Ser vi historisk på gudsfrygt, har vi en stærk og vigtig kilde i Martin Luther (1483-1546). For ham blev frygten for Gud et centralt omdrejningspunkt i hele hans tilværelsesforståelse og kamp for evangelisk frihed. Han valgte som ung at gå i kloster og være streng ved sig selv gennem åndelige fromhedsøvelser, og “med den største iver bestræbte jeg mig for at forsone Guds vrede og fortjene syndernes forladelse og det evige liv ved lydighed mod deres ordensregel”.1Erindringer, 1531
Det hang sammen med den måde, Gud og Guds vrede blev præsenteret på i Kirken. På dansk har vi gode eksempler på det i de middelalderlige kalkmalerier. Dommedag og helvede er næsten altid centralt placeret i kirkerne, og menigheden kunne se de fordømtes fortabelse udmalet på uhyggeligste vis. Ofte sidder Jesus som en konge på en sky over de dømte, og den ene gruppe ledes i helvedes gab af djævle til den ene side, mens den anden gruppe ledes af engle eller helgener til den anden side mod de himmelske boliger.
Det er en malende udlægning af Jesu undervisning om verdensdommen fra Matt 25,31-46, som isoleret set har passet godt ind i Middelalderens verdensbillede. Det gjaldt om at være på det frelste hold (det var dem, som gjorde hvad Kirken sagde), og med den vægt, fromhed og gode gerninger fik, blev gudsfrygten til angsten for Guds vrede, som førte de ulydige til fortabelsen i helvede. Ikke underligt, at Maria og de øvrige helgener blev populære som mellemmænd mellem den strenge dommer, Jesus, og den arme synder.
Martin Luthers grøft
Luthers problem var også, at han aldrig kunne se sig tilfreds i opgaven: “Jeg kunne ikke nogen sinde trøste mig med min dåb, men tænkte altid: ‘Hvornår vil du dog engang blive from og gøre nok, så du får en nådig Gud?’ (…) og dog udrettede jeg ikke mere med det, end at jeg mistede den kære dåb. Ja, det hjalp mig til at fornægte den.”2Prædiken om den hellige dåb, 1535
Han beskriver sine ”helvedes-øjeblikke” således: “Gud viser sig frygtelig vred, og med ham hele skabningen. Da er der ingen flugt, ingen trøst, hverken indvortes eller udvortes, men anklage fra alle sider. Da siger man med tårer dette vers: ‘Jeg er fordrevet fra dine øjne’ (Sl 31,23).”
Som bekendt nåede han selv frem til, at det gudsbillede var skævt. Han fik lov til at se evangeliet, som det er beskrevet i blandt andet Romerbrevet og Galaterbrevet, og det kom til på afgørende vis at ændre hans gudsbillede. I en af sine salmer skriver han:
Men lovet være du, vor Gud!
Som hjælper os af fare,
vor bange sjæl du leder ud
Som liden fugl af snare;
Ja, snaren brister, vi er fri,
Thi Herrens navn os stander bi,
Han skabte jord og himmel.
(DDS338,3)
Luther og mange af hans samtidige var præget af en gudsangst, som nok kan virke fjern på mange af os i dag. Alligevel tror jeg, at den findes, især hvor forkyndelsen har en ubalance mellem lov og evangelium. Det handler ikke kun om, hvad der bliver sagt fra prædikestolen, men også hvordan det gøres, og hvordan det åndelige fællesskab afspejler den åndelige virkelighed.
Hvis ikke evangeliet får et forløsende udslag på den måde, vi er sammen på, kan det skabe et fællesskab præget af tungsind, frygt og lukkethed. Et eksempel på det finder vi i Hans Kirks berømte parodi på det kristne fællesskab i romanen Fiskerne (1928).
Grøften i nutidig dansk folkekirkelighed
Ubalance mellem lov og evangelium kan vi også finde i en anden grøft. Den nutidige salmedigter Iben Krogsdal (1967-) slutter sin salme Du skal elske din næste som dig selv (2010) sådan:
Og når dagen er omme i dig selv
og du ikke gjorde nok alligevel
ligger det du ikke gjorde
på de andres natteborde
Men om natten går livets far herned
og han lægger hånden på dig med sin fred
og hans øjne lyser milde:
Du har lov at være lille.
