”Ved du, hvor du vil komme?” Det er et spørgsmål, man kan nå at få mange gange, inden man flytter til en ny by. Det er også et spørgsmål, der kan rumstere meget i en selv, for menighedslivet har stor betydning. På et tidspunkt har man et svar. Måske fordi ens venner kommer der. Måske fordi det er tættest på. Måske noget tredje. Uanset hvad må dagen komme, hvor man træder ind ad døren og ser sin nye menighed.
Din nye menighed
Vent. Jeg omformulerer lige. Når du træder ind ad døren første gang, ser du din nye menighed. Jo. Der er også nogle lokaler, noget musik og en mødeleder eller præst/gudstjenesteleder, du lægger mærke til, men det er vigtigt at turde tænke om menigheden som din menighed helt fra begyndelsen. Især hvis du gerne vil være en del af den. Det gælder både for din egen skyld, men også for menighedens skyld.
Nu er du kommet ind, og du skal finde et sted at sidde. Du er i din menighed, så gå bare et stykke ind, og find en plads uden tomme stole rundt om. Spørgsmålet ”Må jeg sidde her?” er udmærket til at starte en samtale. Både første, anden, tredje og 674. gang du er der. Hvis du kommer sammen med nogen, du kender i forvejen, så sæt jer sammen med nogle, I ikke kender (så godt). Det er din menighed, så du er lige så ansvarlig for tale med andre, som de er for at tale med dig.
Mødet eller gudstjenesten begynder for alvor. Det er stadig din menighed du er i, så du opfører dig, som du er vant til. Det vil sige: Løft armene under lovsangen, hvis det er naturligt for dig, men lad være, hvis det ikke er. Syng bare så højt, som du plejer. Tag noter til prædikenen, hvis du er vant til det. Sig noget under ”Ordet frit”, hvis du har noget at dele. Hver menighed har sin kultur, og det er fint at være hensynsfuld overfor den. Men det er din menighed, så du er en del af dens kultur. Dem, du sidder ved siden af, skal nok hjælpe dig, hvis der er særlige hensyn, der er nødvendige.
Efter mødet eller gudstjenesten kan det være en god idé at hilse på mødelederen eller gudstjenestelederen/præsten og sige tak for ledelsen. Hvis du er bevidst om noget, du kan bidrage med ind i menighedslivet, så sig det med det samme. Tjenestefællesskaber er noget særligt. Og hvis du gerne vil være en del af menigheden, giver det kun rigtig god mening også at være en del af dens arbejde.
At høre til – også når man ikke føler det
Nogen oplever, at de er kommet i en menighed et stykke tid, men de synes ikke rigtigt, at de hører til. Måske har de svært ved at engagere sig. Måske er der forhold, der gør, at det, jeg har nævnt indtil nu, ikke er muligt eller rart. Er du en af dem, kan det måske være en hjælp for dig at huske på to ting:
1) Især i store menigheder er det svært at overskue alle. Andre kan sagtens tænke, at du måske bare er på besøg. Det kan også være, at de har set dig før, men har glemt dit navn og ikke tør spørge igen. Et menneske kan overskue cirka 400 andre mennesker i alt – altså familie, kolleger, gamle venner og menighed. Er menigheden meget større end 100 mennesker, så kan alle ikke huske alle. Det betyder ikke, man ikke hører til; du kan måske heller ikke huske dem.
2) Man kan sagtens høre til, uden at kende alle regler og historier. Ingen er tvivl om at børn hører til, selv når de er helt nyfødte. Det at høre til handler ikke om at kende alt og alle.
Samlede tips
- Tænk dig selv som en del af menigheden første gang du er der
- Sæt dig ikke alene – hverken helt selv eller i en gruppe du kender.
- Bidrag til din menigheds kultur; vi er alle lemmer på ét legeme.
- Præsentér dig selv – også med de evner du har.
- Man skal ikke kende alt og alle for at høre til – det gør børn heller ikke.
