Mange har måske lyttet til forkyndelse på engelsk og undret sig over, hvad «Book of Leviticus» er for noget. På engelsk bruger man som bekendt de latinske navne på Mosebøgerne, og den tredje af disse har navnet Leviticus. Dette navn spiller på levitterne, altså den stamme, som er opkaldt efter Jakobs tredje søn, Levi. Levitterne var Israels præster.
På hebraisk har bogen et helt andet navn, nemlig Wajjiqra. Dette navn har den efter det første ord i bogen og kan oversættes med «han kaldte». Bogens åbning lyder nemlig som følger:
Herren kaldte på Moses og talte til ham fra Åbenbaringsteltet. Han sagde: Tal til israelitterne og sig til dem… (3 Mos 1,1-2a)
Dette passer godt med et vigtigt særpræg i bogen, nemlig at al dens indhold så at sige præsenteres som Guds tale. Kun nogle få steder afløses Guds tale af nogle korte beretninger om hændelser, men disse knyttes umiddelbart sammen med Guds fortsatte tale.
Alligevel må det siges, at det er meget passende, at Tredje Mosebog hedder Leviticus. Det er først og fremmest en bog, som vejleder præstetjenesten – både de opgaver, som var knyttet til alteret og gudstjenesten, og de opgaver, som var knyttet til undervisning. Eller, som det siges om præsternes tjeneste i 10,10-11:
… for at I kan skille helligt fra uhelligt og urent fra rent, og for at I kan belære israelitterne om alle de love, som Herren har kundgjort for dem gennem Moses (3 Mos 10,10-11)
Og akkurat dette er jo en hovedsag i store dele af bogen; det at skelne mellem helligt og uhelligt, mellem urent og rent.
Bogen kan groft inddeles i to hoveddele. Den første del, kapitel 1-17, handler om Israels renselse, mens den anden del, kapitel 18-27, handler om Israels hellighed.
Israels renselse – offersystemet (3 Mos 1-7)
Der tales meget om behovet for renselse i bogens første halvdel. Jeg tror, vi må se dette i lyset af det faktum, at Herren bor iblandt folket, og at Herren ikke tåler urenhed. Dette kommer til udtryk på en voldsom måde i kapitel 10, da Arons sønner frembærer uindviet ild for Herren og bliver slået døde til jorden.
Primært kommer dette renselsesbehov til udtryk gennem forskrifterne for Israels offertjeneste i kapitel 1-7. I disse kapitler nævnes fem offerkategorier: tre af dem er for synd (brændoffer, syndoffer og skyldoffer), ét er for at udtrykke hengivenhed og taknemmelighed til Gud (madoffer) og det sidste er et udtryk for fællesskabet med Gud (fredsofferet).
De tre ofre for synd er interessante, fordi de til sammen tegner et ganske fuldkomment billede af, hvad synd indebærer, og hvad tilgivelse indebærer. Et nøgleelement i alle ofrene er blodet. 3 Mos 17 opsummerer blodets funktion i soningen:
For kødets liv er blodet, og det har jeg givet jer til at komme på alteret for at skaffe soning for jer; det er blodet, der skaffer soning, fordi det er livet. Derfor siger jeg nu til israelitterne: Ingen af jer må spise blod; den fremmede, der bor som gæst blandt jer, må heller ikke spise blod. (3 Mos 17,11-12)
Læg mærke til, at blodet beskrives som en gave – «det har jeg givet til jer». Det er på grund af Guds løfte, at blodet har kraft.
Brændofferet: Her bruges et personligt billede. Selv om vi ikke i beskrivelsen af offeret får nogen forklaring på, hvorfor synderen skal lægge hånden på offerdyret, er det naturligt at se for sig, at det på en eller anden måde udtrykker, at offerdyret går i stedet for den skyldige.