Med udgangspunkt i Joh 14,27 om Jesus, som efterlader sin fred til sine disciple, er billedet ikke helt forkert. Men versets underlige konklusion på lovens krav bliver alligevel uklar og affærdigende, fordi Gud Fader grundlæggende fremstår som en mild, altfavnende person, som ser gennem fingre med synd.
Selvom billedet kunne henvise til skriftemålet, fremstår syndsbekendelsen alligevel som noget automatisk og letkøbt, hvor indtrykket er, at det nok går alt sammen, fordi Far ikke tager det så tungt.
Den gode balance
Det er interessant, at Luther i den ovennævnte salme ikke bare har erkendt den omsorgsfulde og kærlige side af Gud, men også finder en begrundelse for det i Guds skabertrang. Gud elsker, frelser og leder os, fordi vi er skabt i hans billede. Dermed bliver mennesket både taget alvorligt som selvstændigt væsen og stillet til ansvar for sine handlinger, samtidig med at Gud griber ind med sin frelse og ledelse. Det er den forståelse, som skaber en sund gudsfrygt.
På den ene side må syndens alvor og Guds modvilje mod synden, som adskiller os fra Gud tages alvorligt. Sandheden fra Esajas’ Bog 59,1-2, at Herrens arm ikke er for kort til at frelse, men at det er vores synder, der skiller os fra Gud, gør sig stadig gældende. Men samtidig er vi med Kristi død og opstandelse frigjort fra synden. Så syndsforladelse fra Gud er afgørende for, at vi kan modtage hans frelse og nåde (se Rom 6). Til gudsfrygten knytter sig en kraft, som skænkes os gennem troen (2 Pet 1,3). Det er en kraft, som kan fornægtes, og det fører til dom (2 Tim 3,5). Vi er købt dyrt, og derfor er vi indviet til et nyt liv i Guds nåde og helligelse (1 Kor 1,30; 6,19-20).
På den anden side må vi ”rette vores rygge”, fordi vi er skabt som ”kronen på værket”. Vi er villet af Gud og velsignet til at gøre godt, ligesom Gud gør godt i verden (1 Mos 1,26-28). Vi lærer at elske ham ved at modtage hans kærlighed, og dermed fordrives frygten fra os (1 Johs 4,17-19). Når Jesus taler om at blive i hans kærlighed, ligger der en dybere sandhed bag, nemlig at han har udvalgt os, og ikke omvendt (Johs 15,9-10 og 16).
Husker vi ikke det, kan vi ende med et skævt gudsbillede, hvor Gud primært bliver den straffende og vrede Gud, som står klar med sin dom og pine, hvis vi ikke gør alt, hvad vi tror, han forlanger – netop fordi mennesket reduceres til ren synd og udskud. Dermed skabes der en distance til Gud. Vi kan tænke på tjeneren i lignelsen, som gravede sin talent ned i jorden af frygt for sin herre. (Matt 25,24-26).
Katekismens gode pointe
I Luthers lille katekismus begynder hver forklaring til de ti bud med ordene: ”Vi skal frygte og elske Gud, så …” Det bygger på forklaringen til det første bud, som påpeger, at “vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham”. Jeg tror, den ovennævnte balance i vores syn på os selv i lyset af Guds ord vil give os en sund gudsfrygt og et sandt gudsbillede. Luther skriver selv i sin store katekismus til samme bud, at ”er troen og tilliden ret, er også din Gud ret. Og omvendt, hvor tilliden er falsk og urigtig, er den rette Gud der heller ikke. For de to hører sammen, tro og Gud.” Det var en erfaring, han måtte kæmpe sig frem til, og det er også den vej, vi må finde.
Artiklen er fra Budskabet 01-2024 og er en del af temaet ”Gudsfrygt”. Flere artikler i samme tema:
