Småt om troen
Hvis vi tænker om troen, som vi nogle gange taler om den, så tænker vi småt om det ’at tro’. Et par eksempler på hvordan vi kan tale om troen:
Du har fået en anledning til at tale med din kollega om, at du er en kristen. Kollegaen spørger på et tidspunkt om, hvad der skal til for at blive en kristen. Og du svarer: ”Du skal bare tro på Jesus?” – ”Bare …” som om det var den letteste ting i verden; som om troen er noget man bare lige gør.
Et andet tænkt eksempel. I bibelstudiegruppen taler I om forholdet mellem tro og gerninger, fordi der i Jak 2,24 står: ”I ser altså, at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro alene.” – hvortil én siger: ”Jamen, vi skal da bare tro for at blive frelst!?”
Et sidste eksempel: Du sidder til et møde, hvor der i dagens anledning er inviteret et kor. Det er et af den slags kor, hvor du tænker: ”Det her er for generationen 60+.” De synger de gamle sange, blandt andet sangen: ”Du kan ikke tro, o, men kære så hør: Gud har jo sin Søn for os givet! Kom hid, kom til korset, se Lammet, som dør, dets blod har erhvervet os livet og synden fra verden borttaget.” – Og du tænker videre: ”Hvor svært kan det være? Jeg er en kristen. Jeg er kommet til Jesus med min synd. Det her er ikke noget vækkelsesmøde! Jeg tror faktisk allerede på ham!” – Efter at koret har sunget, fortsætter prædikenen faktisk i samme spor, om at tro Guds lam, der bærer din synd. Og igen tænker du: ”Det her har vi hørt til hudløshed. Kommer vi da aldrig videre i lutherske sammenhænge end til bare at tale om troen på Jesus?” – Nuvel, måske en anelse karikeret. Alligevel kan eksemplet afspejle, hvordan vi nogle gange kan sidde og tænke småt, om det vi hører. Det bliver så kedeligt og selvfølgeligt; så banalt.
Tro og forkyndelse
Hvis det at tro er ”piece of cake” – og er noget vi ret hurtigt får på plads, noget vi stort set tager som en selvfølge, så værdsætter vi også forkyndelsen derefter. Forkyndelsen bliver noget, vi tillægger mindre og mindre værdi, og som dermed kommer under pres. Den bliver let noget, der skal begrænses til et minimum.
Er troen derimod en dyrebar gave, så bliver forkyndelsen også dyrebar for dig. Du er nemlig klar over, at troen kommer af det, du nu hører. Og du er klar over, at troen også i al fremtid skal bevares og vokse ved at høre.
Du bliver taknemlig for selve muligheden for at høre, også selvom forkynderen måske virker lidt kikset. Han prædiker nemlig det ord, som skaber tro og holder troen i live. Og du bliver taknemlig for det kor, der synger om Jesus, for det styrker troen i dit liv; også selvom de stilmæssigt rammer forbi din smag. Du lytter med taknemlighed, fordi det du hører, er livsvigtigt for dig.
Stort om troen
Gud taler stort om troen. Læg mærke til det, når du læser i din bibel, og stil dig selv et testspørgsmål: ”Ville jeg formulere mig sådan?” – ”Tænker jeg sådan om troen?”.
Peter siger fx sådan i 2 Pet 1,1b: ”Til dem, der ved vores Guds og frelsers, Jesu Kristi, retfærdighed har fået den samme dyrebare tro som vi.”
Troen er dyrebar. Den er mere værd end det forgængelige guld (1 Pet 1,7). Så tager vi lige testspørgsmålet: ”Hmmm… er det sådan, jeg tænker om troen? Dyrebar? Er troen mere værd end guld? Sætter jeg mere ind på at bevare og styrke troens liv (ved at lytte til Guds ord gennem forkyndelse, bibellæsning og sange der vidner om Jesus) end jeg kæmper for at få fat ’guld’?” – Det kan give et fingerpeg om, hvor meget værdi du tillægger det at tro.
Peter har lært at tænke stort om det. Han lærte det gennem det smerteligste nederlag. Jesus siger, at Satan gjorde krav på ham og de andre disciple for at sigte dem som hvede (jf. Luk 22,31ff.). Og Jesus giver Satan lov til det! Jesus giver Satan lov til at slå alt hos Peter i småstykker. Jesus fokuserer ikke på, at Peter må kunne stå Satan imod og undgå faldet. Nej, Jesus har bare øje for én ting: ”Men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte.” Alt andet kan svigte hos Peter, men har han troen på Jesus, så har han alt! Og således har Peter lært at stå Satan imod: ”stå ham imod, faste i troen” (1 Pet 5,9).
Jesus og apostlene taler stort om troens liv. Troen er dyrebar. Uden troen er det umuligt at behage Gud (jf. Hebr 11,6). Troen på Jesus Kristus er din evige sejr over verden (jf. 1 Joh 5,4f.).
Troens kraft
I den lille katekismus står der sådan i Martin Luthers forklaring til den tredje trosartikel: ”Det vil sige: Jeg tror, at jeg ikke af egen evne eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham; men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet (…)”.
Der er glædeligvis mange, der har set sandheden i det, Luther siger. Når du ser, at dine egne evner og kræfter ikke slår til, bliver du en tigger hos Gud. Dag for dag må du bede Helligånden om at åbenbare evangeliet om Guds og Jesu retfærdighed for dig til tro. Bed Helligånden om, at du må kunne sætte dig ned og lytte til en forkyndelse, der igen og igen herliggør Kristus for dig. Det er jo alene evangeliet om hans retfærdighed, der bevarer troens liv i dig. Du magter det ikke selv!
Det er alene Gud, der skaber troens liv med Jesus. Det er så stort, at Jesus beskriver det med at blive ”født på ny”. Ligeledes er det Gud alene, der bevarer troens liv med Jesus.
Gud skaber og opretholder troen i hjertet ved sin opstandelseskraft. Det ser vi af den tankevækkende bøn, som Paulus beder i Ef 1,15ff. Han skriver til de hellige, de troende i Kristus Jesus. Han er helt klar over, at de allerede tror på Jesus. Han takker Gud for det. Alligevel beder han om, at de troende må få ”visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham”. Troen på Jesus er en relation mellem dig og ham, som styrkes gennem en voksende erkendelse af ham. Det hører ikke op. Med den erkendelse ser du også mere af håbets storhed, og hvor rig på herlighed arven er.
Det sidste Paulus beder om i denne bøn er, at de må få deres ”hjertes øjne oplyst, så I forstår (…) hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke. Med den magt virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde” (Ef 1,18-19). Det er Guds mægtige styrke, der oprejste Jesus fra de døde. Samme mægtige styrke virker troen i de hellige. Det er Guds opstandelseskraft, der skaber og opretholder troens liv med Jesus i dig!
Det kræver virkelig, at hjertets øjne bliver oplyste, så man ser denne Guddommelige virkelighed. Her i tiden vil det fysiske øje aldrig kunne se det. Og hvis Helligånden ikke åbenbarer denne virkelighed for de troende, bliver det at tro noget banalt og noget ”vi har fået styr på”.
Derfor
Troens tilblivelse og troens bevarelse vidner begge om Guds opstandelseskraft. Begge aspekter af troens liv kommer ved at lytte til Guds ord forkyndelse. Guds opstandelseskraft virker nemlig gennem forkyndelsen. Det peger Paulus på i 1 Kor 15,14: ”men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom”.
Læg mærke til det! Om prædikenen er tom eller ej, afhænger ikke af prædikenens fremførelse, længde eller aktualitet. Det er ikke det afgørende! Nuvel, det er heller ikke uvæsentligt. Men til tider kan man få en fornemmelse af, at prædikenens fremførelse, længe og aktualitet er det afgørende. Der peger Guds ord på noget andet. Gud har knyttet sin kraft til ordet om korset, ordet om Jesu stedfortrædende død og opstandelse til retfærdighed for os.
Derfor forkynder vi! Fordi Guds opstandelseskraft er virksom i dette ord. Og når Helligånden åbenbarer denne virkelighed for de troende, så søger de hellere at give forkyndelsen mere plads end at begrænse den. De lytter gerne til Guds ords forkyndelse, også selvom det for det fysiske øje virker lidt kikset; for hjertets øje ser alene efter om Kristus herliggøres for dem til tro. Når det sker, møder de nemlig den Opstandne selv i ordet.
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
