Jeg besøgte for snart mange år siden en ældre dame på 95 år. Hun var sengeliggende, og det skulle vise sig at blive hendes dødsleje. Hun var i moden alder begyndt at gå i kirke sammen med sin lillesøster, som var ti år yngre. Da helbredet tvang hende til at flytte på plejehjem, fortsatte hun med den ugentlige plejehjemsgudstjeneste.
”Jeg er så glad for, at jeg begyndte at gå i kirke. Jeg er bare ked af, at jeg holdt 60 års pause,” sagde hun.
Hun var vokset op i et hjem med lejlighedsvis kirkegang, hvor fadervor blev bedt hver aften, og hun havde lært en del salmer udenad i skolen.
”Jeg har haft min salmebog med mig hele livet,” fortsatte hun og viste mig en gammel og slidt salmebog.
”Der er en sætning, jeg er blevet så glad for. Det er den, som siges efter nadveren: ’at Jesus har gjort fyldest for alle vores synder.’”
Hun tilføjede et par sætninger om, at nu kunne hun dø med fred i sjælen. Få dage efter døde hun. Jeg talte med søsteren.
”Jeg anede ikke, at disse ting betød så meget for min søster. Det har vi faktisk aldrig talt om,” sagde hun.
Liturgiens betydning
Vores korte samtale ved dødslejet står fortsat meget klart i min erindring. Jeg prædikede faktisk til en plejehjemsgudstjeneste 40-45 gange årligt i 13 år. Flokken var ofte 20-40 ældre mennesker. De havde skiftet adresse for sidste gang og sad nu med mange synlige tegn på, at de var i sidste livsfase. Igen og igen var der en tom plads, fordi der havde været et dødsfald i ugens løb. Jeg ønskede så meget, at jeg kunne række dem nogle centrale ord fra Bibelen, som kunne give dem vished om evigt liv ved at tro på Jesus.
Men ofte var det ikke mine ord, men et salmevers, en sætning fra liturgien som ved ovennævnte eksempel, eller en fast bøn fra Salmebogen, som nåede frem til dem.
På plejehjemmet var det ikke mindst de klassiske salmer, som kom mig til undsætning. Målgruppen tilhørte en generation, som havde lært salmevers i skolen. De var måske kommet på afstand gennem et langt liv. Men når de hørte dem ved en gudstjeneste, blev det en røst i deres indre, som langt stærkere end mine ord fik lov at skabe håb og trøst i samvittigheden.
Liturgien i missionshuset
Min startopstilling var egentlig en skepsis over for alt det, der lugtede af fast liturgi og tradition. Folkekirkens gudstjeneste kunne virke kedelig og al for forudsigelig for et barn og en ung, der var vokset op i en missionshustradition med det personlige vidnesbyrd som en del af erfaringsgrundlaget.
Men også missionshuset havde en liturgisk tradition. Formanden stod frem og foreslog en sang. Derefter blev der holdt en indledning med et bibelcitat og en understregning af vigtigheden af at høre Guds ord. Så fik vi sang nummer to. Derefter tog prædikanten ordet. Han læste ”i Jesu navn” (underforstået: Så rejste vi os op) en tekst.
Prædikenen kunne have et forudsigeligt forløb og sluttede med et amen og en kort eller længere bøn, hvor dagens pointe fra teksten ofte blev gentaget. Så var der to sange til, hvor det gamle trædeorgel i missionshuset kom fællessangen til hjælp. Inden formanden afsluttede med en tak og en indbydelse til kaffebordet efterfølgende.
Ved særlige anledninger var liturgien udbygget med et sangkor eller et strengekor. Med tiden fik mødeledelsen en mere selvstændig betydning. Men selvom det, der ligger uden om prædikenen, har vokset sig større, har det en fast og forudsigelig form. Mødet har sin faste liturgi.
Musikdelen har også ændret sig, men fællessangen fylder stadig meget. En lovsangsleder er et relativt moderne ord, som indikerer, at sang og musik ikke blot er opvarmning til det egentlige – det mundtligt forkyndte ord. Men en selvstændig formidling med en blanding af noget fast og noget spontant.
En grovsortering af liturgien i evangeliske menigheder
I dag er jeg rejsepræst og rejser land og rige rundt for at forkynde og holde bibelundervisning i kirker, missionshuse og frimenigheder. Det har lært mig at sortere mellem tre slags hovedsamlinger i de kristne menigheder:
- Gudstjenesten i folkekirken med orgelmusik, en liturgisk indledning, en oplæsning af to eller tre udvalgte tekster med bøn og salmesang imellem, en prædikendel og en kirkebøn, dåb og nadver efter et enkelt eller udvidet ritual og en afslutning med bøn, velsignelse og udgangssalme.
- Missionshusmødet med en tradition, der blev skabt i anden halvdel af 1800-tallet. Centrum er ordets forkyndelse, og i et missionshus med en vis alder er der en fast prædikestol i centrum. Sang og øvrige indslag er bygget op om prædikenen, som fortsat er det væsentligste. Mange af de nye frimenigheder har udbygget med dåb og nadver efter prædikenen, men ellers fastholdt sangstilen og liturgien.
- En del nyere frikirker, som er inspireret fra den engelsktalende verden, holder deres gudstjenester i koncertstil, hvor sang og musik fylder ganske meget. Prædikenen er en slags stand-up-indslag med dialog med forsamlingen, og hele liturgien er vævet ind i en musikalsk ramme. Men selvom spontanitet betyder meget i denne tradition, får også denne gudstjenesteform en fast og forudsigelig ramme.