Syndofferet: Her bruges et hygiejnisk billede. Synd beskrives først og fremmest som urenhed og skidt. Synd er noget, som gør selve helligdommen uren. Blodet er vaskemidlet, som renser og vasker denne urenhed bort. Her gøres der også forskel på graden af alvor. Hvis en præst synder, er det mere alvorligt, end hvis en almindelig mand synder. Det får konsekvenser for hvilke dele af helligdommen, som stænkes med blod. Men pointen er uanset hvad, at synd beskrives som urenhed, og soning som renselse.
Skyldofferet: Her bruges et økonomisk billede. I tillæg til offerdyret må der også betales en pengesum. Synd er med andre ord en gæld, som må betales. Først da gives der soning.
Det store er, at alle disse ofre finder sin opfyldelse i Jesus. Hans offer på Golgata erstatter alle ofrene. Han gik i stedet for os, hans blod vasker synd og urenhed bort, og blodet betaler al gæld.
Madofferet var et offer uden blod. Det er ikke knyttet til tilgivelse, men er alligevel noget, Gud har glæde i. Det hebraiske navn på dette offer bruges også i sammenhænge, hvor man giver en kostbar gave til nogen – ofte en konge. Madofferet er dermed et taknemmeligheds- og lovprisningsoffer.
Vi skal også bemærke, at madofferet altid blev ofret sammen med brændofferet. Takken og lovprisningen er med andre ord funderet på tilgivelsen for synd.
Fredsofferet var det eneste offer, man kunne spise. Heller ikke dette knyttes til tilgivelse, men til fællesskab. Når man frembar et fredsoffer, skulle fedtet og blodet brændes på alteret. Derefter kunne præsten og den, som ofrede, spise kødet. I dette ligger der sandsynligvis en måltidssymbolik. Ved fredsofferet har man fællesskab. Gud, præsten og den, som ofrer, får alle deres del.
Israels renselse – Den store forsoningsdag (3 Mos 16)
Den store forsoningsdag – Yom Kippur – var en årlig begivenhed og den eneste dag om året, hvor ypperstepræsten fik adgang til det inderste i helligdommen. Dette var dagen for soning af synd. Gennem året blev der udført en række sonofre ved tabernaklet. Udover de daglige ofre, præsterne skulle frembære på vegne af hele folket, er også enkeltmennesker kommet med deres offerdyr og deres synder.
Vi kan se for os, at denne synd har tilsmudset helligdommen. Derfor er det nødvendigt med en rengøring af helligdommen. Og, som vi så i beskrivelsen af offersystemet, skete denne renselse ved et syndoffer.
Selve ritualet er omfattende beskrevet, og højdepunktet er de to bukke, som stilles op. Der skulle trækkes lod mellem dem, et lod for Herren og et for Azazel (16,8). Hvad der menes med Azazel, ved vi ikke sikkert. Nogen mener, det sigter til en ørkendæmon, mens andre mener, det er en geografisk reference. Uanset hvad er pointen, at bukken skal væk fra lejren og væk fra Herrens nærhed.
Den buk, som er for Herren, skulle ofres som et syndoffer (16,15-19). Jeg holder af at sammenligne dette med en ordentlig efterårsrengøring. I løbet af året er mennesker kommet til tabernaklet med deres offerdyr og har fået renset deres synd og urenhed bort. Alt dette er så blevet ladt tilbage i tabernaklet. På Yom Kippur er tiden inde for at rense ordentligt ud. Bemærk, at man begynder inderst og stænker blod inde i det allerhelligste. Derefter bevæger man sig ud i forgården. Jeg ser for mig, at præsten billedligt talt tager al synd og skidt, som klæber til helligdommen, med sig, og samler det i en bunke ude i forgården.
Og da er tiden inde til den næste buk – bukken for Azazel (16,20-22). Denne del sammenligner jeg med, at man tager hele bunken af synd og skidt og lægger den op på bukken – den buk, som vi kalder syndebukken. Denne buk føres væk, og sådan bliver synden fjernet fra folket og lejren.
