Barnløshed i Bibelen

Sorgen over ikke at kunne få børn er ikke et nyt fænomen. Bibelen fortæller om flere kvinder, som har haft dette som deres store sorg.

En af disse er Hanna, som til sidst blev mor til Samuel. Han blev dommer og profet i Israel. Elkana, som var hendes mand, havde to koner, Penina og Hanna. Penina havde flere børn og Hanna havde ingen, og Penina hånede hende hele tiden med dette. (1. Sam. 1,6)

Gik til Gud med nøden

Familien rejste hvert år op til Shilo, hvor tabernaklet var. (Jos 18.1) Der lagde Hanna al sin nød frem for Gud i bøn: “I sin fortvivlelse bad hun til Herren, mens hun græd højt” (1 Sam 1,10).

Ved siden af hende sad præsten Eli og fulgte med i det, der skete. Han syntes, kvinden opførte sig underligt og troede, hun var beruset. Hanna svarede ham og sagde:

Nej, herre, jeg er kun en fortvivlet kvinde, jeg har hverken drukket vin eller øl; jeg udøste mit hjerte for Herrens ansigt. Du må ikke anse mig for et slet menneske, herre, for det er ud af min store sorg og fortvivlelse, jeg hele tiden har talt. (1 Sam 1,15-16).

Her lærer Hanna os noget utroligt vigtigt – at “udøse vores sjæl” for Herrens åsyn. Vi finder den samme sag i en formaning i Sal. 62,9:

Stol altid på ham, du folk,
udøs jeres hjerte for ham,
Gud er vor tilflugt. (Sl 62,9).

Dette handler om vores bønsliv, enten det er hjertet eller sjælen vi skal udøse. Ordet som er brugt her – at udøse – kan give forkerte associationer. Vi ser måske for os en spand vand, som vi skal øse af. For at få det sidste ud, sætter vi spanden lidt på skrå, men uanset hvad vi gør, så bliver der lidt tilbage i bunden. Vi får ikke det hele ud ved at øse.

Men disse bibelvers siger ikke, at vi kan komme med næsten alt til vores himmelske Far – bare ikke det, som er helt på bunden. Meningen med ordene er den stik modsatte – at vi netop kan komme til Ham med absolut alt – også det mørke bundslam af tanker, fantasier og motiver, som samler sig på bunden af menneskesindet.

Gud ønsker, at vi skal komme til ham med alt – også det som vi aldrig vil fortælle til noget menneske. Netop dette kommer klart frem, når det hedder: ”Udøs jeres hjerte for ham”. Dette fortæller os, at vi overfor Gud netop kan tage bundproppen ud og fortælle Ham alt. Det er godt, at det er sådan, og at Gud indbyder os til at gøre det. Og Hanna benyttede altså denne mulighed, hun græd og fortalte Gud om sin store sorg.

Hanna blev bønhørt

Hanna udøste sin sjæl for Herrens åsyn, og hun oplevede at blive både hørt og bønhørt. Eli blev Guds redskab til at formidle bønnesvar til Hanna:

Da sagde Eli: »Gå med fred; Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om.« Hun sagde: »Gid jeg må bevare din velvilje, herre!« og gik så sin vej. Hun begyndte igen at spise og så ikke længere bedrøvet ud. (1 Sam 1,17-18)

Vi ved ikke, hvad der fik Eli til at give dette svar. Måske var det en rent menneskelig reaktion, at en så intens bøn sikkert ville blive hørt og give resultater. Men det er ikke sådanne vurderinger, som ligger bagved, når Gud bønhører. Gud hører alle bønner og alle suk, som bliver sendt op til ham.

Hans bønhørelser er ikke en form for præmieoverrækkelse for inderlige, lange, følelsesladede eller formfuldendte bønner. Derimod vurderer Gud vel, om det vi beder om kan passe ind i hans gode planer for os og vore medmennesker, og med hans egne planer i det hele taget. Gud handler altid ud fra det som på lang sigt er godt for os og andre.

Elis hurtige, og måske ikke gennemtænkte svar, var alligevel Guds løfte til Hanna, og det var sådan hun tog imod det. Og Gud holdt det, han havde lovet igennem Eli: “Hanna blev gravid og fødte en søn, før året var omme, og hun kaldte ham Samuel.” (1 Sam 1,20)

Navnet Samuel betyder ”Gud har hørt”.

Hanna gav et løfte og holdt det

Hanna havde givet et løfte, da hun bad. Hvis hun fik en søn, så ville hun: “overlade ham til Herren hele hans liv, og der skal aldrig komme en ragekniv på hans hoved.” (1 Sam 1,11).

Dette betyder, at han skulle blive nasiræer på livstid, hans liv skulle altså være viet til Herren. En nasiræer var et menneske som havde afgivet et løfte til Gud for en vis tid eller for en bestemt opgave. Forældre kunne også ved et sådant løfte indvie deres barn til Herren (se 4. Mos.6, 1-21)

Hanna holdt det løfte, hun havde givet:

Da hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med op til Herrens tempel i Shilo tillige med en treårig tyr, en efa mel og en krukke vin; drengen var endnu lille. De slagtede tyren og førte drengen hen til Eli, og Hanna sagde: »Hør mig, herre! Så sandt du lever, herre: Jeg er den kvinde, der stod her hos dig og bad til Herren. Jeg bad om denne dreng, og Herren gav mig, hvad jeg bad ham om. Nu overgiver jeg ham til Herren; hele sit liv skal han tilhøre Herren.« Og de tilbad Herren der. (1 Sam 1,24-28)

Det må have været et stort offer for Hanna at give sit lille barn fra sig på denne måde. Men hun havde fortsat omsorg for ham:

Samuel gjorde tjeneste for Herrens ansigt; skønt han kun var en dreng, var han iført en linned efod. Hvert år lavede hans mor en lille kappe, som hun tog med til ham, når hun sammen med sin mand drog op for at bringe det årlige slagtoffer. Eli velsignede Elkana og hans kone og sagde: »Herren give dig børn med denne kvinde i stedet for ham, der kom til at tilhøre Herren.« Så gik de hjem, og Herren tog sig af Hanna. Hun blev gravid og fødte tre sønner og to døtre. Men den lille Samuel voksede op hos Herren. (1 Sam 2,18-21).

Overgivet til Herren

Vi lægger specielt mærke til en sætning i det Hanna sagde til Eli, da hun afleverede Samuel til tjeneste ved tabernaklet: “Det var for Herrens skyld jeg bad om ham.” (1 Sam 1,28 – norsk oversættelse). 1I den danske står der: “Jeg bad om denne dreng, og Herren gav mig, hvad jeg bad ham om. Nu overgiver jeg ham til Herren; hele sit liv skal han tilhøre Herren.”

Det virker som om, at Gud havde overbevist Hanna om, at den dreng, hun bad om, ville få en helt speciel opgave og betydning, at Gud ville få brug for ham.

Sådan gik det også. Samuel blev dommer i Israel – den sidste og største af dem alle. Samtidig blev han den første i en lang række af profeter i Israel. I en tid præget af dybt forfald blev han Guds redskab til at føre folket tilbage til Herren.

Hanna fik den søn, hun bad om, og han blev en Herrens tjener sådan, som hun havde set det for sig. Måske er der nogen, der undrer sig: Var det virkelig nødvendigt, at Hanna gav drengen fra sig, så han kunne vokse op ved tabernaklet? Det er vel naturligt at se Guds ledelse i dette.

Gennem børne og ungdomsårene hos Eli fik han de åndelige indtryk og impulser, som han havde brug for for at kunne blive en dommer og profet, som Gud kunne bruge. Gud ledte og brugte både Hanna og Samuel i sin plan med sit folk.

Bønnesvar?

Det er ikke alle som bliver bønhørt, som Hanna blev. Det er ikke, fordi Gud ikke har hørt vores bøn. Han hører alle. Men ofte må han sige nej, fordi han ser, at vores bøn ikke er god på lang sigt. Nogle gange må han vente med svaret, fordi han ser, at det er godt for os eller for andre. Nogle gange siger han ja og giver os det, vi beder om. Nogle gange giver han os noget andet og bedre end det, vi beder om. Noget som er bedre på den lange bane.

Sådanne bønnesvar har vi let ved at overse, fordi vi er så fikserede på vores forslag til en løsning. Måske har vi brug for at bede om, at Gud hjælper os til at se alle de bønnesvar, han giver os?

 

Oversat af Anne Kronborg Jensen.

Artiklen er tidligere bragt hos foross.no

Fodnoter:

1 I den danske står der: “Jeg bad om denne dreng, og Herren gav mig, hvad jeg bad ham om. Nu overgiver jeg ham til Herren; hele sit liv skal han tilhøre Herren.”

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook