De fem alener – Guds ære

Der er mange ting, som kan stjæle vores glæde og frimodighed som kristne. Vi kan være usikre på Gud, på os selv og på vores tro. I fem artikler vil vi gennemgå fem solide ”slagord” med rødder tilbage i reformationen: Skriften alene. Kristus alene. Troen alene. Nåden alene. Guds ære alene. Disse ”alener” (latin: sola) sammenfatter det helt centrale i den lutherske teologi og dens opgør med den katolske kirke. Men min påstand er, at de gamle slagord også kan blive solide trædesten for vores tro i dag – til frimodighed og glæde.

Hænger sammen med de andre ”alener”

”Guds ære” fylder ikke så lidt i Bibelen. Der findes mange opfordringer til at give Gud ære. David kalder i en salme Gud for ”min hjælp og min ære” (Sl 62,8). Og Paulus opfordrer os til som kristne at gøre ”alt til Guds ære” (1. Kor 10,31). Jeg tror, vi her har at gøre med et emne, som er underbelyst i vores lutherske tradition, og som man kunne sige meget om. I denne artikel skal vi dog begrænse os til at se på sammenhængen mellem vores frelse og Guds ære alene.

Man kan nemlig sige, at ”Guds ære alene” er en helt naturlig konsekvens af de andre slagord. Som kristen bliver jeg frelst på grund af Kristus alene – af nåden alene – ved troen alene – hvilket jeg får at vide i Skriften alene. Bibelen fortæller mig nemlig, at Jesu død i stedet for mig af Guds nåde bliver til frelse for mig, gennem den tro, som Gud selv skaber i mig. Med andre ord vil det sige, at frelsen sker alene på Guds initiativ, og afhænger af Ham! Og så er den logiske konsekvens derfor også: At al ære for min frelse derfor også er hans. Min frelse er til ”Guds ære alene”!

”Jeg kan ikke ved egen fornuft eller kraft tro på Jesus”

Men vent lige et øjeblik! Har min egen beslutning så ingenting at sige? Har jeg da ikke valgt at tro på Jesus? Lever jeg ikke bevidst et liv med ham, med de tilvalg og fravalg, der hører til? Sådan nogle indvendinger kan nemt dukke op. Og derfor er ”Guds ære alene” også et vigtigt emne at tage op! Det ligger os nemlig ikke så fjernt at ønske bare en lille smule ære selv. Og i én forstand kan indvendingerne have noget på sig. For det at tro på Jesus og leve sit liv med ham kan sagtens opleves som et ganske aktivt valg med ganske store konsekvenser for vores liv. Og det har store konsekvenser for vores liv at tro på Jesus – på alle mulige måder. Alligevel må vi være klar over, at det at leve som kristen – ja, selv det at tro på Jesus – dybest set er noget, som Gud selv udvirker i os. Her kan det være klargørende (og provokerende) og læse, hvad Luther skriver i sin forklaring til den tredje del af trosbekendelsen om Helligånden:

”Jeg tror, at jeg ikke ved egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus min Herre, eller komme til ham. Men derimod at Helligånden har kaldet mig gennem evangeliet, har oplyst mig ved sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger den hele kristenhed på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i en ret tro.”¹Fra Thomas Reinholdt Rasmussens oversættelse fra 2013, som kan downloades her

Et paradoks for troen

Måske kan ordene fra Luther være provokerende. Fordi de ikke rigtig lader noget være op til mig selv. Men det er jo sådan set også pointen! Igen – det betyder ikke, at vores valg og beslutninger er ligegyldige. Og vi har også her at gøre med en bibelsk spænding, som det kan være svært for os rigtig at få greb om. Bibelen gør det nemlig klart, at når et menneske ikke tror på Jesus og dermed i sidste ende går fortabt, så er det menneskets eget valg og eget ansvar. Det ser vi blandt andet, når Jesus, kort før sin død, med smerte siger om Jerusalems indbyggere: ”Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” (Matt 23,37b, min kursivering). Og samtidig kan Jesus sige i en anden sammenhæng: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham” (Joh 6,44a). Når et menneske går fortabt, er det altså menneskets egen skyld. Og når et menneske frelses, er det alene Guds gerning.

Et paradoks, der trøster

Selvom disse ting kan være både ganske provokerende og frustrerende, kan der imidlertid også være en stor trøst at hente. For hvis min frelse afhang af, at jeg – i min egen kraft – magtede at tage den rigtige beslutning eller mønstre den rette mængde tro, så ville det jo i sidste ende afhænge af mig! Og det er den pointe, jeg gerne vil fremhæve. For hvis min frelse virkelig fås ved nåden og Kristus alene, så afhænger den netop ikke af mig. Så er det virkelig Guds ære alene, at jeg i dag kan kalde mig kristen. Den kristne tro er nemlig ikke kun for dem, for hvem troen falder naturligt, eller som har særligt gode ”religiøse antenner.” Den kristne tro er for os syndere, som i os selv ikke magter af søge Gud eller tro, men som alligevel frelses af Jesus – til Guds ære alene.