For at trække en tråd til Det nye testamente skal vi bemærke, at det er dette ritual, som bruges når Hebræerbrevet sætter ord på, hvad Jesu død på Golgata betyder for os (se Heb 7,27; 10,11-12). Pointen er, at Jesu død på Golgata var en fuldkommen forsoningsdag. Ved sit offer har han skænket os en fuldkommen og evig renselse.
Israels renselse – renhedslove (3 Mos 11-15)
De mange renhedslove handler dybest set om adgangen til Guds nærhed. Er man uren, er man også udenfor. Ja, urenhed i Guds nærhed er farlig (jf. 15,31). I renhedslovene står beskrevet, hvilke dyr man kan spise (kap. 11), renselse efter fødsel (kap. 12), forskellige hudsygdomme, sygdomme (skimmel og svamp) på huset og renselse fra dette (kap. 13-14) og love om seksuel urenhed. Flere af disse love giver god mening fra en generel, hygiejnisk synsvinkel, men det er alligevel ikke alle lovene, som gør det.
Et af de vigtigste træk, vi skal bemærke ift. renhedslovene, er det som handler om smitte. I Tredje Mosebog findes der en slags skala for renhed. Man kan være hellig, ren eller uren. For at bevæge sig opad i skalaen er det nødvendigt med omfattende renselses- eller offerritualer. For at bevæge sig nedad i skalaen er det nok at komme i berøring med noget urent. Urenhed smitter nemlig. Så hvis man sidder et sted, en menstruerende kvinde har siddet, er man uren (jf. 15,19-24).
I lyset af dette er det i øvrigt meget interessant at læse om Jesus, for Jesus er helt modsat Tredje Mosebog. Jesus bliver aldrig smittet af urenhed. I stedet bliver det urene rent, når det kommer i kontakt med Jesus. Det ser vi både, da Jesus konfronterer de urene ånder, og ikke mindst da kvinden med blødninger rører ved fligen af Jesu kappe og bliver ren i samme øjeblik (se Mark 5,27-29).
Israels hellighed (3 Mos 18-27)
Kapitel 18-27 kan i grove træk beskrives som love knyttet til Israels hellighed og livsførelse. Almindeligvis kaldes dette afsnit for «Hellighedsloven». Hvis vi gennemlæser de mange forskrifter og regler i disse kapitler, bliver det åbenbaret for os, at hellighed er knyttet til det daglige liv og de mange små og store valg, man træffer i hverdagen. Hellighed handler om at vælge Gud hver dag.
Samtidig skal vi lægge mærke til en vigtig dynamik i Bibelens forkyndelse om helliggørelse; en dynamik som også er tydeligt til stede i selve den litterære struktur i Tredje Mosebog. Jeg mener nemlig, at der er et samspil mellem hellighedsloven og offerloven.
Bemærk, at offerloven og tilbuddet om tilgivelse kommer før hellighedsloven. Dette kan vi overføre til vores eget kristenliv. Vores helliggørelse bunder i, at synden allerede er sonet og tilgivet. Vores hellighed er ikke en forudsætning for tilgivelse, men har sit grundlag i tilgivelsen.
Det er svært at gennemgå alle detaljerne i disse love. Vi skal også notere os, at der er forskrifter, som er særligt rettet imod præsterne (kap. 21-22). Kravene til præsterne er skærpede sammenlignet med kravene til det øvrige folk. Jeg vil trække tre hovedkategorier frem af hensyn til overblikket.
Hellige grænser
Det første stikord, jeg vil fremhæve, er ”hellige grænser”. To grænser, Bibelen ofte påpeger, og som også er fremtrædende i Tredje Mosebog, er afgudsdyrkelse og hor.
I 3 Mos 17 gives der ganske strenge regler for, hvordan Israel skal ofre. Der er faktisk et totalforbud mod at slagte husdyr andre steder end i tabernaklet. I vers 7 præciseres det hvorfor:
De må ikke længere ofre deres slagtofre til bukketroldene, som de har horet med. Det skal være en eviggyldig ordning for dem, slægt efter slægt. (3 Mos 17,7)
Disse onde ånder kaldes i grundteksten for «bukke». Antageligvis er det en betegnelse for frugtbarhedsguder, noget som gik hen og blev et stort problem og til stor synd for Israel. For at undgå hele problemet giver Gud dem denne lov. Alle husdyr må ofres i tabernaklet, så de kun ofres til Gud. Denne lov lempes der på i 5 Mos 12 i forbindelse med, at folket skal tage bolig i landet, gerne langt væk fra tabernaklet.
Det andet, vi særligt skal lægge mærke til, at hellighedsloven sætter klare grænser omkring, er den seksuelle udfoldelse. Dette er et hovedtema i 3 Mos 18 og 20. Her bruges der meget tid på at afvise forskellige former for incest. Desuden forbydes også utroskab, homofili og seksuel omgang med dyr.
Hellig livsrytme
Israels liv skulle være præget af en hellig livsrytme. Den kommer først og fremmest til syne igennem den ugentlige veksling mellem arbejdsdage og sabbat, derefter gennem de årlige højtider, og til sidst gennem nogle ekstraordinære år.
Kapitel 23 beskriver højtiderne, mens kapitel 25 underviser Israel om nogle helt specielle år. Hvert syvende år skulle jorden holde sabbat og ligge brak. Hvert 50. år var jubelår. Da skulle alt land gives tilbage til de oprindelige ejere, og alle slaver sættes fri. Dette skulle være en påmindelse om, at landet egentlig tilhører Herren, og at Israel bare er fremmede og indflyttere hos ham (3 Mos 25,23).
Israels højtider kaldes «Herrens højtider» (jf. 23,1-4). Det er ham, som står i centrum for markeringen, og der står en hel del om forskellige ofre, som skal bæres frem for Herren. Her er der ikke først og fremmest tale om sonofre, men om forskellige freds- og gaveofre – altså ofre, som markerer fællesskab med Herren.
Hellig næstekærlighed
Da Jesus blev udfordret på, hvad der er lovens største bud, svarede han ved at citere 5 Mos 6,4-5, om at elske Herren, og ved at citere 3 Mos 19,18, om at elske sin næste.
Når vi kommer til buddet om næstekærlighed, slår det mig, at det særligt er de svagere gruppers rettigheder, som er i fokus:
Når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham. Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten. Jeg er Herren jeres Gud! (3 Mos 19:33-34)
Den samme omsorg vises også over for de fattige:
Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind. Din vingård må du ikke plukke ren, og nedfaldne druer i din vingård må du ikke samle op; dem skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren jeres Gud! (3 Mos 19,9-10)
Dette er en ganske radikal lov om næstekærlighed og omsorg for de svage, og den illustrerer næstekærlighed på en rammende måde. Det handler om at give ud af det, man har, hvad enten man har overskud eller underskud.
Opsummering
Tredje Mosebog er talt til et folk på vandring mod landet, Gud har lovet dem. Denne vandring sker sammen med Gud, og derfor er livet i Guds nærhed et vigtigt tema. Kapitel 26 opsummerer dette forhold gennem afsnit om velsignelser og afsnit om forbandelser. Hvis folket følger Herrens forskrifter, skal de erfare hans velsignelse og nærvær. Da vil han vandre midt iblandt dem og være deres Gud, og de skal være hans folk (3 Mos 26,11-12). Hvis de ikke følger Herrens love og forskrifter, skal de rammes af forbandelser og i sidste ende miste landet, som Herren har lovet at give dem. Hvis det skulle ske, at folket skulle omvende sig i mødet med Herrens straf, er Herrens sidste ord altid nåde, og han lover at vende sig mod dem med tilgivelse (3 Mos 26,44-45).
Artiklen er oprindeligt udgivet på foross.no. Oversat til dansk af Ester Frich Dam-Larsen.
