Kirken består af personer, der er omvendt og kommet til tro gennem nådens midler: Bibelens ord, den bibelskbaserede forkyndelse, dåben og nadveren.
Kirken bliver til ved at Helligånden giver mennesker troen og holder troen levende ved nådemidlerne. I Den Augsburgske Bekendelse, artikel VII, defineres kirken som ”de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent, og sakramenterne forvaltes ret”.
Denne definition viser, at Ordet – frem for alt forkyndelsen – skaber kirken. Kendetegnet på at nogen tilhører kirken er derfor, at de har behov for at høre og tage imod Guds ord, og at de kommer, hvor Ordet forkyndes. Vi kan derfor sige, at kirken består af mennesker, der hører og læser Ordet, tager imod dåbens sakramente, lever i dåbens pagt og benytter nadveren.
Selv om kirken består af mennesker, der er kommet til tro og er genfødte, er den ikke identisk med en ydre organisation eller et geografisk kirkesamfund. At kirker og menigheder er ordnet i ydre organisationer eller kirkesamfund har alligevel sin store værdi og betydning. Men man må huske på, at det organisatoriske kun er at betragte som et apparat, der er til, for at Guds ord kan forkyndes, sakramenterne forvaltes og nye troende føjes til menigheden.
Den forståelse af menigheden, som vi her har skitseret, gør, at vi må regne med, at der blandt dem, der kommer for at høre Ordet, også er personer, som ikke er omvendt til Gud. Nogle kommer i den kristne forsamling, fordi de er søgende. Af respekt både for dem og den kristne tro skal disse ikke kaldes kristne, før de selv bekender troen. Nogle bekender sig nok også som kristne uden virkelig at være det. Der kan være flere årsager, fx at de lever i synd, som de ikke vil gøre op med, eller at de ikke har set ind i frelsens evangelium, så de er kommet til en sand og frelsende tro.
Bibelen viser os, at der kun findes én sand kirke på jorden. Alligevel ser vi, at de troende er opdelt i forskellige kirkesamfund, og at der inden for disse også kan være grupperinger og modsætninger. Det er ikke altid let at give nogen hel og fuld forklaring på, hvorfor det er sådan. Vi vil alligevel i det følgende sige noget om, hvad Skriften lærer os om enheden mellem de troende.
Kirkens enhed på tværs af kirkeretninger
Vi må endnu engang rette opmærksomheden mod det, der konstituerer og skaber kirken, nemlig nådemidlerne. Sagen er, at det, der skaber kirken, også danner grundlag for dens enhed. Når apostlen Paulus taler om kirkens enhed, peger han derfor på, at de troende har én Herre, Jesus Kristus, én dåb, én tro og ét håb. Det giver grundlag for at ”fastholde Åndens enhed med fredens bånd”, skriver Paulus (Ef 4,1-6).
Det betyder, at kirkens enhed egentlig hviler på Guds ord. Det er det ord, der er givet os i Skriften og formidles gennem nådemidlerne, der skaber enheden. Det sker, når troen bliver givet og holdes levende i mennesker. Det betyder, at ingenting kan stilles ved siden af eller over Bibelen og danne grundlag for, hvad kristne mennesker tror om frelse, lære og liv. Derfor lærer Bibelen, at de troendes enhed er grundet på ”apostlenes og profeternes grundvold”, dvs. den endegyldige åbenbaring i Skriften (Ef 2,20).
Kirkens enhed er altså ikke et følelses- eller oplevelsesfællesskab. Selv om følelser og oplevelser absolut ikke er udelukket i kristenlivet, kan de ikke være grundlag hverken for frelsen eller fællesskabet mellem de troende. Alligevel er det rigtigt at sige, at fællesskabet og enheden mellem de troende også giver sig udtryk i visse fælles erfaringer, der kommer som en følge af mødet med Guds ord. Det forstår vi af det, der blev påpeget ovenfor, nemlig at kirken bliver til, ved at troen skabes i mennesker, når de hører evangeliets budskab.
Det almindelige præstedømme, tjenester og nådegaver
Vi vil nu se nærmere på enkelte sider ved den kristne menighed. Det gælder især spørgsmålet om, hvordan de troende bliver udrustet til at have en tjeneste i den kristne forsamling. For at få det rette udgangspunkt vil vi først se nærmere på et bibelsk udtryk, som de færreste måske i vores tid forbinder noget med, nemlig udtrykket ’det almindelige præstedømme’.
Udtrykket kan måske virke forvirrende og fremmed på os, fordi vi med ordet ’præst’ forbinder en helt bestemt tjeneste i folkekirken, som kun tildeles nogle få. Der er historiske årsager til, at vi opfatter det sådan. Grunden er i hovedsagen, at den katolske kirke reserverer ordet præst til dem, der er ordineret til en bestemt tjeneste. Det skyldes også, at en tilsvarende forståelse af ordet er blevet videreført efter den lutherske reformation og brugt som betegnelse på den person, der har ansvar for at forkynde Guds ord og være hyrde i den kristne forsamling.
Når man i lutherske sammenhænge bruger ordet præst, tænker man derfor på en person, der er indsat i folkekirken til at være hyrde i en bestemt menighed. Men når vi bruger ordet på den måde, går noget af den bibelske betydning af ordet tabt. Sagen er nemlig, at det ord, vi i Det Nye Testamente oversætter med præst, bruges om alle kristne. Det fremgår af 1 Pet 2,4-5: ”Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.”
Hvad betyder det så, at alle kristne er præster? For at finde det rigtige svar og den rigtige betydning af ordet præst og præstedømme må vi her, som så ofte ellers, gå til Det Gamle Testamente og fx læse 2 Mos 28,1ff. Vi kan også læse 4 Mos 1,50-53. Her omtales en ordning, der gjaldt for de såkaldte levitter, en af Israels 12 stammer. Den ordning er forbilledlig for menigheden i den nye pagt.
I Israel blev Levi stamme udvalgt til at tage sig af tjenesten i templet. Her havde de forskellige tjenester. Kun én af dem var ypperstepræst. De øvrige havde andre opgaver, som var nødvendige for at holde tempeltjenesten i gang. Levitterne udgjorde deres egen gruppe, som skulle tjene Herren i hans tempel. Netop i kraft af det, blev de et forbillede for de troende, der tjener Gud i menigheden, som i den nye pagt kaldes Guds tempel (1 Kor 3,16).
På den baggrund må vi forstå Det Nye Testamentes lære om, at alle frelste mennesker er præster for Gud (1 Pet 2,5.9; Hebr 10,19). For det første betyder det, at alle troende har direkte adgang til Guds nåde ved Jesus Kristus (Rom 5,2; 1 Tim 2,5). Endvidere betyder det, at alle troende har forskellige tjenester for Gud i menigheden (Rom 12,1ff.).
At alle kristne er præster i den betydning indebærer ikke, at alle har den samme tjeneste. Ligesom levitterne i den gamle pagt havde forskellige opgaver i templet, har de kristne forskellige tjenester i menigheden. Derfor siger Skriften, at der er forskel på tjenester og opgaver blandt de troende (1 Kor 12,5).
Det er Guds vilje, at de troende skal tjene hinanden og være til hjælp for hinanden i den kristne forsamling. Det er i den sammenhæng, det bliver aktuelt at sige noget om de nådegaver, Gud udruster den enkelte med.
Nådegaverne og de forskellige tjenester blandt troende
De vigtigste tekster om nådegaverne finder vi i Rom 12,3-8; 1 Kor 12-14; Ef 4,11-16. Spørgsmål om, hvad nådegaver er, og hvordan man bliver udrustet med nådegaver, besvares forskelligt i vores tid. Samtidig kan de, der er uenige om nådegaverne, dog være enige i, at disse gaver er nødvendige, både for den kristne forsamling og tjenesten der.
Det viser, at der er et stort behov for at trænge ind i, hvad Bibelen lærer om nådegaverne. Her kan vi kun berøre enkelte grundlæggende sider af det.
Ordet ’nådegave’ er en oversættelse af det græske ord ’karisma’. Med tanke på at forstå, hvad en nådegave består i, kan det være afklarende, at oversættelsen ikke fuldt ud er dækkende for det græske ord. I tillæg til at betyde nådegave betyder karisma nemlig også ’nådevirkning’.
Lægger vi vægt på den sidste betydning, forstår vi, at nådegaverne er en følge af, at Gud giver nåde til et menneske. Alle nådegaver forudsætter forskellig åndelig udrustning til at tjene Gud. Men alle er en følge af, at Gud giver nåde.
Bibelen lærer os, at alle nådegaver har samme formål. Hensigten med dem er, at mennesker skal blive frelst, og at de troende skal føjes sammen som lemmer på et legeme, hvor Kristus er ’hovedet’. Ligesom lemmerne på en krop har forskellige opgaver, der kun kan varetages af det enkelte lem, har også de troende hver for sig forskellige opgaver, som kun kan varetages af den enkelte.
Når apostlen Paulus skriver om den nåde, som nådegaverne formidles ved, omtaler han den ikke som en udefinerbar kraft. Derimod skriver han, at nådegaverne gives som en følge af, at de troende hører evangeliet om Jesus Kristus, så de bliver grundfæstet i det: ”Vidnesbyrdet om Kristus er blevet grundfæstet hos jer, så I ikke mangler nogen nådegave” (1 Kor 1,6-7).
Det bekræfter, at de troende trænger til ordet om Jesus, ikke alene for at blive frelst, men også for at få den udrustning de må have for at kunne tjene ham. Det viser også, at den forkyndelse, der sigter på at vise bredden og dybden i Jesu frelse, er grundlæggende for alt, hvad der sker i den kristne forsamling.
Artiklen er oprindeligt udgivet på nytliv.dk.
