Korset giver os en robust frimodighed

Sara vender sig igen i sengen. Igennem det skarpe lys fra hendes telefon kan hun se,  at klokken nærmer sig 1. Det var ikke meningen, at hun skulle være vågen så længe. Der var i det hele taget så meget, som ikke var meningen i dag. Der er ikke styr på ungdomsmødet til i morgen, afleveringerne står i kø … og hun skulle ikke have talt så ondt om Clara bag hendes ryg. Det kom bare. Og hvorfor skal Signe altid se så perfekt ud? ”Åhr, og hvorfor skal jeg hele tiden gå rundt og være så misundelig?” tænker Sara, ”Hvorfor kan jeg ikke bare være tilfreds?”

Det er forskelligt, hvad der holder os vågne om natten. Men vi kender alle til, hvordan den dårlige samvittighed kan presse sig på. Den rammer os, når vi kører hjem fra arbejde, eller når vi synger den første sang til mødet. Vi mister frimodigheden over for Gud, og mismodet og skammen truer med at overmande os.

Dårlig samvittighed og frimodig tjeneste

Vi kan let behandle vores ømme samvittighed som en undtagelsestilstand i den forfejlede tro, at kristne ikke rigtig bør opleve at være ramt på samvittigheden. Tro om.

”Alle begår vi mange fejl” (Jak 3,2a). Det er nærmere normaltilstanden for pilgrimme end en undtagelsestilstand. Og særligt de pilgrimme, som har taget Paulus’ opfordring til sig: ”Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer” (Kol 3,16). Vi må ikke dyrke følelsen af anger og fortrydelse (hvad skulle det gøre godt for?), men vi skal altid sænke paraderne og lade os ramme af Guds ord. Guds ord, som er det ”omvendte sværd” (Hebr 4,12), der sårer for at hele og ikke dræbe. At være ramt på samvittigheden kan være det helt rigtige, men det er ikke godt at være overmandet af det. Vi skal tjene i frimodighed. Frimodig tjeneste er målet. Men hvordan gør vi det, når vi igen og igen bliver konfronteret med vores egen egoisme, stolthed og syndighed?

Korset befrier fra ond samvittighed

Det er ikke svært at blive overvældet af mismod, skyld og skam. Du skal bare følge dit hjerte. Det dristige – som Brorson digter – er trods sit ”bange hjerte at fatte et frimodigt sind og skynde sig med al sin smerte lige til Jesus ind”. Vi må ikke blive holdt som gidsler af vores bange hjerter. Hensigten med Jesu forsoningsdød var det modsatte: at sætte os fri til fællesskab med Gud.

På engelsk hedder forsoning atonement, og i det ord gemmer sig formålet med Jesu død: at-one-ment (’at gøre til én’). Bruddet fra Eden skulle heles og mennesker og Gud blive ét igen. Men vores samvittighed kan holde os væk fra Gud. Derfor kommer den frimodige opfordring til os i Hebræerbrevet efter en lang passage om Jesu endegyldige offer (Hebr 9,11-10,18):

”Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet fra en ond samvittighed” (Hebr 10,22a).

Vi skal drage nær Gud, fordi vi nu har fuld adgang ”ved Jesu blod” (10,19). Ja, Jesu blod er ”bestænket på vores hjerte”. I den gamle pagt gav stænkningen af blodet fra offerdyret på fx alteret og forhænget tilgivelse, renselse og ny adgang til Gud (3 Mos 4-5). Men kun én gang i 3 Mosebog er det personer, der bliver bestænket med blod: Aron og hans sønner ved deres præsteindvielse (8,30)¹Og kun to andre gange bliver offerblod påført mennesker i Tredje Mosebog: Aron og hans sønner ved præsteindvielsen (8,23-24) og ved renselsen af helbredte spedalske (14,14). Ellers stænkes/sprøjtes offerblod kun i det gamle testamente på mennesker ved pagtslutningen på Sinai (2 Mos 24,8) og ved Aron og hans sønners præsteindvielse (3 Mos 8,30) . Vi må befri os fra vores dømmende og lammende samvittighed, fordi vi er bestænket med Jesu blod. Ikke blod fra et offerdyr, ikke bestænket på det ydre som præsterne og ikke et offer, der skal gentages, men ”bestænket på hjertet”. På grund af Jesu blod må vi træde frem foran Gud, uanset hvor mange samvittighedskvaler vi har. For hans hellige blod har bragt os tilgivelse, renselse og uformidlet adgang til Gud.

Korset løfter vores hoveder

Jesu død skulle ikke blot løse et skylds- eller samvittighedsproblem for os – men skabe et nyt helligt folk. Derfor kan Peter sige om alle os kristne: ”Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys”. (1 Peter 2,9)

Det betyder, at livet i lyset af korset er alt andet end en skyggetilværelse. Det er genoprettelse, ny begyndelse og kaldelse ind i tjenesten til at være et helligt folk for Gud. At være et helligt folk for Gud er både en gave og en opgave. Men lad os stoppe op ved det som en gave. At vi er blevet gjort til et helligt folk, et folk, der tilhører Gud, er grundlaget for vores liv og tjeneste som kristne. Vi skal ikke gøre os selv til et helligt folk, vi er et helligt folk. Det er hele præmissen, at udvælgelsen af os ikke skyldes os selv, men er en gave fra Gud. Her er der i den grad plads til skamfulde, mismodige og bøjede nakker. Men vores udvalgte og royale status kan indgyde en glæde og frimodighed, som kan drive den værste skam og dybeste mismod på porten. For nu er vi en del af riget, hvor den korsfæstede og opstande konge kigger på os med milde øjne, indgyder os mod og siger til os hver især: ”Ret jer op, og løft jeres hoved” (Luk 21,27).

