fra menigheden (1 Tim 2,19-20). I Tit 3,10 skriver Paulus, at Titus efter første og anden advarsel skal forvise ”et kættersk menneske”. Titus skal gå ”skarpt i rette med dem” (Tit 1,13).

En anden gruppe er også berørte af den ubibelske lære og deraf følgende livsstil. Men de er ikke uden for pædagogisk rækkevidde. Dem skal Timotheus ”med mildhed irettesætte”, om dog Gud vil føre dem til omvendelse igen (2 Tim 2,25-26). Den, som skal være lærer og tilsynsmand i menigheden, skal selv være rodfæstet i den sunde lære og være i stand til ”at gendrive dem, der siger imod” (Tit 1,9).

Hvordan skal Timotheus og Titus tegne en vedvarende streg i sandet?

1. De skal selv være grundfæstede i ”den sunde lære” og holde fast ved ”den skønne skat”, som evangeliet er. Ordet sund kender vi fra det moderne ord hygiejnisk, og det sigter både til, at læren skal være sand, og at den skal føre til en etisk livsførelse. De mænd, som Timotheus og Titus skal udruste til at blive lærere og ledere i menighederne, skal kende den sunde lære indefra og videregive den til andre. Men også diakoner (m/k) og enkeltpersoner i menighederne skal lære at elske sandheden i Guds ord og leve et kristent liv.

2. Hvis nogen i menigheden er berørt af den falske lære, skal lærerne og lederne med mildhed og tålmodighed irettesætte dem med henblik på at lede dem til omvendelse. Den falske lære spreder sig ”som kræft” (2 Tim 2,17). Men Guds ord gennem profeter og apostle har også en iboende virkekraft til at overvinde det usande og til at vejlede og opdrage. Det er et kald til alle i menigheden til at udbrede den sunde lære og afvise den falske. Men et særligt kald har de, som er indsat som lærere og ledere i menigheden.

3. Alle, som har tillidsposter i menigheden, for eksempel diakonerne, skal ”eje troens hemmelighed med en ren samvittighed” (1 Tim 3,9). Det gælder helt ind i de kristne familier. Hver enkelt husstand skal holde fast ved den sunde lære. Også de enker, som ikke længere har nogen husstand, skal leve i bøn og gudsfrygt (1 Tim 5,5).

En kirkehistorisk anvendelse af de bibelske principper fra Timotheusbrevene og Titusbrevet

De sidste to tusinde års kirkehistorie har vist, at kampen for at fastholde den sunde lære og at dæmme op for den falske lære har været en del af kirkens vilkår. I Norge var der en længerevarende krise, da den såkaldte bibelkritiske teologi vandt indpas i den teologiske uddannelse og i kirkelivet i Norge. Det førte til oprettelsen af Menighedsfakultetet i Oslo samt et stormøde i 1920 i Calmeyergate missionshus i Kristiania med 1000 repræsentanter for de kristne organisationer i Norge.¹I 2017 skrev jeg en længere artikel om Calmeyergatemødets beslutninger og betydning i Danmark fra 1956 og fremefter. Se eMissio. (https://emissio.net/index.php/emissio/article/view/66/67).

Calmeyergatemødet gav stort set enstemmig opbakning til tre principper, som også har fået stor betydning i Danmark:

1) En troskabserklæring mod den hellige skrift og et løfte om at ville videregive det uforfalsket til kommende generationer.

2) Bibeltro kristne må ikke indgå frivilligt samarbejde med dem, der har brudt med Bibelens autoritet.

3) I det frivillige kristne arbejde bør man kun vælge folk, som uforbeholdent stiller sig på kirkens grund.

Aktuelle kirkelige pejlemærker i dag

Tænker vi på vores situation i dag, kan det godt være svært at gennemskue, hvad der er en farlig vranglære, og hvad der er uvæsentligt for troen. Men at skønne ud fra Guds ord og ikke blot ud fra følelser og sympatier, det er den opgave, vi har i dag. Der er ikke mange præster eller menigheder i dag, som åndeliggør de bibelske stamtavler og udleder en række læresætninger af et skjult åndeligt budskab i GT. Det, som Timotheus og Titus sloges med i deres menigheder, var på det konkrete plan en vranglære, som kun fik relativ kort tid i kirkens historie.

De overordnede principper bag de konkrete former for ubibelsk forkyndelse og praksis, som var på NTs tid, lever dog i bedste velgående i dag. Også i dag angribes selve evangeliet om, at Gud for Jesu skyld vil være mig nådig, ikke på grund af min indsats, åndelighed eller disciplin, men ene og alene på baggrund af Guds ubegribelige nåde. Også i dag isoleres troen fra det kristne liv. Det er ikke længere Guds nåde, der opdrager os til at sige nej til ugudelighed og et uetisk liv. Men troen isoleres fra en etisk livsstil og en kamp mod ulydighed og usandhed.

Lad mig nævne nogle konkrete eksempler.

Kristendom som god fortælling

I min studietid i 1970’erne og 80’erne var det almindeligt at tolke Jesus som en politisk skikkelse, der ville fremme det klasseløse samfund og som var imod alle former for kapitalisme og undertrykkelse. Med murens fald i 1989 døde mange af disse ideologier. Der var stadig i begyndelsen af det nye årtusinde en verdensberømt dansk præst, Torkild Grosbøll, som fortalte offentligheden, at han ikke troede på en skabende og opretholdende Gud. Han troede heller ikke, at Jesus var Guds søn og var opstået af graven. Jesus var i virkeligheden en humanist og en provokatør. Men kirkens fortællinger om Jesu liv, død og opstandelse indeholder ifølge Grosbøll²Torkild Grosbøll: En Sten i Skoen. 3. udgave. Eksistensen. 2019 nogle eksistentielle pointer, som er vigtige for det moderne menneske. Grosbølls vranglære består i, at han reducerer kristen tro til en god fortælling, som kan lære os noget.

Grobøll døde i 2020, men noget af hans tankegang kan godt genfindes i en bestemt folkekirkelig forkyndelse. 200 års bibelkritik på den teologiske uddannelse har reduceret kristendom til en religionshistorisk fortælling om Gud, Jesus og menneskelivet. Det springende punkt er: Sendte Gud en god fortælling til verden – eller sendte han sin egen Søn i kød og blod?

Denne moderne vranglære har alle vranglærens kendetegn, nemlig at den omtolker alle de centrale led i den kristne tro. Hvor den apostolske trosbekendelse i min teologi er en forening af en sand historie og et sandt budskab, er trosbekendelsen i den teologi nogle hovedpunkter i en fortælling.

Læren om alles frelse

I løbet af mit arbejdsliv er læren om alles frelse blevet en del af hovedstrømmen i folkekirkelig teologi. Den mangeårige præst og forfatter, Kaj Mogensen (1942-2021) udgav gennem hele sit arbejdsliv en strøm af avisartikler og faglige indlæg, hvor han insisterede på, at Guds nåde var uimodståelig og alle derfor ville modtage den til sidst. Han samlede i 2012 sine studier i en slags troslære i bogen Frelse og fortabelse. Bogen er blevet en slags manifest for den folkekirkelige lære og har fremtrædende teologer som fortalere i dag. Mit skøn er, at langt hovedparten af landets præster i dag tilslutter sig den forståelse af den kristne tro.

Det særlige ved denne lære er, at præster og menigheder med den forståelse kan gentage den apostolske trosbekendelse i sin ordlyd med fuld tilslutning. Godt nok har man en speciel tolkning af ordene, at ”Kristus skal komme igen for at dømme levende og døde”. Nok vil Kristus dømme, men dommen er en frifindelsesdom over alle mennesker.

Alligevel vil jeg betegne en sådan forståelse af den kristne tro som vranglære. Det skyldes, at alle elementer i den kristne tro omtolkes. Forståelsen af Gud, af Jesu person og frelsende gerning, af troens nødvendighed med videre ændres til noget helt andet.

Der er noget umiddelbart tiltalende ved læren om alles frelse. Den ”kildrer vores ører” for at bruge et af Paulus’ udtryk (2 Tim 4,3). Det fjerner en byrde fra vores samvittighed over de mennesker, vi kender, som har afvist Jesus. Der er bare det ved det, at denne lære ikke er sand, hvis vi vurderer den i lyset af Jesu forkyndelse.

Vielse af samkønnede

I 2012 blev der i folkekirken indført et ægteskabslignende ritual til vielse af to af samme køn. Det har ført med sig, at fra 2012-2022 er der foretaget cirka 1000 vielser af samkønnede par i folkekirken. Det er et gennemsnit på 100 om året.

