De lutherske bekendelsesskrifter – en glemt skat?

Gennem kirkens historie er der udviklet nogle dokumenter, som vi kalder bekendelsesskrifter. Som lutheranere skelner vi mellem de tre oldkirkelige trosbekendelser¹Den apostolske trosbekendelse (den, man bruger i den danske folkekirkegudstjeneste), den athanasianske trosbekendelse og den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse. Læs mere om trosbekendelser og dem, der bruges i den danske folkekirke her og de bekendelsesskrifter, der blev skabt i anledning af reformationen. Hvordan skal forholdet mellem luthersk bekendelse og luthersk tro forstås? Lærer Bibelen os noget om dette? Hvilke konsekvenser har det for bekendelsesskrifternes status og brug i de lutherske kirkesamfund?

Jeg begynder med at skrive lidt om, hvad Bibelen siger om at ”bekende”, med det formål, at etablere et bibelsk grundlag for at forstå forholdet mellem Bibelen og bekendelsen samt forholdet mellem bekendelsen og kirkesamfundet. Derefter vil jeg reflektere lidt over den praktiske anvendelse af bekendelsen i vores tid.

Lærer skriften noget om skriftemålet og kirken?

Bibelen siger meget om at bekende sig til den kristne tro. Alt det, der bliver sagt i den anledning, mener jeg må være retningsgivende og vejledende for, hvordan vi tænker om de dokumenter, vi kalder bekendelsesskrifter. Jeg siger vejledende, fordi vi ikke helt kan udlede en omfattende forståelse af, hvad bekendelsesskrifterne er ud fra Skriften. Sådan må det naturligvis være, for bekendelsesskrifterne blev til efter Det Nye Testamente.

I det Nye Testamente er ordet ”bekende” normalt en oversættelse af det græske ord homologeo, som betyder at ”sige det samme som”. Her bliver det tydeligt, at bekendelsen ikke kun handler om at fortælle sandheden om sig selv og sin synd. Det handler også om at støtte de sandheder, Gud har åbenbaret i sit ord. Romerne 10,9 er værd at bemærke i denne forbindelse:

”For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, ​​at Gud har oprejst ham fra de døde, vil du frelses.”

Ifølge Skriften indebærer bekendelse således, at mennesket giver sit samtykke til Bibelens lære om Jesus Kristus. Det centrale er at tro på denne lære og tage tilflugt til den i sit hjerte. Hvad vi tror om Jesus, kan dog ikke forblive en hemmelighed i os. Troens indhold trænger igennem vores læber, og kommer til udtryk som en bekendelse til Jesus Kristus. I den forstand er bekendelsen et positivt udsagn om, hvad vi tror på.

Bekendelsen bygger på en overbevisning om, at det, vi formulerer som troens indhold, er i overensstemmelse med Skriftens åbenbaring. Mange bibelord viser, at bekendelse sker på denne måde. Samtidig viser Bibelen også, at det ikke kun er nødvendigt at bekende, hvad troen består af. Nogle gange er det også nødvendigt at sige, hvad den ikke består i. Det er en klar sag i Skriften. For eksempel fortæller Johannesevangeliet os, at nogle troede, at Johannes Døberen var Messias. Johannes afviste dette ved at afgive en tilståelse:

”Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: jeg er ikke Kristus” (Joh 1,20)

Åbenbaringens ord kommer altid først, derefter troen og bekendelsen.

Dette bekræfter i sig selv den lutherske opfattelse af forholdet mellem Skrift og bekendelse. Ifølge den lutherske opfattelse er Skriften den såkaldte normative norm, mens bekendelsen er en afledt norm. Det betyder, at Bibelens ord er selve troens kilde og den absolutte norm for, hvad vi tror på. Bekendelsen er afledt af Skriften, og den er normativ, så længe den er i overensstemmelse med Skriften.

Reformationen: Skriften alene

Hvis man skal finde et klart og tydeligt udgangspunkt både i forhold til at forstå forholdet mellem Skrift og bekendelse og den praktiske anvendelse af dem, bør man kigge tilbage til den lutherske reformation. Man bør læse de lutherske bekendelsesskrifter og undersøge, hvordan de, der skrev dem, tænkte om forholdet mellem Skrift og bekendelse. Det er her, sagen diskuteres eksplicit og principielt. Det står fx tydeligt i forordet til den store bog kaldet De Lutherske Bekendelser, altså Konkordiebogen. Her læser vi følgende:

“Til sidst vil vi endnu en gang gentage, at vi med dette samstemmende arbejde overhovedet ikke vil komme med noget nyt, ej heller i substans eller form afvige fra den guddommelige sandhed, som engang var anerkendt og kendt af vores velsignede forfædre og os. Dette er hvordan det er grundlagt i de profetiske og apostoliske skrifter…”, og derefter sammenfattet i de tre oldkirkelige bekendelser.

Her ser vi konturerne af den lutherske opfattelse: Skriften alene er kilden til den kristne tro og lære. Skriften er den absolutte norm, fordi den er Guds åbenbaring. Bekendelsen er ikke en åbenbaring. Det er derfor en norm, der stammer fra Skriftens guddommelige ord. Bekendelserne er derfor underordnet Skriften. De er skabt på grundlag af Skriften og skal derfor også testes på Skriften.

Bekendelsens status

I vore dage lægges der ofte stor vægt på, at bekendelser er underordnet Skriften. Til tider så stærk, at bekendelsens normativitet svækkes mere, end hvad godt er. Lad mig derfor præcisere følgende: Selvom bekendelserne er underordnet Skriften, må de stadig have en status, der sætter dem i en særstilling. Bekendelser er normative, de skal derfor løftes op og på den rigtige måde være prøvende instanser for, hvad vi tror, ​​lærer og prædiker.

Så hvad betyder det i praksis?

På den ene side er der lutherske trossamfund, hvor der udvikles et nærmest ligegyldigt forhold til bekendelsen.

På den anden side finder vi lutherske trossamfund, der giver bekendelsen så stærk en mening, at den nærmest bliver den eneste autoritet som prøvende organ og grundlag for troen. Et spørgsmål, der bør afklares, er derfor, hvordan vi i praksis skal bruge bekendelsen som norm.

Jeg mener, at det principielle forhold mellem Skriften og bekendelsen tilsiger, at bekendelsen altid skal bruges i sammenhæng med Skriften. Det er ikke nok blot at henvise til bekendelsen. Vi skal også vise, hvordan bekendelsen kan begrundes ud fra Bibelen. En sådan brug af bekendelsen har ikke altid været praksis i lutherske sammenhænge. Derfor har vi brug for fornyet refleksion over, hvordan bekendelsen kan bruges i vor tid sammen med Skriften.

God brug af vore dages bekendelsesskrifter: brug Bibelen meget!

Vi kan ikke argumentere med bekendelsen alene – vi skal vise, hvordan bekendelsens lære kan forsvares i Skriften.

Kravet eller forventningen om, at det, vi lærer, kan retfærdiggøres i Bibelen, er i sig selv et sundt tegn. Hvis vi skal give den rette hjælp og fremstå troværdige over for søgende og spørgende mennesker, må vi derfor kontinuerligt søge i Skriften. Her må vi vende tilbage til arbejdet med at fortolke og forstå Skriften for at kunne begrunde vores tro.

Artiklen er en forkortet version af en artikel fra foross.no, som igen baserer sig på et foredrag, der blev holdt ved lutherske fordybelsesdage i Norge i 2015. Oversat af Jonas Erland Nørgaard.