Liturgi på godt og ondt
Liturgi kan blive overflade, en død tradition. Den kan også være usand, så den kommunikerer noget falsk. En gudstjenesteliturgi kan renses for alt det i troen, der handler om håbet og evigheden og advarslen mod vantro og forhærdelse. Så kan den stabilisere mennesker i en åndelig søvn og lede mennesker ind i et bedrag.
En ægtemand kan have en vane med at kysse sin hustru farvel med et: ”Jeg elsker dig”, inden han går ud ad døren. Men hvis han er på vej til et møde med sin elskerinde, er den smukke farvel-liturgi i virkeligheden løgn og bedrag.
Liturgien knyttet til prædikenen, dåben og nadveren kan være overlæsset eller uforståelig. Den kan fyldes med ord, som er gået ud af sproget, så det liturgiske forløb bliver en slags uforståeligt latin eller finkulturel fernis, som blot støjer.
Liturgien kan også blive en totalkommunikation, som understreger og underbygger evangeliets forkyndelse og tekstens budskab. Måske havde den ældre dame, jeg fortalte om indledningsvist, ikke taget budskabet fra nadverliturgien til sig, hvis ikke det også havde været hjerteblodet i mine prædikener. Men det var i liturgien, at hun fangede pointen.
Hvis en ung mand vil spørge den pige, han elsker, om hun vil gifte sig med ham, nøjes han ikke med at spørge i forbifarten eller ved at sende en SMS. Nej, han tilrettelægger en ramme, hvor de har hinandens udelte opmærksomhed. Han har måske købt en halvdyr blomst, ti røde roser eller lignende. Måske investerer han i en ring eller et smykke, før han falder på knæ og frier til hende. Det, han skal sige, er så afgørende, at han må planlægge et liturgisk forløb, sådan at hans spørgsmål kan indrammes af en kommunikation, som er ord og handling i forening.
En gudstjeneste eller et missionshusmøde er også en vigtig og alvorlig sag. Det er et møde med den treenige Gud, hvor Gud gennem sit ord vil sige det, jeg har brug for til dagen og ugen, og jeg kan få sagt det til Gud i bøn, bekendelse og lovprisning, som jeg har på hjerte. Rammen og liturgien er derfor vigtigt. Det skal bryde med alt det, der har fyldt min tankevirksomhed i dagens løb. Det kan stemme mit sind til stilhed og modtagelighed.
Derfor: på samme måde som en prædikant hele tiden arbejder med sin forkyndelse og formidling gennem bøn, bibelstudier og pædagogik, sådan må vi hele tiden arbejde med den liturgiske ramme i gudstjeneste eller mødet. Som vi øser af sange og salmer fra hele kristenhedens lange tradition, inddrager vi træk fra gudstjenestens lange tradition for at gøre liturgien indholdsmættet, forståelig og vedkommende. Målgruppen er vigtig; en familiegudstjeneste, et ældremøde eller en ungdomssamling har ikke samme liturgi, selvom sigtet er det samme: at formidle Guds ord til os og vores bøn og tak til Gud.
”Æbler af guld i skåle af sølv er ord, som tales i rette tid (Ordsp 25,11 – 1931-oversættelse). Det gamle ordsprog siger noget om ordenes betydning, men også om den form, hvori ordene indgår. Både form og indhold og målgruppe er vigtig i formidlingen af den kristne tro.
En vurdering af liturgien
I et missionshus må bestyrelsen og prædikantgruppen vurdere ikke blot forkyndelsens indhold og alsidighed, men også den liturgiske ramme. I folkekirken er det præsten sammen med menighedsrådet, der må arbejde med de ydre rammer.
For det første er der ordene, der siges ud over prædikenen, dåben og nadveren. Hvis kun teologer eller akademikere eller faste menighedsmedlemmer over tid kan forstå det, der siges, rammer liturgien ved siden af.
Som Luther sagde det: Alt må være forståeligt for ”Hans og Grethe”, den almindelige, ikke-uddannede tilhører. Hvis sangene er præget af sproget for 200 år siden, er det ikke sikkert, at den moderne tilhører kan forstå det. Dette gælder også de faste bønner og det liturgiske forløb ved gudstjenesten eller mødet.
For det andet er der alsidigheden og forankringen i Bibelens centrum. Liturgien skal have en slidstyrke, hvor den sætter ord på skabelse, syndefald, frelse, håb, evigt liv. Centrum er nu som altid ”ordet om korset”. En umistelig del af den liturgiske ramme er kristne sange og salmer. Nogle af os husker coronatidens sangforbud og den fattigdom, vi oplevede, når menigheden ikke som normalt kunne trække vejret i takt og hylde Gud med tak, bøn og bekendelse.
Hvis de unge oplever, at hele liturgien er tilrettelagt efter de ældre, eller modsat, så vil én aldersgruppe med tiden blive hjemløs i menigheden. Nej, i et hjem og i en kristen menighed tager man hensyn til alle generationer – fra de yngste til de ældste.
For det tredje: Rummet, kirkeåret, årstiderne, naturen og hverdagen må tænkes med i menighedens samling og det liturgiske forløb. Da jeg var præst, blev dåbsfadet pyntet med tre små buketter de søndage, hvor der var dåb. De fortalte dåbsfølget, at ”nu er der fest”. Familien fik de tre buketter med hjem som menighedens hilsen til dem. Mit håb var, at de derigennem fik et glimt af skaberens storhed og menighedens medleven. Sammen med dåbens handling og løfte og troens modtagelse og betydning for livet og evigheden.
Artiklen er fra Budskabet 02-2025 og er en del af temaet ”Liturgi”.
Flere artikler i samme tema:
