Cølibat – en reel mulighed ifølge Paulus og Jesus

Som kristent fællesskab må vi ikke glemme den længsel mange singler lever med. Samtidig må Bibelens tale om cølibatet som en positiv livsstil også frem i lyset - til glæde for menigheden og til udbredelse af evangeliet.

Sammen med Danmark er Sverige det land med den højeste andel af enkelthusholdninger i verden. Statistikken viser at næsten halvdelen af alle svenske husholdninger består af en person, hvilket i praksis indebærer at ca. hver tredje person bor for sig selv.

Mange som bor alene, gør det med en længsel efter snart at få mulighed for at dele liv og husholdning med nogen. Disse trænger til at høre at deres kirke ser den situation, som de står i og fungerer som en støtte. Men det burde også være høj prioritet for kristenheden i Sverige at bekræfte legitimiteten i det som er denne artikels tema: Cølibatet. Desværre er det langt fra selvfølgeligt, at dette er tilfældet.

Cølibatet er bekræftet singleskab

Cølibatet kan ud fra en kristen forståelse beskrives som et bekræftet singleskab. Det er et ønske eller et kald til at leve uden hverken tilfældige eller langvarige seksuelle relationer, og dermed også leve uden det familieliv, som kan blive frugten af et ægteskab. Den af Bibelens forfattere som taler mest om dette kald er Paulus, som i sin undervisning i 1. Korintherbrev bruger meget plads til at beskrive cølibatets fordele:

Jeg ser helst, at alle mennesker er som jeg; men enhver har sin egen nådegave fra Gud, den ene på én måde, den anden på en anden måde. Til de ugifte og enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, hvis de bliver ved med at være som jeg.  Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær. (1. Kor 7, 7-9)

En ugift mand tænker på Herren, hvordan han kan være Herren til behag; men den, der er gift, tænker på verden, hvordan han kan være sin hustru til behag, og er splittet. Og en ugift kvinde eller ung pige tænker på Herren, på at være hellig både i legeme og ånd; men den, der er gift, tænker på verden, hvordan hun kan være sin mand til behag. Det siger jeg til jeres eget bedste, ikke for at baste og binde jer, men for at I uforstyrret kan leve sømmeligt og holde jer til Herren. (1. Kor 7, 32b-35)

En kvinde er bundet, så længe hendes mand lever; men dør manden, er hun fri til at gifte sig, med hvem hun vil, blot det sker i Herren.  Men hun vil være lykkeligere, hvis hun forbliver ugift. (1. Kor 7, 39-40a)

Ud fra sammenhængen er det tydeligt at apostlenes vigtigste anliggende er at missionsopgaven skal kunne løftes så effektivt som muligt. Og alle vi som har stiftet familie kan konstatere at han har ret i sin pointe: Med ægteskab og børn opstår nye opgaver i vores liv, som vi må være loyale overfor – opgaver, som direkte påvirker vores mulighed for at bruge tid på mission.

Ikke modsætning, men lige stor prioritering

Det er værd at bemærke sig at Paulus ikke sætter spørgsmålstegn ved disse opgaver, der følger med familielivet. Som gifte skal vi helt enkelt prioritere vores familiemedlemmer. Men samtidigt er det netop derfor han taler for cølibatet. Det kan virke som om han vil sige, at eftersom tiden er kort, burde det for mange af os være vigtigere at missionere end at etablere os med kone/mand og børn. (Det ene må selvfølgelig ikke udelukke det andet, vi kan missionere også som gifte – men vi påvirkes af hvor meget tid vi har til rådighed, og hvilket ansvar vi har for vores nære og kære).

I sin undervisning om dette bygger Paulus på værdier som kan ledes tilbage til Jesus selv. I afslutningen af en lang undervisningssekvens siger Herren:

»Hvad dette går ud på, kan ikke alle rumme, men kun de, der får det givet.  Der er dem, der er uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Lad dem, der kan, rumme det!« (Matt. 19, 11-12)

I disse vers identificerer Jesus tre forskellige grupper, som har det tilfælles, at de må leve i cølibat:

  1. Dem som er født sådan
  2. De som er blevet gjort til sådan
  3. De som for himmerigets skyld ikke gifter sig1Redaktionens note: Den danske oversættelse formulerer den tredje gruppe som “dem, der her gjort sig selv uegnede”, mens den svenske har “andre som vælger ikke at gifte sig”. Begge oversættelser kan forsvares.

Kategori 1 kan med stor sandsynlighed handle om flere forskellige grupper. Det kan handle om dem som ikke oplever at være tiltrukket af andre og/eller ikke længes efter familie og børn. Det kan også handle om individer med medfødte seksuelle defekter, eller om homoseksuelle som på grund af sin seksuelle orientering ikke har mulighed for at indgå i et (heteroseksuelt) ægteskab.

Kategori 2 kan ses som en omskrivning af kastrerede, eller eunukker – en gruppe som ikke er særlig almindelige i den vestlige verden i dag, men som var en gruppe i det gamle Romerrige.

Kategori 3 handler om det Paulus taler om i Første Korintherbrev: mennesker som med henvisning til sit missionskald vælger at afstå fra ægteskab og børn «for himmerrigets skyld.»

Familie er faktisk ikke livets mening

Det bevidste valg om at leve i cølibat kan være et vidnesbyrd også på andre måder. I store dele af verden er dette med børn og familie i praksis blevet knyttet til vores værdi som menneske. Vi lever for vores partner og/eller vores børn, og i visse tilfælde og gennem vores partner og/eller vores børn – for eksempel på en sådan måde at de forventes at virkeliggøre de drømme vi selv ikke lykkedes med at opnå, da vi var unge.

Cølibatet derimod, sætter spørgsmålstegn ved disse vurderinger af menneskets værdi. Det rejser sig trodsigt op mod en kultur som knytter sin værdi og sætter sit håb til sine egne efterkommere, for i stedet at forkynde at vi har vores værdi og vores håb knyttet alene til medborgerskabet i Guds rige (Luk. 11, 27-28).

Desuden udfordrer cølibatet tanken, som desværre har sneget sig ind også i flere kristne sammenhænge, at det kun er i en relation til et andet menneske vi kan have hele vores identitet. Ægteskabet betyder med andre ord, ikke at 0,5 + 0,5 = 1, men at 1 + 1 = 1!

For enkelte personer kan cølibatet også være en konkret lidelse for Kristus. Eksempelvis den som er kristen homoseksuel, eller den som ikke finder en troende partner at dele sit liv med (jf. 1. Kor 7,39). Dette er også en grund til aktivt at støtte vores ensomme søskende – både de som har valgt deres civilstand selv, og de som stadigvæk går og længes.

Fodnoter:

1. Redaktionens note: Den danske oversættelse formulerer den tredje gruppe som “dem, der her gjort sig selv uegnede”, mens den svenske har “andre som vælger ikke at gifte sig”. Begge oversættelser kan forsvares.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook