Lige er ikke det samme som ens

Kender du det med, at bestemte emner kan være svære at slippe? Sådan har jeg det med tjenestedeling. Jeg har længe bakset med det emne. Som yngre bøvlede jeg en del med angst, og i forsøget på at dulme angsten læste jeg hver aften fire kapitler i Bibelen, hvorefter jeg sagde trosbekendelsen højt og bad fadervor og en personlig bøn. Sådan var min rutine hver aften i tre-fire år.

I dag er jeg klar over, at jeg menneskeligt set ikke havde det særligt godt. Men det rykkede meget ved mit trosliv, og jeg fik en fortrolighed med Bibelen, som jeg fornemmede, få af mine jævnaldrende havde på det tidspunkt. Samtidig fik jeg en stor lyst til at dele mine bibeloplevelser og min Jesus-glæde med andre.

Men her blev det svært. For på trods af min iver og viden oplevede jeg, at der blev gjort forskel på mig og drengene i min LMU (Luthersk Missions Unge). De blev spurgt, om de ville holde prøveprædikener i menighederne, og om de ikke skulle læse teologi. For vi har sådan brug for de unge mænd, lød det. Imens fik jeg kommentarer om, at jeg ville have været en god præst – hvis jeg altså havde været en mand. Langsomt begyndte jeg at mærke en indre modvilje mod tjenestedelingsprincippet. For jeg kunne jo hverken gøre for eller ændre, at jeg var skabt som kvinde. Hvorfor skulle det så være en hæmsko for mine muligheder i livet?

Uligeværd?

Når mange bakser med tjenestedelingsprincippet, tror jeg, at det netop handler om, at det er vores køn, der afgør, hvilke opgaver man kan og ikke kan have. Det havde været langt lettere, hvis spørgsmålet om underordning og lederskab alene blev afgjort af evner og bibelkundskab. For så havde man haft en eller anden form for medindflydelse. Men så længe det handler om kromosomer, vil nøglen til præstekjoleskabet for altid være ude af ens hænder.

På samme måde argumenterer teologen Jacob Munk i sin bog I er alle én. Her kritiserer Jacob den klassiske tjenestedelingsforståelse og argumenterer for, at det er et ”etisk problem, hvis nogen får frataget deres handlekraft på grund af et medfødt vilkår. Etnicitet, køn eller forældres økonomiske vilkår må aldrig stå i vejen for ens muligheder i livet”.¹Jacob Munk, I er alle én, Forlaget Semper 2021, side 96

Jeg tror, at mange – måske særligt unge – kan genkende den tankegang. Hvis nogen forsøger at trøste en med tjenestedelingens velkendte motto ”lige i værdi, forskel i opgaver”, råber vores hjerner næsten per automatik diskrimination. For det må da være uligeværdigt, at kvinder skal underordne sig mænd og ikke må være præster, alene fordi de er kvinder.

Alle skal have ret

Hvis vi ser på den historiske udvikling i Danmark og særligt på de feministiske bevægelser gennem tiden, er det på ingen måde underligt, at mange i dag slår sig på tjenestedelingsprincippet.

For bare 200 år siden var det langt mindre provokerende at sige, at manden er kvindens hoved, og at kvinden skal underordne sig, end det er i dag. For manden var kvindens hoved, og kvinden var underordnet manden. Dengang havde kvinder så godt som ingen rettigheder.

Men i løbet af de sidste 150 år har flere feministiske bølger medført, at vi i dag har fået formel ligestilling mellem kønnene. Det vil sige, at mænd og kvinder på papiret har samme rettigheder. Kvinder har blandt andet fået ret til at have deres egen formue, forældremyndighed, drive eget firma, uddanne sig, stemme og få det samme i løn som mænd.²Den feministiske historie kan deles op i tre bølger. Første bølge (ca. 1850-1920) handlede primært om uddannelse og stemmeret. Anden bølge (ca. 1960-1970) bestod af ligeløn, seksuel frigørelse, p-piller, fri abort og offentlige dagtilbud. Tredje bølge (1990) omhandlede kønsneutralitet og kønsperformativitet. Så der er sket meget de sidste hundrede år. I dag er vi vant til ligestilling, og mange kvinder forventer at blive anerkendt som lige med mænd.

Derfor kan det være svært at læse, ”at hustruer skal underordne sig under deres mænd, som det sømmer sig i Herren” (Kol 3,18; se også Ef 5,22-24), eller, ”at kvinden skal leve i stilhed”, og at de ikke må ”bestemme over mænd” (1 Tim 2,11-12). Måske kan vi høre et ekko fra fortiden om, at kvinder er underlegne, provokatører, ekstra syndige, mindre værd, uintelligente, og vi vægrer os.

Mit køn må ikke være en hæmsko – så væk med kønnet

Ser vi på det, man i dag kalder tredjebølgefeminismen, er formålet med kønskampen ikke blot at gøre mænd og kvinder lige. Derimod er det et erklæret mål at mindske selve biologiens magt over menneskers muligheder i livet. Man ønsker ikke bare, at mænd og kvinder skal have samme rettigheder, men at vores køn slet ikke har indflydelse på, hvordan vores liv udfolder sig. Derfor fremmes tanker om kønsneutralitet. Min medfødte biologi må udviskes, så intet står i vejen for, hvem jeg er som person, og hvad jeg må og kan.³Se fx bogen Kønsballade af Judith Butler.

Da jeg første gang læste det førnævnte citat af Jacob Munk, blev jeg opmærksom på, hvordan tredjebølgefeministiske toner gav genklang i mine ører: Køn må aldrig være en begrænsning. Ellers er det et etisk problem.

Jeg er overbevist om, at Jacob Munk hverken er tilhænger af tredjebølgefeminisme eller kønsneutralitet. Alligevel slog det mig, hvor meget modstanden mod tjenestedeling har til fælles med tredjebølgefeminismens ønske om at nedtone det biologiske køns magt over menneskers handlekraft. Vi skal være fri for begrænsninger. Vi skal kunne det samme og have samme muligheder. Uanset vores medfødte køn.

Det er bemærkelsesværdigt, for alle mennesker er jo begrænset af deres køn. Vi er født med forskellige kroppe, som giver forskellige muligheder og begrænsninger i vores liv. Er det et etisk problem? Er det også et etisk problem, at min mand aldrig vil kunne bære eller amme vores børn, fordi han er mand? I så fald betyder det, at vi aldrig kan blive ligeværdige eller fri for diskrimination og etiske problemer, så længe der er forskel på vores køn. Eller handler det etiske problem om, at kvinder ikke kan eller må det samme som mænd?

Hvad er det kvindelige bidrag i tjenestedelingen?

Her er vi inde ved tjenestedelings- og ligestillingsdebattens kerne. For jeg tror, den dybere årsag til, at vi har svært ved at tage tjenestedelingen til os, er, at vi ikke kan se, hvad kvinden bidrager med, som manden ikke kan.

Vi tænker, at tjenestedeling betyder, at manden må det hele, mens kvinden begrænses – som den eneste. Som tidligere KFS-sekretær Anna Kiel skriver: ”Kvindens handlingssfære bliver mindre end mandens, og der er ikke noget, der kun er hendes. Der er altså ingen deling i tjenesten”.⁴I er alle én, s. 24.

Ser vi på historien, giver det mening, at vi tænker sådan. Historisk set er kampen for ligestilling sket på mandens præmisser. Kvinder har levet (og lever stadig) i en ramme skabt af mænd – til mænd. Det er ikke en vred anklage, men et historisk faktum. Mænd har gennem historien haft magten og formet, hvordan vores samfund er indrettet.

Inden for ligestillingsverdenen bruger man et begreb kaldet ”the default male”. Det dækker over, at når vi ser os omkring – på museer, veje, i medierne, i (top)ledelse, politik, militær og i kunst – er normen mænd. Manden har været standarden for vores samfund. Det er ham, der er taget udgangspunkt i ved store og små beslutninger.

Det betyder, at når kvinder historisk har kæmpet for ligestilling, har det været en kamp for, hvordan kvinder kunne få det samme som mænd. Hvis vi ser på de få kvinder, der har skrevet sig ind i historiebøgerne, gælder det stort set for alle, at det lykkedes dem at få en stemme, fordi de har opført sig som mænd. Fordi det var det, der virkede og blev anerkendt.⁵Læs fx om Maria Engelbrecht Stokkenbech, som forklædte sig som mand for at få lov til at arbejde som skrædder.

For at være ligestillet med mænd har kvinder altså været nødt til at blive som mænd. I mange år har kvinder derfor nedtonet det feminine og kvindelige for at blive ligestillede. For det kvindelige har ikke været lige så værdifuldt og magtfuldt i vores samfund.

Når vi taler ligestilling og tjenestedeling i dag, og det fremhæves, at kvinder ikke har nogen opgave at bidrage med i tjenestedelingen, får jeg derfor lyst til at spørge: Mener vi det, fordi vi er vant til at tænke, at kvinder først har værdi, når mænd og kvinder er ens og kan det samme? Eller mener vi reelt, at kvindens bidrag slet ikke findes? For umiddelbart er det kvindelige bidrag ikke svært at få øje på. Men om vi kan se det, afhænger af, om vi vil anerkende værdien af kvindens væsen og i særdeleshed se værdien i kvinders moderskab.

Lad os tage livmoderen tilbage

I moderskabet er der vitterligt en opgave, der kun er kvindens (jf. Anna Kiels citat). Endda en opgave, som hele menneskeheden er afhængig af: Det at bære og føde liv. Den opgave vil for altid hvile på kvinden, for hun kan ikke løses fra sin biologi. Og alligevel anerkender vi den ikke.

”Det er ikke min evne til at føde børn, der giver mig værdi,” bliver der sagt, og ”kvinder kan mere end at skifte ble.”⁶Se fx Vi er alle én s. 22 Det er jeg helt enig i, men det ændrer ikke ved, at moderskabet giver en deling i tjeneste. For vi er alle afhængige af, at en kvinde før os har taget den opgave på sig.

Det betyder selvfølgelig ikke, at det eneste, kvinder kan bidrage med, er at føde børn. Så hvis du sidder som barnløs eller single og tænker ”hvad kan jeg så bidrage med” og tvivler på, om du er noget værd, vil jeg gerne understrege, at der er et væld af tjenester, som kvinder kaldes til og med frimodighed kan tage på sig.⁷Fx kan kvinder evangelisere, tale profetisk/dele vidnesbyrd, stå for lovsang, bede – også i menigheden, undervise kvinder, undervise børn og unge, vejlede og hjælpe kristne mænd på tomandshånd, give økonomisk, helbrede, tale i tunger og tolke tungetale, være gæstfrie, kærlige, tålmodige, venlige, trofaste, milde, barmhjertige, ydmyge, overbærende, tilgivende.

Måske kan du endda være mere helhjertet og dedikeret i din tjeneste, fordi du har mere tid og overskud (jf. 1 Kor 7,32f). Det kan være utrolig inspirerende at se kvinder fortælle om deres liv med Jesus, og jeg er stor fortaler for, at vi i vores menigheder giver plads til, at kvinder kan udtrykke deres trosliv, også verbalt.

Men tænk, hvis vi samtidig kunne anerkende det usynlige og ulønnede omsorgsarbejde, som mange mødre udfører hver dag, som lige så værdifuldt som det, manden laver, når han leder og underviser menigheden. Hvor ville jeg ønske, at vi stoppede med at jage enshed i form af mandens kald og opgaver.

Måske er det på tide, vi anerkender, at Gud har skabt mænd og kvinder forskellige med en intention. Måske ønsker Gud ikke, at vi skal kappes om de samme opgaver hele tiden, men at vi skal komplementere hinanden? Det kan vi først, når vi stopper med at gøre vores forskellighed til et problem og begynder at se det som en styrke. Derfor må vi tale kvindens bidrag op og tilskrive det at bære, føde, amme og passe på børn en reel værdi. Særligt i et samfund, hvor alle forventes at løbe stærkere, arbejde mere og hvor flere både børn, unge og voksne bukker under for mistrivslen.

Måske kunne det være et uvurderligt bidrag, at nogen værner om omsorgen, trygheden og nærheden. For at passe på deres børn. Og måske også på dem selv.

Artiklen er fra Budskabet 05-2023 og er en del af temaet ”Tjenestedeling i hård modvind”. Flere artikler i samme tema:

Tjenestedelingens svære balance

I blev skabt som mand og kvinde

Hvad siger Bibelen om tjenestedeling?

Spørgsmål og svar