At leve i lyset af korset er derfor at rette sig op med frimodighed og møde hver dag med åben pande. For vi lever for den korsfæstede konge, der har tilgivet os og befriet os til tjeneste for ham.

Korset skaber en familie

Vi har grund til frimodig tjeneste for Gud, selvom vi hele tiden mærker vores egoisme og synd. For korset løste ikke bare et skyldsproblem, men ændrede vores status for Gud. Vi blev adopteret ind i Guds familie. Vi må aldrig tage let på at kunne kalde Gud far, som J.I. Packer (1926-2020) pointerer:

”Adoption er det højeste privilegium, som evangeliet tilbyder: endda højere end retfærdiggørelse. (…) I adoption tager Gud os ind i sin familie og fællesskab – han gør os til sine børn og arvinger. Nærhed, kærlighed og generøsitet er kernen i forholdet. At stå retfærdig for Gud, som dommer, er en stor ting, men at blive elsket og draget omsorg for af Gud, som far, er endnu større.”²J.I. Packer, Knowing God, Hodder & Stoughton, 1973, 206-7, min oversættelse

Vi er nu højtelskede børn af Gud, fordi Jesus døde på den gudsforladte bakke, Golgata, uden for Guds hellige by Jerusalem, ”uden for lejren” (Hebr 13,13). Vi er som hittebørn, der er blevet adopteret ind i Guds familie, som Peter skriver: ”I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed” (1 Pet 2,10b). Korset skabte en ny familie. Og vi bliver ikke smidt på porten ved første overtrædelse. I stedet har vi lært at bede: ”Far i himlen (…) tilgiv os det, vi har gjort forkert” (Matt 5,9-12. Bibelen 2020). Det er vores privilegie. Vi er ikke bare frifundet, vi er fundet af vores himmelske far.

Korset demonstrer Guds kærlighed

”Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os” (1 Joh 3,16a). Det modbydelige kors demonstrerer med store bogstaver Guds bundløse kærlighed til os. I forkyndelsen bliver Guds retfærdige vrede over synd nogle gange betonet så meget, at årsagen til, at Gud sendte sin søn, er endt i baggrunden. Det var ”således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn” (Joh 3,16), og ikke ”således hadede Gud verden”.

Nogle mennesker i vækkelsesbevægelserne er blevet efterladt med et indtryk af en ærekær og blodtørstig Gud, der har brug for at se blod for at tilgive. Sådan er Bibelens Gud ikke.

Motivet er en hellig, frivillig kærlighed. Faderen overgiver sit kæreste, sin egen søn (Rom 8,32), Sønnen ofrer sig frivilligt (Joh 12,24), og alt sker i Åndens kraft (Matt 3,16). Jesus tog dommen og straffen for menneskers synd, men han gjorde det som Guds søn. Det var ikke et uskyldigt menneske, der bar verdens synd, det var Gud selv i Jesus. Faderen var ikke som en vred far, der lod det gå ud over sin søn, for at kunne tilgive, og Jesus var ikke som en Isak, der uvilligt skulle ofres (1 Mos 22). I stedet var Jesus mere som Juda, der plagede Josef om at tage ham i stedet for Benjamin (44,33-34).

Derfor åbenbarer korset også en hellig kærlighed, hvis dybder ingen af os kan begribe. Som Dane Ortlund har udtrykt det: ”I Jesu død konfronterer Gud vores mørke tanker om ham og vores kroniske insisteren på, at guddommelig kærlighed må have et endepunkt, en grænse, et punkt, hvor den endelig løber tør. Kristus døde for at modsige vores instinktive antagelse om, at Guds kærlighed har en udløbsdato. Han døde for at bevise, at Guds kærlighed er, som Jonathan Edwards udtrykte det, ”et ocean uden kyster eller bund.”³Dane Ortlund, Gently and lowly, Crossway, 2020, 192, min oversættelse Det billede er værd at dvæle ved, og det giver os en robust frimodighed.

Korset gør os frie til at tjene

”Ordet om korset” (1 Kor 1,18) er altså den store modgift mod al mismod, skam og bøjede nakker. Ikke sådan at forstå, at evangeliet egentlig mest er et inspirerende selvhjælpsbudskab, som skal hjælpe os til at ”gribe dagen”. Nej, det er Guds store historiske redningsplan – men den er rettet mod os. Det er os, den gælder, og vi skal sætte evangeliet fri, så det får frit løb i vores liv. For Jesu død befrier os fra vores onde samvittighed, løfter vores hoveder til tjeneste for Gud, gør os til Guds børn og vil for altid være den ultimative demonstration af Guds kærlighed til os.

Det er ikke bare den kristnes ABC, nej, hele vores liv er omsluttet i dette befriende budskab. Det skal være ligesom Jesus selv – ”Alfa og Omega” (Åb 22,13) – vores A til Å. Vi skal ikke hegne det inde. Vi skal i tide og utide bruge budskabet om Jesu død i vores sted som et modspil til vores egne fordømmende og bange tanker. Det er, hvad evangeliet er ment til. Det skal fylde os med frimodighed i vores mørkeste stunder. Så vi kan tjene Gud og mennesker med frimodighed.

Artiklen er fra Budskabet 03-2024 og er en del af temaet ”Forsoningen”. Flere artikler i samme tema:

• Forsoningens symfoni
• Det er virkelig fuldbragt
• Se det Guds lam, som bærer verdens synd