Selv om kun et lille mindretal af præster nogensinde kommer til at foretage en sådan vielse, smitter det alligevel af på forkyndelse og samtaler. Det er ikke længere tabu at tale om sex i kirken, men det er blevet et tabu at tale om seksualetik. Etik er langt på vej blevet privatiseret i forkyndelse, så det er op til det enkelte menneske at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert. Historisk er der en tradition for denne form for vranglære. Det kaldes ”antinomisme”, og kendes tilbage fra Luthers tid. Det er blevet en trend i den folkekirkelige hovedstrøm, at man ikke længere mener, at man skal forkynde loven, Guds vilje. Måske nok i overordnede og vage vendinger, men ikke i den konkrete skikkelse, vi har i de ti bud eller i Jesu udfoldelse af buddene i bjergprædikenen.

Af den grund taler jeg om denne position som en vranglære. Ganske vist er udgangspunktet et etisk spørgsmål, som kun berører ganske få steder i Ny Testamente, men konsekvensen bliver i mange tilfælde, at hele trosforståelsen bliver en anden. Mennesker skal ikke længe angre deres synd og sætte sin lid til Jesus alene. Men kan levere et selvforsvar, som indebærer en anden frelsesvej og et andet menneskesyn end Bibelens.

Hvad så med missionsforeninger og frimenigheder?

Ovenstående handler ikke mindst om emner, som udfordrer os, der er engageret i folkekirken. En del missionsfolk har organiseret deres menighedsliv, så de lever ret uberørte af folkekirkens udvikling. Men man kan godt afvise Grosbølls kristendomsforståelse uden at have en sund forkyndelse af Gud som skaber og opretholder. Man kan også godt afvise læren om alles frelse, men alligevel fortie eller måske overbetone domsaspektet i Jesu forkyndelse. Og hvad hjælper det os, hvis vi har en bibelsk forståelse af ægteskabet og det kristne liv, hvis ikke vi forkynder Guds vilje og Guds nåde i den fylde, det gøres i Bibelen?

Der kan også være andre forkyndelsesmæssige farer, som rammer missionshuse og frimenigheder. Det kan være en usund karismatisk tendens, hvor Gud altid hører bønner om helbredelse her og nu, at Gud taler til kristne gennem indre tilskyndelser og stemmer og ikke har bundet sig til det ydre ord i Bibelen, som ellers er Jesu lære om Åndens gerning. Dette vil jeg ikke uddybe her, men blot nævne tendensen. Som Paulus lærer Timotheus (2 Tim 2,17), og som også den danske kirkehistorie viser eksempler på, starter det med et usundt og ubibelsk punkt. Derefter breder det sig til hele troslæren og etikken.

Den fundamentale sondring

Som jeg læser NT, er der en vigtig overordnet sondring, som må bestemme vores og menighedernes adfærd.

1. Der er den gennemførte vranglære, hvor et lærepunkt har smittet alle dele af den kristne tro. Jeg har givet tre eksempler på det. Her står vi under den bibelske formaning: Udeluk/hold jer fra.
2. Der er mennesker i vores menigheder, som er berørte af en usund og ubibelsk lære, men som fortsat er undervejs. Her må vi samtale og formane med mildhed og stor tålmodighed. Drejer det sig om ledere eller forkyndere, der udbreder en falsk lære, formaner Paulus anderledes. Men når græsrødder er usikre eller er påvirket af falsk lære, må vi vise mildhed og tålmodighed.
3. Et emne, jeg ikke har udfoldet i denne artikel, er beslægtede evangeliske kirkesamfund, som vi deler tros- og frelsesforståelse med, men som for eksempel i dåbslæren afviser barnedåb og Guds gerning i dåben. Deres afvigende forståelse af dåben vil berøre deres forståelse af troen som Guds gerning, af menneskes fortabte stilling som født uden for Guds rige med videre. Men fordi de på andre afgørende punkter i teologien har en bibelsk forståelse, må vi efter mit skøn fortsætte den milde og tålmodige samtale med dem, selv om menighedsfællesskabet på grund af uenigheden i lære og liv vil være begrænset.
4. Der findes spørgsmål, som er uvæsentlige i vores menigheder (1 Kor 3,7). Gør vi uvæsentlige spørgsmål afgørende, binder vi ikke menneskers samvittigheder til Guds ord, men vores egen personlige mening.

Det overordnede er at holde fast ved apostlenes lære og at bygge sit menighedsliv på profeternes og apostlenes lære med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten (Ef 2,20).